In my head, in my head | Sicarius

Seventh







Jeg prøvede, tænkte han. Jeg prøvede at være stabil. Jeg prøvede at være.. normal, tænkte hingsten næsten ulykkeligt for ham selv. Han kunne ikke gøre noget. Han kunne ikke forhindre tankerne. Han kunne ikke stoppe dem. De kom bare som de ønskede. Det var et helvede. Han var sin egen fange, sin egen slave og sin egen bødel.



Hingsten betragtede den nedadgående sol. Han var beskidt, fra top til tå. Efter at havde været omkring området, det område han kaldte ”Askeområdet”, for ja han var så opfindsom, havde gjort ham endnu mere grå end han var i forvejen. Der var dog ikke tvivl om han var en smuk hingst: han var bare beskidt.

Han havde gjort skade på sig selv. Det var ikke med vilje. Hans mule ramte en gren med skarpe kanter og havde nu gjort den let lyserøde mule blodig, dog var det ikke meget. Blodet var stoppet fra det lille sår. Han så herrens ud, men alligevel smuk på en forunderlig, forvirret måde.



Hingsten lukkede øjnene. Det stoppede, for nu.

In my head, in my head

Frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage mellem de to øer, som den grå efterhånden ville betegne som hans hjem. Sådan da. Han var om muligt endnu mere forvirret over guldhoppen nu, for hvad i helvede lavede hun nu på Foehn? Han var ikke sikker på om hun var fulgt efter ham, eller om det var ved et tilfælde at de efter flere måneder nu skulle mødes igen. Men nu var han her, på Chibale. I sikkerhed. Og indtil videre havde han ikke mødt nogen svæklinge her, og det var godt. Der havde jo trods alt være en på Leventera, og han var så dum at Sicarius ikke havde lyst til at befinde sig der igen. Ikke på samme niveau som en sølle svækling. Han kunne ikke engang huske hvad den fremmede havde heddet.

Mudderkager hang i den kraftige hingst hovskæg, da han lydløst bevægede sig over Chibales mørke muldjord, der gav let efter når han trådte ned. Svup, svup, svup. Igen og igen. Det var til at gøre en vanvittig. Granerne rejste sig op mod den grålige himmel, og skyggede for den sparsomme sol. Ensomheden var ligeså skøn som selskabet. Det var også længe siden han havde haft et anfald sidst. Det var da han mødte Guldhoppen, og det var da det stadig var vinter. Han fnøs. Det var bare en perioder. Stemmerne stoppede jo aldrig rigtigt, de lå altid i baghold. Ligesom alle andre.

Wordcount: 238 | Tagged: Seventh

Seventh

Sev vidste ikke om det var decideret stemmer. For, hvad var forskellen mellen en tanke og en stemme? Han kunne ikke se forskellen. Han kunne bare høre dem. Hingsten sukkede, imens han blinkede med øjnene, som var let på klem. Han kunne knapt nok tænke, på grund af de trykkende tanker og billeder. Ironisk, ikke sandt? Han kunne ikke overskue sine egne tanker på grund af de tanker. Hingsten lo dæmpet for ham selv, selvom der var ingen glæde i latteren. Den var bitter som regnen selv.

Tilgiv mig for de synder jeg har gjort mig. Tilgiv mig for hvad jeg end har gjort, som gør, at jeg fortjener denne smerte, tænkte hingsten. Han var ikke en hingst som græd, uden set hvor meget nervevrag han var. Det lå ikke til ham trods han måske i andres øjne virkede ”svag” fordi han var så.. Ustabil.

Hingstens ører lavede et lille twist. Han hørte noget. Svuppende lyde? Oh nej. De kom efter ham. Hans tanker. Han så blodet og hans hjerne prøvede at overbevise ham om han elskede det. Nej, jeg gør ej. Nej, stop. Jeg hader blodet.
Han bemærkede sig selv smile svagt ved tanken, inden han skælvede og bakkede trodsigt. Nej.
Han mærkede noget bag sig. Hingsten så sig varsomt over skulderen hvor en større hingst, lignende ham selv, stod. Han gryntede let, forvirret og en anelse usikkert.

,,Undskyld..,” fnøs han, inden han vendte de blå, forstyrrede øjne ned.

In my head, in my head

Oh. En anden hest. Silhuetten tegnede sig frem, en yderst kraftigt udseende silhuet. Ligesom ham selv. Ud af skyggerne kunne Sicarius nu se en grålig hingst, af samme kraftigt udseende bygning som han selv. Let kneb han øjnene sammen da han kom tættere på. Var denne grå hingst grå, eller grå? Eller en anden farve med grå ovenpå? I hvert fald var hans pels dækket af et tykt læg aske, aske Sicarius vidste kun kunne stamme var den røde ø, Foehn. Og på hans mule var et lille sår tegnet, en dråbe blod løbende ned af hans mule. Blodet. Åh nej, blodet. En sitren gled igennem hans krop. Han hadede det. Han kunne ikke holde ud at se det. Havde han ikke set nok blod i forvejen? Han rømmede sig let. Hev sig selv ud af hvirvlen af billeder der truede med at sluge ham med sig i mørket.
”Undskyld hvad?”
Brummede han mistroisk. Det var vel ikke en svækling, siden han ikke kiggede ligefrem for sig? Han slog et kort kast med hovedet, da hans tykke pandelok var faldet ned over det ene blå øjne, det med arret. Arret der løb igennem, trods hans øje endnu var uskadt. De havde kaldt det et mirakel. Han fnøs. Bare held.
Det var en smuk hingst der stod foran ham, ingen tvivl om det. Ikke svæklingebygning, i hvert fald. Han kunne ikke lade være med hurtigt at betragte hingsten foran sig. Det var jo bare for at se om han virkelig var grå under asken.

Wordcount: 253 | Tagged: Seventh

Seventh blev overrasket over hvor meget de to hingste lignede hinanden. De var begge to grå, med hvide aftegn, blå øjne og en let, lyserød mule. Der var vel kun få ændringer som manen og de hvide aftegn. De kunne ligne hinandens brødre men han troede ikke på de ville fungere godt i en familie. Seventh gjorde ikke. Han havde aldrig kunne indordne sig med en familie. Han var et for stort nervevrag. Sev lavede en lille træk på skulderen, en lille skælven som kom af og til. Han kunne ikke altid styre det, om han så ønskede.

Han virkede distraheret, for han hørte slet ikke hingstens undrende spørgsmål. Han registrerede det, men han reagerede ikke helt på det. Han betragtede hingsten. Fare, fare, var det han kunne høre ham selv tænke, selvom der ingen fare var. Var faren mon at han kunne se sig selv i hingstens øjne?
Sev lavede en fnysen imens han hævede hovedet. Han så arret. Han sig blodet. Han så smerten. Det var uudholdeligt. Hvordan skulle han dog kunne klare det, når han ikke engang kunne se en fremmed i øjnene? Han så væk.
Den prægtige, men smukke hingst var i sandhed et nervevrag, men et smukt og besynderligt et af slagsen.
,,Undskyld?” gentog han, lidt usikkert, inden han lavede en lille trækning i mundvigen, dog ikke med nogen egentlig grund til at gøre det.
,,Jeg ramte dig. Undskyld,” hingsten nikkede kort mod hans hove, så hans lok let strøg over øjnene. Han betragtede hingsten. Han var.. Det vidste han ikke. Han beundrede ham bare, på afstand.

In my head, in my head

Sicarius nikkede blot lydløst mod den fremmede, med et fortsat køligt, og lettere nedladende blik. Ramt ham? Han kunne ikke huske hvornår, men han havde ikke mærket det. Ingen skade var sket, i så fald. Han nikkede kort mod såret på hans mule. Det var ikke noget stort sår, bare en lille skramme, men han kunne nu alligevel ikke lide det. Han hadede blodet, mest fordi der havde været så meget af det.
”Hvad er der sket?”
Spurgte han, hentydende til såret på den grå hingsts bleglyserøde mule. Måske ville det være mere normalt at spørge til en fremmeds navn først, præsentere sig selv. Det var så heller ikke fordi Sicarius var den mest normale hingst Andromeda havde set, skøn der sikkert var nogen der var langt mere mærkelige end ham. Kort fugtede han sine tørre læber, inden han fangede den fremmedes blik. Hans øjne var blå ligesom hans, og egentlig lignede de to hingste hinanden underligt meget. Grålingen kunne stadig ikke gennemskue om den fremmede var en svækling, eller bare meget forvirret. Han håbede at han bare var forvirret. Hvis han var nervøs, så var han en svækling.
”Er du bange?”
Spurgte han ud af det blå. Han virkede så underlig usikker, og Sicarius brød sig ikke om det.

Wordcount: 210 | Tagged: Seventh

Sev bemærkede ikke rigtigt det nedladende blik – nej, han havde for travlt, selvom de ikke rigtigt lavede noget. Han havde for travlt med alle sine forestillinger, så han havde jo knapt nok tid til at åbne munden. Hingstens spørgsmål fik Sev, undrende, til at vippe ørene frem:

,,Sket noget?” gentog han, forvirret, inden han så svagt smagte blodet på hans læbe. Nå ja. Sev sukkede, inden han sænkede blikket.
,,Så var det trods alt ikke kun i mit hoved...,” tilføjede hingsten, dæmpet, uden rigtigt at svare på det stilte spørgsmål. Han havde knapt nok styr på hvad der var virkelighed og i hans tanker. I hans drømme. Han virkede så forvirrende så fjern, så.. Ustabil for andre. Det var han også. Løb. Løb væk fra hvilket monster jeg er, tænkte hingsten med sine smertende billeder.

Hans pludselige spørgsmål fik Sev til at se op. Det var kun hans intense, men forvirrede øjne som så op, intet andet. Der var intet andet som rykkede sig på hingsten.
Så nikkede han. Også rystede han på hovedet.
,,Jeg er bange for...,” hingsten lænede sig en anelse frem. ,,Jeg er bange for hvad mine tanker kan få mig til at gøre,” hviskede hingsten så, ulideligt dæmpet. Det var han bange for, ja. Han vidste jo ikke hvornår det var en tanke og hvornår det var virkeligheden. Hvem vidste?
Så grinede hingsten, pludseligt. Han kunne godt selv høre hvor skør han lød. Han var jo bindegal, det måtte han jo indse før eller siden. ,,Ikke at du vil kunne forstå det,” påpegede Sev, med ørene let vippet tilbage. Der var indtil videre ingen som havde. Sev gengældte hans blik, stadig med de intense, men forvirrede øjne. Sev var ikke bange for nogen, nej, han frygtede ikke som sådan andre.
Kun sig selv.
Sev lod sig ikke mærke med hans pludselige spørgsmål.
,,Eller har vi mere tilfælles end blot udseende?” spurgte den grå, hævede hovedet en anelse.

In my head, in my head

Den fremmede grå svarede ikke direkte på hans spørgsmål. Om det var fordi han ikke ønskede at svare, eller om det bare var fordi han virkelig ikke vidste hvad der var sket, var for Sicarius ligemeget. Hans svar var også langt mere interessant for den grå.
"I dit hoved?"
Spurgte han, selvom han godt vidste hvad han mente. Han vidste mere om ting der foregår i ens hoved end de fleste. Hingsten virkede helt og aldeles ustabil, men Sicarius kunne umuligt bebrejde ham. Det var heller ikke fordi han var helt stabil. Han kiggede alvorligt på hingsten foran ham, da han snakkede igen. Han kendte den følelse. Han havde bare aldrig sagt det til andre, og det var ikke rigtigt et problem han havde længere. Eller, det kom lidt i bølger, sommetider var det værre end på andre tidspunkter.
"Tro mig, jeg kender det."
Svarede han blot. Han kiggede ikke ned på ham, fordi han ikke var normal, for det var Sicarius heller ikke selv.
Da den fremmede sagde at han ikke ville kunne forstå det, fnøs Sicarius blot, mens et køligt smil formede sig om hans læber.
"Jeg er ked af at sige, at vi har endnu mere tilfælles."

Wordcount: 203 | Tagged: Seventh

Hingstens spørgsmål kom ikke som en en overraskelse. Hvor mange gange havde han ikke hørt det samme, undrende spørgsmål? I dit hoved? Hvad mener du? Jeg forstår dig ikke.
Sev lavede endnu en tør latter. Dæmpet, men stadig forvirret. ,,Det går jeg ud fra, ja. Men måske kommer de mange billeder et andet sted fra.. Måske er det også en illusion som alt andet,” fnøs hingsten usikkert, imens endnu en skælven røg igennem ham. Dog hingsten relation, fik Sev til at slappe en anelse af. Kendte han det? ,,Kender du det?” gentog han af sig selv, fra sine tanker. Han lød overrasket, uforstående. Var der en som forstod det?
,,Forstår du det? Blodet, tankerne, smerterne.. Billederne?” Sev trådte endnu tættere på, med de intense øjne i hans. Han hviskede, som om hvis han gjorde det højere, ville der komme noget slemt efter ham. Hvad kunne være slemmere end de pinsler han går igennem til dagligdag?
,,Jeg tør ikke sove.. For når jeg vågner, så ved jeg ikke om det er en drøm eller virkeligheden selv. Forstår du det? Forstår..,” Sev rystede på hovedet. Han burde stoppe sig selv. Forståelse var et mærkeligt ord.
Sev studerede den større hingst. Hvis han virkelig forstod det.. Måske tegner der sig en mulighed for en allieret. En ven. Var det ikke det, det hed? Sev var ikke engang sikker på han vidste hvad en ven var.
,,Hvor meget tilfælles?”

In my head, in my head

Den fremmede lod til at være mere forvirret end ham. Eller, måske ikke ligefrem mere forvirret, men tydeligvis på en anden måde. Hvad forskellen var, havde han svært ved at forklare, men det var tydeligt at de ikke var særlinge på samme måde. Endnu udtryksløst betragtede han den fremmede. Han sov aldrig. Han turde ikke sove. Det måtte være forfærdeligt – Sicarius turde trods alt godt sove. Vrangforestillingerne kom mest om dagen. Han havde ikke noget at sige – hvad var der overhovedet at sige til dette?
”Jeg forstår.”
Nøjedes han med tonløst at sige, for at stoppe den ødelagte hingst i at gå helt i selvsving. Dette smittede jo også af på ham, og allerede nu kunne han høre skrigene i ørene, skønt de stadig var langt væk. Han blev nødt til at jagte dem på afstand. Kort kneb han øjnene sammen, inden han åbnede dem igen. Billederne skulle blive væk.
”Hvor meget? Det kan jeg ikke vide blot fra det du har fortalt mig. Men for mit vedkommende er det billeder, stemmer, anfald, kramper og psykisk smerte. Men det kommer i bølger.”
Svarede han blot, som om det var det mest naturlige i verden. Det havde også været hverdag i starten. I starten efter …

Wordcount: 205 | Tagged: Seventh

Sev betragtede den grå hingst som lignede ham selv. Studerende. Iagttagende. Observerende. Så nikkede han, sænkede hovedet en smule nervøst. Hans øre var vippet en smule frem, men ikke meget. Trods han ikke var bange for andre, så var han stadig er nervevrag, nervøs af sig. Hingsten fnøs usikkert.
,,Forståelse er en underlig ting, ikke sandt?” sagde den beskidte hingst som stadig var plettet med asken fra Foehn. Han rystede på hovedet hvor det tørrede blod stadig var på mulen. ,,Man siger jo man først virkelig forstår når man.. Når man oplever det samme. De samme billeder, de samme tanker. Men jeg gætter på det ikke gælder i dette tilfælde, nu hvor du siger vi har så meget tilfælles,” svarede Sev, inden han trådte frem mod hingsten, det som gjorde at de var i passende ”tale-afstand” hvis man kunne sige det sådan. Hingstene virkede så stabil. Det virkede så fristende at læne sig op af den stabilitet.. Han skælvede atter. Hovedpine. Av. Han trådte frem, inden han trådte tilbage igen. Bliv stående. Bliv her.

Bliv i virkeligheden. Han trak vejret dybt.
,Du får det til at lyde som om det er normalt. Vi er ikke normale..,” han snappede efter vejret, inden han så væk.
,,Vi er galninge,”

In my head, in my head

Han nikkede igen blot. Jo, forståelse var mærkeligt, og måske noget man brugte i situationer hvor det ikke ligefrem hørte til. Når nogen fortalte en at ’de forstod’ så var det jo ikke altid rigtigt. Man kunne jo alligevel aldrig stole på nogen, sådan rigtigt. Han håbede at alle andre også vidste det. Aldrig. Hingsten foran ham trådte frem. Og tilbage. Frem igen. Og så tilbage. Han slog en hæs og bitter latter op. Nej de var langt fra normale.
”Når man er født sindssyg, er der ikke noget at gøre.”
Lo han hæst, selvom han ikke selv var født sådan. Det var jo menneskene der havde gjort det hele imod ham. Tvunget ham til at være deres krigsdyr, for derefter at efterlade ham sådan her. Ja, barnet var for altid tabt. Han var yngre end de fleste troede, men hans sparsomme barndom var blevet spildt fra treårs alderen. Ingen uskyldig unghingst dér længere.

Wordcount: 154 | Tagged: Seventh

Hans bitre latter fik Sev til at vippe ørene en anelse tilbage, en smule usikker på følgende, selvom hingsten ikek gjorde noget imod ham – endnu. Han havde denne underlgie forestilling om at denne hingst var langt mere utrolig under overfladen end som så, men han kunne ikek vide sig sikker. Han kunne aldrig vide sig sikker på sig selv. Hans konstatering fik Sev til at holde blikket nede.
Født sindssyg. Var det, det han var? Skabt sådan her. Sev lukkede øjnene på klem.
Der var intet at gøre. Han ville altid være sådan her.
,,Det har du måske ret i..,” mumlede Sev, i en nedtrykt hvisken. Der var ingen chance for smerterne, de høje lyde, åh, billederne, at de ville forsvinde. Han burde havde accepteret det for længst, men.. Han havde stadig håbet, idéen om det her ikke var ham. At han var normal, men der var noget.. Noget som gjorde det her.
Sev hævede de kønne øjne.
Han kunne lugte regnen.
,,Jeg ved det lyder dumt, men vil du måske stå i regnen, med mig?” han havde brug for den ro hingsten havde, om det så bare var en overfladisk ro. En han kunne relaterer til og omvendt. En der forstod nogenlunde hans pinsler.

In my head, in my head

Sicarius var en smule bange for at han havde gjort hingsten foran ham yderligere nedtrykt ved at sige at det ikke kunne laves om. Det kunne måske godt blive bedre, men man kunne aldrig blive fuldkommen hel igen. Det var umuligt. Den kraftige grå hingst kunne ikke beskrives som værende en særlig forstående eller empatisk hingst, så selvom han gerne ville komme med en lang smøre om at det var okay at være anderledes, så kom der aldrig rigtig noget. Han fnøs. For det var jo ikke okay, på en eller anden måde. Andre heste ville aldrig kunne se en som værende ’en af dem’, hvilket ikke gjorde ens sindstilstand bedre på nogen måde. Den fremmedes spørgsmål kom bag på ham. Jo, selvfølgelig havde han lugtet regnen, men det var da en mærkelig ting at spørge om. Sic kunne ikke lide at være tæt på andre, for man vidste jo aldrig hvad de kunne finde på. Kun hvis det var ham der styrede selskabet. Han blev bange af at blive hevet omkring, og han blev bange af at blive spurgt om dette. Han svarede ikke direkte.
”Jeg tror ikke at der kommer meget regn ned her. Trækronerne er alt for tætte, se, der er hele tiden mørkt hernede. Men vi kan da godt finde et åbent sted.”
Svarede han mumlende, og uden at kigge på den fremmede. Hvad hed han egentlig?
”Jeg er Sicarius. Hvad med dig?”
Spurgte han, inden han med et ryk bevægede hovedet så hans isblå øjne kunne se ind i den fremmedes.

Wordcount: 256 | Tagged: Seventh

Sev studerede atter hingsten, inden han brød ud i en dæmpet latter. Hvor var det dog.. Fjollet. Var det dog ordet? Disse to hingste, disse to underlige skabninger, de kunne på en måde have sympati med hinanden. Andre forstod dem ikke, men de kunne på en måde sætte sig ind i hinandens sted. Billederne, smerterne, lydene. Lydene...
Sev vippede nervøs med ørerne. Som det nervevrag han var, gik der en stor skælven igennem ham og han rykkede sig ind i hingsten, ud af refleks, da en buldren hørtes. Der gik først noget tid før nervevraget fik ro på sine lemmer og sit åndedrag. Godt nok havde han knapt nok rørt hingsten, men hans venlige sind fik ham straks til at undskylde, dæmpet og næsten træt. Det gjorde ham sindssyg at være så urolig, så ustabil. Ironisk, når han var det i forvejen.
,,Regn er så dejligt..,” sukkede hingsten, stadig med ørerne vippet tilbage. ,,Det er på en måde.. Rensende. Afkølende. Beroligende..,” Sev stoppede sig selv i en fnysen. Da den grå hingst kiggede den usikre i øjnene, så han væk. Han var ikke altid den bedste til øjenkontakt. Det kom i bølger.
Han tøvede lidt med at sige sit navn og efter en lav buldren havde krydset himlen, sagde Sev dæmpet: ,,Jeg hedder Seventh,”
Sev blinkede med øjnene, inden han rykkede sig ud af stedet, tæt op af hingsten, hen mod et åbent sted, som hingsten – Sicarius – forslog.
,,Ikke mere mørke,”