A Scattered Mind | Arion

Rowena, en rødblak hoppe, hvis sind havde mistet dets egen identitet, havde vandret for sig selv i en længere periode. Hun havde haft behov for stilheden, efter de møder hun havde gjort sig; mødet med Vinterræven der havde givet hende et navn - mødet med Significar, som havde givet hende selskab, tryghed; men i hans selskab havde hun også haft den forfærdelige drøm. Mødet med den sorte hingst, hvis øjne knapt havde kunnet beskue hende og sandhingsten hvis humør havde været smittende. Undervejs havde hendes sind tilbudt hende brudstykker af minder, som lod til at være fra en fortid hun ej længere kendte. Og disse brudstykker var årsagen til at hun havde vandret i det skjulte så længe.
Hun stod egentlig ganske fredeligt på en lidt mindre eng på øen Leventera. Hun havde i nogle uger observeret mangfoldigheden af levende sjæle på denne ø, og det havde egentlig fascineret hende lidt, at der lod til at være en hel samling af dem, der kredsede netop om øens sydøstlige del, som også var der hun befandt sig.

Stilfærdigt betragtede hun græssets bevægelser i vinden, lyttede til de lyde som omgav hende, opfangede de dufte, som vinden bragte med sig. Udadtil kunne man ikke se, hvordan hendes indre stadig var i vildrede ovenpå de oplevelser hun havde gjort sig, hvordan det forsøgte at finde løsningerne, de rigtige reaktioner, sætte puslespillet sammen så det gav mening. Nej, selvom det så sådan ud, var Rowena ikke umiddelbart i balance, her på Leventera's eng.

Arion, den skimle hingst, havde i en længere periode befundet sig på Leventara. Han holdt ganske meget af lige netop denne ø, samt Enophis. De store øer var for ham en hel legeplads af muligheder og steder der endnu ikke var fundet og gransket. Hele denne verden skjulte nok på langt flere hemmeligheder end han anede, men han havde i sinde at finde ud af så meget, som overhovedet muligt! For den skimle og galante hingst, var i sandhed styret af sin nysgerrighed og sin energi. Han var ikke belastende, det synes han da i hvert fald ikke selv, men han var energisk og han holdt af at bevæge sig, kigge og udforske – og der var netop denne ø ganske fantastisk. Lange strækninger var omkring ham, hvor fart kunne opnås, men samtidig var der steder med tætte træer, bække og bakker. Ja, øen havde mange kvaliteter, som han holdt inderligt af.


Den skimle herre, bevægede sig afsted med dansende og smygende bevægelser, over en af de mange åbne områder. Hans blå og dog varme øjne, hvilede fremad, i et forsøg på at granske området for mulige selskaber. Han elskede selskaber, og holdt mest af at være hos en anden sjæl. Men dog elskede han også at vandre frit, alene og være fri som fuglen selv. Hans blålige øjne fik øje på en skikkelse længere fremme. En rød hoppe, hvis man stille hvirvlede bagom hende, da vinden legede imod hendes ansigt. Hos ham selv, hev vinden hans lange og bølgede man fremad, så den faktisk dækkede hans udsyn i nogle sekunder. Det fik den skimle hingst til at danse let sidelæns med bagparten, og virre med sit hoved, så manen faldt på plads igen. Han vippede hovedet let på sned, inden han dansede fremad, i en meget samlet trav, mens nakken blev knejst op.

Nogle brummende lyde forlod hans korpus, i hoppens retning. Tonen var venligstemt og varm, men med en maskulin og galant undertone, samtidig med at han roligt og uden hast nærmede sig den fine røde hoppe… Ørene var vendt fremad, og blikket ligeså. Da afstanden blev kortere, udsendte han en hilsende lyd, og vibrerede med næseborene. Han standsede derefter op, i en påpasselig afstand, for at se, om hoppen tillod hans ønske om at søge hendes selskab.

Mens den rødblakke hoppe stod på engen, hvor vinden sirligt legede med de lette ender af hendes man, spøg sig igennem hendes pels og om hendes krop, forsøgte den navnløse hoppe at genkalde sig den drøm, der havde plaget hende i perioder siden hendes møde med den sortbrogede Signi. Hun havde set på sig selv, det havde hun været sikker på, og for at være helt sikker, havde hun flere gange stirret på sit eget spejlbillede i en bæk eller sø. Det var rigtigt, det var hende. Samme blå øjne, samme aftegn. Hun forstod dog ikke hvordan dette have været muligt; men hun undrede sig i og for sig ikke over det. Hendes verdensbillede var endnu ved at blive defineret og indtil andet var bevist, mente hun at alt kunne være muligt. Hun kunne vel ligeså godt kunne vandre på månen, hvis hun fik muligheden eller hvis en anden fortalte således - hun ville tro på alt. Det var faren for den rødblakke, for uden et naturligt system til at fravælge farer og fjender, ville hun naivt kunne vandre direkte i sin egen død. Det eneste filter hun havde var hendes instinkter, der af og til slog ind; instinkter som hun end ikke forstod sig på. Hendes følelser vidste hun heller ikke om hun kunne stole på eller ej - ja, faktisk var der ikke meget den rødblakke vidste. Overhovedet.

En bevægelse rev hende ud af hendes tankestrøm, for længere ude på engen vandrede en skimmel hingst, hvis man blev slynget op imod hans hoved af vindens løjer. Hans krop var mere spinkel end hendes egen, som hun efterhånden havde beskuet flere gange, men yderst elegant. Hun hævede hovedet lidt og lod sine blå øjne beskue ham ganske opmærksomt imens han kom imod hende med lyde, som hun ikke kendte årsagen til. Nysgerrig måtte hun se ud, imens hun lyttede til hans lyde, som hun ikke kunne forbinde med noget hun kendte - hun slog endda med sit hoved en gang eller to, inden han stoppede op i hendes nærhed med en lyd der lød lidt mere alla den, som Pippin havde udsendt. Derfor besluttede hun sig for, at denne hingst måtte høre i kategorien 'venlig', da hans lyde mindende hende om den ene hingst hun rigtig havde følt var venlig. Hun brummede sagte imod ham, uvidende om, om det hun gjorde var rigtigt eller forkert, men det var nu engang det hun følte for. Herefter rakte hun sin mule en anelse frem imod den meget hvide hingst; næsten lige så lys som Vinterræven, men uden de sorte ar og nærmest levende ting omkring sine ben.