Post by Deleted on May 3, 2015 23:17:08 GMT 1
★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''
Mohini var ganske vist ny i dette vidunderlige land. Og Eagle havde gjort sit til at fortælle hvor de mange ø'er førte hen, og havde nævnt Teylar for hende. Hun havde kun været i én flok hele sit liv, og dette var ikke noget der bragte gode minder med sig - men hun havde besluttede at nu hun var kommet til dette land. Skulle det være en ny start på det hele, hun fornemmede hvordan der lurede onde kræfter lige rundt om hjørnet. Og selv om hun havde lovet sig selv, hun aldrig nogenside ville være en del af nogen flok igen. Måtte hun altså indrømme de heste hun havde mødt i dette land, var åbne og venlige ikke som dem fra hendes fortid. Hun ville give det hele en ny chance, viske tavlen så ren som hun kunne. Og begynde at leve livet på ny, så måtte det briste eller bære. Hun måtte opsøge denne flok, som hun havde hørt eksisterede i dette land. Hun kunne jo altid, rejse videre hvis det viste sig hun ikke passede ind, de ville vel ikke tvinge hende til at blive?
Hun ønskede at lære denne flok mere at kende, og muligvis også bede om at blive medlem. Nu ville hun først lige få en snak med lederne af denne flok. Så hun viste hvad hun gik ind til, det var ikke meget hun havde hørt om flokken, i og med hun var så ny i dette land. Roligt skridtede hun afsted, hun havde ikke spor travlt hun tog tingen som de kom lige for tiden. Flokken befandt sig på den mellemstore ø Leventera. Her virkede lige så smukt og frodigt som på den store Ø hun havde befundet sig på det meste af hendes tid i landet. Hun gik roligt gennem skoven, og kom frem til der hvor flokkens område startede, hun kunne tydeligt dufte de andre heste der befandt sig her - alle så fremmede og ikke én eneste duft kunne hun kende - eller kunne hun? Det virkede som den ene søde duft var letter bekendt, Ariel? Den askegrå hoppe hun havde mødt tidligere på dagen. Hun mindes ikke hun havde fortalt hun var med i nogen flok, blot at hun var født, og opvokset i dette land.
Roligt lod hun den melodiske og varme stemme lyde - hun vrinskede roligt "Hej, er her nogen?" hun stod nu lige på grænsen til hvor flokken startede, hun kunne tydeligt dufte markeringen. Lidt usikker stod, hun nu og vævede med hoved frem og tilbage, hvilket hun ofte gjorde når tankerne løb løbsk i hendes indre, det var en form for OCD hun kunne ikke lade være, og kunne ej styre dette. Hun trippede lidt på forbene som stod hun og dansede, mens hun svingede hoved fra side til side. Og øren var lagt helt tilbage i nakken, men hun var ej fjendtlig eller sur - men hendes kropssprog var ikke som andres, hun havde svært ved altid at udtrykke sig korrekt, og omvendt at læse andre korrekt. Og dette kunne nogle gange, føre til misforståelser. Hun kunne blive opfattet som en sur hoppe, men sådan var hun ikke inderst inde. Trods hendes udstråling, som hun stod der med ørene tilbage i nakken, og letter svingede fra side til side, mens hun kastede med hoved i en vævende bevægelse, havde hun et lille smil om den lyse mule, og de grønne øjne var klare og venlige at se ind i. Hun fnyste kort, og afventede om hun ville få noget svar...
“We love the things we love for what they are.''
Mohini var ganske vist ny i dette vidunderlige land. Og Eagle havde gjort sit til at fortælle hvor de mange ø'er førte hen, og havde nævnt Teylar for hende. Hun havde kun været i én flok hele sit liv, og dette var ikke noget der bragte gode minder med sig - men hun havde besluttede at nu hun var kommet til dette land. Skulle det være en ny start på det hele, hun fornemmede hvordan der lurede onde kræfter lige rundt om hjørnet. Og selv om hun havde lovet sig selv, hun aldrig nogenside ville være en del af nogen flok igen. Måtte hun altså indrømme de heste hun havde mødt i dette land, var åbne og venlige ikke som dem fra hendes fortid. Hun ville give det hele en ny chance, viske tavlen så ren som hun kunne. Og begynde at leve livet på ny, så måtte det briste eller bære. Hun måtte opsøge denne flok, som hun havde hørt eksisterede i dette land. Hun kunne jo altid, rejse videre hvis det viste sig hun ikke passede ind, de ville vel ikke tvinge hende til at blive?
Hun ønskede at lære denne flok mere at kende, og muligvis også bede om at blive medlem. Nu ville hun først lige få en snak med lederne af denne flok. Så hun viste hvad hun gik ind til, det var ikke meget hun havde hørt om flokken, i og med hun var så ny i dette land. Roligt skridtede hun afsted, hun havde ikke spor travlt hun tog tingen som de kom lige for tiden. Flokken befandt sig på den mellemstore ø Leventera. Her virkede lige så smukt og frodigt som på den store Ø hun havde befundet sig på det meste af hendes tid i landet. Hun gik roligt gennem skoven, og kom frem til der hvor flokkens område startede, hun kunne tydeligt dufte de andre heste der befandt sig her - alle så fremmede og ikke én eneste duft kunne hun kende - eller kunne hun? Det virkede som den ene søde duft var letter bekendt, Ariel? Den askegrå hoppe hun havde mødt tidligere på dagen. Hun mindes ikke hun havde fortalt hun var med i nogen flok, blot at hun var født, og opvokset i dette land.
Roligt lod hun den melodiske og varme stemme lyde - hun vrinskede roligt "Hej, er her nogen?" hun stod nu lige på grænsen til hvor flokken startede, hun kunne tydeligt dufte markeringen. Lidt usikker stod, hun nu og vævede med hoved frem og tilbage, hvilket hun ofte gjorde når tankerne løb løbsk i hendes indre, det var en form for OCD hun kunne ikke lade være, og kunne ej styre dette. Hun trippede lidt på forbene som stod hun og dansede, mens hun svingede hoved fra side til side. Og øren var lagt helt tilbage i nakken, men hun var ej fjendtlig eller sur - men hendes kropssprog var ikke som andres, hun havde svært ved altid at udtrykke sig korrekt, og omvendt at læse andre korrekt. Og dette kunne nogle gange, føre til misforståelser. Hun kunne blive opfattet som en sur hoppe, men sådan var hun ikke inderst inde. Trods hendes udstråling, som hun stod der med ørene tilbage i nakken, og letter svingede fra side til side, mens hun kastede med hoved i en vævende bevægelse, havde hun et lille smil om den lyse mule, og de grønne øjne var klare og venlige at se ind i. Hun fnyste kort, og afventede om hun ville få noget svar...
