Strange lands

Strange lands

words: 249 | tag: Altaïr & Ava

♣

Den sorte hingst dryppede endnu efter turen til Foehn. Selvom det var en ø meget lig alle de andre, så var der alligevel noget over den som kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på Titan. Det var nok tanken om hvad der egentlig opholdt sig på øen. Det at mørket var på øen der fik ham til at tænke sig om en enkelt gang om det nu også var en god idé. Hvis hans søster var blevet trukket i af mørket indtil hun havde givet efter kunne han sikkert også - og det var det der fik ham til at tvivle. Med et enkelt blik mod den skimle hingst, besluttede han sig dog for at vandre videre ind mod midten af øen. Så længe de var to, ville de nok have en større chance end hvis han var gået alene, og det lød som om den anden hingst havde lidt mere styr på hvad de var for nogle væsner. "Hvor skal vi hen af?" Titan havde trods alt ikke rigtig opholdt sig på Foehn og kendte ikke så meget igen til omgivelserne eller skyggernes opholdssteder. Men kendte han sin søster godt nok ville han lede enten der hvor der var mørkest eller der hvor det var højest - og det sidste var nok vulkanen. Derfor ville han ikke lede der først. "Har du været her før?" spurgte han så den anden hingst. Hvis han havde været i Andromeda i længere tid var sandsynligheden jo stor.

6

Tracker | Tables | Plots | Application

Den gråskimlede Altaïr så endnu mørkere ud end normalt, efter han havde krydset vandet med den sorte hingst ved sin side. Hans nærmest spættede skind så helt mørkegråt ud nu, og hans ben syntes helt sorte. Han rystede sig let, da først de to havde forladt stranden for at sætte kursen imod indlandet, hvor Vulkanen rakte op imod himlen på faretruende vis. En sagte brummen forlod hans strube, lige inden den sorte Titan spurgte indtil, hvor de skulle hen, og om den skimlede Altaïr havde betrådt øen før. Han rettede sine dybblå øjne imod ham, alt imens han fortsatte ind imod midten af øen, hvor de skulle starte deres søgen efter Ava. Han rystede let på hovedet, inden hans drømmende toner, der bar en tydelig præg af alvor, besvarede hingstens spørgsmål.

,,Jeg kender ikke øen nej, og derfor er det mig ukendt hvor vi skal søge. Du kender melady Ava bedre end jeg gør; hvor tror du, at hun kunne befinde sig?"

Et øre vrikkede den skimlede hingst ud til siderne, ved lyden af en flok fugle, der fløj skræppende over deres hoveder. Alt på denne ø virkede skummelt, som havde en stor skygge lagt sig over øen, formørket dens indhold og levende beboere. Et sagte fnys lød fra Altaïr, inden han rettede hele blikket frem og et øjeblik betragtede Vulkanen, som kunne ses i horisonten.

Strange lands

tag: Altaïr & Ava

♣

Titan standsede igen for lige at stå stille og betragte området mens han lyttede til den skimles ord. Han kendte jo nok sin søster bedst, men han kendte intet til øen. Han kendte ikke til dens områder og havde derfor heller ingen anelse om hvor han skulle søge hen. Han overvejede derfor mulighederne ganske grundigt og huskede tilbage på nogle af fortællingerne fra da han var lille. "De mest oplagte steder....... Flok... kyst.... eller bjergområder" De syregrønneøjne søgte helt automatisk mod skikkelsen af et bjerg han kunne se et godt stykke væk derfra. Vulkanen. Det ville måske være et rimelig godt sted at søge hen, tænkte han. Det var jo et af de mest oplagte steder, og hvis ikke de kom forbi flokkens område på vej derhen, så kunne de måske få et bedre overblik fra et lidt højere sted. Men Hvor meget den skimle hingst var vant til at vandre i bjergene vidste Titan ikke. For ham var det jo barnemad, men det var ikke ensbetydende med at andre havde nemt ved det. Trippende og med et kast med hovedet begav han sig fremad igen. Dog ikke hurtigere end at den anden hingst ville kunne overhale ham uden problemer, så han ville kunne følge ham.

1

Tracker | Tables | Plots | Application

Strange lands

Foehn var efterhånden blevet Avas hjem. Hun følte sig langt bedre tilpas på øen end hun før havde gjort. Efter hendes første besøg i det svovllugtende område, havde hun været skrækslagen. Hun havde ikke rigtig sovet om natten, havde ikke turde overgive sig til søvnen fordi hun gang på gang havde hørt de hvislende stemmer, som hun udmærket godt vidste kun var et produkt af hendes egen frygt. Men det havde påvirket hende. Hun havde søgt længere og længere væk fra andre - hun havde tilmed besluttet sig for at følge mørkets vej, og da først hun havde sluttet sig til det, var det som om der ikke var noget at frygte mere. Men noget manglede. Noget meget vigtigt endda. Hun havde ikke fart på, og derfor blev hendes hove placeret på jorden i et roligt tempo. Det der optog det meste af hendes opmærksomhed, var tankerne om, hvordan hun skulle kunne få fat i Nymfen. Hun havde trods alt ikke længere lov til at komme ind på Teylars område, og det var der hendes datter hørte til. Men ikke meget længe hvis det stod til hende, for hun kunne ikke rigtig bære at efterlade hende tilbage blandt lysets venner. Tåberne der ikke vidste bedre.

Noget trak hende ud af tankemylderet. En lugt. En velkendt lugt. De sorte ører gled om i nakken og med ét standsede hun brat op for at lytte. Et fnys flød ud gennem hendes næseboer, efterfulgt af et højlydt, men halvskingert vrinsk. Hvis det var hvem hun troede det var, så vidste hun også hun var nødt til at finde ud af hvor de befandt sig så hun kunne få dem til at vende rundt. De hørte ikke til på Foehn.

#1 | Tag: Altaïr & Titan

Kæben på den skimlede hingst var lukket på en langt mere mekanisk og fraværende måde, end han normalt forholdt sig. Anstrengt så han endda ud, imens hans mørkeblå øjne langsomt gled over det dunkle område, som den sorte Titan og ham selv i øjeblikket betrådte. Fuglene, der før var fløjet over dem med advarende og skræppende lyde var nu væk, og stilheden lagde sig omkring dem. Han gav endnu et sagte fnys fra sig, inden han skævede imod den sorte, hvis smaragdgrønne øjne ligeså søgte omgivelserne efter svar på, hvor hans søster kunne være. Altaïr hævede sit hoved en anelse tænksomt efter hingstens ord, og lod et øjeblik sine øjne dvæle ved vulkanens skikkelse, der tårnede sig op i horisonten. Et skræmmende syn; men også et syn der rummede langt mere, end blot folkekær mine. Vulkanen og alt den stod for var virkelig, og selvom de to hingste var så langt fra den, kunne den skimlede fornemme hvordan dens mørke kræfter rakte ud efter dem. Og væmmeligt var det.
Han lagde nu blikket tilbage imod den sorte hingst, for i det tidsrum han havde betragtet vulkanen, havde han selv overvejet hvor de skulle starte; men bedst som han var ved at forme de første ord, hørtes en kalden i luften, som ikke var til at tage fejl af.

De mørkeblå øjne blev nærmest tvunget endnu mere åbne og et årvågent udtryk gled over den skimledes ansigt. Hans næsebor blev udspilet og hans ører fikseret imod lyden, som kom den fra en overnaturlig kilde - hvilket man vel godt kunne sige, at Melady Ava var blevet til. Han gumlede tavst, inden han med en sigende brummen lagde sit fokus på Titan igen.

,,Vi skal vidst ikke lede længe. Hun er her."

Hans stemme var lav, meget endda - som søgte han at gemme sin tilstedeværelse for en overhængende farer. Derefter slog han frem i skridt, i den retning han havde hørt vrinsket komme fra - og det var tilfældigvis i samme retning, som den sorte allerede var skridtet frem i. Han ventede et øjeblik, inden han lod et vrinsk falde som modsvar til Ava; for da de ledte efter hende, som var blevet en af skyggernes tilhængere, nyttede det alligevel ikke at gemme sig længere. Skyggerne ville finde dem; for de kom med Ava, og Ava var netop den, de var kommet for at finde.

Strange lands

words: 184

♣

Ligesom den skimle hingst, havde Titan godt opfanget at hans søster var i nærheden. Det tydeligste der fortalte ham det var det halvskingre hvin. Noget der fik det til at rykke i ham, noget der næsten instinktivt gav ham lyst til at vende rundt og søge tilbage i den retning han kom fra. Det var ikke fordi han var bange for Titan kendte ej til frygt, men hans søster havde opdraget ham og helt automatisk havde han fulgt hendes ordrer.

”Tror du hun kommer her?”

Spurgte den sorte hingst, men han ventede ikke på svar. Han var allerede godt på vej med utålmodige trippen. Alle musklerne arbejdede under det sorte hårlag, der efter turen til øen stadig ikke var helt tørt. Det gav ham en lille glans og hårtotter der klistrede sammen som var han meget svedig. Det ene øre forblev dog rettet mod den skimle, for det var ham der bestemte. Han var den ældste og det var også ham der afgjorde hvis de rent faktisk skulle vende mulen væk fra Foehn. Det var trods alt det krav der var blevet stillet op.

>ï<

Tracker | Tables | Plots | Application

Strange lands

Det var ikke et svar Ava ønskede. Ikke et med mindre det var et ’ja vi er på vej væk’. Da hun endnu en gang begav sig fremad igen var det først med hurtige trippende skridt der blev til trav, som udviklede sig til galop. Derfra satte hun gradvist farten endnu mere op så hun tonsede afsted mod de to hingste. Manen flagrede omkring hende på grund af vind og fart, de blå øjne blev knebet svagt sammen som om det ville hjælpe hende til at se dem hurtigere. Det vrinsk der var kommet retur havde afsløret lokationen, og der gik ikke lang tid før Ava fik øje på den skimle hingst. Hendes bror lagde hun først mærke til efterfølgende. Selvom hun hastigt nærmede sig standsede hun ikke. Hun gav ikke engang tegn til at ville sætte farten ned, men tonsede igennem indtil hun selv besluttede sig for afstanden var stor nok. Hun var ikke interesseret i at stå og hyggesnakke. Hun vidste hvad der befandt sig på øen og selvom hun var en del af det mørke, så var hun ikke interesseret i at se den skimle være en del af det. Han var en af de få hun altid havde stolet på, og han var alt for godhjertet til at kunne gå ad mørkets veje.

Ava var godt klar over hvordan mange andre så på hende, hendes brødre og hendes søstre. Hun vidste hvordan sladderen løb om de farlige heste. Selv mente hun ikke hun var specielt farlig. Det var jo ikke fordi hun bare slog hvem som helst ihjel. Hun ville ikke trædes på og var ikke bange for at sætte andre på plads, men det havde hun heller aldrig været bange for. Men hun vidste hvem den sande hærsker var. Hun vidste hvad der måtte gøres, og hun ønskede ikke se den skimle hingst, der havde fungeret som en form for støtte – en meget ældre bror eller en onkel, deltage i en krig der kunne koste liv. Han, Titan og resten af hendes familie ønskede hun gerne holde udenfor. Og dog. Hun havde jo en datter af blod hun gerne ofrede hvis det gav hende bedre chancer for succes.

Hoppen gjorde et brat stop med nogle meters afstand ved hjælp af et slidestop. Som en hingst rejste hun sig på bagbenene og kastede forbenene ud mod de to hingste. Den langs sorte hale smældede omkring den spinkle, men dog muskuløse krop, som hun stod der og betragtede de to herrer med et iskoldt blik.

”I to burde ikke være her”

Snerrede hun med alt andet end venlighed i stemmen. Hvad havde de dog tænkt på? At de ville blive taget godt imod her af hende eller broderskabet? Som en skizofren hoppe var der noget ubestemmeligt over blikket da hun studerede den skimle hingst. En form for mildhed men også noget bestemt og køligt. Det milde glimt var kun kortvarrigt som noget der prøvede på at skinne igennem, men gang på gang blev overrumlet af det kolde.

#1 | words: 500

Øen Foehn, en ø, hvor Vulkanen hørte hjemme; Skyggernes hjem, var den ø de to hingste nu betrådte. De var stedt ud på en mission om at finde den hoppe, som den skimlede hingst havde delt nogle meget specielle øjeblikke med, og som den sorte hingst var blodsbeslægtet med. Og deres søgen skulle ikke blive lang - for i dette øjeblik, var den sorte hoppe på vej imod dem. Hendes hyl, skingert og gennemtrængende, havde svaret de toner, som den skimlede Altaïr havde sendt ud. Og kort tid efter kunne hendes sorte skikkelse anes foran dem.
Den skimlede hingst stemmede kort sin ædle krop op, inden han med en sigende brummen til den sorte nikkede bekræftende til hans spørgsmål - hun kom, og hun kom nu.

,,Husk, at hvis jeg siger det, så er vi løbet. Og ellers stå fast - jeg tror, vi får brug for stædighed mere end vores styrke til dette."

Sagde han sagte, inden han rettede sit fokus imod melady Ava, der nu var så nær, at hendes udvikling kunne ses. Det gav et sus i maven på den skimle, et sus der bragte ærgrelse og savn op i ham. At se den hoppe, som han havde indviet i hans drømmeverden, endda givet hans navn - var nu bærer af de Skygger, som havde taget hans elskede Taia fra ham; og inderst inde, selvom han ikke var stolt af det, blomstrede hadet frem til disse Skygger, som synede at tage alle hans virkelig holdt af, fra ham. Han vendte et ører let tilbage og hævede sit hoved op - ikke i en truende stilling - men en neutral stilling. Snart var hun foran dem, og hans mørkeblå øjne udviste ikke de blandede følelser, som han følte bag den skimlede pels, men viste i stedet den drømmende aura, som han altid havde over sig. Den, som hun kendte, den sorte melady Ava.

Hendes stemme var snerrende og langt fra det, som han kendte ved den sorte hoppe. Det var som om hendes sind, hendes virkelig sind, var blevet formørket af en ukendt kraft, der havde gemt hendes muntre humør bort og erstattet det med vrede. Et sagte suk forlod hans mule, inden han rakte mulen en anelse frem imod den sorte hoppe med de blå prikker i panden; der, hvor hendes blis engang havde siddet.

,,Det burde du heller ikke, melady Ava. Men fordi du er her, måtte vi drage hertil, for at finde dig."

Hans stemme var, som den plejede. Drømmende, fascinerende - noget anderledes, end den havde været overfor den sorte hingst. Altaïr havde altid været en hingst, der havde svært ved at begå sig med andre hingste. Det havde han ikke lagt skjul på, og tøvede heller ikke med det - men den sorte hingst, som havde spurgt ham an om at tage med på denne vandring, havde vundet en plads hos den skimlede, som ingen anden hingst havde vundet før. Med en sagte brummen nikkede Altaïr da imod den sorte Titan, inden hans stemme lød på ny.

,,Vi er bekymrede for dig.."

Strange lands

words: 204 | tag: Altaïr & Ava

♣

Det kriblede i Titan for at få lov til at puste sig op over for sin søster. En form for magtkamp. Det var ikke fordi han regnede med han ville have en chance for at vinde, men mere for at vise hende at han var stor nok til ikke længere at skulle lytte til hendes ord. Det var jo det rene vanvid. Hun var jo ikke rigtig sig selv, så hun kunne næppe træffe nogle ordentlige beslutninger. Om han og den skimle hingst burde være der eller ej var vel op til dem selv at bestemme. Titan forholdt sig dog nogenlunde i ro og indfandt sig skråt bag den skimle hingst. Det var ham der bestemte og så længe Titan kunne holde sig selv tilbage kunne han også lige så godt vise det. Selvom det ydre lod til at være ganske roligt, så var det som om en strøm af energi drev rundt inden i ham.

Titan nikkede til den skimles ord, uden selv at ytre nogle lyde. Blikket var fastlagt på den sorte hoppe foran dem - hans søster, som hverken opførte sig eller lignede hans søster. Selvfølgelig var der stadig visse ligheder, men alligevel var der noget anderledes over hende. Noget unaturligt.

1

Tracker | Tables | Plots | Application

Strange lands

Ava kendte sin bror bedre end de fleste andre. Hun kendte til hans energi - hans stædighed - hans drivkraft og trangen til altid at være den der viser sig frem og gør sig til. Hendes blik boredes sig nærmest ind i hans, udfordrende. Det ville ikke undre hende hvis han ville tage endnu en kamp op med hende for at prøve på at sætte hende på plads. Han havde gjort det flere gange da han var yngre, og efterhånden som han blev stærkere. Det var endnu ikke lykkedes ham at overliste hende, men hun havde jo også selv gjort det samme den gang hun var yngre, med nogle af de ældre plage og dem der lige var et par år ældre. Hun havde da lært et par tricks gennem hendes opvækst.

"Jeg burde være her. Det er her jeg hører til. Dette er mit hjem nu. Min familie er her"

Svarede Ava og lod blikket falde på den skimle Altaïr. Hvad han havde at sige virkede pludselig meget mere interessant end den sorte unge hingst halvt bag ham. Ava slog et smæld med den kulsorte hale og lænede sig en anelse fremover før hun langsomt trådte nærmere de to. Det var en langsom opstart på en gang der var lige så smidig som en sno der snoede sig hen over jorden, og hun gav sig til at kredse om de to hingste.

"I er bekymrede for mig? I burde være mere bekymrede for jer selv."

Ordene var hvislende og ørerne havde hun lagt ned mod nakken, men ikke presset helt ned som en sur hoppe. Hun lyttede - ikke til hingstene men til noget der lige så godt kunne have været omgivelserne. Det var kun fordi hun nærede en dyb respekt for den skimle hingst at hun i stedet huggede ud efter sin broders bagpart med et tandsæt der var klar til at bide til.

"I burde slutte jer til mine brøde, mine søstre og mig. Så vil i se der intet er at bekymre sig for."

#2

Skråt bag den skimlede hingst, stod den kulsorte Titan. Begge hingste stod forholdsvis stille, hvilket nok var det bedste i situationen. Han skævede om til den unge hingst, med et sigende blik. De måtte blot forsøge at forholde sig i samme ro, som nu; for han kunne mærke på stemningen, at hvis de trådte forkert, ville de miste hende. Og det var absolut det sidste som den skimlede ønskede. Han vendte herefter blikket frem imod Ava, som stod foran dem. Han betragtede et øjeblik de underlige aftegn, som havde erstattet hendes fine blis. Blå var de, men ikke samme dybe blå som havet. Eller himlen. De lyste nærmest sygeligt, skar i øjnene. Og selvom det syn, som Altaïr nu betragtede fik ham til at ønske at vende sig bort, da holdt han blikket imod den sorte hoppe med ørerne fremme. Hun fortalte, at hun burde være der, at hun hørte til der - men det vidste den skimlede og den unge sorte hingst var usandt. Da hun satte omkring dem, som et rovdyr der havde omringet sit bytte, fulgte den skimlede Altaïr hende med blikket. Hun havde mere at sige - og han ventede til hendes ord var ytret, for han selv lod sine toner høres igen.
Hun fortalte, at de ikke burde være bekymrede for hende, men derimod for dem selv. Og samtidig bød hun dem slutte sig til den ondskabsfulde orden, som hun selv havde søgt. Den orden, der støttede det, som havde slået hans elskede ihjel. Han brummede sagte, ganske roligt - selvom hans indre var begyndt at boble op af følelser, der spandt fra vrede, sorg til arrighed. Følelser, som ellers aldrig var at finde i den skimlede drømmehingst. Om end forblev det hans hemmelighed, for intet kunne ses eller høres på ham, da han gav sig til at svare den sorte hoppe.

,,Melady Ava.. Jeg beder dig huske. Jeg beder dig blot huske tilbage på én ting. Vores første møde.. Fortæl mig om det."

Han valgte at gå en helt anden vej nu. Gå udenom den samtale de havde, og kunne føre omkring hvad der var rigtigt og forkert. Omkring hvad Skyggerne var og hvad de gjorde, friheden og ens egne valg. Han bad hende i stedet se tilbage på noget, som han vidste kun hun havde oplevet. Dengang havde der ingen Skygger væres i hendes sind, og hendes fantasi havde været så åben, så søgende efter eventyr. Havde hun glemt det? Glemt den glæde, hun havde haft. Og han håbede, at hvis hun huskede dét, ville hun måske snakke med dem, alene - uden Skyggerne bestemte hendes ord.

Strange lands

De isblå øjne flakkede skiftevis mellem den skimle hingst og den kulsorte lillebror med de syregrønne øjne. Hvis ikke hun vidste at ingen af dem ville gøre hende noget, kunne hun sikkert godt have følt sig trængt op i en krog. Selvom hun sagtens ville kunne flyvte, ville det stadig være to hingste med længere ben. To imod en. Ørerne lod hun trykke sig en smule mere ned i nakken for at udtrykke sin utilfredshed, og blikket forblev iskoldt. Den skimles ord trak dog i noget dybt inde i hende. Dybere inde end skyggerne. Selvom det ikke var muligt var det alligevel sådan det føltes, og for et kort øjeblik var der en form for usikkerhed der gled ind over hende. Et enkelt lille svagt punkt der fik hende til at tvivle. Det varede dog ikke andet end få sekunder før det igen var ovre, og hun lige måtte hakke ud efter den skimle hingst.

"Var din mund, skimle vandrer. Hvad ligger i fortiden burde blive i fortiden. Jeg ser - vi ser ikke hvordan den gavner mig... Hvordan den gavner os"

Helt præcist hvad han var ude på kunne hun ikke helt se, men et eller andet formål med det havde han helt sikkert. Hvis ikke han var med hende, så var han imod hende. En af dem. Ligesom Mind. Den hingst der engang havde været en ven, lod til at være en fjende. Noget lusket gled ind over Ava som hun lod hovdet glide på skrå.

"Jeg burde - vi burde give jer begge en forsmag på mørkets kræfter. Vise jer den rette sti..... Tag med mig.... Tag med os.... Til ildbjerget"

#1

Anspændt stemning var nok den rette beskrivelse for det scenarie der fandt sted omkring de tre sjæle. Hoppen Ava, den sorte hoppe med den førhen så livlige fantasi, havde cirklet omkring de to hingste med en aura, som kunne sammenlignes med en ulvs. Hendes skridt, hver en bevægelse hun drog, virkede lumsk, som kunne hun fare på dem hvornår det skulle være. Altaïr, den skimlede hingst, hvis håb havde været at tale til hoppens hjerte, hendes rene sind, vendte sine ører en anelse tilbage, da den sorte Ava lod et bid falde imod ham. Han veg ikke for hende; for selvom den skimlede sjæl aldrig havde været en, der valgte voldens vej, da var hans stolthed tilpas stor, til ej at vige fra det, som de onde Skygger fik den sorte Ava til at gøre. Eller, det var hvad han selv tolkede det som. For ham var Ava stadigt et sted under deres tag, under deres virken. Han håbede det inderligt; for hvis han skulle miste endnu en han havde haft kær til disse Skygger, som skræmte ham mest af alt, da havde han svært ved at se, hvor godheden lå i denne verden.
Hans mørkeblå blik fulgte hende konstant, og atter gav han roen lov at indfinde sig. Hoppen snakkede kort tid efter, med tale hvislet af Skygger; hun bød dem tage med hende, med Skyggerne, til ildens bjerg. Altaïr hævede hans muskuløse hals en anelse, imens han forsøgte at få direkte øjenkontakt med den blå ulv; hans tidligere Melady Ava.

,,Ava, fortiden er en del af dig. Uanset om du kan se, om den gavner Skyggerne nu, eller ej, så er det en del af dig. En del af den Ava, som jeg lærte at kende. En del af den Ava, som du er blevet til nu."

Hans stemme var som den plejede; med de drømmende undertoner kun han ejede. Lyttede man dog godt efter, kunne sorgen spores deri, sorgen og frygten. Altaïr havde aldrig været en hingst, som var uærlig - og han havde ikke noget imod at erkende hvad han frygtede. Dette kunne i mange henseende være en svaghed - men altid havde han båret den som en styrke.

,,Ved ildens bjerg findes intet, som vi søger. Jeg og Titan søger dig, Ava; ikke Skyggerne. Vi søger dig, fordi du betyder noget for os. Vi søger dig, for at vise dig, at du er savnet - den, som du er under disse.. Skygger."

Strange lands

Det lod ikke til nogen af dem opgav. Det lod ikke til nogen af dem havde tænkt sig at flytte sig, og der var heller ingen af dem der ville gå med til at følge hende til ildbjerget. Uanset hvad, ville Ava heller ikke have tid til det. Hun skulle hente sin datter. Hun kunne ikke efterlade sin datter hos forræderen. Det moderinstinkt hun ikke havde udviklet da hun først havde fået Ariel, var først kommet da hun havde fået nymfen. Godt nok havde det ikke været så forfærdeligt stærkt, men hun ville alligevel ikke overlade sin datter i hovene på fjenden. Hun havde jo regnet med Mind kunne passe på hende, men hun stolede ikke længere på ham. Han var med fjenden.

"Savnet! HAH! Det må være årets joke. I kan ikke se det. I kan ikke se det, fordi de ikke vil lade jer se det. Sammen med mine brødre og søstre er jeg aldrig mere alene"

Der var næsten noget uskyldigt over den sidste kommentar. Ava havde været meget alene i et stykke tid. Til tider næsten været bange for sin egen skygge, havde trukket sig selv længere og længere væk fra andre, men der var ingen der havde savnet hende der. Ingen der havde taget kontakt til hende som de to hingste gjorde nu. Men nu var hun en del af skyggerne og de var en del af hende. Hun var ikke alene og hun havde intet at frygte.

"Den som jeg er under disse skygger? De er en del af mig og jeg er en del af dem. Vi er et væsen. Vi er flere væsner. Vi ser det andre ikke vil se"

Ava slog en latter op som følte hun sig underholdt af den skimle hingst. Men lige så pludseligt som den var opstået blev den også afbrudt igen og med et par hastige skridt trådte hun helt frem mod ham så hun kunne have trådt ham over hovene hvis hun var ude på det.

"Det du søger findes ikke, hingst"

#2

Altid havde melady Ava været en hoppe, hvori der fandtes et temperament, som nok rakte ud over middelniveauet. Altaïr havde altid beundret dette, egentligt, for det drev hoppen til at søge hvad hun ønskede, drev hende til at forfølge hendes drømme og fantasier. I hvert fald førhen; for nu lod det til, at hoppen kun var drevet af Skyggernes hersen i hendes sind. Den skimlede hingst havde vrikket et øre imod den yngre Titan, som havde forholdt sig roligt skråt bag ham. En sagte brummen forlod den skimledes strube, som en opfordring til den unge om, at fortsætte netop sådan.
Den sorte Ava's udbrud om, at de ord som den skimlede havde ytret sig var usande, fik et stik af smerte til at ramme hans hjerte. Hvordan kunne hun af alle påstå, at det han sagde var usandt? Han lagde ørerne en smule imens hans mørkeblå blik knyttede kontakt med hendes isblå. Hvad var det, som de ikke kunne se, men som hun så? Hvad var det, som de ondskabsfulde Skygger havde fyldt hendes hoved med? Hendes afsluttende sætning om, at hun aldrig mere var alene, fik dog noget til at vendes i hingsten igen. Hvorfor havde hun dog følt sig alene? Hans sidste minde om hoppen Ava, inden hendes vej i livet var blevet ændret, havde været med hende og hendes datter, med glæde og leg. Hvad var der dog sket siden? Næsten instinktivt rakte den skimlede hingst mulen frem, tilbød den til hoppen han vidste lå gemt et sted. Dog trak han den til sig igen, da hendes stemme atter begyndte at snakke, forsikrede ham at disse Skygger var en del af hende. Altaïr, som kun havde ringe kendskab til disse vidste dog, at Skyggerne overskyggede den, som hun engang havde været. Han havde set det hos hans elskede Taia, det hvordan de havde slugt hende. Og samtidigt havde han set, at hun havde formået at se frem bag Skyggernes slørede tæppe og vise sit sande jeg igen.
En brummen af nærmest bestemt karakter forlod hingstens bug, inden hans atter lod sit blik hvile på hoppen. Det du søger findes ikke, hingst, - men han vidst dette var en løgn.

,,Melady Ava, hvis du mener Skyggerne har fortæret den hoppe, som du engang var, den hoppe hvis livsglæde og kærlighed til sin datter overskyggede alt; da bevis det for mig. Bevis for mig, at hun ej betyder noget for dig, at Skyggerne er din eneste kærlighed nu. Bevis overfor mig, at de timer vi har tilbragt, de tanker vi har udvekslet er glemt, forsvundet med den hoppe jeg søger, som du siger ikke eksisterer. Melady Ava; Skygge. Hvad er mit navn?"

Dét han spurgte om nu, var noget der brød med alt hingsten nogensinde havde stået for. Netop at hans navn skulle falde i hænderne på ond magi var noget han altid havde frygtet, men eftersom Ava mente, at Skyggerne var en del af hende, så vidste de det allerede. Hans blik var intenst, nærmest fængslende; for han vidste, at den Ava han havde delt sit navn med, var en hoppe som aldrig ville bruge det imod ham - men heller aldrig glemme det. Hvis hun virkelig fandtes et sted derinde, så ville hun huske dette, huske den dag de have løbet om kamp, ham, hende selv og hendes datter. Den aften, hvor han havde delt hans navn med hende, fordi hun var en speciel hoppe; en hoppe, han holdt af. Og en hoppe som han inderligt håbede endnu var i stand til at lægge Skyggerne fra sig.