Tusmørke | Mohini

Den store gråskimlede unghingst havde vandret lidt rundt på må og få et par timer efterhånden, men havde endnu ikke den fjerneste anelse om hvor han var endt og endnu mindre; hvordan. Han havde efterhånden fået etableret at han befandt sig ved havet, eftersom han for øjeblikket vandrede rundt på en vindomsust sandstrand, mens havluften rev ham i næsen og vinden legede med hans mørke man.

Tusmørket var begyndt at falde på og skoven bag ham formørkedes gradvist. Et sted i hans sind var han bevidst om at han burde se at finde et sted at overnatte, men solnedgangen var lige om hjørnet og det var velkendt. Og han havde desperat brug for noget velkendt oven på den dag han havde haft.

Tavst betragtede han solstrålerne der brød skyerne og farvede himlen blodrød og gylden, mens stilheden sænkede sig over landskabet.

Tusmørket, havde en meget beroligende effekt. Det var som om de mange sanseindtryk denne Ø havde at byde på blev nedtonet. Det passede hende udmærket, da hun havde svært ved at rumme verden. Hendes sanser arbejde på højtryk og de gode dage, var langsomt ved at svinde hen som et fjernt minde. Det var aldrig til at sige, hvordan Mohini havde det på selve dagen - hun svingede som dag og nat. Der var intet mere smukt end når solen var ved at gå ned, og himlen blev gylden og blodrød. Stilheden havde lagt sig, og kun hendes hove gav genlyd som en svag ekko. Hun havde en energisk, og takt fast trav. Der fik hendes spinkel krop til at tage sig godt ud, selvsikker, og rank. Var hvad en fremmedes blik ville møde, hvis de så hende nu.

De grønne øjne, kiggede rundt men her virkede så stille - at hun var sikker på hun var alene, andre var nok gået til ro for natten. Og selv kunne hun ikke sove, hun havde det bedst med at holde sig vågen i dette forsatte nye land. Hun stolede ikke på hun var i sikkerhed endnu, så nætterne gik med at holde udkig.

Da den slæbende lyd af hovslag mod sand nåede hingstens ører, hævede han vagtsomt den muskuløse hals og spidsede opmærksomt ørerne. Han var endnu ikke stødt på andre levende væsner end fugle og havde ikke i sinde at lade sig overraske. Et par sekunder senere nåede den søde fært af en hoppe hans næsebor og han opdagede en yndefuld skikkelse længere oppe ad stranden. Nysgerrigt batragtede han hende for en stund, før han lod et vrinskede højlydt for at overdøve bøllgernes slikken mod strandsandet. Afventende blev han stående med alle fire hove solidt plantet i det gråliggule sand, med blikket rettet mod hoppen. Det var svært at skelne hendes farve i solnedgangens lys og hun virkede næsten gylden.

Mohini blev revet ud af sine tanker, da hendes buede ører opfangede et dybt og maskulint vrinsk. Hun drejede sit hoved, og de grønne øjne så nu den grå hingst der stod længer nede af stranden. Hun gjorde et kast med hoved, samtidig med hun vippede øren helt frem. Men blottede lidt tænker - hun var både vagtsom og nysgerrig på denne fremmede. Hvad mon han var for en?

Roligt gik hun i det bløde sand, i hans retning. Hun brummede feminint tilbage, samtidig med hun spilede sine næsebor helt ud. For bedre at kunne opfange hans duft, nogle meter fra den grå hingst. Stoppede hun op og de grønne øjne så bare på ham. Hun sagde intet, hun var ikke altid en hoppe af mange ord. Man skulle lige tø' hende lidt op før hun snakkede.

Hingstens ene hvide øre vippede en anelse bagud, da hoppen blottede tænderne mod ham og han blev i tvivl om hvorvidt han ønskede hendes selskab. Hans stolthed og manerer bød ham dog at opføre sig ordentligt og en blød, hingstet brummen forlod hans strube. Stolthed var essentielt for Noble og han ville aldrig gå på kompromis med den. Hun fortsatte hen mod ham uden spor af fjendtlighed, hvilket han tolkede som et godt tegn, men han slækkede dog ikke på vagtsomheden. Hans halsmukulatur bibeholdt den stærke hvælvede bue, mens hoppen nærmede sig og han betragtede hende vurderende. Hun var velbygget og hendes bevægelser yndefulde og selvsikre, men han fik alligevel en fornemmelse af at der var mere til hende, end blot hvad øjet kunne se. Da hun standsede nikke han venligt og strakte mulen frem mod hende i en imødekommende gestus.

★★Mohini★★
“We love the things we love for what they are.''



Mohini så hvordan hingsten vippede med det hvide øre, og forstod ikke helt meningen med det skulle bagud. Og hun smed hurtig sine egne ned i nakken, så de buede ører pegede frem som to små horn. Klar til at stange den fremmede, hvis han havde i sinde at komme nærmer. Den bløde brummen der forlod hans strube, fik hende til at vippe hoved lidt på skrå, de blottede tænder blev forvandlet til et lille smil, men hendes ører lå stadig helt nede i nakken. Hun havde til tider et meget forvirrende kropssprog som ikke afspejlede hvordan hun inderst inde havde det, så hun kunne være imødekommen og nysgerrig men kroppen stillede sig i forsvars position og udstrålede usikkerhed. Hun så på den grå mule der kom frem mod hende, selv strakte hun forsigtig sin lyse mule hen mod den, hendes første indskydelse var at sætte sine tænder i den, men gjorde det ikke dem indre kaos var pt. i ro. Og hun lod duften fra hingsten komme hende helt tæt, hun løftede overlæben en smugle for at fange hans duft, og lavede et lille spjæt med det ene forben. Mens et lille hvin kom fra hendes strube.

Noble studsede lidt over hoppens komplicerede kropssprog og sukkede indvendigt. Hans dag havde allerede været mere kompliceret end hvad godt var. Tavst afventede han hoppens reaktion på hans fremstrakte mule, parat til lidt af hvert. Et charmerende smil tog form om hans firkantede mule, som han stod der over for den elegante hoppe, der blot udstødte et lille hvin og slog ud med det ene forben, men ellers lod til at acceptere hans hilsen. Han lod den fyldige ravnsorte hale slå et slag bag sig og brummede endnu engang hingstet, denne gang efterfulgt af et spørgsmål; "Hvad hedder du?" Hans stemme var dyb, tonelejet charmerende og venligt, og de mahognibrune øjne spillede bag den tjavsede sorte pandelok. Han var mere glad for endelig at møde selskab end han egentlig ville indrømme over for sig selv - og hende.