Ude farrligt og sært, hjemme bedst! (Volentaire)

Belial havde været plaget ved mindet og synet af den ø Lupë havde vist han, han gruede for at skulle sådan et sted hen igen, og der ved havde han rykket sig selv endnu tættere på vulkanen og var allerede nu klar til at protestere hvis nogen skulle prøve at overbevise ham om at han skulle tage med ud og se noget. Nej, ikke igen! Det var så underligt og sært det, der var der ude. Han ville langt hellere være her- og så håbe på at alle de sære ikke kom her hen.

Belial hørte til her! Det var en ting der var helt sikkert. Han hørte til her hvor der ligger aske på jorden, hvor træerne ikke altid får blade, og hvor der ikke vrimlede med underlige dyr og sære heste- for ikke at snakke om alle de farver. Han hørte til her hvor de ikke alle sammen var så underlige.
Den unge hingst så sig omkring, var der overhoved nogen her lige nu? Moder var i hvert fald ikke, han havde set hende forlade området tidligere på dagen, han vidste ikke hvad hun skulle og han havde heller ikke haft i sinde at undersøge det. Belial rendte ikke ret ofte efter sin moder, han vidste da hvor hun var og af og til når verden synes at have været rigtig grov søgte han hen til hende for omsorg. Nu var det så bare ikke den form for omsorg andre var van til, han kendte til. Det han vidste var omsorg var det hans moder gjorde, det var ubehageligt, men behageligt på en gang. Han havde brug for det, han havde brug for nogen at vide at noget stadig var normalt.

Der var ikke gået andet end et par dage, siden den før brogede hingst, blev forvandlet til det, der hele tiden havde været hans skæbne – nemlig en skyggehingst. En hingst, der nu var en del af det inderste broderskab. Det broderskab, han burde have søgt fra starten, og ikke efter et nederlag, et tab. Men han var blevet klogere nu, den sorte skabning. For han var nu, det man kaldte en skyggehingst – helt ind til det inderste. For hans hjerte var blevet undersøgt, og skygger havde nu plantet sig på det. Ja, han var en del af dem, og De var en del af ham. Volontaire var ikke længere en broget herre – men i stedet en nattesort hingst, med isblå øjne og bringe. Han lignede absolut ikke sit gamle jeg – og det gjorde ham bestemt ’glad’ og godt tilfreds. Ingen på de andre øer, ville kunne genkende ham. Han var som skabt på ny: og en dag, der ville den sorte skabning udnytte det til fulde!

Den sorte hingst vandrede langs Aljun, den flok han tilhørte. Hans tomme og isblå øjne skuede rundt, skeptisk og meget observerende. For hvis de forkerte forvildede sig ind i flokkens område, ville han bestemt ikke stå tilbage, for at jage dem bort, og påføre dem harme og smerte. Nej, det ville nærmere glæde den sorte hingst, at høre de hvinende lyde, der ville komme i smerternes jag. Blot tanken om det, fik Volontaire til at ’smile’, mens hans vandrede afsted, med maskuline skridt, der bar ham fremad i rolige og nærmest glidende bevægelser, fordi skyggerne dansede omkring hans ben. Hans isblå øjne skimtede nu en hvid skabning, og hvis ikke det var for lugten, og de manglede skygger over ryggen, kunne han kort havde taget fejl – men nej, det var ikke Døds Myten. Men det var hendes søn… Volontaire havde aldrig selv mødt ham, men han vidste at han var i flokken, og hans lugt havde flere gange ramt Volontaires næsebor. Hans standsede op, og knejste sin nakke voldsomt, inden han smilede olmt, og køligt imod Plagen. Mon plagen kendte til Volontaires eksistens? En mørk og hæs, næsten hvæsende lyd, forlod den sorte hingst, mens hans skygger sirligt smygede sig op og omkring hans ben. Ja, han gjorde bestemt opmærksom på sig selv, overfor plagen. For måske ville netop det her møde, blive ganske…. Interessant.

En lyd rykkede den unge hingst ud af hans tanker. Det var ikke bare en lyd, men en vrinsk, mørkt, hæst, hylende. Hvad der for mange ville have sendt koldsved hele vejen ned af ryggen, men netop for Belial var sådan en lyd forbundet med hjem, med det sted han finder tryghed. Det kantede hoved blev løftet højt op, han spejdede rundt i området for at finde denne, hvis lyd tilhørte. Sandt nok fik han øje på en sort hingst, og dog var han ikke bare sort. Han mindede om mor og alligevel langt fra. Han mindende ham og Volin og igen alligevel langt fra. Hvad de mere præcis havde tilfælles vidste han ikke helt, men Belial var ikke langt om at finde sin vej hen imod denne. Nysgerrighed var der at finde i hendes brune øjne.

Skridt blev til trav, og trav blev til galop. Belial bar endnu ikke stor ynde, men han var langt fra lige så klodset og klumpet at se på som da han var yngre. Han var plag nu, og havde da fået noget højde på, og nogle flere muskler. En del, hvilket nok skyldtes de mange slås kampe med hans røde bror.

Belial stoppede ikke da han nærmede sig hingsten. faktisk havde han allerede nu planer om at brage direkte ind i ham som han ofte gjorde ved både Lupë og hans moder. De mandelformede øre blev lagt ned i nakken, da han gjorde sig hen for ikke bare at ramle ind i hingsten, men også bide ham som hilsen. Lige som moder altid bed ham når han kom hen til hende- Belial vidste så endnu ikke at det ikke var den måde man hilste på, han vidste ikke, eller forstod ikke at hans moder prøvede at sætte ham på plads, lærer ham at holde afstand.

Den sorte hingst, stod med de isblå øjne rettet direkte imod den hvidlige plag, hvis mor ikke var til at tage fejl af. Men hvem faderen var, det havde den sorte Volontaire ingen idé om – og han var sådan set også dybt ligeglad. Hvis plagen ikke var ’ren’ i sin skygge, ville den sorte hingst bestemt ikke have noget imod, at vise den hvide skabning, hvilken plads han tilhørte – eller ikke tilhørte.
Længe gik der ikke, før den hvide plag fik øje på den sorte herre, der var kommet ham nærmere. Og i nogle lette bevægelser, bevægede plagen sig imod den sorte hingst. Han slog fra skridt til trav og derefter til galop. Og retningen var bestemt let at se – for plagen sigtede direkte imod Volontaire selv; noget som bestemt ikke var intelligent eller smart!

Volontaires læber, blev langsomt og stødt lavet om til et lusket smil, der indbød til alt andet en glæde og ro. En smerte ville snart ramle imod plagen, idet han kom nærmere og nærmere. Men Volontaire ventede. Og ventede. Og da plagen var tæt nok, og nu sigtede efter at bumpe ind i ham, sprang han sidelæns, og koncentrerede sig meget stødt om én ting. Han så hingstens knogler for sig, og koncentrerede sig om et af plagens bageste ribben. Og i en anstrengelse, fik han nu brækket netop dét ribben. En smerte ville jage ind i plagen, forhåbentligt, hvis det var lykkedes for skyggehingsten, at bruge sine evner.
Aldrig skulle fremmede lægge sig ud med Volontaire, og slet ikke en snothvalp som denne hvide plag. Nok var plagen ganske muskuløs og stærk – men det skræmte bestemt ikke den sorte skyggehingst, hvis isblå øjnede hvilede stift på den hvide plag.

,,Afstand!”

Hvæsede han med en dyb og hvislende stemme, mens skyggerne omkring hans krop kort for fremad imod plagen, advarende, inden de gemte sig i Volontaires skind igen.

Den unge plag begyndte at mærke en stikken, på en yderst ubehagelige måde jo nærmere han kom hingsten- Dette fik glæde til at sprede sig i de brune øje. Han følte det, han nød det! Det gjorde ondt, ondt var godt. Belial spraglede mule lyste op i smil- og der mærkede han det. Han hørte den svage lyd at et knæk! Smerten, fik et Belial til at skyde ud i halvkvalt hyl, og de mandelformede øre røg ud til siden, men stadig var det glæde man kunne se i de brune øjne. Smerten var velkommen, selvom det gjorde ulideligt ondt og fik den unge hingst til at miste balancen en smule.
Han fik kluntet stoppet op inden han røg ind i hingsten, der desuden flyttede sig til siden. Undersøgende flyttede den unge hingst den spraglede mule om i mod siden, om mod hans ribben, der fra hvor han havde mærket smerten komme fra. Der var ikke noget at se. Det var lidt lige som det moder gjorde, det var heller ikke synligt.
Det gjorde ondt, og det gjorde ondt når han træk vejret. Det gjorde ondt når han bevægede sig for meget. Det var rart!

Med store øjne så han op på den sorte hingst. Han var en af dem! Belial følte sig lykkelig og bed som hilsen hårdt ud over hingsten mens ørene var lagt ned i nakken, men endnu var glæde at se i de brune øjne, som på ingen måder mindede om hans forældres- ikke at han kendte sin fader, men ingen af deres øjne var fyldt med følelser.

Den sorte sjæl, kaldet Volontaire, stod med blikket rettet stift i den unge plags retnins. Hans øre var limet ned imod hans sorte og fyldige man. Han ønskede bestemt ikke nærhed af denne bastard. I hans øjne, var denne måde at opføre sig på, bestemt ikke en han brød sig ham – og så alligevel. Han kunne nok på en eller anden måde, se lidt af sig selv i plagens blik; for da Volontaire var ung, som den hvide foran ham, søgte han alles grænser. Og sommetider fattede han dem ikke, eller også gik han direkte ind for, at træde alle over deres grænser. Presse dem. Udnytte deres frygt og det de elskede. Ja ja.

Men forskellen mellem ham selv som ung, og denne plag, var at Volontaire dengang ikke brød sig om smerter. Overhovedet. Men denne unde hvide plag, så ud til at frydes ved den smerte Volontaire pålagde ham. Han så… glad ud? Et fnys gled fra Volontaires udspilede næsebor..
Det hvidlige hingsteplag fik standset, og bed nu hårdt ud efter Volontaire, som ikke var forberedt og derfor ikke hurtig nok – og derfor ramte plagen hans skulder. Volontaire spændte voldsomt op, og kastede sig frem imod den unge plag, angribende. Han rejste sig i et lavt og kontrolleret stejl, og slog den ene forhov i retningen af plagens ribben, som Volontaire før havde brækket, med magiske kræfter.

,,Har ingen lært dig, at hilse, Bastard!”

Brummede hans i hvislende toner, og landede ned igen. Hans tænder var blottet. De krystalblå øjne var stivnet på hvidlingen, mens han trippede advarende omkring plagen. Nok var plagen stærk, det kunne han såmænd godt se. Men Volontaire tog aldrig en udfordring ilde op – og skulle denne skabning have nogle bank, havde han ikke noget imod at være udbringeren. Han var godt klar over, at hvidlingen nok havde oplevet noget forkert i sin opdragelse, måske manglede kærlighed, som Volontaire selv havde gjort. Men det var Volontaire bestemt ikke den rette til at rette op på. Og han ville heller ikke.

Da hingsten reagerede på hans bid, blev han glad! Han troede for en stund at denne sorte hingst med blå øjne, mindede om Volins og moders, bare disse var blå! Ingen pupiller, ville hilse igen, at han forstod! Det var vel også en form for hilsen, eller opfordring til leg- lige som han legede med Lupë.

Med et hvin rejste han sig på bagbenene, i det hingsten slog ud med forbenet mod hans ribben. Det gjorde stadig rigtig ondt, men det gav sådan en behagelig følelse. Den unge hingst var endnu ikke sikker på hvad der var sket, eller præcis hvorfor, men han gik ud fra det var lige som det moder kunne. Bare dette var lidt anderledes.

Lært at hilse? Han hilste jo allerede. Hvad var der galt med ham? Belial lagde hoved undrende på skrå, for han havde jo hilst på ham! Han havde gjort lige som moder altid gjorde når han kom hen til hende- som i helt hen til hende. Det Belial ikke vidste var hun havde forsøgt at få ham til at respektere afstand, og at det ikke var en hilsen og at smerter var en straf og ikke kærlighed.

Den sorte hingst, var allerede ilter. Han ville ikke kunne falde til ro på nogle få sekunder. Og hvis denne hvide plag ikke snart ændrede sit adfærd, ville Volontaires iltre temperament bestemt komme til at gå udover ham. Det var der absolut ingen tvivl om. Han brød sig ikke om særlig mange skabninger – faktisk brød han sig nok kun om en eller to i dette land. Udover sine brødre og søskende. Og selvom denne plag var en del af Aljun, skulle han ikke tro, at han skulle ’hilse’ sådan, på den sorte sjæl, der var foran ham. Volontaire trippede stadig rundt om den hvide plag, og virrede kort med hovedet, inden han knejste nakken dybt, og fortsatte sin march rundt om ham.

,,Rør mig aldrig igen! Er det forstået!?”

Det var hvislende toner der kom fra ham, døde og kolde. Det var ikke som sådan et spørgsmål, men mere en konstatering. Han standsede brat op, og stod med fronten direkte imod hans front, men med godt en meters afstand. Han stirrede. Han fjernede aldrig blikket. Den lille flab, skulle blot prøve en enkelt gang at røre ham igen… Så ville det ikke blive kønt.

Belial så på den sorte hingst, han forsøgte at efterabe hans holdning, det lykkes ham dog ikke helt, men han prøvede. I virkeligheden så Belial ret meget op til de heste der var fra broderskabet, selvom han ikke var en del af dem som sådan, så han dem alligevel som familie- og de virkede så cool! De havde bare styr på tingene. Belial så også lidt op til Lupë og nok mere end han ville indrømme også.

Den unge hingst iagttog den sorte. Han bevægede sig rundt om ham. Den følelse! Belial følte sig så lille, og et sted burde han nok også have følt frygt, men det gjorde han ikke. Stik modsat følte han sig trods alt tryg og ikke truet. Han kendte ikke bedre.

Belial veg hoved en anelse bagud og op da hingsten sagde at han aldrig skulle røre ham igen. Men hvordan pokker skulle han så hilse på ham? Belial vippede de små øre ned i nakken. Mest fordi han var uforstående for hvorfor, og så fordi han altid så moderes øre ligge der. Belial stirrede igen. Hvad så nu? Og hvad ville der overhoved ske hvis han rørte ham igen. Måske burde han lade være, men han kunne jo også lige teste den nye grænse.