In my head, in my head | Sicarius

In my head, in my head

Sicarius så først lynet, som det flængede himlen over deres hoveder. Så kom lyden. Åh nej, lyden. Et forpint udtryk gled over den brogede hingst ansigt, og han kunne mærke hvordan hver en muskel i hans krop spændtes. Igen, og igen. En buldren. Et skrig langt borte. Blodet. Blodet flød. Først kom ilden. Så kom braget. Og så var der nogen der døde. Sådan var det altid, også denne gang. Billederne flaksede for hans øjne da et brag endnu engang lød. Han vidste jo godt at det var i hans hoved det hele, men så igen – hvad hvis det ikke var? Hvad hvis Andromeda bare var en illusion? Hvad hvis han var ved at blive sendt tilbage hvor han kom fra? Åh gud, de måtte ikke sende ham tilbage igen. Det kunne de ikke. Han havde ikke nok luft. Han gispede kort efter vejret, men det var som om hele verden var tømt for luft.
”Vi kan ikke gå ud der hvor der er åbent. De skyder os. Åh gud, de skyder os, kan du ikke høre det?”
Et raspende hiv efter vejret. De var så godt som døde allerede.
”Vi bliver nødt til at blive ved med at gemme os her. De gemmer sig.”
Hviskede han hæst, panikken var tydelig. Et brag lød igen. De var tæt på.

Wordcount: 219 | Tagged: Seventh

Sev vidste ikke hvad der foregik. Inden længe, var den større, mere udadtil rolige hingst næsten et større nervevrag end ham selv – det gik selvfølgelig lige ind i Sev. Hingstens næsten paniske uro fik Sev til at trippe til siderne, usikkert på hvor han skulle løbe hen. Han smækkede de grå ører i nakken imens han forvirret travede rundt om den større hingst, Sicarius, som plaprede om nogen som kommer til at skyde dem, men hvem vil skyde dem?
Mørket. Det kom nu. Sev gispede usikkert. Han kunne næsten mærke noget nærme sig hans bagpart, selvom han godt vidste et eller andet sted, at det bare var i hans hoved, som altid. Som altid... Bare I dit hoved, mindede han sig selv febrilsk om. Sev var allerede fløjet i flugt.
Sev så sig over skulderen om den grå hingst var stadig med og det resulterede i han mærkede en smerte ved hans hov, som med et højt klonk ramte en sten. Så lang som den grå, kraftige hignst var, faldt han ned på jorden, hen af siden. Han prøvede næsten i skræk at komme op igen, for bragene lød over hans hoved, mørket, tænderne, smerten, men det resulterede bare i han skvattede rundt og blev mørk af mudder. Han hvinede, dog dæmpet og træt.
Det kom nu. Han blev taget nu, han blev fanget nu. Som altid i hans drømme. Han var byttet som altid tabte.
Sev lukkede øjnene træt imens han næsten ikke kunne komme op på sine ben igen. Han kunne lige så godt ligge sig ned, lade bragene overtage hans sind.

In my head, in my head

Ilden og bragene haglede ned over de to heste, der så ud til at være helt alene på slagmarken, sammen med alle de døde. Hvor var deres ryttere? Og hvor kom skuddene fra? Forvirret og panisk kiggede Sicarius rundt, og til sin vrede så han at denne Seventh var lige ved at ligge sig ned. Hvad havde han dog gang i? Kunne han ikke se at de var ved at blive slået ihjel her? Nu var ikke det rigtige tidspunkt at tage sin eftermiddagslur på.
”Hvad har du gang i? Du kan ikke ligge dig ned, er du fuldkommen skudt i hovedet?”
Hvæsede han hæst mod den grå der så helt og aldeles opgivende ud. Hvis det var hans måde at tackle paniske situationer, så var det ærgerligt at han skulle være endt her i kampens hede. Bragene stilnede af, og Sicarius vendte langsomt tilbage til virkeligheden. Med hjertet bankende i brystet kiggede han rundt. Sveden løb endnu ned af hans spændte halsmuskler, men der var intet. Han slappede lidt mere af, og stenansigtet gled endnu engang foran den før paniske hingst.
Han sank en klump.
”Det må du undskylde. Den slags sker bare.. sommetider.”
Sagde han stille, og betragtede den grå foran ham.

Wordcount: 204 | Tagged: Seventh