|
|
Post by Ariel on May 11, 2015 17:28:00 GMT 1
{Zaahir} Buske, træer, blomster, græs – alt sammen var ved at springe ud, og forskellige nuancer af grøn fik igen Enophis’ skove til at lyse op. I dette tilfælde skovene ved foden af bjergpasset, det var her den askegrå trippede frem i en nærmest ilter dans i alt det grønne. Andromeda lå lige på nippet til sommer, forårets arbejde var snart overstået, liv var vendt tilbage og verden var igen vågnet fra dens vinterhi. Ariel var i et yderst sprudlende humør også denne dag, og det trods al den viden hun havde tilegnet sig de sidste få dage. Det var næsten overvældende. Skygger, en forvandlet Volontaire, Jiva i problemer.. Det var mange nye ting at forholde sig til, at placere i hendes billede af Andromeda som ikke helt havde ændret sig, men som var blevet udvidet. Der var mere end hun havde regnet med, selvom hun havde hørt hvisken om mørke, og selvom hun selv havde mærket en underlig, fremmed energi på de mørkeste nætter. Alligevel var hun nu energisk. Den askegrå tog ikke sorgerne på forskud. Hun bekymrede sig bestemt for sine nære, specielt hoppen hun anså som værende den søster hun blot ikke var blodsbeslægtet med, men hendes sind manglede en fundamental del – frygt. Så hun dansede for alt det grønne alligevel, for sommeren og for al den livsglæde som befandt sig inde i hendes lille krop.
|
|
|
|
|
Post by Deleted on May 11, 2015 22:34:12 GMT 1
‡ WEIGHTLESS ‡
Den mørkebrune havde bevæget sig videre fra den store skovø. Rejst over havet, vandret over landet, og var nu endnu engang nået til et nyere sted. På sin færd havde han set smukke kyster, frodige enge, mørke såvel som lyse skyer, og et mildt klima hvor end han gik. Den varme sol velsignede landet, og forår var til at fornemme i luften. Overalt var liv på vej ud igen, og overalt vækkedes hvad der havde skjult sig for kulden. Det var ganske enkelt et godt tidspunkt at være ankommet på. Den mørkebrune havde været utrolig svækket sine første timer.. og selvom den nat ikke havde været videre kølig, havde kulden stadig hjemsøgt ham. At tænke på hvilket forhold der ville være om vinteren.. Zaahir gyste. Det kunne selvfølgelig være vinter ikke fandtes her. Men hvis det gjorde, havde vinter ikke været en god start.
Imellem store træer vandrede Zaahir. De præcise skridt blev omhyggeligt placeret i en langsomt rytme, imens de hazelbrune øjne tålmodigt gled over hver en forandring der måtte være at finde i disse skove. Hvor stierne skiftede, hvor åen løb.. Selv små detaljer blev noteret i hingstens hjerne, og dannede - langsomt, men sikkert en mindmap over hvor han gik. Skovdanseren drejede svagt hovedet til siden, så ringene i manden kort klirrede og et svagt smil gled over mulen ved hvad han så. Sommerfugle.. jah, sommer måtte også være lige om hjørnet.
Zaahir satte med et fnys farten en anelse op, og prisede i sit stille sind, at han ikke var skadet hvad angik kroppen.. Den mørke bevægede sig med lette bevægelser igennem skoven, som havde han aldrig gjort andet hele sit liv - og det var nu ikke engang løgn. Af hvad han endnu huskede, havde alle år altid været imellem de tætte stammer. Svagt virrede han på hovedet, og satte tempoet op ti en langsom trav. Guderne beskytte de mægtige skove på disse øer.
Der skulle dog ikke gå længe, før at en fremmed fært fik Zaahir til at sætte farten ned igen. De følsomme næsebor vibrerede i vinden, og den mørke skikkelse vendte bringen imod færten. Den var underlig bekendt.. det var nemlig færten af hoppe. Den mørke hævede langsomt hovedet opad, inden at han med et fnys begyndte at gå fremad med ranke skridt. Spejdende imellem stammerne, og med et nysgerrigt glimt tændt i de hazelbrune øjne. For hvem kunne denne fremmede være?
‡ words: 400 | Tag: Ariel ‡ |
|
|
|
|
Post by Ariel on May 27, 2015 14:42:14 GMT 1
Den askegrå befandt sig ikke langt fra bjergene og bjergpasset. Godt nok var bunden ikke begyndt at stige endnu, skovene omkring bjergene strakte sig vidt og imponerede hver eneste gang den grå sjæl med sin størrelse. Det var et sted hun bestemt holdt af at befinde sig, et hun altid endte med at søge tilbage til igen og igen. Specielt nu da alt var ved at blive grønt igen, og træerne fik liv og farve. Vinden hviskede altid i bladene her, og sang sange om tidligere tider. Den grå var en ivrig lytter.
Det var egentlig underligt. Hun havde aldrig hørt rigtige historier om landet, om hvordan det var blevet til eller hvem som levede her før. Mon det altid havde været sådan, at sjæle fra andre lande dukkede op her ud af ingenting? Var alle udefrakommende? Var der slet ingen som stammede fra Andromedas jord? Hun var selv datter af to udefrakommende, men det fik hende ikke til at føle sig mindre tilhørende. Hendes familie havde kastet hende bort alligevel, til slut var hun virkelig blot Andromedas datter.
På grund af hendes glimrende evne til at lytte, var det derfor også en svag lyd af hovslag som afslørede den fremmede sjæl. Som dukkede den op ud af en drøm, ligeså langsomt voksede lyden fra at være noget, der blot var et ekko af hendes egen bevidsthed og fantasi, til helt bestemt at være noget virkeligt. Skovbunden var blød og skjulte ellers nemt lyden af alt der betrådte den. Men ligenu nærmede nogen sig, og den grå var en opmærksom skabning – det var en hest. Brat standsede hun sin dans, med sin kridhvide mule løftet i vejret og de bløde, mørke ører vendt i retning mod det som var på vej.
291 words
|
|
|
|
|
Post by Deleted on May 31, 2015 17:20:10 GMT 1
‡ WEIGHTLESS ‡
Den mørkebrune forsatte fremad, og lod tankerne vandre i ventetiden før han ville nå til den fremmede. Hvem kunne hun være? Var hun overhovedet ligesom ham, eller var hun noget andet? Lignede hun overhovedet ham på nogle måder? I hans hjemland, havde enhver ikke været bundet til at tage en hests skikkelse, selvom det nu engang var det normale. Selv havde han venner der havde foretrukket at holde sig helt fra alt hvad der hed skikkelse, men istedet lod deres form være som de var skabt. Han havde dog altid valgt at tage skikkelse af dem der besøgte skoven, og følte sig derfor ikke fremmed i den stærke krop. Den var tungere end hvad han var van til, men det kunne være værre. Svagt sænkede han hovedet, og travede under en tættere bevoksning af grene. Kunne skabninger i dette land også skifte skikkelse? Det ville ikke være udelukket, hvis de var født her.
De høje stammer tyndede langsomt mere og mere ud, og skovhingsten fandt en bedre mulighed for at bevæge sig ligud nu. Endnu havde han ikke set hele øen, og havde knap nok nået at udforske en brøkdel af den. Men det han havde set, havde ikke skuffet ham. Hvorend han var endt, var det et frodigt sted. En friske vind strøg ind fra siden, og den mørkebrune rystede kraftigt på hovedet. Han måtte snart være der.
Og snart var hun der. En grålig hoppe, hvide aftegn og en vild, natsort man, hvis lange lokker hvirvlede i den kraftigere vind. Lyse, intelligente øjne spejdede i hans retning, og betragtede ham med samme nysgerrighed, som han betragtede hende. Den mørkebrune stoppede langsomt sine skridt, inden at han hilsende hævede hovedet en anelse. Forundret og tænkende. Hun havde form som en hest. Men var hun det? Måske...
Den mørkebrune fnyste, og bevægede med ranke skridt sig nærmere den grå hoppe. Et neutralt udtryk havde lagt sig over hans øjne, men omkring den mørke mule, hvilede skyggen af et smil. For Zaahir var glad for selskab, efter tiden alene. En ting var han dog i tvivl om. Kunne han kommunikere med andre via sproget?
‡ words: 353 | Tag: ‡ Ariel |
|
|
|
|
Post by Ariel on May 31, 2015 17:54:28 GMT 1
Der gik et langt øjeblik mens lyden af hovslag kom nærmere, og jo nærmere kom, jo langsommere lød tempoet til at blive. Den askegrå spidsede yderligere sine mørke ører mens de ravfarvede øjne nærmest tålmodigt så ind alt det grønne, hvorfra den fremmede meget snart ville dukke op. Det var lige før hun selv flyttede på sine lyse hove, før tålmodigheden slap op, men hun formåede alligevel at stå uden at røre en muskel indtil en fremmed skikkelse endelig dukkede op i alt det grønne. Hvorefter hun virrede kraftigt på hendes mules følsomme hud. Det var en hingst, hans fært kom hende også i møde – karakteristisk, fremmed. Den fremmede sjæl var brun, mørkebrun med brune øjne. Og noget glimtede i hans manke, to ringe, det lignede at de var af guld. Noget den askegrå kun havde set på meget få heste, hvis ikke blot en enkelt ud over ham. Men ikke i form af ringe, det var noget nyt. Hendes blik var åbenlyst nysgerrigt, hun havde bestemt ikke regnet med at selskab ville løbe ind i hende her. Disse skove var forholdsvist tavse, de fleste sjæle holdt sig ude i det åbne. Han kom nærmere, og hun ventede på at han åbnede munden og afslørede sin stemme, men det skete ikke. Den fremmede forblev tavs, indtil videre i hvert fald – og den grå bevægede sig endelig. Hun tog et par dansende skridt frem mod ham, som for at vise at hun ikke afviste hans tilkomst, hun var tværtimod begejstret. Alligevel smilede hun ikke, hendes nysgerrighed og betagelse over hans fremmedartede udseende havde overtaget lidt endnu. ”Lad mig gætte,” Hendes ligefremme væsen ville måske komme bag på den anden, men det faldt nu den askegrå helt og aldeles naturligt. Hilsener kunne være ganske upersonlige. I stedet sprang hun direkte ind i samtalen, selvfølgelig håbende at anden ville være villig til at gribe den og føre den videre. Han lignede dog bestemt ikke en af de nervøse eller ligefrem paranoide sjæle, der ikke brød sig meget om selskab eller fremmede. ”Det er ikke længe siden du dukkede op i Andromeda.” Nu kom smilet, muntert.
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Jun 1, 2015 20:49:16 GMT 1
 "I am not what happened to me.... I am what i choose to become". Tag: Ariel ‡ Words: 434 ‡ Place: Enophis ‡
Ved ordene smilede Zaahir kort, og vippede lyttende det markerede hoved på sned. De hazelbrune øjne fulgte hende nysgerrigt, imens et glimt af tilfredshed var at finde. Denne askegrå var ikke genert af sig, hvilket var en rar måde at lægge ud på.
Ved hendes meget rammende gæt vippede han overrasket "øjenbrynene" en anelse op, inden at han brummede i et muntert bifald. Hun var skarp.. eller også var hans forvirring mere tydelig end han havde troet.
"Du har fuldkommen ret..."
sagde han så som opfølgning på hendes svar. Den mørke hale slog kort bagved ham, inden at han sigende kastede hovedet ind imod skoven. Der havde han gået i noget tid, og udforsket det der endnu kun var en lille del af hele Andromeda. Og selvom han ikke ligefrem kunne huske hvor han endnu havde været, var han opsat på at lære det med tiden.
"Jeg vågnede, øm og mørbanket i hele kroppen. Det virkede som om jeg havde været her i noget tid, men er ikke vågnet før nogle dage siden.."
mumlede han derefter - det sidste mest til ham selv. Zaahirs krop havde været svag og udsultet - som havde han ligget i dage, før at han vågnede fra hvad der mindede om et vinterhi. Roligt drejede han hovedet tilbage imod hoppen, og hæftede sig yderligere fast i det gyldne blik hun bar. Hvad var hun..?
"Og du? Hvem, eller hvad er du? Det virker som om du kender mig mere end jeg kender dig. Har vi mødtes før..?"
sagde han muntert, men dog med et nysgerrigt glimt. Kendte denne gyldenøjede hoppe ham, eller var hun bare god til gættelege? Og måske vigtigst af alt. Kunne hun give svar?
"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art". |
|
|
|
|
Post by Ariel on Jun 6, 2015 18:06:51 GMT 1
Den askegrå vippede med ørerne da en kølig vind strøg ind mellem træerne og bladene, men hun mærkede ingen kulde i sit glatte skind. Hun havde allerede været i gang længe, som i én lang dans gennem skoven med bjergpasset i sigte. Derfor var hun ganske varm i kroppen, og energien var tydeligt at læse i både kropssprog og udtryk. Den grå skjulte ikke noget. Hun så ingen grund til at holde tilbage, til at gemme sig, så hun var som en åben bog. Hendes nysgerrige, gnistrende blik opfangede også hvordan den brune hingst med de mærkværdige smykker i manken ligeså havde et ganske åbent kropssprog. Det var sparsomt med smilende sjæle hun havde mødt på det sidste, mærkværdigt nok. I stedet havde de været meget alvorlige, indesluttede eller ligefrem nervøse ved hendes selskab. Så dette var lidt en forandring. Hun rettede ørerne yderligere fremad da han åbnede munden og afslørede en karakteristisk, dyb stemme. Hendes gæt så ud til at have kommet en anelse bag på ham, og et muntert smil banede snart vej. Der var flere ting ved ham som pegede i netop den retning. Hans fært, for det første. Der var meget fremmed ved den, færten af fremmede steder hang ved ham, steder hun bestemt ikke var stødt på i Andromeda. Og den askegrå havde været i mange af landets hjørner. Måske var det også hans lettere eksotiske udseende, hun så sjældent en hingst med så lang en manke, holdt sammen af det, der stadig lignede guld. Der var selvfølgelig flere her med udseender ud over det sædvanlige, vogterne… Men det var også hans udtryk. Hun virrede kort på sin lyse mule da han spurgte hende hvad hun var, den havde hun alligevel ikke hørt før. ”Øm? Jeg har nu ikke før hørt at nogen havde lidt under.. rejsen hertil. Men oplevelsen er vidst ganske forskellig fra person til person. Så du et lys?” Den askegrå strakte uden videre sin slanke, mørkegrå hals og rakte dermed mulen en anelse ud i hans retning. Så mange dukkede op her, ud af det blå, ingen kunne forklare hvordan det var gået til. De næste ord kom med latter i stemmen. ”Hvad jeg er? Ikke en af dine bekendte, ikke før nu desværre. Men jeg plejer at præsentere mig som en Ariel.” Underligt. Han så godt nok også undersøgende på hende, som forsøgte han at regne hende ud.
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Jul 24, 2015 2:07:25 GMT 1
"I am not what happened to me.... I am what i choose to become". Tag: Ariel ‡ Words: 411 ‡ Place: Enophis ‡
Zaahir åbnede kort munden, men lukkede den hurtigt med et lille klik. Et lys... Joh. Den askefarvede havde igen set lige igennem ham, eller talte på erfaringer. Han havde set et lys, og hørt en stemme. Han havde hørt hende, og fulgt den i håbet om at finde stemmens ejermand. Men det havde været bitter ønsketænkning, og Zaahir havde havnet på den modsatte side af hans ventede død. Tanken fik ham til at smile kort. Tænk at ærgrer sig over en gave... Dog havde han ikke glemt den ravfarvede, og kastede hovedet opad og rømmede sig.
"Jah, et meget skarpt lys.. meget.. over det hele"
Sagde han, og brummede måske en anelse vrantent. Det kriblede i hans skind ved for meget... megethed. Og det lys havde haft meget.. megethed.
Den lyse latter fik ham til at smile, men han sagde intet som hun præsenterede sig som værende Ariel. Hendes blotte udtale af navnet overraskede ham kort, men han kommenterede ikke på det. Nikkede i stedet, og søgte hans hoved for noget der kunne leve op til sådan et melodisk navn.
"De kaldte mig Mir'al,"
Sagde han uden tøven, hvilket ikke var en løgn. Zaahir drejede let kroppen, og begyndte med glidende skridt at gå forbi hoppen. Hendes livlige nærvær bad om aktivitet, og skovhingsten ville aldrig nægte noget så rart som en rask gåtur. Desuden, var han stadig forundret over dette land. Han ønskede at se mere, og tvivlede stærkt på at Ravøje ikke ville følge ham. Dog brummede han opfordrende for en sikkerheds skyld imod hende, inden at han satte kursen imod øens midte.
"Har du så boet her længe, Ravøje?"
Nynnede han, pludselig opstemt af hvad der kunne ligge foran ham.
"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art". |
|
|
|
|
Post by Ariel on Jul 26, 2015 22:31:31 GMT 1
Hun betragtede nysgerrigt sit selskab, tavs med ørerne vendt helt frem, så hun ikke gik glip af noget. Hans særprægede væsen optog hende, for en stund glemte hun resten af verden mens et utal af spørgsmål formede sig i hendes sind. Alligevel busede de ikke ud af hendes mund, selvom hun var en sjæl der talte ganske frit, men alt til sin tid. Stillede hun en endeløs række af spørgsmål, ville hun jo knap kunne få svar på blot ét af dem. Det var ikke mange detaljer han kunne give om sin oplevelse af.. rejsen til Andromeda, som de fleste her nu engang havde været på, men det ikke noget overraskende. De fleste kunne ikke sætte mange ord på det under, de havde set for deres øjne.. Men hvad mon dette lys var? Landets ånd? En ånd hun følte også havde bolig i hende selv, selvom det aldrig fysisk havde åbenbaret sig for hende. Hun brummede mildt, taknemmelig for hans fortælling trods de få ord. Mi’ral. Også hans måde at præsentere sig på var særpræget – hvem kaldte ham det? Hans kære, hans flok eller alle på hans vej? Det lød næsten ikke som et navn, han selv havde taget til sig og værnede om, blot et ord der blev brugt om ham. Ariel virrede blidt på sine lyse næseborer, og fulgte ham tavst med sit ravfarvede blik et øjeblik, inden hun skridtede efter ham med skridt lettere end en fugl på vingerne. Dansende med korte skridt, ulige hans raske og lange bevægelser. En brise kastede sig over dem mellem træerne, raslede i grenene og legede med hendes natsorte lokker. Energisk. Trods omstændighederne, der ellers havde optaget hendes tanker meget, når hun som tidligere havde været på egen hånd. Men de ville finde en vej, hendes sjælesøster og hun.. Guldhingsten havde skam stadig hendes opmærksomhed. Det var på nippet til at hun fandt hans selskab befriende, ukompliceret, men bestemt ikke kedeligt. Opmuntrende ligefrem. Hun vippede med ørerne ved hans nynnende ord, fandt hurtigt plads på hans side og indfandt sig i hans tempo. Ravøje. Det var lige før hun lo igen. ”Hele mit liv, guldhingst. Jeg er datter af landet, ser du..” En af de få. Det var naturligvis ikke selve landet som havde givet hende liv. Det var den sorte Ava, og den spraglede Mindraper.. Men de havde længe været tabt for hende. Og det havde hun accepteret. Hvad hun blot ønskede var at finde den lillesøster, hun delte blod med. Men alt dette ønskede hun næppe at belemre den eksotiske hingst med. ”Derfor deler jeg desværre ikke din oplevelse med rejsen hertil, men de fleste her er som dig – tilrejsende. Så vidt jeg ved, alle uden egentlig selv at have valgt det.. Men der er en grund til at I bliver ført hertil, det er jeg overbevist om. En grund som blot er endnu en af Andromedas mange hemmeligheder.” Der var meget hun kunne fortælle ham, men alt vidste end ikke hun om det land, hun havde danset rundt overalt i siden hun var kun et fnug i vinden.
|
|
|
|
|
Post by Deleted on Jul 28, 2015 1:50:59 GMT 1
Zaahir
Det var lange skridt den slanke skabning gik med, imens skove hastigt svandt ind til enge omkring ham. Luften blev lidt kolde grundet de oftere vindstød, men udsigten over landet blev til gengæld bredere. Det var som om at man kunne opveje plusser og minusser i evigheder, og slutresultatet ville stadig blive det samme lige tal i enden, hvor man hverken kunne finde direkte fordele eller ulemper ved hvor man placerede sig på øen. Sådan følte Zaahir det i hvert fald. Men han var nu engang ikke den rette til at bedømme det, da hver en ny bakke var et nyt syn for den mørke skovhingst, men dog; et nydeligt syn.
Og drejede han hovedet en anelse, fulgte en ligeså frisk hoppe med ham. Hendes ord fik ham til at nikke bekræftende, som han fulgte hendes fjerlette skridt over engene. Hun var i sandhed en skikkelse, der vidste eller kendte dette område. Hun virkede, duftede og føltes ikke som en fremmed, kontra hams selv der næsten emmede af det. Den natsorte hale slog kort bagved ham, men ordene hang stadig ved. Datter af landet...Sådanne ord kunne forstås på mange måder. Og selvom det nu engang var usandsynligt, blev den mørke mere og mere overbevist om hun ikke bare var en hest. Måske var hans møde med hende ikke tilfældigt, for hun mindede ham om hans gamle hjems skovnymfer. Zaahir faldt kort hen i tanker. Jah... Som om hun hørte til på disse øer - en vejviser for vildfarne sjæle. Desto mere han tænkte over det, desto mere overbevidst ble han. Ravøje var ikke ligesom ham - og heldigvis for det. Mon der var andre af hendes slags?
Den blide latter fik ham til at vippe øerene frem, og en rumlende lyd af en latter steg fra ham. Guldhingst? Se den var ny... Han antog hun snakkede om de gyldne ringe, og smilede en anelse bredere. Herfra måtte guld være en sjældenhed... "Du snakker som om at landet i sig selv er en levende... ånd". Brummede han, og drejede en anelse til venstre, så de igen kom mere i læ for vinden. "Findes der magi her?"
Et pludseligt spørgsmål, men stadig med en hvis relation til det første. For var der magi indblandet i denne verdens magtbalance, skulle man pludselig til at passe på. Dog regnede Zaahir med det, da en verden uden magi ville være ganske... mærkværdig.
Afventende sænkede han tempoet en smule, inden at han med en stille bevægelse forsigtigt nappede efter en af hoppens ravnsorte lokker. For at være sikker på hun egentlig var her, stadig en anelse diffus over sin pludselige omvæltning i livet.. Let kneb han øjnene sammen, men brummede en anelse beroliget da hun ikke forsvandt i et lysskær.
"Verden er endnu ikke helt af lave" mumlede han, med et kort fjernt blik, der dog hurtigt faldt tilbage imod den askefarvede danserinde.
"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"
|
|
|
