Blooming Flowers | Leonora

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Eftermiddag
Location | Under kastanjetræet i midten af området.
Tag | Leonora

Alting ældes med tiden og selv de yngste er pludseligt voksne. Nogen hurtigere end andre, men ingen forbliver lille og ung for evigt, uanset hvor meget deres sind ellers virker skabt til det. Blandt dem som nok virkede skabt til at forblive ung var det lyse hoppeføl, som var blevet taget ind af den sorte hoppe Leonora. Hun kunne ikke kaldes et føl længere, på trods af hendes ret ringe størrelse. Hun var nået til det punkt, hvor det ikke længere rigtigt var i højden hun groede, men derimod andre dele af hende; hun var kort sagt begyndt at ligne en hoppe, selvom hun med sin højde aldrig rigtigt ville ligne det i alles øjne. Benene og kroppen som engang havde været fuldstændigt ude af proportioner var begyndt at harmonere mere, men der var stadig en vej at gå, gør den Daphne, som ville betræde Andromeda i flere år frem, rigtigt stod der. Det var dog tydeligt, at hun nu var kommet forbi det stadie hvor hun var mere føl end voksen.

 På trods af, at hendes krop var blevet ældre, så var Daphnes sind stadig så ungt, som det havde været den første gang hun slog sine øjne op. Jo vidst havde hun lært ting nu, specielt hvordan man begik sig respektfuldt, men der var stadig en umådelig mængde uskyldighed og renhed i hende. Verden omkring hende, trods dens fare, mørke og lyster havde ikke rørt hende endnu. Måske fordi det ikke kunne, men mere sandsynligt fordi der bare ikke havde været nogen grund og hun havde haft beskyttelsen fra den sorte. Hun kunne dog ikke leve sådan for evigt og hvis verden omkring hende ikke opdagede det, så ville hun heller ikke gøre det før end, at det var for sent.

 For nu befandt den unge hoppe sig dog trygt på Teylars område, hvor ondt næppe nogensinde ville finde hende. Og dog, for ondt kunne vælde op i hvem som helst med den rette stimuli, men chancerne for det var bestemt ringere end noget andet sted i den verden, hvor hun levede. Halen svang lystigt bag hende, mens hun stilfærdigt bevægede sig afsted i sin græsning.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Freden var nærmest slående en varm forårsdag, hvor Leonora og hendes yngste datter Daphne gik og græssede under og omkring det store kastanjetræ, som fandtes i midten af flokkens område. Solens stråler kælede sig ned over deres kroppe, som efterhånden havde smidt det værste af vinterpelsen. Leonora's blå prikker, som havde været mindre tydelige i vinterens kulde, var nu efterhånden helt synlige igen, og Daphnes lyse, nærmest sarte farver, havde fået nogle mere klare nuancer, efter den lidt afblegede vinterpels var faldet af.
Ligeså var Leonora's krop, som dog ikke havde båret præg af endnu en drægtighed, sat sig igen efter hun havde diet føllet fra hun havde fundet det, til hun var klar til at leve af det græs, som de begge nu indtog.

Stilfærdigt betragtede Leonora Daphne imens de græssede, og tankerne begyndte hurtigt at vandre. Daphne nærmede sig alderen for hendes første brunst; og selvom hun altid ville være en lille baby i Leonora's hoved, kunne hun ikke undgå at tænke tanken, at Daphne snart ville stå som en kønsmoden hoppe; udvokset og klar til livets udfordringer på egen hov. Der var sket så meget med det lille føl, som dag for dag voksede sig mere og mere voksen, og selvom der endnu var lang vej endnu til hun kunne kalde sig udvokset, så pirrede det Leonora lidt, at hun snart ikke havde noget afkom at tage sig af længere. Seyé var voksen, og hun kunne ikke være mere stolt af hendes søn, end hun var. Han var blevet en nobel hingst, med en bygning der lignede sin moders mest, men farverne fra hans far, som havde været forsvundet så længe, at Leonora efterhånden havde 'glemt' ham. I hvert fald glemt hvordan det føltes at være sammen med ham - og hvis ikke hun havde haft Daphne, var hun nok brudt sammen i det hul, som hun havde været fanget i, da hun i sin tid ankom til Andromeda. Og frygten for at ende der, når Daphne en dag var voksen, nagede hende sommetider; især nu hvor tiden hertil nærmede sig.

Et lille fnys forlod den sorte hoppes mule, da tankerne begyndte at gå hende for meget på. Hun hev derfor hovedet op fra græsset og rystede sin sorte krop over, inden hun sendte en lettere kaldende brummen imod hendes datter. Der var endnu mange ting, som den unge hoppe skulle lærer; og efter hendes tankestrøm om tiden der måtte komme, havde Leonora besluttet sig, at denne dag skulle byde på ny viden til den unge, lyse hoppe.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det øjeblik den sorte hoppe brummede, løftede Daphne sit hoved med et ryk og spidsede ører mod hende. Det var ikke fordi Leonora nogensinde havde været hård eller bedt den lyse agere så hurtigt, som hun kunne, men blot fordi Daphne bare var født på den måde. Hun var opmærksom på lyde og ønskede altid at gøre det, som gjorde andre glade, hvilket betød, at hun altid var klar på det. For hende var det ikke et bevidst valg at gøre det, men det at vente og overveje om hun gad lå bare ikke til hende. Hun ville altid gerne lytte, altid gerne lære og altid gerne gøre noget, hvad end det så måtte være, specielt når det gjaldt den sorte. Der havde altid været ros at hente, så det var ikke fordi hun higede efter det; hun nød bare at gøre ting for sin mor.

Der var ikke just langt mellem dem, men Daphne tilbagelagde alligevel afstanden med et par hurtige, karakteristisk korte skridt. Hendes ører var vippet opmærksomt og nysgerrigt fremad, afventende på ny information; lærdom var hendes samleobjekt og hun var en meget ivrig samler. "Hvad er der, mor?" lød det nysgerrigt fra hende i det hun stoppede foran den sorte hoppe med et smil om sin mule.

((OOC: Så det her er så kort, at det bare er trist, men jeg kunne ikke komme på mere :C))

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[4]

Den lille Daphne reagerede hurtigt, da hendes moders kalden nåede hendes ører. Med en kvik bevægelse fik hun hevet sit hoved op fra græsset, og bevægede sig helt hen til sin moder, trods den korte afstand imellem dem. Leonora sænkede sit mørke hoved for at stryge den stadigt lille plag over halsen, inden hendes feminine, rolige toner, besvarede Daphnes spørgsmål.

,,Der er noget, som vi skal snakke om. Nu hvor du er ved at blive ældre, min kære, vil der snart ske ting, som hører til livet - men det er ting, som du skal være forberedt på."

Leonora tav et øjeblik, inden hun løftede sit hoved en smule op, så hendes mule ej længere var ud for Daphnes hals, men i stedet hang en anelse over toppen af hendes nakke. Hun mimrede let med mulen, inden hun stillede sig lidt bedre til rette med det ene bagben hvilende, så hele hendes bækken tippede ud til den ene side.

,,Som hoppe, kommer der en tid, hvor man er klar til at få afkom. Ligesom jeg har fået Seyé."

Emnet var ikke just et, som Leonora var vant til at skulle belære andre om; for aldrig havde hun stået i en sådan situation som nu. Snakken omkring dette emne havde hun skubbet med Seyé, og altid havde det været meningen at Ahearn skulle tage sig af det - men nu hvor han havde været væk, nærmest siden Seyé blev født, da vidste Leonora, at hun måtte tage den med ham. Snart.
Hun puffede forsigtigt til sin datter, inden hendes isblå øjne søgte hendes.

,,Om et års tid Daphne, vil du være gammel nok, og der vil ske ting med din krop, som vil føles underligt, men det er helt naturligt. Det er en periode, hvor man blive mere tilbøjelig, har mere lyst, til at omgås hingste"

Hun stoppede nu, for at sørge for at Daphne fik fat i det hele, inden hun snakkede videre, og samtidig give den unge plag muligheden for at stille alle de spørgsmål, som hun yndede at stille. Det var sjældent en samtale forløb uden i hvert fald et par spørgsmål, der skulle belyse sider af livet, som den lille plag endnu ikke havde oplevet.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lyse plag reagerede på sin mors kærtegn ved at knejse let mod det; hun kunne godt lide, når den sorte viste fysisk omsorg og kærlighed. Det var ikke fordi, at hun ikke følte, at hun kunne stole på den sorte, når hun sagde, at hun elskede hende; Daphne stolede skam blindt på Leonora. Det kom bare ned til, at hun simpelthen bare godt kunne lide at blive berørt eller gøre ting. Det var sjovere, det føltes bedre og var generelt bedre på alle punkter; så længe det ikke gjorde ondt i hvert fald. Hvis det indbefattede at gøre ondt, så tog hun hellere imod en verbal skideballe end en fysisk, selvom hun nu aldrig havde fået en fysisk en... eller en skideballe for den sags skyld. Hun havde altid været meget dydig.

Nysgerrigt lyttede hun til den sortes ord; hun havde før sagt, at hun skulle være forberedt på, men det havde aldrig rigtigt lydt på samme måde som nu. Det havde mere været noget angående hvad man måtte spise, hvor man kunne søge sikkerhed og andre ting i den dur; det her virkede ikke til at høre til de ting. Den sorte skulle da heller ikke sige mange ord før end, at det blev klart for lille Daphne, at det bestemt ikke var en af de ting, hun skulle høre om. Det her var noget helt, helt anderledes; noget som hun ikke have nogen som helst viden om og derfor kom der heller ikke de store spørgsmål, da den sorte hoppe stoppede med at tale. For første gang i meget lang tid stod den lyse unghoppe blot og så på den sorte uden at sige et eneste ord, for hun havde ikke umiddelbart nogen. Hendes udtryk blev ligefrem en smule betuttet, inden hun endeligt fandt frem til sine spørgsmål.

"Skal jeg have...afkom?" Det kom en smule stille og det var mest af alt fordi hun ikke helt var sikker på, hvad Leonora mente med afkom. Ordet var aldrig rigtigt blevet brugt før i selskab med Daphne, så det var kun naturligt, at hun ikke helt forstod det. Hun formåede dog at kæde det en smule sammen med føl, da den sorte jo havde fået ham som føl. Mest af alt lå hendes spørgsmål dog i hvorvidt det var noget hun absolut skulle gøre; når den sorte havde brugt 'kan' før i tiden, så havde det ofte været et 'skal': du kan spise græs nu, så det skal du. Du kan tale ordentligt, så det skal du. Du kan få afkom, så det skal du... eller hvad?

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[5]

En varm brummen, som endte ud i et prust, forlod den sorte hoppes mule og forplantede sig ned i de sarte lyse totter, der udgjorde den unge Daphnes man, da hun nærmest knejsede sig op imod det kærtegn, som den sorte Leonora påførte hende. Forsigtigt løftede den sorte hoppe mulen fra den lyse plag, for at mimre tilfreds med mulen; det, at hendes datter satte så stor pris på fysisk nærvær var hun glad for - for selvom Leonora overfor mange virkede reserveret, ja tilmed sky, da satte hun i virkeligheden mere pris på den fysiske kontakt, end verbale. Og det at hun kunne udvise denne side af sig selv med sine nærmeste, var en så uundværlig ting for den sorte, at hun nok ej ville kunne leve foruden.

Leonora's ord, som havde haft et indhold af helt ukendt karakter for den unge, lyse og rene plag, efterlod en tom klang, der nærmest kunne runge imellem bjergenes tinder. Der var mange tanker, som den lille Daphne skulle gøre sig, så mange, at hendes naturlige nysgerrighed blev undertrykt og ingen spørgsmål forlod hendes mule, før en tavs stund. Og da hun endeligt sagde noget, var det med en dæmpet tone, som ikke var videre normal for den lille plag - men ej skabte det frygt i sindet på den sorte. Et smil, så vagt at der næsten ikke var synligt, sneg sig stille frem på mulen af Leonora, inden hun sænkede sin sorte mule for at puffe til Daphnes kind.

,,Kære Daphe, du skal vide, at livets sti er op til dig at vælge. Der er endnu lang tid, til du vil stå voksen og moden; og om du i din fremtid skal have afkom eller ej, er dit eget valg. Der er intet du skal, som du ikke føler for. Du er snart så stor, at dine valg skal blive dine egne, og ej længere være vejledt af mig. Så Daphne, svaret på dit spørgsmål er nej; med mindre du en dag gerne vil være mor selv."

Hun løftede derpå sit hoved med en lille sigende gumlen. Tiden hvor Daphnes vej blev styret af den sorte lakkede imod en ende, og selvom der smertede den sorte inderligt, at skulle give afkald på den lyse plag ved hendes side størstedelen af døgnets timer, vidste hun også, at det var for det bedste. Og ligeså ville hun glædes over at kunne følge den sti som Daphne ville kreere for sig selv, når tiden som voksen ville være over hende.