Sage of Desire

Thread: Sage of Desire

Tag: Volontaire

" there is no darkness, but ignorance "

Toogtredive. Der er stor grund til at frygte. Treogtredive. Du er alene. Fireogtredive. Tal ikke til fremmede. Femogtredvie. Hold dig væk. Tankerne huserede rundt i den ensomme, fordømte sjæl. Med tiden havde hun lavet en hel ’spille-regls’ samling inde i sit hoved, som var kategoriseret af numre. Hun blev ved med at opremse dem for sig selv, mens dæmonerne i hendes hoved hjalp hende, med at huske når hun nåede op over de fyrre regler. Det var deres idé. Det var deres idé, at hun konstant skulle mindes om, hvilket misfoster hun i virkeligheden var. Hun var dømt til ensomheden, var deres svar. Hvis hun begyndte at ane håb for noget som helst andet, ville de pille hende ned – langsomt og smertefuldt.
De ville sætte alle midler i brug. Give hende ærindringer om, hvordan hendes liv havde været. Hvordan hun før var blevet behandlet. Hvordan de fleste så på hende, når de opdagede hendes tofarvede, djævelske øjne. Det hørte ikke til nogen steder. Det var fordømt.

Henover vinteren havde D’zard været i stor fare. Hun havde mistet alle sine kræfter til vinterens nådesløse kuldeskæren. Hun havde hverken fået indtaget føde eller væske. Det var deres værk. Det var dæmonernes skyld, trods de påduttede hende rollen for at være den skyldige i al hendes elendighed. Trods alt havde virket sort, endeløst og fuldkommen uforbederligt, så havde hun alligevel overlevet den lange process og fundet en form for styrke tilbage.
Men vinteren havde sat sine præg på hende. Hun var stadig spinkel, og ribbenene var tydeligt markeret. Hendes hals bar på ingen måde præg af nogen former for muskler. Ørene hang endnu ude til siderne. Øjnene var matte, skræmte og nervøse. Halen lå tæt ind til bagparten og hendes hoved var underdanigt sænket.

D’zard havde aldrig været en særlig muskuløs skabning. Hun havde altid været spinkel og petit. Mange sammenlignede mustangens bygning med en araber, på grund af de spinkle, ikke-eksisterende muskler. Derudover var hendes knogle-bygning yderst spinkel også. Chibale, var den ø som den sorte skabning på nuværende tidspunkt befandt sig på. Hun havde været her i en længere periode, og fundet sig tilrette – om man ville. Hun havde desuden ikke kræfter til at trodse for megen udfordringer, for at komme til de andre øer, så hun havde fundet sig til rette her. Hendes skridt var langsomme, men forsigtige. Hun prøvede at bevæge sig så lydløst om muligt, for ikke at blive opdaget.
 

word count: 401

Volontaire, den nu sorte hingst, havde bevæget sig væk fra det han anså som sit hjem. Han var ikke længere på Foehn, den ø, hvor han Herre og hans brødre ellers oftest befandt sig. Men Volontaire ønskede ikke kun at høre til på Foehn. Andre skabninger i denne verden, måtte gerne vide af broderskabets eksistens – for kunne han skræmme dem til at holde sig væk, eller presse dem ind i mørkets spind, ville han bestemt gerne gøre dette. Jo flere der søgte ind i broderskabet, desto stærkere stod de alle, side om side. Mange anså dette broderskab for koldt og ondt – men det gjorde den sorte skyggehingst ikke. For ham, var det den eneste rigtige vej, og den rigtige Herre at adlyde. De andre i dette land var blot blinde, og fulgte de forkerte stier og kald i deres liv.

Den sorte sjæl bevægede sig med maskuline skridt imellem de tætte træer, smøg sig nærmest imellem dem, alt imens de sorte skygger smygede sig rundt langs hans ben og hans krop. De isnende øjne stirrede tomt og koldt frem for sig, som søgte han noget bestemt. Men det gjorde den muskuløse hingst nu ikke. For det han før havde søgt, var han nu en del af. Hans liv var fuldendt. Hans sti var fundet. Og det var han ikke et sekund i tvivl om! Et svirp kom fra hans sorte hale, inden han bevægede sig frem i en taktfast trav, mens en hvislende og skarp hvæsende lyd forlod hans strube, højlydt. En duft havde nemlig ramt hans sensitive næsebor – en fremmed hoppe var i hans nærhed. Og han havde i sinde at finde ud af, hvem det var.

Egentlig var Volontaire en anelse asocial. Men efter at have søgt ind i broderskabet, følte han også en trang og et ansvar, for at finde eventuelle nye brødre eller søskende. Og det kunne han ikke gøre, ved at stå på Foehn og kun tale til de, der var hans søskende allerede. Den sorte hingst, bevægede sig mellem de tætte træer uden de store problemer, indtil han da fik øje på en helt sort hoppe. Ingen skygger dansede dog på hende – eller snød hans øjne? Han stemte sine forhove dybt ned i jorden, og slidede en smule frem, mens han lænede sig let tilbage imod bagbene. I en mekanisk bevægelse rettede han sig nu op, da han stod helt stille. Hans isblå og døde øjne stirrede koldt imod skabningen, den sorte hoppe. Hans øre lå tilbage i nakken, mens en hvislende lyd kom fra hans mule. Intet sagde han. I hvert fald ikke endnu!

Iøjenfaldende var det, at denne hoppe ingen aftegn havde. I lange perioder havde dette sorte væsen draget rundt i ensomheden. Der havde ingen selskaber været at finde, hvilket passede den sorte hoppe meget fint. Ensomheden fandt hun fredfyldt, samhørig og hendes indre dæmoner holdte dermed lavprofil. De terroriserede ikke længere hendes i forvejen forpestede sind. Hun kunne være i fred. Finde den ro, som hun aldrig havde fået tilladelse til. Det havde været en hård vinter, med mange udfordringer. D’zard havde på sin vis forsøgt sig på, at fortrænge alle minder, om den sorte hingst, som hun havde mødt i skoven. Ham. Den hingst, som havde reddet hende. Som havde sat alle hendes dæmoner i sving med, at nedgøre hende. Pine hende.
Om det havde været den fysiske eller den psykiske smerte, som havde været værst – var ufatteligt svært at hitte ud af. Det, som kunne afgøre det – var nok det blik, som hendes øjne besad. Et tomt, endeløst, mat blik. Hendes energi var ebbet ud. Men ikke hendes godhed. D’zard var måske ikke en purre-god sjæl, men man kunne sagtens forveklse det, når nu hun opførte sig som hun gjorde. Hun ønskede ikke at gøre andre fortræd, men man behøvede jo heller ikke være direkte modbydelig. Dette var på ingen som helst en mulighed for den forpestede sjæl.

Knæk. Lyden af kviste som bukkede under, gav genlyd i D’zards øre. Da stivnede hun. Alt i hendes krop fortalte hende, at hun skulle søge væk – men dette var allerede for sent. For ude mellem træerne stod en dyster skikkelse, som havde overvåget hende fra længere afstand. D’zard var ikke typen som flygtede, for i frygt for at de skulle løbe hende op – lod hun hellere være. Tiltider valgte de som var i hendes nærvær, at forlade hende.
Inden hun kom til denne verden havde de ved synet af hendes tofarvede, misdannede øjne skyndt sig væk. De ønskede ikke være tæt på noget, som kunne være så misdannet. Hun var en bastard. Intet mindre.

Noget, som fik den sorte hoppe til at gisne, var da hun opdagede de blålige farver på hingstens korpus. Derudover kunne hun ane de isblå, lysende øjne. D’zard havde ingen ret til at dømme, men hun blev chokeret. Hun havde aldrig set noget lignende, men mon han led af det samme som hende? Mon han også vandrede alene, fordi han var anerledes? Den sorte hoppe havde aldrig set noget lignende før, så det fik hendes øre til, usikkert, at vippe frem mod hingsten.
Hovedet var endnu sænket underdanigt, mens hun med de matte øjne fulgte hingstens færd. Han stod nu stille, men D’zard turde bestemt ikke nærme sig ham. Han sagde intet. I stedet kom der en kold, hvislende lyd fra ham. Næseborende blev udvidet markant, mens hun vippede nervøst med ørene.

Hvorfor han overhovedet nærmede sig hende, forstod hun vitterligt ikke. Hun kunne på ingen måde forstå hvordan nogen ønskede at komme hende nær. Uden at vige blikket fra hingsten bemærkede hun hans position. Han stod ikke langt væk fra hende, så afstanden var passende – trods hun på ingen måde var tryg ved hans nærvær. Hans kølige adfærd gjorde hende ydermere usikker, men hun blev dog stift stående.

,,Dine aftegn.”

Kom det pludseligt fra hende. Hun var ikke i tvivl om, at der sikkert intet svar kom. Men D’zard var uvidende om mange ting, fordi hun ikke socialiserede sig særligt meget. Hun levede i sin egen verden. Langt væk fra alle andre.

Volontaire gjorde en dyd i, at stå helt stille, da han havde nærmet og lokaliseret sig denne sjæl. Han så ingen grund til at springe i flæsket på en hoppe, der ikke var i vejen for ham eller hans søgen. Og denne gang, havde han jo selv søgt i vedkommendes retning, for at se hvem hun var. Han stod helt stille, med de isblå øjne rettet imod hende. Man kunne ikke se hvad hans øjne søgte at beskue; for der var ingen sorte pupiller eller gnister i øjnene, så egentlig kunne de nok ikke betegnes som reelle øjne. For der var intet ’liv’ i dem. De var som krystalblå glas, der blot stirrede tomt fremad, uden noget speciefik at beskue. Der var bestemt ikke gået længe, før hoppen havde bemærket hans tilstedeværelse – og dette var nok også bedst for dem begge parter.

Den sorte sjæl, stod med ørene ned imod nakken, advarende til den sorte hoppe foran ham. Han ønskede hende bestemt ikke tæt på. Skulle de tæt på hinanden, var det kun fordi Volontaire selv valgte, at det var det de skulle. Det var ham, der skulle styre dette møde imellem disse to sjæle. Hans sorte skygger smøg sig sirligt omkring hans ben, og op langs hans krop. Levende og dansende, mens hans stod der, som var han forstenet. De hviskede til ham, talte til ham. Det var ikke en skyggesøster der stod der, foran ham. Men blot en sort hoppe. Men da hun drejede blikket helt til ham, så den sorte skyggehingst, at hoppen bar rødsprængte øjne. Det fik ham kort til at rykke lidt i mulen, og komme med en fnysende lyd. Han havde ikke set røde øjne før. Men ak ja, dømme gjorde han ikke. Det var han ikke typen på. Ikke som sådan i hvert fald. Den rødøjede hoppe virkede urolig og underdanig – præcis som Volontaire gerne ville opnå det. Blev hun for ivrig, flabet eller nærgående, ville han bestemt ikke bryde som om selskabet.
Ord flød nu fra hende. Ikke en hilsen. Ikke et navn. Men en kommentar om det udseende han bar rundt på. Kort så han måske en anelse forvirret ud, indtil han kom i tanke om, at hans før brogede udseende, med brune øjne og gnister, ikke eksisterede mere. Han var kulsort, med to hvide sokker foran, skygger der dansede omkring ham, krystalglas øjne, og isblå krystal plamager på bringen, hvor hans hjerte var hevet ud, og sat på plads igen. Kunne han bebrejde hende?

,,Aftegn…”

Mumlede han i en hvislende tone, sammenbidt ud imellem de tætte tænder.

,,..Nej. – Det er ikke bare aftegn. Det er Dem. Skyggerne. Herren.. De lever på mig, og jeg lever for Dem”

Svarede han, mens et stille og lumsk smil bredte sig på hans mule. Han tog nu nogle mekaniske skridt imod hende. Han ønskede at finde ud af, hvad hoppen gjorde. Ville hun angribe? Ville hun trække sig væk? Han var nødt til at udforske andres sind. Han var nødt til, at kende sine egne magiske kræfter og styrker.

Når man ikke var vant til megen form for selskab, kunne det være umådeligt svært at føre en samtale. Især, hvis man ikke turde sige ret meget. D’zard var opdraget med at skulle holde sin mund helt lukket ind til nogen stillede hende spørgsmål. Det var ikke tilladt, at hun startede en samtale – for hvis nu dem som befandt sig i nærheden af hende, ikke ønskede at tale med hende, så var det hendes skyld. Ikke deres. Hvis D’zard blot vidste hvad denne mørke hingst var for én, havde hun bestemt ikke kastet en sætning, som hun havde ud i luften. Det var i forvejen uvant for hende, at kommentere på andres udseende. Men hun havde i et svagt øjeblik troet, at denne hingst måske også havde problemer med sit udseende.
Da han stod mere klart for hende, rent synsmæssigt kunne hun tydeligt se, at det ingen aftegn var. Snarere plamager af farver. Han var altså ikke født sådan, men hvordan var de så opstået? Det frusterede hende tildels, at hun havde troet på, at han måske ”led” under samme mutationer som hende selv. Hvordan kunne hun nogensinde tillade sig selv at tænke på den måde?

Med lavt sænket hoved lyttede hun opmærksomt til hvert et hvislende, isende koldt ord, der forlod hans mule. Hun kunne høre hvor ligeglad han var med hende. Det vred sig koldt ned af ryggen på hende, da hun da forstod – at dette form for selskab rent faktisk kunne gå hen og blive langt mere farligt end først antaget. Han lød bestemt ikke til, at være der for at hygge-snakke. Han var den første skabning, som rent faktisk bragte oprigtig frygt for livet hos hoppen frem. Ørene som han havde lagt tilbage i nakken udviste i hvert fald klart, at han på ingen måde havde intentioner om, at skulle bevæge sig tæt på hende. I hvert skulle det være i et angreb.
D’zard fangede hurtigt færden af farer, så hun trådte tilbage. Med hovedet underdanigt sænket, slog hun blikket ned i jorden. Han havde opfanget hendes tofarvede øjne. Han havde fanget hende i det, som skræmte hende mest. Konfrontation af hendes vansirrede udseende. Dét som fik hende til at bakke yderligere væk, var da han selv valgte at træde nærmere. Hun veg blikket væk fra hingsten, mens hun forgæves prøvede at samle sig. Hendes åndedræt var hæsende og hun gispede af og til efter vejret.

,,De taler om Skyggerne. Hvad er det for nogle skygger, herre?”

D’zard tøvede gevaldigt med at adspørge ham om disse ”skygger”, eftersom hun godt vidste at for mange spørgsmål kunne være irriterende. Kortvarigt slog hun blikket tilbage på hingsten, som var omfavnet af blå-plamager, inden hun stivnede atter. Hun var endt i endnu en kattepine, hvor hun umuligt kunne flygte. Trods hendes genvundne energi – ville hun aldrig være i stand til at kunne stikke af fra en hingst som han. Hans styrke dansede omkring ham som den stærkeste aura.
Utvivlsomt stod D’zard skræmt for livet, med sit lavt sænket hoved. Hun tøvede konstant med at holde øjenkontakt med hingsten. Ville han skade hende? Ville han angribe hende? Hvad hvis han hånede hendes muterede øjne?

,,De må undskylde mine øjne. De er vanskabte,”

Sætningen kom meget prompte fra den plagede sjæl, hvis personlighed var nedbrudt stykke for stykke. Hun levede for at undskyldte for sit vansirrede udseende.

Der var ikke meget selvtillid at anskue hos den sorte hoppe, som Volontaire havde fundet frem til. Nærmere virkede det til, at denne sorte hoppe, var nedbrudt. Sten for sten, var hun bare faldet sammen i sit indre – og det var hendes underdanige væremåde, der afslørede hende noget så kraftigt. Hun bar end ikke skyggen af selvværd eller kærlighed til sig selv – nærmere virkede det somom, hun hadede sig selv ganske inderligt. Men han havde ikke ondt af hende, den sorte Volontaire. For han kunne ikke føle den smerte hun måske selv følte; og han havde ingen intentioner om, at forsøge at mærke den, og finde svaret på den. For det interesseret ham vitterligt ikke. At hun var så ’svag’ i sit indre, var for ham kun en kæmpe fornøjelse: for mon ikke, om denne sorte hoppe, med de røde øjne, var hurtig til at give efter, og blot bøje sig for ham?
Hun bakkede nogle skridt, som søgte hun at komme væk fra hans skabning. Og han kunne da nok heller ikke bebrejde hende. For hans udseende ville de fleste nok blive skræmt af; og det frydede ham inderligt. Det var denne respons, han ønskede. Det var hendes frygt, som han levede af, og som Skyggerne dansede og hvislede af. De smygede sig omkring hans ben, og viste sig frem omkring ham. De hvislede og hvæste til ham med deres kolde og toneløse stemmer. Men Volontaire blev aldrig skræmt af disse skygger eller stemmer; for de var en del af ham og han var en del af Dem. Hans isblå øjne hvilede stift i hendes retning, mens et smil bredte sig om hans mule. Det var ikke et glædens smil, eller et smittende smil. Men et smil, der ville rende de fleste koldt ned af ryggen i frygt. Hun talte nu, med en lys stemme. Et spørgsmål. Et spørgsmål der for Volontaire, virkede som en irritation på ham selv. Hvorfor kendte denne hoppe ikke til den sande Herre? Et fnys forlod hans mule, inden han trådte et hårdt skridt frem imod hende igen, og slog den ene forhov hårdt i jorden. Hun skulle stå stille! Hun skulle ikke blive ved at bakke.

,,Du kender Dem ikke?”

Hans stemme var hvislende, hård og irettesættende. Hvor vovede hun. Hvor kunne hun ikke kende til de skygger, der levede på ham, og som han levede for?

,,De er den sande Herre. De, Dem og Han, er det eneste rigtige at følge. Den rigtige vej at gå. De er mit hjem. Min Herre.”

Stemme var hvislende mens han talte, tonløs og kold. Hans blik var stift imod hende, trods det nok ikke kunne ses så tydeligt, da der ingen pupiller var i de isblå krystalklare glas øjne, som han havde fået efter sin forvandling. Hans stemme døde hen, og pludselig stod hun der, med hovedet underdanigt, og undskyldte for.. sine øjne? Kort rynkede Volontaire på den helt sorte mule, inden han virrede med hovedet og slog et slag med den fyldige hale. Hvorfor pokker undskyldte hun overfor ham? Undskyldningen levede han dog på – for han måtte have sået en frygt i den sorte hoppe, siden en undskyldning nu pludselig flød ud.

,,De er røde. Hvorfor?”

Hans spørgsmål var simpelt – men han krævede et svar; så hans tænder blev let blottet, og han knejste i sin muskuløse nakke. Var hun en del af Rumpelstilskin? Var hun under hans hove? Han ville vide det! Nu!