Sing like there's nobody listening. [Titan]

Det var en solrig morgen, Mohini havde ikke fået sovet meget i nat. Hun havde endnu ikke fundet sig til rette i dette nye land. Det hele virkede så fremmede, men alligevel så indbydene - hvilket skæmte hende en smugle. Hun havde troet det meste af igår at hun var død, og dette var himlen. Men efter sit møde med nogle af de andre der boede i dette land. Kunne hun forstå at lyset havde haft ret, det var en form for ny chance. En ny begyndelse hvor man kunne være lige den man ønskede, men hvem eller hvad ønskede hun at blive eller være? Hun havde haft det elendigt der hvor hun kom fra - men det var som om dette nye land havde givet hende lysten og energien til at leve på ny. Hun lavede et kast med hoved og travede i en let bevægelse hen over det grønne græs, der midt ude på engen. Kunne man se rundt på det smukke land. Hvordan skoven startede længer fremme, og hvordan bjergene i det fjerne skød op. Man kunne let tro, dette var noget fra en drøm så idyllisk det virkede. Men hun havde lært, at intet så ud til at være som man tror. Hun havde allerede hørt, man skulle søge dybere end hvad øjet ser. Der rummede mere i dette land, end hvad man ved første øjekast skulle tro.

Det lignede en let dansende gang, mens hun trippede afsted let på tå - hun havde altid bevægede sig med en utrolig ynde som klædte hendes spinke krop. Og de buede ører som gik ind over hinanden på toppen af hende hoved. Den pinke mule bar præg af et lille smil, hun havde haft det vidunderligt siden hun var ankommet til landet. Hun havde endnu ikke haft sine dårlige dage, men hun viste udmærket det kun var spørgsmål om tid, før de atter ville indtage hendes sind. Men lige nu nød hun, at for første gang nogen sinde i hendes liv. Følte hun sig fri. Aldrig havde hun prøvet at føle sådan, og det var også ubeskriveligt - og nogle gagen kunne hun blive helt i tvivl om dette nu også var frihed? Nok fordi, hun ikke havde prøvet det før. Tænk hvis hun vågnede op lige om lidt, og det hele blot havde været en drøm? Hvad skulle hun så stille op, hun befandt sig midt i en lykkerus. Og ville ikke have, at den nogen ende skulle tage. Men på et tidspunkt ville denne rus aftage det viste hun med sikkerhed, men lige nu ville hun nyde hvert øjeblik. Det var som om denne verden havde givet hende en helt ny krop. Eller næsten, for den gjorde stadig som den passede den - men måske hun ville lære at styre den bedre, i dette mystiske land. Hun var sikker på at eventyret nok skulle blive langt, og spænende...

Solen skinnede ned på hendes pels, og hun kunne tydeligt mærke varmen omfavne hende. Hun befandt sig lige nu i sine helt egne tanker, og hun følte hvordan tankerne fik frit spil. Det var som om hun nød dette stille øjeblik trods, hun vidste det kunne blive forstyrret hvert øjeblik. Men lige nu var hun helt ligeglad. For hun var i sit eget univers. Mens hun dansede rundt der på engen, mellem de mange smukke blomster, og grønne græs. Gav hun sig til at synge med sin melodiske, feminine milde og varme stemme.

''All of us experience change in our lives. Change is the one constant in our lives. There are changes that we look forward to and change that we fear. However, one thing is for sure. Things will not stay the same no matter how much we would like them too. When a life change occurs, we have two choices in how to respond. We can despair that a change has come and assume that things will be worse, or we can look with excitement at the new possibilities that the change presents.''

Hun lukkede sine øjne, og forsatte sin trav mens hun nynnende og bare følte verden omfavne hende. Hendes hale, og man blafrede elegant efter hende. Mens vinden legede en mild tagfat med det. Hun nød at mærke den milde brise mod sit ansigt, og solens varme stråler som kærtegnede hendes krop. Der var intet bedre end denne nye lykke hun havde fundet. Og hvem viste hvad det mere skulle føre til, hun havde så meget at lære trods hun allerede var 6år så havde hun ikke den store erfaring, pga. alt den tid hun havde levet i skjul så det var først nu hun rigtig var begyndt at blomstre - det var sikkert hvad lyset havde ment, da det havde givet hende en ny chance. At hun ville kunne finde sig selv på ny. Men helt normal bliver hun nok aldrig, men lige nu kunne hun mærke at alt lå bag hende, og nu kunne fremtiden kun blive god.

Igen begyndte hun at synge ''What if we were really true, and said everything we thought
''Could we then stop the feeling. Feeling every day that we just fought What if we were really true, and showed just how we felt. Maybe then we could flye into The sky. What it really means to be happy?"

Hun åbnede sine øjne, og det smaragdgrønne blik fangede nu verden omkring hende igen, hun var over på den anden side af engen. Og stod nu og kiggede mod græsset som førte hen til den grønne skov. Hun tøvede ikke, men forsatte hen mod skoven, hvor hun endnu ikke have været endnu. Den virkede så stor, men faktisk ikke skræmmende. Måske fordi det var midt på dagen så alt var lyst - men dette kunne hun godt tage i sig igen. For da hun kom lidt ind i skoven blev den mere mørk. Her kunne solen ikke komme igennem de tykke kroner som disse træer bar, så der blev med ét meget mørkt. Og hun stoppede lidt op, hvor til hun så gik frem i en rolig og elegant skridt. Hvor til hun vrinskede letter søgende ind i den mørke del af skoven. Mere som en trykhed til sig selv, for hvad mon denne skov gemte på?

Sing like there's nobody listening.

words: 580 | tag: Mohini

♣

Det var ikke så forfærdeligt tit at Titan bare opholdt sig i skoven, men sommeren var godt på vej, foråret havde taget til, og varmen var derfor også til tider brændende mod den sorte pels. Titan havde derfor søgt skygge i skoven, men ikke nok med det havde han da også set det som en mulighed for træning. At han ville kunne holde sin reaktionstid ved lige, hvis ikke han kunne forbedre den, ved ikke at følge skovens stier, men i stedet bevæge sig i høj fart mellem træernes stammer, og selvfølgelig huske at dukke sig i tide hvis der hang en gren - for ikke mindst at undgå at skvatte når der var glatte rødder fra træerne, der enten snoede sig hen over jorden eller stak op som en fælde der var lige til at skvatte over.

Noget havde fået ham til at stoppe brat op, så brat at han fik lavet et ordentligt bremsemærke af et slidestop fordi han bare havde hugget bremserne i. Ørerne spidsede han og stod musse stille mens han lyttede rundt for at finde ud af hvor lyden kom fra. Eller . . . Lyd var det jo som sådan ikke. Det var ord. Ord som han ikke forstod, men han forstod meningen med dem. Det var en sang. Der var en melodi. Han havde ikke hørt andre synge end hans søster da han var mindre og da han skulle sove. Eller hvis han skulle falde til ro. Det bragte endnu mere nysgerrighed hos den kulsorte hingst. Langsomt søgte han mod skovkanten, hvor træernes stammer tyndede lidt af, så han kunne skimte ud mod engen - det åbne område hvor lyden kom fra. Han forholdt sig stadig i skjul mens han betragtede hoppen. Hver eneste bevægelse hun lavede fulgte han meget nøje. Da det gik op for ham at hun kom nærmere hans location søgte han bagud igen og skjulte sig endnu en gang bag flere af stammerne. Dog var afstanden mindre da hun nåede ind mellem træerne, og Titan blev stående tæt nok på til at kunne se endnu flere detaljer. Da hun begav sig fremad igen fulgte han efter, så lydløst som han kunne, og fordi han ingen lyse aftegn havde kunne han også meget nemmere skjule sig. Ved lyden af hoppens vrinsk stoppere han op igen, for det havde lydt søgende - og det kunne jo være han så var opdaget. Selvom det ikke var mere end et enkelt minut eller lidt mere, så føltes det næsten som en evighed, og en masse tanker strøg gennem Titans hoved. Det var jo ikke fordi han var bange for hoppen, men noget sagde ham allerede at hun var anderledes end de andre. Da han bevægede sig fremad igen var der kun et par enkelte lysstråler der nåede ned gennem træernes kroner, og ramte hans sorte ryg. Hans mål var ikke længere at betragte hoppen fra sit skjul, men i stedet træde frem for at møde hende. Han befandt sig dog bag hoppen, og i takt med han nærmede sig og ikke længere var helt skjult bag stammer, strakte han halsen frem og duttede til hoppens bagpart med mulen. Et lille forsigtigt puf. Han ville jo ikke begynde at tale til hende, hvis han alligevel ikke talte samme sprog som hende - hvis hun ikke forstod hvad han sagde. Det havde været lidt af en barriere før, men denne gang var det anderledes, for det var ikke ham der havde talt de fremmede ord.

8

Tracker | Tables | Plots | Application

Hun var ikke forberedt på hvad der ville komme til at ske, hun havde vrinsket ind i den mørke skov. Og havde overbevist sig selv om, der ikke gemte sig nogen eller noget her inde. Hun var ikke helt tryk ved denne skov, det var som om hun blev iagttaget, mens hun stod der, og afventede at ingen ville svare. Og der kom ej heller noget svar, og hun ånede lettede op og sagde med lette samme bitte tænder og øren i nakken. For uroen var kommet tilbage i kroppen. "Mohini, der kan du se - her er kun dig" lige da hun havde nået at sige dette. For hun sammen, der var noget som havde puffede til hendes bagpart, men her var jo kun hende? Hun kom med et forskrækket hvin, og i stedet for at flygte som hendes indre gerne ville. Så var det ikke hvad hendes krop havde i sinde, den stod helt stift, og hun kunne ikke bevæge sig. Hun ture end ikke at dreje hoved for at se hvad der havde puffede blidt til hende. Tænk nu hvis?

Hun stod forsat stift, og ture ikke tænke tanken til ende. Hendes bue øre stod lige frem som lyttede hun ind i mørket, som om det der havde puffede til hende lige pludselig ville forsvinde. Og så ville hun nå at få et glimt af hvad eller hvem det havde været. Hun glemte helt at bruge sine sanser, mens hun stod der helt lammet og stiv af skræk - at hun ikke havde bemærket duften af en anden hest.

Stille sagde hun blot, med melodisk, og selvsikker stemme. Som overhoved ikke bar præg af, hvad hun lige nu udstråler: skræk og rædsel. Trods hendes kropssprog tit kunne være letter forvirrende og ikke korrekt i nogle situationer, så var hendes stemme altid blød, mild og selvsikker den afspejlede sjældent hendes krops udstråling. Og ej heller de indre følelser, hvilket kunne gøre det hele noget forvirrende. Men lige i disse dage, havde hun haft det godt. Hendes mange forvirrende tanker var stille for en stund hvilket hun nød i fulde drag. Man viste aldrig hvornår de ville vænne tilbage, og så ville man ikke kunne kende Mohini, hvis man blot havde mødt hende på sine gode dage.

Sing like there's nobody listening

words: 222 | tag: Mohini

♣

Selvom hoppen begyndte at nævne nogle ord der var mere forstålige, forholdt Titan sig stadig tavs. Han kunne godt fornemme at hun var stiv af skræk, men han forstod ikke hvorfor, for han havde jo ikke gjort hende noget, og der var intet at være bange for. Med en dæmpet dog alligevel hingstet brummen, trådte han længere fremad og dermed op langs hoppens side. Han fortsatte helt op foran hende, og videre rundt om hende, så godt som han da lige kunne komme til når der jo også var træer, men i stedet for at vandre hele vejen rundt vendte han omkring igen for til sidst at stille sig foran hoppen. Nysgerrig lod han den mørke mule søge mod hendes for at opfange alle dufte. Ørerne var nysgerrigt rettet fremad, og de grønne øjne hvilede på hoppen også. Med et lille hvin der kunne være kommet fra en unghest, trak han hovedet til sig med at hurtigt ryk, der fik hans krop til at hæve sig så forhovene lettede 20 cm fra jorden før de igen ramte den. Titan knejsede dybt i nakken så den dannede en næsten helt perfekt bue, og gav sig til at trippe en smule på stedet. Han var trods alt fyldt med energi, og noget havde også fanget hans interesse - Hoppen havde ligesom ham grønne øjne. 

10

Tracker | Tables | Plots | Application

Hun fornemmede nu at det var en hingst, der havde listede sig ind på hende. Hun var normalt ikke en, man sådan kunne liste sig ind på. Men hun havde simpelhen været væk i sin egen lille verden. At hun overhoved ikke havde, sanset at han var kommet hende nær. Hun stod som forstenet, og afventede hvad der skulle ske - hun hørte nu rumsteren, og han kom nu op foran hende. Den mørke mule kom mod hende, og hun kiggede blot på den med de grønne øjne, hun kunne næsten ikke se denne sorte skikkelse her i mørket, men alligevel stod hans øjne som to klare lys her i natten. Hun lod sine ben knække sammen under sig, da hingsten kom med det lille hvin, og lod sine forben lette lidt fra jorden. Hun kastede sig til jorden, hendes krop kørte på ren instinkt lige nu. Hun nåede end ikke at tænke sine tanker færdig - hun var sikker på denne sorte skikkelse var ude efter hende, hun havde liget fået en ny chance af lyset, ville han gøre en ende på dette...

Hun forbandt denne sorte hingst, med en af sine mange dæmoner i sit indre. Og til tider havde hun meget svært ved at skelne mellem tanker og virkelighed - for hende virkede hendes tanker så livagtige at de lige så godt kunne være rigtige. Og lige nu havde hun det omvendt, det hele virkede som taget ud af hendes hoved, hun var ikke klar til at møde denne skikkelse som hun troede ville hende ondt.

Hurtig lukkede hun sine øjne, og hendes stemme lød "Gør mig intet ondt" hendes stemmer var melodisk, feminin og selvsikker trods hun lige nu var fyldt med rædsel dette kunne man ej hører i hendes stemme. Hun ture næsten ikke at se op, men hun hørte eller mærkede intet. Hun kunne hører det lille bump da han igen stod på jorden med alle 4 ben, og da kiggede hun op hendes blik, mødte hans grønne blik, og så hvordan han  knejsede dybt i nakken. Der lå hun på jorden, og kiggede lige ind i hans øjne, som på en og samme tid virkede bekendte men fremmede. Det var som at se ind i sine egne, hun havde ikke før mødt andre med grønne øjne. Og blev helt betaget af denne hingst.

Sing like there's nobody listening.

tag: Mohini

♣

Titan stod og så undrende til som hoppen smed sig på jorden. Det var nok det særreste han havde oplevet indtil videre, men han forholdt sig tavs og kommenterede ikke på det. Hun havde vel haft sine grunde - ligesom han ofte havde haft sine grunde til ikke at agere som så mange andre. De sorte ører blev tippet helt fremad og de grønne øjne hvilede fortsat på hoppen. Han forholdt sig tavs, selv ved hendes ord om at han ikke måtte gøre hende ondt. Hvor fik hun dog den idé fra? Han havde ikke gjort en flue fortr..... Eller jo...... Det havde han, og han kunne sagtens finde på det igen. Det var heller ikke ene pæne ord der var blevet sagt om ham fra andres muler og måske var rygterne bare kommet ham i forkøbet denne gang? Og dog. . . Hun vidste ve ikke hvem han var?

"Jeg gør dig ikke noget" svarede han dog til sidst og sank hovedet en anelse så det var mere på højde med hende. Han var stadig ikke helt sikker i det andet sprog, men han fik det brugt mere og mere, og derfor tyede han ikke til sit modersprog som det første længere. Han havde givet op at finde en der kunne forstå det - ud over hans søster. Langsomt men nysgerrigt tippede han hovedet på skrå. Hoppen havde, ligesom ham selv, grønne øjne. Det var den første han havde set med den øjenfarve. Hendes var dog ikke helt lige så syregrønne som hans egne, og han var godt klar over det ikke var naturligt for ham. Hans havde ikke altid været grønne, ikke hvis hans drømme eller mareridt var rigtige. Det bragte dog et spørgsmål på banen, som han gerne ville vide. Hvor fik man dem fra? "Hvor er du fra?" spurgte han så, og ventede spændt på svaret. Han vidste hun ikke var fra samme sted som ham, for hendes pels var ikke sort. Men var det landet her der havde givet hende de specielle øjne? Bare for at vise han ikke udgjorde en særlig stor trussel, lod han benene knække sammen under sig selv, for at følge hendes eksempel og smide sig på jorden.

2

Tracker | Tables | Plots | Application