Meeting My Brother | Fuyu No Kitsune

Ofte var det sådan, at tiden kunne føles som en evighed, for den før brogede herre, hvis gnist for livet for længst havde været væk, efter et nederlag han ikke ønskede at opleve igen – nemlig at miste noget han havde kært og nært. Hans liv havde ikke givet mening, og han havde vandret omkring, i en søgen på at finde svar og en sti at følge.
Men det var dengang… For tiderne havde ændret sig, for den hingst der før var broget, og med dybde i de mørke øjne. Han var ikke længere broget, prydet med hvide plamager, og almindelige brune øjne. Nej, han var sort som natten, med skygger der dansede omkring bagbene, og snoede sig op langs hans skuldreblade. På brystkassen var en isblå farve, der ’splintrede’, hvor hans hjerte én gang var blevet taget ud af Rumpelstilskin, og nu var puttet tilbage af Skyggernes mørke kræfter. Det havde efterladt den isblå farve, som krakelerede ind i hans bringe, som var han ’splintret’. Hans øjne bar ikke længere gnister og flammer, nej, de var isblå og ikke eksisterende, som almindelige øjne. Ja, hans blik var for alvor blevet iskoldt at beskue. Og han frydede sig ved tanken, den nu sorte Skyggehingst, Volontaire.

Nogle dage var gået, siden den mørke hingst var blevet en del af broderskabet. Han havde hvilet sig, og ladet sin krop komme til hægterne, efter den store forvandling. De færreste ville nok kunne genkende ham, hvis der overhovedet var nogen der kunne. Men Fuyu, den hvide skyggeleder, ville nok kunne genkende hans egen broder – for mon ikke han havde hørt fra Skyggerne, at Volontaire nu for alvor var en broder af dem alle. Volontaire svirpede med sin sorte hale, inden han bar sig frem, i en maskulin og dog tung skridtgang, mens et svageligt smil prydede hans mule – ikke et lykkens smil, men et skadefro smil – for ja, hans hævn ville en dag blive vækket til live, over for den lyse skabning, der havde bragt ham i fordærv, mod lysets side. En dag… Ja, en dag!

Han knejste sin nakke dybt op, og bar sig fremad med stolthed, en større stolthed end nogensinde før. Hans isblå øjne stirrede tomt fremad, koldt, søgende efter Fuyu. En tak skyldte Volontaire ham, ganske meget. Det skyldte han alle sine brødre og søskende, som havde hjulpet med at få hans hjerte tilbage. En dyb brummende lyd lød fra hans strube, tonløs, hæst og mørkt, inden han lod et vrinsk lyde fra hans lunger – det var ikke med lyse og varme toner. Men i stedet med en mørkhed, der ikke var til at tage fejl af, hæst og maskulint. Hans tone var dog også søgende – han søgte sin leder. Sin broder.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Sindet hos den snefarvede var stadig ømt, og higede stadig efter den tabte del. En skygge, der var blevet offer i konfrontationen der havde krævet, for at tilbagebringe hjertet hos en af hans brødre. Ikke længere var han blot en kommende bror, skyggerne sang om den nye hingst, der nu vandrede iblandt dem. Derfor var skyggeræven på jagt efter netop denne skikkelse, med sit mælkehvide blik vandrende over de grållige arealer. I sin søgen, var den lyse hingst kommet ganske nær de åbne arealer, og snart lød et hæst vrinsk, som kaldt. Dybe toner, som den hvide skabning vidste hvor han skulle placere, søgende. En kalden efter nogen, efter en bestemt. Efter den hvide skygge. Etlet fnys banede sig vej ud, alt imens hans krop velvilligt skubbede ham frem, i en trav der var mere dans, end slet og ret transport. Hvid som sne, som et spørgelse, dansede han imod broderen, der snart var synlig blandt de mange sten.
Mørk var han blevet, med et sind der reflekterede de måneløse nætter. Blåt synes at have flækket hingstens sorte skind, og selv samme glød erstattede nu det, der engang havde været lidende øjne. Skygger færdedes omkring ham, med fælles glæde, der snart smittede Fuyu, en dyb glæde, ikke af den slags der fik en til at fejre, men snarere en langvarig. Genforenelse med en, man havde troet tabt. For denne hingst, Volontaire, var trods alt en tabt broder, en der havde undergået store tab, før skyggernes kalden endelig fangede det mørke hjerte, der nu bankede i hans bryst.
En brummen, dyb, kaldende, forlod den arrede hingst, alt imens de lange trin gradvist kortede af, for til sidst at bringe kroppen til stilstand. Ikke langt fra ham befandt denne nye broder sig, og med sig bragte han en dyb varme, kærlighed til netop denne skabning. I sandhed var dette den hvide hingsts broder, nu ikke længere blot af ord, men af handling. Og han var levende, ikke længere bundet af et utåleligt bånd.

Der var ikke gået andedt end nogle få sekunder, fra hans eget hvislende hvin havde forladt hans store korpus, til hans Skyggebroder langsomt kunne høres i det fjerne. Volontaire var ikke i tvivl om at det var Skyggeræven, for ingen bevægede sig med samme dansende bevægelser, og dermed lyde, som den Skyggehvide gjorde. Desuden havde den sorte hingst hyl, være kaldende og søgende. Bestemt ikke åbent eller nysgerrigt, efter andre selskaber. Han nød ikke selskaber, medmindre han ligefrem søgte dem, som han gjorde nu. For han skyldte et tak. Og at vise sit udseende for alvor. Jo tættere han kom, jo tydeligere blev de sorte skygger, på den hvide ræv. Hans sande broder. Hans leder. Hans broder af et uknækkeligt bånd. Volontaire knejste sin nakke dybt op, og lod ørene kort glide frem, inden de røg skråt bagud. Ikke vredt over ham.

,,Fuyu. Broder.”

Hans stemme var dyb og hvislende, ærefuld dog, kun fordi det var Fuyu No Kitsune, Skyggeræven han talte til lige nu.

,,Jeg skylder dig et tak. Broderskabet et tak. Men mest dig. Du førte slaget. Fik samlet alle, og fik mit hjerte tilbage. I evig gæld, er jeg til dig nu.”

Stemme var stadig hvislende, og uden lyse toner. Den var hæs og ru. Mørk. Hans isblå øjne stirrede frem på ham, men det kunne ikke ses, hvor han kiggede hen; for der var ingen pupiller der indikerede dette. Og det elskede den sorte sjæl – for nu var de så tomme, som han altid havde ønsket de skulle være. Ingen kunne længere se hans sjæl. Ingen!