Never be afraid to trust an unknown [Camille]

Mohini havde endnu ikke været på denne lille ø, som var fyldt med skov. Hun kunne godt lide skoven, men lige frem en hel ø, der består af mest skov.. Det var som det var en ø, fyldt med sanseoplevelse. Hun mærkede hvordan alt duftede, så mildt som på en regnvejrsdag der fik alle dufte  til at træde mere frem. Man kunne rigtig dufte græsset, træerne. Roligt gik hun gennem de mange store stammer, som truede med at vælte hende omkuld. Der var ikke altid meget plads mellem dem, så man måtte sno sig rundt mellem dem.

Roligt lod hun det grønne blik, glide gennem skovens mange træer og der længere fremme var en lysning, en bar plet med en lille sø som så utrolig idyllisk ud som den lå der helt blottet midt i skoven. Hun kørte den lyse mule hen over det blanke vand, og det var som om det var køligt trods solen, lyste ned på den. Der var ingen træer der skyggede for solen så den havde frist spil - her stod hun , og lod sine tanker få frit spil. Det var som en lille zone af stilhed og ro.

Camille havde kun én gang før plantet sine hove i Chibales bløde muld, på vej til askeøen. Det havde dog været en tilbagevende tanke at tage til den skovklædte ø og undersøge den nærmere. Hele formiddagen havde hun brugt på at vandre rundt på øens stejle skovklædte bakker og forsøgt at finde nogle ordentlige pejlemærker, hvilket havde vist sig ikke at være helt nemt, eftersom alting var dækket af træer. Oven i købet træer, der på grund af foråret, nu var begyndt at sætte blade, hvilket betøde at løvet dannede et tæt dække, som dæmpede lyde og begrænsede udsynet. 
Heldigvis gjorde det kuperede tærren det lettere at finde rundt, selvom det gjorde det noget sværere at bevæge sig rundt. En halvtimes tid forinden var hun endt i en nogenlunde jævn dalsænkning, hvor bevoksningen primært bestod af pil og løvtræer. Her havde hun skridtet lidt rundt på må og få og efter nogen tid havde hende ører opfanget lyden af rindende vand, hvilket havde mindet hendes hals om hvor tør den var og beordret hendes lange spættede ben i trav. 
Inden længe smuttede hun under nogle lavthængende grene og befandt sig pludselig i en idyllisk lille lysning og hun standsede brat. Et par meter foran stod en nøddebrun hoppe med siden til. Med nysgerrig mine vippede Camille opmærksomt med ørene og brummede venligt.

Mohini, blev ikke ret tit forskrækket. Men denne hoppe var kommet så brat frem fra de lavt hængende grene at hun slet ikke havde haft en chance til at forberede sig. Der stod de og så direkte på hinanden. De grønne øjne, bar ingen præg af den forskrækkelse hun lige havde fået - og kroppen stod også forsat helt afslappet. Trods den afslappet udstråling, var Mohini igang med en indre kamp, for kroppen ville ikke lystre. Det var som om den var forstenet - men tænderne kunne hun blotte. Der stod hun, og afventede hvad denne hoppe havde bildt sig ind. Bare sådan at komme brasende ind i hendes lille oase. Hun var ikke en hoppe af mange ord, ikke før man lærte hende lidt mere at kende.

Camille havde aldrig spildt tiden på høflighedsfraser og bukken og hilsen, men nikkede blot til den anden hoppe med et venligt "Halløj," før hun uden videre skridtede hen over det bløde græs til vandkanten og sænkede mulen ned til det krystalklare vand. Langsomt slukkedes hendes tørst, mens hun konstant holdt øje med den anden hoppe ud af øjenkrogen og lod det ene øje pege i hendes retning. Hun skubbede det faktum at hun ikke havde opdaget hoppen noget før, om i baghovedet og bortforklarede det tavst med fuglesangen og det vindstille vejr. Det lignede hende ikke at lade sig overraske af andres tilstedeværelse på denne måde, tværtimod. Men også hun begravede sin overraskelse dybt inde i sig selv og lod sig ikke mære med den.

Mohini så hvordan hun nikkede til hende, men for at tjekke kiggede hun rundt - der var ikke andre end hende. Hun lod igen blikket fæstne på den fremmede, som nu også talte til hende. Men denne hoppe virkede meget påtrængende hvilke, fik hende til at træde et par skridt tilbage. Hun var ikke meget for, dette frontale 'sammenstød' og nu var hun allerede på vej imod hende. Men der var alligevel lidt afstand mellem dem, og hun fnyste, men inden i åndede hun lettede op da den fremmede stoppede ved vandkanten og ikke søgte direkte mod hende. Hendes hilsen, havde virket meget frisk og energisk. Forsat lod hun sit grønne blik hvile på den fremmede, som havde en masse pletter på det meste af kroppen, hun tog sig selv i at studere dem lidt.

"Hej" kom det selvsikker og melodisk fra hende, Mohini's stemme afspejlede aldrig hendes følelser eller kropssprog og var også helt sin egen. Altid Melodisk, feminin og selvsikker. Ikke på en hoven måde men varm og rar selvsikker tone.

Camille betragtede vagtsomt den anden hoppe ud af øjenkrogen mens hun drak. Hun vippede det ene øre en anelse baglæns, da den anden hoppe blottede tænder af hende og derefter bakkede.  Da hoppen sågar virkede som om hun tjekkede om Camille havde nikket til andre end hende - og hvem skulle det være? - slog det hende at hoppen virkede usikker og blev derfor ikke så lidt forvirret, da hoppen besvarede hendes hilsen i et selvmodsigende selvsikkert og velovervejet tonefald.

Camille hævede langsomt hovedet og opdagede at der glimtede et varmt og venligt skær i den nøddebrune hoppes grønne øjne, hvilket fik hende til at spidse ørerne og ligge hovedet lidt på sned. Hun var stadig vagtsom, men betragtede venligt hoppen som de stod der i hver sin ende den lille lysning. Camille gjorde ingen mine til at sige noget, ej heller gjorde den anden hoppe og efter et par minutters tavshed sænkede Camille endnu engang hovedet, denne gang for at klø sig på forbenet. Hendes lyse ører og blik var dog konstant rettet mod den høje, elegant hoppe overfor hende. 

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Den plettede hoppe betragtede hende, hvor til hun lod sit grønne blik hvile på den fremmede. Hun kunne mærke forvirringen fra den fremmede, og blev selv mere usikker - Mohini trippede lidt på stedet og viste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv.

Den fremmede hævede langsomt hoved, og lade det lidt på sned. Mohini forstod ikke denne fremmede skabning, men det fik hendes uro til at blusse mere op. Hver eneste bevægelse denne fremmede gjorde, var noget Mohini fulgte til punkt og prikke. Hun ville ikke lade sig overraske af denne fremmede. Hun fnøs kort. Og lod hoved væve lidt fra side til side, da uroen i hele kroppen var blevet for meget, og nu kom til udstryk i hendes konstante væven med hoved. Det grønne blik var forsat på den fremmede.

Camille hævede endnu engang hovedet, da hun var færdig med at klø sig på benet, og betragtede endnu den anden hoppe uden et ord, før hun endelig brød tavsheden: "Hvad hedder du?" spurgte hun roligt. Selvsikkert. På ingen måde uvenligt. Den elegante nøddebrune hoppe overfor hende virkede sensibel og påvirkelig, hvilket gjorde at Camille ikke rykkede sig en tomme. Hun stod bare, med halen, der spillede i alt fra flødefarvede til nougatbrune nuancer, svagt viftende bag sig og et velovervejet, selvsikkert blik i de gyldne øjne, mens hun ligeledes betragtede den fremmede hoppe, hvis vævende bevægelser afslørede at hun var urolig over situationen.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Mohini lyttede til hendes stemme, da hun stillede hende ét spørgsmål. Man kunne tydeligt mærke den selvsikkerhed denne fremmede besad. Hun kunne ikke slippe sin væven, og hoved kørte fra side til side. Mens hun tænkte over om hun overhoved ville svare denne fremmede. Men hun havde intet ondt gjort hende. Andet end hun var brast lige ind på hende sted!

De grønne øjne, hvilede på den fremmede så godt hun kunne. Mens hun kørte hoved fra side til side, det var ikke nemt at fokusere i denne tilstand. Hun smilede skævt og sagde med mild og melodisk ryst som overhoved ikke bar spor præ af hendes usikkerhed eller hvad hun følte inderst inde. "Mohini, og dem frøken?"

Camille blev gradvist mere afslappet, i takt med at hun afjorde med sig selv at denne fremmede hoppe over for hende ikke var decideret fjendtlig. Dog forsvandt ikke vagtsomheden helt - hun havde stadig ikke glemt hvordan den elegante hoppe havde blottet tænderne af hende og hun ville overraskes. Hun var muligvis blot fornærmet over Camilles pludselige opdukken og ligefremme opførsel, men det var ikke til at vide med sikkerhed, for på trods af hoppens usikkerhed var Camille endnu ikke helt sikker på hvor hun havde hende. Den nøddebrune fremmedes formelle tiltaleform overraskede hende ikke, men selvsikkerheden i hendes stemme gjorde endnu engang. Hoppen - Mohini havde hun nu erfaret- var én stor selvmodsigelse. Camillee flyttede lidt på sig og vippede muntert med ørere før hun med et let smil svarede hoppen; "Camille." Hendes stemmes karakteristiske bløde hæshed stod i stærk kontrast til Mohinis klingende melodiøse stemme.