En far (Djange x Lupë)

Belial så uforstående på sin broder. Han holdt sig tæt til ham! Det her skræmmende sted skulle han helt ikke nyde for meget af. Her var bare så ubehageligt. Okay bjerget var ikke sådan. Det var grå brunt, ikke rigtig nogen farver, det kunne godt minde en anelse om hjemme. Ikke så meget, for det var jo stadig alt for lyst og der var stadig alt for mange lyde.

Skeptisk så han på Lupë, men fulgte egentlig bare trop uden at sige en kvæk. Han var stadig usikker på hvad de skulle, og hvorfor fanden de ikke bare kunne tage hjem igen. Han havde da set så meget nu! Hvorfor skulle han se mere. Den røde måtte bestemt gerne beholde dette sted for sig selv. Belial ville langt hellere være ved vulkanen, tæt på broderskabet. Der var trygt og der var ikke de her unormale heste over det hele. Ikke at Belial havde mødt nogen, et ny og næ havde der været nogle i det fjerne, eller det gik Belial i hvert fald ud fra, og der var lugte fra heste over det hele. Belial fnøs. Hvorfor var det nu også liiiige han var gået frivilligt med til alt det her?

(Belial 1 år ca- før aftale med Rumpel)

Det var sjovt hvordan Belial nærmest klistrede sig ind til ham. Hvilket nok også var hoved årsagen til det brede og fornøjede smil, ud over det faktum at de lige om lidt nok ville støde på far! Han glædede sig, han elskede virkelig sin far! Belial fnøs og en latter lød fra Lupë, i ren og skab fornøjelse over hans utrygge adfærd. Stille puffede han let ud efter hans hals, før han atter så frem. Stigningen her i bjerget blev lidt stejl nu, og helt instinktivt trådte Lupë frem i en energisk trav.

Belial måtte følge med hvis han ville.

Ivrigt dansede hans ben under ham da stigningen blev mindre stejl og han atter skridtede igen. Nysgerrigt så han sig opmærksomt omkring; hvor var han?

"Belial, det er far der bor her."; lød hans stemme næsten ivrigt, mens det strålede ud af hans øjne hvilken glæde hans far havde hos ham. Den charmerende og selvsikre stemme blev helt ivrig og mere ung at høre på end han egentlig var - til trods for han selvfølgelig var ung.

".. kun én regel, ikke bide."; mumlede han med et bredt og drenget smil, næsten drillende - til trods for han mente det. Sådan da. Ellers vidste han fra sig selv at Djange nok selv ikke ligge et ord ind.

Det var efterhånden et stykke tid siden han havde været på Foehn, hos sin næsten hvide hoppe. Det hele havde også været en smule splittet ad, sådan at skulle dele Lupë og fører ham til og fra Foehn. Han var heldigvis ikke et lille hjælpeløst føl mere... Men grangiveligt heller ikke voksen endnu - tvært imod!

Duften af den unge rødlige skikkelse brød nu ind i den kolde bjergluft, og svage stemme lød mellem bjergvæggene, båret af vinden og reflekteret af klippevæggene. Rankt stod den let brogede vogter, afventende, mens han ærligt ikke ville håbe på at det var hans søn. For i så fald, var han draget alene herhen...

Snart kom hans søn til syne, og respektfuldt trådte den muskuløse let brogede hingst skabningen i møde, før han stoppede. Hvem var nu det? Et føl, knap et år, tullede lige i røven af hans rødlige søn, som stolt og glædefyldt smilte over hele mulen, mens den lille lyse hingst nærmere så ud til at være skræmt fra vid og sans. Ørerne lå endnu tilbage hos Djange, mens han forblev stående roligt.

"Lupë, velkommen hjem. Hvem er din ven du har på slæb?"; stemmen var hæs og intens, bag det direkte tonløse, mens de direkte kolde og tomme øjne stirrede sig meget direkte på den lille hingst bag ham. En af Lupës venner?

Belial var ganske vidst lidt af en kryster, men sammen med hans røde broder kunne han godt mande sig en smule op. Dog langt fra nok til at se begejstret ud. De små øre vippede frem og tilbage og ud til siden igen- hvilket betstemt ikke hang sammen med hans forsøg at virke rank.

Belial havde lidt for travlt med at se sig omkring, så da lupe stoppede op ramlede den unge plag op i bagpartiet på sin bror. Irriteret rystede han på det kantede hoved før han tittede frem, for at se hvorfor de stoppede. Foran dem stod en stor hingst- kæmpe som lupe. Var det en far? Belial vippede hoved på skrå før han kom med gryntende lyd- skuffet. Nu havde han faktisk forventet noget andet, han vidste bare ikke lige hvad han havde forventet: ihvertfald noget andet end denne.

Den unge rødlige hingst tænkte ikkesærlig langt frem da han brat stoppede, efter at hans far nu stod foran dem. Stolt knejste hans i nakken og smilte bredt over den spraglede mule, mens det lyste ud af hans to forskelligt farvede øjne hvilken stolthed han havde over sin far. Nikkende over hans fars velkomst, brummede han selv drenget i en glædelig tone, før den blev afbrudt og knækkede.

Belial tumlede lige ind i ham, og straks gik det op for ham, at det var jo dét det hele handlede om. Belial skulle se far! Og far skulle ikke mindst se Belial!

"Det er min lille bror, far, din søn..."; drenget og charmerende havde hans stemme lydt roligt, i samspil med det lettere drillende skæve smil, der hvilede over hans mule mens han let havde rystet lidt på hovedet over hans fars fordom.

Let havde Lupë nu skævet tilbage til Belial, og diskret kastet hovedet en anelse for at henvise den lille skid til at troppe op som den hingst de nu var efter og hilse pænt.

Den glæde den unge rødlige hingst udviste over hans selskab, var præcis den han selv følte, men blot ikke lod komme til udtryk. I stedet stirrede hans kolde og tomme krystalblå øjne, nu især på den unge lyse hingst, som næsten halv så høj som Lupë. Han ramlede ind i den rødlige og missende så Djange anseende imod den unge, som nu skulle vise sig at være hans søn.

Det slog ham pludselig hvor meget den næsten hvide unge hingst, havde af ligheder med hans elskede. Let rankede han sig og kastede et direkte blik på Lupë for et par sekunder, som endnu stod glædeligt og nærmest sprudlende af liv. Atter faldt blikket på den unge, hvis øjne var bløde, fuldkommen som Deadly Myth's engang havde være - bare lysere endda.

Stille slækkede han på de sammenmissede øjne, før han roligt nikkede af den unge, på trods af at han så temmelig utilfreds ud?

"Værhilset..."; stille trak han på ordet, med den tonløse stemme, da det gik op for ham at han ikke anede hvad Deadly mon havde kaldt ham. Men dette opfordrede klart til at hingsten selv kunne svare.

Belil stirrede glumsk på sin broder. Lupe forlangte da også så meget. Den unge hingsts udtryk blev dog mildere, i forsøg på at rette sig ind efter alle lupes strenge regler. Gør ikke dit og gør ikke dat. Belial møvede sig op på siden af sin bror, dog stadig lidt tilbage holdende- i hvert fald for en stund. Han iagttog den fremmede- far nøje.
Han hilste- og som altid hilste Belial tilbage på den måde han kendte: de mandelformede øre blev lagt i nakken og han bed ud efter den store hingst- far. Hele hans kropssprog så fjendsk ud, men de brune øjne var varme og fyldt med glæde. Lupe var glad for denne, så måtte han være helt okay. Den brogede havde tomme øjne, lige som moder. Kunne han være lidt som hende?

Det var nok som ventet at Belial nu gjorde som han gjorde, og selvom en tydelig glæde lyste ud af de bløde brune øjne, så vidste Lupë nok egentlig godt hvad der var i vente. En smule flovt blev ørerne trykket ud til siden, før de nærmere usikkert vendte bagud. Opspændt blev den unge rødliges hals, før han lidt hurtigt trippede få skridt baglæns..

Han vidste godt hvordan hans far reagerede, og ærligt ville han ikke være den som skulle redde Belial, han måtte selv lære det på den hårde måde. Desværre.

Stille vrængede den unge rødlige hingst let på den spraglede mule, mens han stille ventede det værste.

Hvad der i grunden skete fra det ene øjeblik til det andet, var svært som sådan at beskrive. Især for den let brogede vogter, hvis øjenkrog hurtigt opfangede denne fjendtlige lille skabning der sprang frem. Havde han nu set ordentligt efter, ville han nok have bidt sig mærke i den glæde der strålede uskyldigt ud af den næsten hvide hingst øjne. Såvel som han ville have lagt mærke til hvordan Lupë nærmest trak sig passivt, uden at reagerer.

Men ak, blev det blot til en hurtig reaktion, fra den muskuløse hingst.

Kort vigende havde han løftet forbenet nærmest den unge hingst Belial, før han i samme bevægelse stampede hoven hårdt i jorden under sig igen, og lod sin mule stå på hvidt gab da den hakkede hårdt ud efter den unge hingst. Markerende, men så alligevel med hensigt at ramme ham.

Sammenstødet måtte have set en anelse voldsomt ud, størrelsesmæssigt, da et hårdt fnys lød og et hårdt hakkende bid blev plantet gribende i nakken på hingsten. Ville han få fat var intentionen at kaste ham tilbage i grebet før han ville slippe.

Hvad bildte den lille uopdragen hingst sig ind?!

Belial lagde mærke til hans broder rykkede bagud, hvorfor nu det? Belial himlede med øjne af sin storebror. En dårlig vane han havde for slet ikke at sige provokerende vane.

Det kom bag på den unge plag da den let brogede bed ham- positiv overrasket. Belial havde næsten vendet sig til at andre ikke bed igen, men bare flyttede sig- men ikke ham! Den brogede fik ordentlig fast, det kunne mærkes i nakken så det hele spændte. De brune øjne lyste af glæde da han så op for at møde et par tome blå øjne- før han nærmest blev skubbet bagud af hingsten. Denne far, hvad det så nu helt præcis var. Der var ikke nogen der som sådan havde forklaret Belial om blomsten og bien!

Det hele gik i grunden stærkt, mens han til sidst blot bed sig mærke i hvordan hans far nærmest kastede Belial væk fra sig i hans hårde greb. Lupë havde selv haft fået sine tæsk i sin tid, især når han havde været fræk og uretfærdig overfor sin far. Alligevel havde han aldrig reageret som Belial gjorde, og som han nu gjorde her.

Det nærmest lyste af glæde ud fra hans bløde brune øjne, mens den unge rødlige selv kneb øjnene en smule ubehaget sammen. Stille vrængede han den spraglede mule, mens han undslap et utydelig fnys. Han kunne nærmest føle hvilken smerte hans far lige havde påført sin egen søn og hans egen bror. Alligevel var det som om Belial ikke forstod noget?

Men seancen så ikke ud til at være ovre... Stille veg Lupë atter diskret på sig, for ikke at være stopklods eller i vejen for denne konflikt, da han syntes hans far ikke så ud til at være... "færdig".

Det var en smule foruroligende det syn han så, at det næsten var som om den lille Belial ønskede denne kamp. På trods af hvor unfair den var, størrelse- og styrkemæssigt. Tilmed et lysende glædefuldt blik var at at synes fra den unge næsten hvide hingst. Vrængende, skeptisk og undrende slog en rynke sig på mulen af den let brogede vogter hingst. Hvad i?...

Ikke fordi der skete meget mere, for til angreb gik den lille hingst ikke igen, men måske var det bare spørgsmål om sekunder? Hårdt afsluttende markerende lød et hæst og tydeligt advarende fnys det den store muskuløse hingst, mens han faretruende sprang frem og hamrede begge forhove i det hårde underlag, så et smæld lød. Atter blottede han tandsættet, mens de ellers normalt kolde og tomme øjne slog gnister i ren vrede.

Møg unge...

Belial så over på Lupë et stort smil om den spraglede mule. Lupë havde fundet en som Belial kunne lide. En der ikke var mærkelig som så mange andre. Den halv korte hale piskede ivrigt bag ham og han trippede lidt på stedet før han vendte blikket imod denne såkaldte Far. På mange måder mindede ham om den røde broder. Positivt! Belial kunne godt lide sin bror- i hvert fald det meste af tiden kunne han. Der var da tidspunkter han fandt den rødes irettesættelser møg irriterende, men det ændrede nu ikke på det faktum at Belial kunne lide ham, hvilket helt automatisk fik den unge hingst til at kunne lide den anden.

Pludselig kom den anden frem imod ham og stampede hårdt i jorden så det gav et helt smæld. Hans øjne var ikke tomme længere, men udtrykket genkendte ham, og fik ham til at smile endnu større. Belial forsøgte at gengive hingstens bevægelser, men det lykkes dog ikke helt. Belial kastede sig ikke nær så langt frem- han kunne ikke, og hans hove ramte slet ikke nær så tungt i jorden og det gav da bestemt slet ikke rigtig nogen lyd fra sig. De mandelformede øre røg ud til siden af ren skuffelse, før de igen røg frem og han gav endnu et forsøg, men igen samme resultat.