Strange lands

Det hele kulminerede i noget, som den skimlede hingst fandt direkte uvirkeligt. Et Lys, så skarpt som solen selv, slog ned imellem dem, som et lyn fra den klare himmel. Alle måtte de vige blikket, men lige før den skimlede slog sine blå øjne bort fra de to sorte, som blot var sekunder fra at ramle sammen, så han det smertefulde udtryk som gled over den sorte Ava.
Han måtte lukke sine øjne, vige sin krop. Og så kom stemmen.
Den virkede så familiær, så varm. Så tryg, så mægtig. Altaïr, den skimlede, kunne nærmest mærke den energi der bredte sig i hans indre, helt ind i hans hjertes kamre. Stemmen talte til ham, bød ham at møde ham stedet, hvor man kunne beskue verdenen bag Andromeda's himmel. Energien, som havde bredt sig omkring dem, aftog lidt efter lidt. Den skimlede lod sine øjne åbnes igen, og med det samme søgte han de andre. Det virkede til, at dette ikke kun var noget han havde oplevet, men noget de alle havde oplevet; den sorte hingsts ord hørte han; han bød stemmen, Lyset om at vente. Altaïr ønskede selv at denne mystiske stemme var blevet, havde fortalt mere - men så snart hans blik landede på den sorte Ava, hvis hoved hvilede imod jorden, forsvandt dette ønske. Han strøg med det samme forbi den sorte hingste, skyndte sig hen til den liggende hoppe; og i det hendes stemme hørtes, sænkede han hovedet for at støde mulen imod hendes.

,,Melady.."

Han vidste, at hun i det øjeblik var den hoppe han huskede. Han følte det, fornemmede det. Han brummede sagte, i de milde og drømmende toner han ejede, inden han knælede foran hende. Han ønskede hendes blik, ønskede at få hende op på ny. Hans toner var i øjeblikket henvendt kun til hende; hoppen, som han havde delt hans dybeste hemmelighed med - hoppen, han havde ønsket at tage til hans drømmerige. Hingsten, den sorte Titan, lod han for en stund være, selvom det kunne virke egoistisk; men han havde nu chancen for at tale direkte til den hoppe, som han havde ledt efter - som de begge havde ledt efter; og han håbede inderligt den unge Titan ville gøre det samme.

Selvom lyset var aftagende og efterhånden var helt væk, havde det tærret på Ava. Skyggerne havde for en stund forladt hende og efterladt hende svag. Det var ikke blod der flød rundt i hendes årer. Det var skygger. Det var skyggerne hun levede på. Skyggerne hun levede med. Skyggerne der ikke havde forladt hende før - lige indtil det øjeblik, og hun ønskede nærmest selv at forsvinde. Havde hun kunne være hurtig nok til at undgå lyset, havde hun kastet sig i høj fart væk derfra, men hun havde ingen levende chance. Selvom hun blev liggende og tydeligt trak vejret, gjorde hun ingen tegn til overhovedet at ville rejse sig. Hun kunne stadig fornemme varmen omkring sig. Varmen som hun ikke havde følt i et godt stykke tid. Hun undgik lyset for det meste. Skjulte sig under trækronerne eller på skyggesiden af øerne når solen stod højt på himlen, og foretrak de dage solen gemte sig bag skyerne. De grå dage var de bedste. De kolde dage endnu bedre. De kolde dage var bedre, fordi hun vidste de andre blev mere påvirket af kulden end hende selv. Hun havde en fordel der. NEJ! skreg en stemme nærmest inde i hovedet. Hendes egen stemme. Ikke den anden. Hendes. Hendes rigtige stemme. Den hun var født med - den hun var kommet med, og den hun havde lagt bag sig. den del der ikke ville lade den anden overtage igen. Den del af hende der var bange. Ikke bare bange, men direkte angst.

"Hun må væk derfra! Nymfen. Hun må væk derfra. Væk fra dem....... Langt væk fra dem"

Bange for tiden ville rinde ud alt for tidligt gjorde hende bange. Hun ville gerne gå mere i dybden, men følte det var bedst at komme ud med den vigtigste del af budskabet. Nymfen skulle væk. Væk fra flokken. Væk fra vogterne. Væk fra skyggerne. Væk fra alt der blev kaldt godt og ondt. Hun ønskede ikke hendes datters sind skulle fortæres. Hun skulle ikke blandes ind i den krig der på et eller andet tidspunkt var dømt til at koste nogen livet. Hun var alt for ung til den slags. Hun stolede ikke på tilhørerne af lyset. Havde aldrig rigtig gjort det. Hvordan skulle de kunne passe på hendes datter, hvis de var travlt optaget af at passe på relikvier. Ting lysets herre havde bedt dem passe på for mørket ikke skulle overtage. Og med den voksende flok af skyggetilhængere var det kun et spørgsmål om tid før helvedet brød løs.

Den skimlede hingst betragtede hende gennem de mørkeblå øjne; hendes skind, der førhen have været kulsort synede nu nært mat, og de sære blå aftegn der prydede hendes krop, så endnu mere uvirkelige ud nu, end før. Hendes vejtrækning virkede overfladisk, hæs, og hendes krop virkede opgivende. Han brummede sagte, inden han forsøgte at række mulen ud imod hendes, men blot øjeblikke før deres muler rørtes, begynde den sorte hoppe at snakke, med toner der nærmest virkede bange. Hun nævnte hendes datter, fortalte hun måtte væk. Altaïr responderede i første omgang med endnu et sagte brum, inden han lod hele sin skimlede krop lægges ved hende.

,,Din datter er, så vidt jeg ved, tryg i den flok hun bor i. Jeg har ikke set hende, siden den dag jeg delte mit navn med jer, melady, men jeg har hørt at hun er vokset til at være en ung hoppe med mod på livet. Flokkens rammer tror jeg er trygge. Melady, hvor ellers ønsker du din datter skal vandre?"

Hans stemme var lavmeldt og med toner der klingede af den drømmende karakter. Han forstod ej helt, hvor den sorte hoppe ønskede at hendes datter skulle bo; for landet var ikke ufarligt. Nok var der steder, der var mere præget af magien end andre - det havde selv den skimlede hingst erfaret - men så vidt han var orienteret, så var Teylar flokken et sted, hvor den unge Nymphadora ej ville blive underlagt en skæbne, ud over den hun selv ville vælge.

"Nej! Hun er ikke tryg der...... Vogterne kan ikke passe på dem selv, alle andre og landet på samme tid. Det er et falsk håb...... De kan ikke passe på nogen........ hvis de kunne, havde jeg stadig været hos min datter......"

Ava kneb øjnene sammen som stemmerne kom krybende tilbage. Langsomt og hviskende kunne hun fornemme dem. Hvad de sagde kunne hun ikke helt høre, men de var der. Mange stemmer på en gang og alligevel kun en stemme. Kulden var så småt begyndt at tage bedre fat igen, og det måtte betyde at tiden var knap. Øjnene blev åbnet igen, og blikket søgte mod den sklimle hingst.

"Vi har ikke meget tid.... I må væk.... Hun må væk... Jeg vil ikke se hende vokse op og blive til en af dem... Det er mit ønske.. Ikke deres.... Jeg vil ikke efterlade hende i den tro, at det er positivt at blive en af dem. Nogen ser det som en ære, men jeg ved det er en løgn... Der kommer en dag, hvor lyset og mørket vil bekæmpe hinanden og jeg vil ikke se hende i midten af det hele...... Og jeg ønsker ikke se hende som min fjende..... Hvis du vil hjælpe mig..... hjælp hende.... Hold hende ude af det"

Hun gjorde sit bedste for at holde de hviskende stemmer ude. Holde dem på afstand. Ava vidste godt hun ikke kunne gøre det i længere tid, men hun håbede på at kunne give den skimle hingst og hendes bror, et lille forspring. I takt med kulden og skyggerne der langsomt tog fat, fik hun også mere energi. Flere kræfter. Og hun ønskede ikke at de skulle blive brugt mode dem hun engang havde kaldt familie - også selvom den skimle ikke delte samme gener som hende.

Langsomt, men sikkert, vendte Skyggernes greb tilbage; den sorte hoppe, som lå foran den skimlede, virkede til at kæmpe hvad hun kunne, for at holde deres kløer væk fra hendes indre. Det var ubehageligt at beskue, mildes talt; og der var i øjeblikket ikke noget, som den skimlede hingst ønskede mere, end at jage dem bort én gang for alle. Den hoppe, som han beundrede så meget, var før første gang længe tilstede i hendes egen krop, og se hende svinde hen, gjorde ondt på den skimlede, hvis sind var begyndt at holde utroligt meget af hende. Han sukkede vagt, inden han rakte mulen imod den sorte Ava, med de skrigende blå aftegn på næseryggen. Hun ønskede at hendes datter skulle være sikker - at hun skulle holdes udenfor kampen mellem det gode og det onde, som Ava spåede ville komme. Altaïr vendte ørerne kort bagud, inden han lagde sin næseryg ind imod Ava's, hvis krop allerede begyndte at føles kold igen. Han brummede sagte, varmt, inden han lukkede sine øjne. Han ville svare hende; men han ville også nyde de få øjeblikke han havde med hende, inden hendes sind blev kvalt af Skyggerne igen.

¤Jeg vil gøre hvad der stå i min magt, for at holde din datter sikker. Jeg vil vise hende bjergene, fortælle hende om landets rigdomme, og prøve at få hende til stå på neutral grund. Men, melady, der er familie for hende i flokkens rammer, og jeg vil helst ikke fjerne hende derfra. Det er hendes hjem, et hjem hun burde dele med dig - men jeg vil love dig at opsøge hende, og fortælle hende de ord, du har delt med mig¤

Hans stemme var så lav, kun henvendt til hende; dæmpet, så Skyggerne forhåbentlig ej ville høre dem. Hvor meget de var flettet ind i den sorte hoppes krop og delte hendes sanser havde han intet kendskab til, men han håbede at deres ører ville være døve for det løfte, han havde givet den sorte hoppe. Han lod sin mule mimres let imod hendes, nærmest higende efter hende. Hun måtte ikke forsvinde igen - for han havde lige fået hende tilbage - men faktum var, at hun langsomt gled fra ham; ligesom hans elskede Taia var gledet bort, fængslet og fortæret af Skygger. Han lukkede sine øjne og genkaldte sig mindet om den dag, hvor han havde delt sit navn med den sorte nattehoppe; den dag, der havde bragt så megen glæde og liv. Han ønskede inderligt at vise Ava det billede, som kom til syne i hans sind, dele den stemning han huskede. Vise hende, den skønhed han havde set, men ak; det var ej muligt for den skimlede drømmer. Han sukkede svagt, inden han lænede sig en anelse mere imod hende. Han ville være der, til hun var borte; til hun selv ønskede ham væk fra hendes side, og han ville lytte så længe hun endnu havde styrken til at kæmpe imod Skyggerne.

"Hun er ikke sikker der!"

Stemmen var blevet mere vrissende og bidende, som kunne hun finde på at hakke ud efter den skimle hingst når som helst. Hun gjorde det dog ikke, men i stedet blev vejtrækningen en smule hurtigere, som Ava alligevel i sidste ende måtte opgive at holde sit sind klart. Det var som at blive kvalt i mørke. Som at drukne, men stadig være i stand til at trække vejret. Som om stilheden blev langt mere larmende. Hun var ikke længere alene i sit eget hoved. Den hurtige vejrtækning ændrede sig langsomt til noget der mindede mere om en latter end noget andet. En latter der standsede meget brat.

"Hendes hjem..... Mit hjem.... Vores hjem..... Jeg har... Vi har et nyt hjem. Et bedre hjem. Vi har sammenhold. Vi er alle forbundet. Vi er ikke bare enkelte individer der farer forvirret rundt og prøver på at hjælpe på måder der ingen gavner alligevel."

noget lusket var gledet ind over den sorte Ava igen. Noget lusket. Noget truende. Noget mørkt. Noget der ikke mindede spor om den lille glade hoppe hun engang havde været - noget der mindede mere om det had hun havde gået rundt med i de sidste dage før hun havde slået sig til de mørke kræfter og skyggerne. Et had der var startet ud med et bid, der lige så stille havde spredt sig som en sygdom og fyldt hoppen med et mørke hun ikke selv havde kunne bekæmpe indtil den dag hun overgav sig til det.

For den skimlede hingst føltes hvert sekund som minutter. Han lyttede til den sorte hoppes åndedrag, der gradvist blev mere hvæsende, mere hidsigt og mere imod latter, end før. Tydeligt var det, at den sorte Ava, som engang havde været en sprudlende sjæl, var forsvundet igen. Ørerne på den skimlede blev spidset ved hendes ord; Hun er ikke sikker der. Han trak sit grålige hoved let tilbage og lod sine mørkeblå øjne vandre ind imod hendes isblå, som atter var blevet kolde at beskue. Han skulle lige til at sige noget, forsøge at forklare, at han troede på at hendes datter netop var mest sikker der, hvor hun var nu; men før han nåede dertil, var hoppens toneleje for alvor drejet over i en latter, som pludseligt og nådesløst blev afbrudt, og nye ord formet. De ord der nu bredte sig i det lille tomrum imellem dem, var udtalt med slangers tunge; slanger, der talte om den forbundenhed de delte, om Skyggernes forenelighed, som netop var så dødelig. Altaïr sukkede kort, nærmest pinefuldt, inden han slog hovedet i vejret og kastede sin ædle krop fra liggende til stående. Han formodede at hans bevægelse ville udløse et bid fra den sorte hoppe, som ej længere var Ava; men en skal, som lignede hende; men som var fyldt med Skyggernes had og hensigter. Han veg ét skridt bagud, da først hans krop var oprejst, for at give den sorte hoppe plads til selv at rejse sig. Hendes før varme krop var blevet kold, men han havde en idé om, at netop kulden gav hende styrken tilbage; for kulden forstod han var Skyggernes værk, og deres kræfter var forenet med hendes. Hans øjne, de normalt drømmende, klare øjne, så nærmest matte ud nu. Han betragtede hende et øjeblik, inden hans særlig, drømmende toner blev spundet en sidste gang til ære for den sorte hoppe.

,,Melady, jeg vil sørge for hendes sikkerhed - disse ord kan du stole på. Men jeg vil gøre det, på den måde jeg finder bedst; for jeg ved, at den sorte Ava ville ønske det bedste for hendes datter, og det er det, jeg ønsker at opfylde."

Han lod sine mørkeblå øjne strejfe den sorte Skyggehoppes én enkelt gang, inden han vente sin skimlede krop rundt. Han satte i skridt, med et sorgfuldt udtryk der hærgede over hele hans korpus, hen imod den sorte hingst Titan, som have holdt sig i baggrunden i de få sårbare øjeblikke, hvor Ava havde været vendt tilbage til dem. Han puffede sigende imod ham; det var tid til at de drog videre - og den skimlede hingst kunne blot håbe på, at den sorte hoppe endnu havde kontrol nok, til at lade dem drage afsted, for at sørge for hendes datters sikkerhed. Hvert skridt gjorde dog ondt på den skimlede hingst; for hvert skridt han tog, blev følelsen af svigt blot større. Hvis der var noget han kunne gøre overfor den sorte hoppe, ville han gøre det; men Skyggernes tag var så voldsomt, at han stod magtesløs tilbage overfor hende - og derfor måtte han drage afsted, selvom det var det sidste han ønskede.

Idet den skimle hingst flyttede sig i en hurtig bevægelse, hakkede Ava ud efter ham. Hun rejste sig ikke lige med det samme, men ventede på hun fik plads, hvorefter hun langsomt kom på benene. Godt nok var han ikke fan af hendes slags, og selvom Ava ikke stolede på ret mange, der ikke var hendes brødre, søstre eller hende selv, stolede hun alligevel på ham. Mere end hendes egen bror. Hun gav et fnys fra sig ved hans ord. Deres syn på sikkerhed var forskellig - så meget vidste hun. Ava mente selv hun bedst vidste, hvordan hun skulle holde sin datter i sikkerhed. Holde sin datter fra at blive hjernevasket. Holde sin datter fra at blive en af dem. 

Ørerne var klistret ned i nakken igen, og Ava trådte nogle skridt frem i retningen af den skimle, og hendes bror, som de så ud til at forlade stedet igen. Hun følte en lettelse i kroppen. En lettelse fordi de var på vej væk, og hun ikke behøvede bekymre sig om hvilke konsekvenser det kunne have for dem at befinde sig på øen, og hvilke konsekvenser det kunne have for hende også. Det var ikke et sted for dem. De hørte ikke til på øen. De havde opsøgt hende, og det lod til at være det eneste formål. Men lyset havde vist sig. Lyset havde for en stund drevet skyggerne væk. Hvad ville det betyde for hende? Ava blev stående til hun ikke længere kunne se dem, før hun vendte rundt for at forsvinde ind mod øens midte igen. Hvordan skulle hun få fat i sin datter? Hvordan skulle hun kunne overbevise dem om, at bringe nymfen til Foehn? Hun tvivlede på det kunne lade sig gøre. Hun måtte have fat i andre, der kunne vise sig at være meget nemmere at manipulere.