A mothers call | Apeiron

Hvor var hun? Hvor var Mitis’ elskede sneunge dog blevet af? Den grå hoppe kunne ikke lade være med at skyde skylden helt og aldeles over på sig selv, for det var jo mest af alt hendes skyld at den unge hoppe var forsvundet. Det var i hvert fald hvad hun troede. Hun kunne ikke huske hvad moderen og datteren havde skændtes om, men sneungen var blevet fornærmet og gået sin vej. Mitis havde blotregnet med at hun ville komme tilbage et par timer senere, men det var bare ikke sket. Der var absolut intet spor af den lille plettede hoppe. Og Mitis kunne ikke lade være med at tænke på om hun nogensinde ville komme igen. Derfor var den gråbrogede nu draget afsted for at lede efter hende, men efter flere timer var der endnu ingen spor af hende. Da Mitis var gået afsted havde hun slet ikke tænkt på at hun egentlig var i brunst, og at hun var et ret så let ’bytte’ hvis en hingst kom forbi. Hun måtte også hellere se at komme tilbage til Chrome snart, men hun ville lige lede lidt længere. Hun drejede langsomt hovedet, og spejdede udover havet, der strakte sig, stort og gråt og uigennemtrængeligt. Hun kunne skimte Enophis derude. Den eneste ø som Mitis havde været på udover Leventera, hvor hun egentlig levede nu. Hun vrinskede udover havet, langt og kaldende, og håbede at hendes afkom kunne høre hende, hvor hun så end var.

Wordcount: 245 | tag: Apeiron

code by ♥

A mothers call
______________________________

Den gråhvide hingst kom roligt skridtende langs vandkanten. Til venstre for ham strakte sandstranden sig, så langt øjet rakte, og til højre for ham bredte det mægtige, brusende hav sig ud over landskabet. Det var en grå og kølig dag. Vinden legede med hans sorte hårpragt og skabte store bølger, der hamrede op mod vandkanten.
Apeiron havde efterhånden været i landet et stykke tid, men måtte så afgjort stadig betragtes som ny. I hans tid her var han nemlig stadig ikke blevet klogere på, hvor han var, hvordan han var kommet hertil, og hvad der var hændt ham før i tiden. Den stakkels hingst var stadig præget af hukommelsestab, og de få flashbacks, han fik en gang imellem, var langt fra nok til at give ham et sammenhængede billede af sin fortid.

Han bevægede sig af sted langs stranden i sine egne tanker. Det eneste, der fyldte luften omkring ham, var lyden af det brusende hav og den stride vind, der susede for ørerne. Men pludselig blandede en anden lyd sig. Et vrinsk, langt og kaldende, lød længere nede fra stranden af. Apeirons hoved fløj op med et sæt, og hans tanker blev straks afbrudt. Vrinsket lød lettere desperat, og hans instinkter bød ham straks at komme denne fremmede til undsætning.

Han satte i trav og fortsatte fremad i den retning, vrinsket havde lydt. Snart kunne han skimte den fremmede i horisonten. Han satte farten op til galop og aflagde hurtigt den sidste distance mellem de to heste. Han stoppede brat op på høflig afstand til hoppen, og da gik det op for ham, at det slet ikke var en fremmed - det var jo Mitis! Godt nok havde han kun mødt hende én gang, men hun var stadig en bekendt.
„Mitis! Har du brug for hjælp til noget?" Bekymringen var tydelig i hans stemme.

En kraftig duft ramte pludselig hans næsebor og fik ham til at stivne. Hun var i brunst... Panikken skyllede hurtigt ind over hans blik, da han forsøgte at nedtone sine instinkter. Alt i hans hingstekrop skreg om at formere sig, så han bed sig hårdt i læben og håbede bare, at han ville kunne kontrollere sig selv.
____________________________________________________________________

Tag: Mitis | Wordcount: 361

En stemme lød – en bekendt stemme, faktisk. Ikke at hun ligefrem havde snakket så meget med vedkommende, men stemmen tilhørte Apeiron. Hun havde mødt ham en gang før, men det var ikke meget de havde snakket. Han havde virket venlig, trods alt.
”Jeg ved ikke om du kan hjælpe, det er min datter der er forsvundet. Hun-”
Mere nåede hun ikke at sige, inden den forfærdelige sandhed pludselig gik op for hende – hun var i brunst. Apeiron var en hingst. Hun havde instinkter, men en hingst ville nok reagere mere på det end hun gjorde. Men han kunne vel ikke finde på noget – vel? Det håbede hun i hvert fald ikke. Hun sagde ikke noget, men betragtede ham blot. Hun ønskede til dels at Chrome bare ville skynde sig at komme derhen, så hun havde en undskyldning for at gå. Dog havde han ikke prøvet på noget allerede nu, og hun var bange for at Chrome ikke ville være særlig sød mod Apeiron hvis han så ham så tæt på ’sin’ hoppe. Hun ville ikke have at Apeiron skulle komme til skade uden at han havde gjort noget, men hvis han prøvede på noget ville hun ikke tøve med at kalde Chrome til sig.

Wordcount: 204 | tag: Apeiron

code by ♥

A mothers call
______________________________

Hans ører blev ubehageligt lagt til siden, da han hørte hendes ord. Hun havde en datter, der nu var forsvundet... Han vidste ikke meget om føl, men han kunne forestille sig, at tanken om at miste sit barn måtte være noget af det værste, en mor kunne forestille sig. Hans gyldne øjne mødte bekymret hendes blik. Hendes stemme knækkede over midt i sætningen, og hun virkede ikke til at kunne fortsætte, men forholdt sig blot tavs og betragtede ham. Han så en anelse undrende på hende. Han vidste ikke, hvad der havde holdt hende tilbage, men det kunne være mange ting. Måske havde hun ikke lyst til at tale mere om sin datter, fordi det gjorde for ondt? Eller måske... måske var hun bekymret over det med brunsten? Han så lettere anstrengt på hende. Han ville virkelig gøre sit bedste for at styre sig og fokusere på at hjælpe hende i stedet!

Langsomt strakte han mulen frem mod hende i en trøstende gestus. Hun skulle vide, at han følte med hende og var der for at hjælpe hende. „Jeg ved heller ikke, om der er noget, jeg kan gøre - men jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe! Hvor længe har hun været væk?"
____________________________________________________________________

Tag: Mitis | Wordcount: 204

Apeiron så ikke ud til at reagere synderligt på det, og medfølende strakte han mulen frem, og hun gengældte denne gestus, og strejfede kort hans mule. Som en tak for at han ville hjælpe.
”Hun har været væk i… Tre dage nu tror jeg. Men Chrome og jeg har været hele øen rundt nu, uden at finde noget spor efter hende.”
Svarede Mitis ham, og kom først bagefter i tanke om at Apeiron nok ikke vidste hvem Chrome var. Hun håbede ikke at det ville skræmme ham at hun havde en hingst der rendte rundt og beskyttede hende. Hun smilede fraværende ved tanken om at hun i starten havde ønsket at hun aldrig ville møde ham igen, men nu var han pludselig et af de største elementer i hendes liv sammen med Ivory. De to var de eneste der rigtig var noget der ikke forsvandt i det daglige liv. Et bedrøvet udtryk gled over hendes ansigt. Jo, bortset fra Ivory. For nu var hun der ikke. Hun var ikke sikker på om hun direkte troede at hun var død, men hun brød sig bestemt ikke om ikke at vide hvor den lille var henne af. Det var ubehageligt at tænke på, mente Mitis.

Wordcount: 203 | tag: Apeiron

code by ♥

A mothers call
______________________________

Mitis gengældte hans gestus, og da hendes fløjlsbløde mule ramte hans, var det som om, at der gik et stød igennem hans krop. En sitren skød igennem ham, da lugten af brunst blev endnu stærkere ved hendes berøring. Han svirpede opstemt med halen bag sig og vippede kortvarigt de hvide ører bagud. Fokus, fokus!

Han lyttede til hendes ord og nikkede medfølende. Han vidste ikke, hvem denne Chrome var, men det var ikke særlig svært at regne ud, at dette måtte være faderen - det var i hvert fald hans bud. Han spurgte dog ikke ind til det, da det virkede upassende på nuværende tidspunkt. „Det er jeg oprigtigt ked af at høre, Mitis. Hvad hedder din datter?"

Ubevidst gik han et skridt tættere på hende og lod sin mule glide ned ad hendes hals. Det var hans instinkter, der talte nu, og det var derfor slet ikke noget, han lagde mærke til.
____________________________________________________________________

Tag: Mitis | Wordcount: 152

Endnu så det ikke ud til at Apeiron reagerede så meget på Mitis værende i brunst. Han så i hvrt fanld endnu ud til gerne at ville hjælpe, og det glædede den grå hoppe meget. Hun kunne godt lide den grå hingst, men endnu var hun på vagt – hun kunne aldrig vide, og hun havde trods alt kun mødt ham en gang ud over dette møde. Et let smil spredte sig om hendes læber, da hun slog fraværende med halen.
”Hun hedder Ivory. Hun er lidt over et år. Plettet, sort og hvid. Hvis du ser hende, må du endelig prøve at finde mig!”
Fortalte hun, og smilede yderligere. Hun var hvad for at han ønskede at hjælpe hende. Det var ikke alle der ville gøre det. Forskrækket hævede hun hovedet da Apeiron trådte et skridt nærmere. Hun var på vagt, og da han lod sin mule køre ned af hendes hals, lod hun ørene klappe ned i nakken. Vredt bed hun ud efter ham, men ramte ham med vilje ikke. Hun skulle bare vise at han ikke skulle gøre det igen. I et øjeblik overvejede hun at kalde på Chrome, men hun håbede at hun havde vist overfor ham nok, at han ikke skulle prøve på noget.

Wordcount: 208 | tag: Apeiron

code by ♥

A mothers call
______________________________

Han lyttede til hendes beskrivelse og nikkede kort. Han var aldrig stødt på en hest af denne beskrivelse før, men han ville i sandhed have øjne og ører åbne. „Mange tak for beskrivelsen, Mitis. Jeg lover at passe godt på hende, hvis jeg ser hende. Og jeg vil også sørge for at spørge efter en 'Ivory' rundt omkring, hvis nu nogen skulle have set hende inden for de sidste tre dage."

Han havde slet ikke lagt mærke til sin upassende handling, og derfor kom det som lidt af et chok for ham, da hun pludselig hævede sit hoved forskrækket i vejret. Hendes ører blev kraftfuldt smækket i nakken, og hendes tænder blev blottet ud i luften omkring ham. Hun markerede tydeligt, at hans handling ikke var ønsket fra hendes side af. Han brummede beroligende til hende. Han havde jo ikke været ude på noget; hun duftede bare så godt, og hendes pels var så dejlig... Komplet uhøflig og grænseoverskridende ignorerede han hendes advarsel og lod sin mule køre længere ned ad hendes krop i retning af bagparten.
____________________________________________________________________

Tag: Mitis | Wordcount: 177

Mitis svarede ikke. Lige nu var hun ret ligeglad med hvad han havde at sige, for egentlig ville hun bare gerne have et tydeligt svar på om han ville gøre noget igen – og hvis han gjorde, ville hun ikke tøve et sekund med at kalde på Chrome. Hvis hun skulle have et føl til, så skulle det da i hvert fald være med den plettede som fader. Og hun var hans hoppe nu, det havde hun for længst taget til sig. Da han fuldstændig ignorerede hendes ellers tydelige signal om at han skulle holde sig væk, og begyndte at bevægede mulen ned omkring hendes bagpart, bakkede hun bagud, inden hun højlydt hvinende rejste sig et par centimeter på begge bagben. Endnu engang hvinede hun, højt og skingert, både for at få Apeiron til at komme væk nu, men mest af alt for at kalde på Chrome. Han skulle komme nu, for hun var ikke sikker på at hun ville kunne få den skimle hingst væk fra sig når hun var alene. Vredt slog hun med halen. Hvis han endnu engang forsøgte at prøve på noget, så ville hun ikke tøve med at sparke og bide fra sig. Han skulle ikke tro at hun bare var en hoppe der gik med til hvad som helst, for det var hun bestemt ikke. Hun håbede at Chrome ville komme så hurtigt han kunne, hvis han havde hørt hendes kald.

//OOC: Tænker at vi lige lader Ditte smutte en besked ind nu, så det bliver Mitis - Chrome - Apeiron ^^

Wordcount: 236 | tag: Apeiron, Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Mange ting kunne få Chrome til at reagere; en anden hingts kald, en hoppes tilstedeværelse, lyden af blades raslen og listen blev ved. Hvor hurtigt han reagerede på dem varierede alt efter hvad det var, men reagere ville han før eller siden. Han ville altid svare en hingsts vrinsken uden tøven, men en hoppe kunne godt vente lidt, hvis han ikke var interesseret; det gjaldt dog ikke, hvis det var en af hans hopper. Hvis hun først kaldte på ham og han hørte det, så skulle han nok komme til hende, hvad end grunden så måtte være. Det var en gylden regel for ham, som dog kun stod der så længe, at hoppen selv også overholdte den.
Den plettede hingst var snurret rundt på sine hove og havde sat afsted mod lyden af den grå hoppe inden han overhovedet havde fået løftet sit hoved og tygget af munden. Han nåede dog at tage mere end et par skridt og græsset var forsvundet fra hans mund da hans eget hvin gjaldede; han var på vej.

Chrome havde aldrig været langt væk fra Mitis. Jo vidst havde hun gået alene og ledt efter deres datter, men han havde aldrig ladet hende gå så langt væk, at han ikke hurtigt kunne nå hende hvis det var. Grunden skulle findes både i hans mindre paranoia på grund af den nuværende situation, men også blot i det faktum, at han bare gerne ville have, at hun aldrig var i fare: hun betød jo for pokker noget for ham nu!
Der var tale om sekunder fra den grås hvin havde lydt til, at han kom til syne og lyden af hans hamrende hove blev øget. Hans ører var klistret til hans kraftige nakke fra det øjeblik, at han lagde øjne på situationen; han kunne ikke være helt sikker på, hvad der foregik, men med tanke for alting virkede kun en sandsynlig og han brød sig ikke om den.

Det var ganske uelegant, men bestemt afskrækkende, da den plettede hingst for ind og stoppede op midt mellem de to heste. Hans nakke var knejset og halen smældede bag ham. Hingsten havde én chance for at trække sig og hvis han ikke gjorde det, så skulle Chrome nok få ham til det.

✕ ...but I do it in the best way ✕

A mothers call
______________________________

Hans fremstrakte mule nærmede sig hendes bagpart, men skuffelsen var stor, da den pludselig forsvandt fra ham. Han blinkede et par gange med øjnene og brød ud af sin trancetilstand, da Mitis bakkede væk fra ham og pludselig rejste sig et par centimeter på bagbenene med et højt hvin. Han smældede med den mørkegrå hale og så forvirret på hende. Hvorfor denne overreaktion? Han havde jo ikke gjort noget... Endnu et hvin lød højt og skingert fra hende i hans ører, og han bakkede et par skridt bagud med en kraftig hovedrysten. Hun slog vredt med sin sølvgrå hale og signalerede tydeligt, at han ikke skulle komme nærmere. Han havde ikke været sig selv i øjeblikket og kunne derfor slet ikke forstå, hvad han havde gjort forkert...

„Mitis, hvorfor...?" Længere nåede hans sætning ikke, før et hingstet hvin rungede i luften. Der gik ikke mere end få sekunder, før en kæmpe hingst kom buldrende. Hans kraftige hove hamrede henover jorden og gav nærmest genlyd gennem luften. Apeirons blik var som forstenet til denne mægtige hingst, og han nåede derfor ej at reagere, før hingsten pludselig slyngede sig ind mellem ham og Mitis. Hingstens ører var klistret til nakken, som var dybt knejset, og halen smældede ophidset bag ham. Han var tydeligvis vred. Han prøvede at beskytte Mitis og signalerede tydeligt, at han ikke ville tøve med at forvolde Apeiron skade, hvis han kom tættere på. Men hvorfor...?

Forvirringen var tydelig i Apeirons øjne, da han yderligere bakkede et par skridt bagud, sænkede hovedet let og gumlede ud i luften. Hans ører var lagt i nakken, og hans blik mødte forvirret den store hingsts øjne. Hvorfor var han kommet brasende på denne måde? Apeirons stemme var vred, da han endelig åbnede munden og henvendte sig til den fremmede hingst. „Hvad blander du dig for? Vi stod jo bare og snakkede..."
Han flyttede blikket over til Mitis og så forvirret på hende. Kendte hun denne hingst? Og hvorfor accepterede hun den måde, han bare var kommet brasende på?
____________________________________________________________________

Tag: Mitis & Chrome | Wordcount: 336

Mitis åndede lettet op da Chrome kom hen til de to heste på sekunder. Et mildt smil spredte sig om hendes læber, og hun bakkede let tilbage. Hun var glad for at han var kommet frem så hurtigt. Hun kunne tydeligt se forvirringen i den grå hingsts øjne, men allerede nu var det tydeligt at han overgav sig. Nu hvor hun så Chrome ved siden af en anden hingst, var det tydeligt at han var stærkere end de fleste. I hvert fald langt mere fysisk overlegen end Apeiron.
”Chrome..”
Mumlede hun lettet, og slog kort med halen. Den plettede hingst, og hendes egen plettede datter var de to der betød mest for hende i hendes liv, og hun tvivlede på at hun ’kun’ var en af Chromes hopper. Hun vidste ikke om det var ønsketænkning, men hun tænkte da helt bestemt at Chrome også holdt af hende på hans måde. Hun skulle lige til at puffe kort til ’hendes hingst’ som et kort kærtegn, men tog sig i det. Det ville nok være bedst bare at lade ham være lidt. Han var mindst ligeså anspændt som hun var, over situationen.
Vredt fnøs hun over Apeirons ord. Snakkede?
”Stod vi bare og snakkede? Du kunne ikke bare blive væk når jeg gav dig tydelige signaler om at holde afstand!”
Vrissede hun. Normalt var hun en ganske mild hoppe, men hvis nogen så meget som prøvede på at overskride hendes grænser når hun så tydeligt havde givet signal om at de skulle lade være, så ville det blive værst for dem.

Wordcount: 259 | tag: Chrome, Apeiron

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Den grå hingst virkede forvirret, men det var for Chrome underordnet hvordan han havde det, så længe han bakkede væk og ikke prøvede at gøre modstand eller gjorde et forsøg på at tage Mitis. At han ligefrem underkastede sig mildnede situationen en smule, men ikke så meget, at det betød noget; trådte han blot et enkelt skridt nærmede ville den plettede hingst stadig ikke tøve med at give ham en lærestreg.
Det var kun godt, at Mitis ikke rørte den plettede hingst. Han ville aldrig direkte gøre hende noget, men han var anspændt og opkørt, så enhver berøring blev i første omgang registreret som negativ. Han ville sandsynligvis have gjort anslag til at snappe efter hende, hvis hun gjorde noget uden, at han tydeligt kunne se, at det bare var hende.

Chrome fnøs, tydeligt utilfreds med hvad hingsten sagde, for det stemte ikke overens med det, Mitis sagde. Dermed ikke sagt, at han tog alt hvad Mitis sagde som sandhed, men der var intet, som påvirkede ham til ikke at tro på hendes ord. "Det lyder ikke sådan og hvis mi-" Han skulle lige til at kalde hende 'min' og så et ord, han ikke helt var sikker på hvad var, men formåede at rette sig selv midt i ordet. "-tis kalder, så har jeg al ret til at blande mig." Med de ord trådte han fremad, hans hoved sænket let, men bestemt ikke på samme måde som den grå hingst. Han underkastede sig; Chrome truede. Han var som sådan flintrende ligeglad med, hvad den anden hingst havde at sige eller hvilken forklaring han muligvis havde, for Chrome forstod skam godt, at Mitis kunne være ganske tiltrækkende for tiden, men der var utalte regler: man tog ikke en anden hingts hoppe, uden først at vinde hende. Og Mitis var ikke just urørt af ham; de havde spenderet så meget tid sammen nu, at de bar hinandens duft ved siden af deres egen.

✕ ...but I do it in the best way ✕

A mothers call
______________________________

Mitis virkede til nærmest at ånde lettet op, da den store hingst ankom. Et mildt smil spredte sig om hendes læber, da hun bakkede yderligere væk fra Apeiron. Hvad foregik der lige her? Hvem var denne hingst, og hvorfor reagerede hun sådan på hans ankomst? Hun virkede så glad for at se ham - som om hun havde været utryg ved situationen. Apeiron forstod ikke et hak... Han havde da ikke truet Mitis på nogen som helst måde, så hvad havde hun at være bange for? Hans ører blev forvirret lagt ud til siden.
Navnet Chrome forlod Mitis' strube i en lettet tone, og Apeiron stirrede overrasket på dem begge. Det var altså denne hingst, der var Chrome?! Det måtte jo så betyde... at dette var faderen til føllet! Apeiron spærrede overrasket øjnene op og så lettere chokeret på dem begge to. Dét var altså grunden til, at hingsten var kommet stormende ved Mitis' kald og derfor, at hun havde reageret sådan på hans ankomst...

I det samme lød Mitis' hårde, vrissende ord i hans ører. Pludselig var det som om, at tiøren faldt for ham, og han forstod. Mitis havde en mage og en datter, som hun var i dyb sorg over lige nu. Uheldigvis var hun så også lige i brunst, og i stedet for at fokusere på at hjælpe hende, havde Apeirons instinkter taget over... Han var jo et skarn!
Chromes ord lød lige så hårde og fnysende i hans ører, og han krympede sig helt sammen over det tonefald, de var sagt i - hvis han ikke allerede vidste, at han var i en slem kattepine, skulle Chrome i hvert fald nok minde ham om det. Pludselig trådte Chrome frem mod ham med sænket hoved, og det gik op for Apeiron, hvor slem denne situation var; Chrome truede ham. Som den hingst, han var, udfordrede han Apeiron til at slås om hoppen eller stikke af i en vis fart.

Apeiron flakkede panikslagent med øjnene fra side til side og bakkede yderligere nogle skridt bagud, mens han stadig gumlede underkastende ud i luften. Hans gyldne øjne mødte Mitis' med et undskyldende blik. „Mitis, jeg... Det må du virkelig undskylde. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men det var aldrig min mening at..."
Han vidste ikke, hvad han skulle sige, for hvad havde hans hensigt egentlig været? Hvor langt ville hans instinkter mon have ført ham, hvis ikke Chrome var kommet? Han turde slet ikke tænke på det...
Hans tanker blev atter ledt mod Chrome, og han skyndte sig derfor at vende blikket mod den store hingst og så på ham med skam, overgivelse og et bedende udtryk i øjnene. „Og Chrome, jeg er virkelig ked af at have rodet dig ind i denne situation... Det var aldrig min mening at gøre noget mod din hoppe. Du behøver ikke at true mig - jeg vil straks smutte. I vil ikke få flere problemer med mig, det sværger jeg."
____________________________________________________________________

Tag: Mitis & Chrome | Wordcount: 489

Mitis vidste ikke helt hvad hun følte om situationen. Hun kunne jo godt lide Apeiron, og hun ønskede derfor ikke at Chrome skulle gøre ham noget, medmindre han prøvede på noget igen. Det ville dog være fuldstændig hjernedødt, da den plettede hingst der truende stod foran den skimle, tydeligvis var større samt stærkere end ham. Det ville ikke føre til noget godt. Derfor åndede Mitis lettet op da Apeiron undskyldte over for dem begge, selvom hun dog ikke viste noget tegn på andre følelser. Hun var stadig vred på ham, men han fortjente ikke at skulle komme til skade. En kamp mellem de to hingste kunne føre til mere end blot skrammer, især for den mindre hingst. Hun vendte kort sin opmærksomhed mod Chrome, og sendte ham et varmt smil, trods hun ikke var sikker på at han lagde mærke til det lige nu. Hun var bare glad for at han var kommet med det samme. Han havde virkelig reageret på hendes kald, og hun var stolt af at være hans hoppe. Hun sænkede hovedet en smule da hun slappede af i de før spændte muskler i hendes hals. Hun var i sikkerhed her, det var hun sikker på. Hun var begyndt at tage en smule på, selvom hun stadig var en smule undervægtig efter vinterens lange tag om landet. Ikke nok til at hun var syg, og det havde også hjulpet på det hele nu hvor Ivory ikke længere drak mælk. Jo, her før sommeren ville være et glimrende tidspunkt til endnu et føl, hvis det var det valg hende og den plettede ville tage.

Wordcount: 266 | tag: Chrome, Aperion

code by ♥