Butterflies and Grey Skies

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Morgen
Location | Ved en lille sø i flokkens område
Tag | Ariel

Det var en trist dag efter en lille hoppes mening. Ikke fordi hun havde mistet nogen eller noget, eller på anden hvis havde været ude for noget slemt, men fordi himlen var grå og vinden kold. Varmen kom og gik for tiden; den ene dag var himlen blå og solen varmede landet, mens den den næste var grå som nu og kølig. I det mindste regnede det ikke lige nu, som det havde gjort i løbet af natten; det Daphne glæde sig over! Dog, på trods af, at det var en trist dag, så var hun ej dårligt til mode. Nej, som altid var den lille hoppe glad og frisk på livet.

Spejlbilledet stirrede tilbage på hende, mens hun studerede det. Der var noget underligt over at se sig selv i vandet, mest og alt fordi det mindede hende om hvor meget hun havde ændret sig. Borte var den totalt uproportionerede krop og den dunede vinterpels. I stedet for et fjollet føl stod der nu en lille, velskabt hoppe. Forsigtigt puffede hun til overfladen, så bølgerne ødelagde billedet, og hun skulle til at trække sig bort, da hun pludseligt frøs på stedet. En sommerfugl flagrede foran hende og valgte af uransagelige årsager at flyve helt tæt på. Med et fnidret fnys trak hun sig tilbage.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Vinden strøg koldt henover den ellers grønne ø. Den askegrå havde lagt vej forbi Teylar, et sted hun ikke færdedes særligt ofte trods hendes knytning hertil. Hendes flok. Alligevel så kendte hun knap halvdelen af beboerne, var end ikke sikker på hvor mange af dem der egentlig var. Hendes nysgerrighed og ringe evne til at forblive i stilstand, til at holde sig på samme sted, gjorde at hun igen og igen søgte bort og efterlod flokken uudforsket.

Hun havde en sø i sigte, en lille af en af slagsen. Det var i håb om at finde en bestemt sjæl at hun nu befandt sig her, hun havde haft heldet med sig de sidste par gange, så hvorfor ikke nu. Den brogede Jiva måtte være et sted, men om hun holdt sig her eller om hun – ligesom hun selv – havde det med at søge andre steder hen, var hun faktisk ikke sikker på. Den askegrå mimrede let på sin følsomme mule og sagtnede farten, fra en smidig trav til en kvik trippen. Hun var tæt på nu. Lige pludselig fangede hendes ravgyldne øjne bevægelse ved søbredden, en skikkelse. Hvid og ikke synderligt høj. De bløde ører blev vippet fremad, ligeså hurtigt som hun havde opfanget bevægelsen, ligeså hurtigt var hendes nysgerrighed vakt.

211 words

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphnes kendskab til medlemmer i Teylar var begrænset, men sandsynligvis bedre end manges faktisk. Hun kendte alle ud fra deres udseende og havde, ved at spørge omkring, fundet ud af hvad de enkelte hed også. At hun ikke kendte dem bedre var udelukkende fordi Teylar var en underlig flok; der var som sådan medlemmer nok, men de interagerede ikke meget. Hvis hun havde været i stand til det, så ville hun have snakket med dem alle mange gange, men ak sådan var det ikke gået i den tid hun havde været her.

Et par trippende skridt mere og så kom hoppen til et holdt. Let rystede hun sit hoved, før hun slog øjnene op igen og grinte. Sommerfugle var finurlige! Hvor var den mon blevet af? Hastigt kiggede hun hist og her, ud over søen og i græsset foran hende, men fandt ingen sommerfugl. De måtte åbenbart også være hurtige, konstaterede hun, da hun mente, at hun havde set alle vegne. Hun var dog ikke alene, på trods af manglen på en sommerfugl, for i det øjeblik faldt hendes blik på en skikkelse hun genkendte: Ariel! En af de få, hun faktisk havde snakket med... kun en enkelt gang, men stadigvæk. Øjeblikkeligt spidsede hun ører, men for ikke fremad som havde det været Leo eller Seyé. I stedet stod hun stille, ventede et øjeblik og vrinskede så en stille hilsen; den sorte havde sagt, at det var høfligt at vente.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Synet overraskede hende. Det var ikke hendes brogede veninde, men fundet var alligevel ingen skuffelse. Det lignede nemlig en sjæl hun havde mødt før, netop i samme område, i Teylar. Hun nærmede sig med trippende skridt og ørerne rettet fremad, den lyse mule var højt hævet. Hun nærmede sig fra den anden side af den lille sø – og standsede endelig op ved søbredden, direkte over for den kridhvide skikkelse. Det kunne kun være hende, det utrolig lille føl hun havde mødt tidligere hvis navn hun ikke havde været så heldig at finde ud af. De gyldne øjne gnistrede, føllet var blevet en plag, en unghoppe. Endnu en del lavere en den askegrå, men hvor var det finurligt at finde hende igen, hoppeføllet med Leonoras fært på sig.

Hun blev stående et øjeblik sådan, med front og blikket rettet mod den hvide hoppe. Hun havde spidset ører ved hendes lyse hilsen, og gav hun selv lyd fra sig – et friskt og venligt hvin. Afventende, om den lille sjæl mon ønskede selskab.

170 words

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Mens den gråsorte hoppe nærmede sig forholdt Daphne sig fuldstændigt i ro, hvilket var lidt af en bedrift for hende. Hendes energi havde lagt sig i takt med, at hun var blevet ældre, bestemt, men hun kunne stadig boble og gå i udbrud når som helst, hvilket oftere end ikke var altid. Bare fordi kroppen stod stille betød det dog ikke, at sindet ikke blomstrede og dansede omkring, for et bredt smil var at finde om hendes mule, mens de blå øjne næsten lyste af liv. Den krøllede hale, som dog havde rettet sig mere eller mindre ud med alderen, slog et lille slag.

Ariel svarede hende med et friskt hvin, hvilket fik den lille hoppe til at spidse sine ører endnu mere. En lille lys brummen spillede hos hende, inden hun svarede med endnu et vrinsk og i samme sekund satte afsted i trav. Hendes skridt var, som altid, karakteritisk korte; hun kunne strække sine ben yderligere og få proportionelt almindelige skridt, men foretrak at lade være. Det gjorde dog ikke, at hendes fremfærd var langsom. Nej, hun bevægede sig overraskende hurtigt når man så på hendes ringe størrelse båd højde og skridt mæssigt.

"Hej Ariel!"

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lysbrogede unghoppe reagerede kvikt på hendes hilsen tilbage, snart kom hun dansende omkring søen med nok nogle af de hurtigste skridt, den askegrå havde været vidne til. Et mildt smil fandt snart vej til hendes lyse mund, muntert mens hun fulgte den energiske sjæl med sine ravfarvede øjne. Meget snart havde hun fået tilbagelagt afstanden imellem dem, og hilste med en karakteristisk lys stemme på hende – ved navn endda! Hun huskede altså ligeså deres møde.

Den askegrå så åbenlyst nysgerrigt på den lille hoppe og fik også flyttet på hovene, så hun med nogle få meter gik hende i møde. Hun var blevet en ganske køn skabning, det var hun også dengang huskede den askegrå, men nu med en næsten voksen bygning. Og denne gang kunne de ovenikøbet tale sammen!

”Du husker mig altså,”

Hun standsede snart sine skridt for anden gang, kun et kort stykke fra sit selskab. En lys latter undslap hendes stemmebånd, venligt og tydeligt glædeligt over sit fund – samt det faktum at hoppen huskede hende trods hendes tidlige alder ved deres første møde.

”Heldigt at vi skulle finde hinanden igen.”

187 words

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Faktisk huskede den lysbrogede hoppe ikke det store fra sit møde med den gråsorte. Hun havde et vagt minde af det, men ikke noget fast og huskede bestemt ikke et eneste ord, som der var blevet sagt. At hoppens navn var Ariel var heller ikke noget, som hun huskede; i fællesskab med den sorte havde hun blot fundet frem til, at Ariel måtte være den hoppe, som hun havde mødt på det tidspunkt. Det var ikke fordi de havde haft meget at gå efter og de kunne da også have fundet frem til den forkerte, men da der blev hilst tilbage blev det gjort klart, at det var det rigtige navn til den rigtige hoppe. Let, men energisk, nikkede hun dog da Ariel sagde, at hun kunne huske hende, for lidt var der jo tilbage.

Da Ariel lo, smilte Daphne blot mere, før tiltede sit hoved på skrå. Var det heldigt, at de havde fundet hinanden? Hun fandt ikke noget held ved at støde på andre, men det var nu også kun fordi hun ikke helt forstod ideen med held. Det virkede som en underlig, underlig ting for hende, men ikke desto mindre gav hun en "Mhmm"-lyd fra sig.

"Hvorfor er du her ikke så ofte?" lød spørgsmålet så. Det var ikke ment uhøfligt, trods det var meget direkte; Daphne var bare ikke den der formede sin ord forsigtigt og dækkede sine spørgsmål. Ville hun vide noget, så spurgte hun direkte.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Ariel slog kort med sin ravnsorte hale mens hun endnu stod stille, ligenu oversteg nysgerrigheden omkring den lyse unghoppe ellers hendes umættelige behov for bevægelse. Hun lagde mærke til hvordan færten af stjernehoppen stadig lod til at hænge hos hende, om end fjernt, men måske var det blot noget hun bildte sig ind. Hendes ører spidsedes yderligere da hoppen igen åbnede munden og ord kom ud, noget der stadig overraskede hende fra deres sidste møde, hvor hun havde været tavs og måske lidt mere forsigtig. Spørgsmålet hun stillede var ikke noget som hverken kom bag på hende eller fornærmede, det lå ikke til den grå da hun selv havde hang til at være ligefrem og stille måske uventede spørgsmål. Det lod til at den lyse sjæl holdt sig her, blandt flokkens medlemmer. Mon ikke hun kendte til ganske mange af dem? Hun sænkede mulen en anelse, så hun kom lidt mere på højde med den anden. Hun smilede endnu.

”Hvorfor? Jeg blev født ind i Teylar, men det falder mig unaturligt at blive det samme sted i længere tid ad gangen,”

Den askegrå tav et øjeblik mens hun betragtede den anden. De blå øjne huskede hun også, meget klare øjne. De var stadig lige fulde af liv.

”Jeg kender derfor ikke mange af flokkens medlemmer desværre. Du er en af de få. For du er vel en del af Teylar, eller er det her dine nære holder til?”

240 words

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne lyttede til hendes ord, men fandt dem ikke tilfredsstillende. Måske føltes det ikke naturligt for hende at blive i flokken hele tiden, men hun kunne jo bare gå omkring om dagen og så komme hjem om aftenen? Eller måske bruge et par dage ude, og så komme hjem igen? Andre blev jo glade for at se en; i hvert fald virkede det sådan, hver gang Daphne selv kom hjem. Den sorte smilte altid og tog imod hende med et kærtegn, mens hun generelt fik smil fra andre. Var det ikke det samme for Ariel? Smilede andre ikke til hende, når hun kom hjem? Daphne var ret sikker på, at hun gjorde det hver gang hun så nogen, men det var måske ikke helt nok.

"Ja, Teylar er mit hjem," svarede hun, inden hun tiltede sit hoved til den anden side. "Men du kan jo bare komme hjem til Teylar om natten eller efter et par dage, hvis du ikke vil være det samme sted i længere tid? Det giver jo ingen mening at høre til her, hvis man alligevel aldrig er her..." Der var noget bebrejdende i ordene, men det kom mest fra skuffelse. Barnlig skuffelse. Det gjorde Daphne trist, at der var mere end 10 i flokken, men man sjældent så mere end fem, som ofte var til stede. Hvorfor brød andre sig ikke om at være her? Om at blive et sammenhold ligesom man var i den sortes historier?

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det undrede hende stadig hvem unghoppens forældre mon var. Det kunne jo ikke være Leonora, den sorte stjernehoppe. Måske var de borte. Eller måske var de simpelthen den del af flokken, hun endnu ikke havde mødt. Hendes smil blev bredere og mere muntert da hoppen igen åbnede munden, hun var tydeligvis ikke tilfreds med den askegrås manglende anstrengelser for at holde sig til flokken. Det havde hun alligevel ikke regnet med, denne store interesse for flokmedlemmernes færden hos den unge dame. Ingen havde indtil nu været utilfredse med fremmødet i området, ikke dem hun havde talt med.. Men de var trodsalt også ganske få.

”Jeg hører måske heller ikke rigtig til, ikke som det er nu. Men Teylar er vidst en flok hvor de fleste kommer og går,”

Hun brummede lidt, i en lys tone der var lettere tankefuld. Det lød som om at unghoppen brugte det meste af sin tid her i flokkens område, på Leventera. Det mindede hende kort om Belial der havde været ganske utilfreds med alle andre steder end Foehn. Underligt. Hun kunne selv ikke komme frem alle steder hurtigt nok, selv da hun var ganske ung.

”Nu da min brogede veninde har sluttet sig til kommer jeg her lidt oftere. Her er dog ikke altid nogen at finde,”

Den følsomme hud på hendes mule mimrede let da en kølig vind strøg henover dem.

”Du må fortælle mig dit navn, lille lyse.”

239 words

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

At Teylar i Ariels øjne bare var et sted, hvor folk kom og gik som det passede dem betød ikke så meget for Daphne. Det var helt fint, at det var sådan; problemet var bare, at de gik for meget og kom for lod. Det viste sig hos den lyse som en lille skeptisk vrængen med mulen, før hun lyttede til de næste par ord. En broget veninde? Hvem af flokkens medlemmer kunne det være? Daphne kunne ikke komme på andre brogede hopper en Jivala, så det måtte vel være hende. Hun var endnu en af dem, Daphne ikke havde haft et møde med endnu, hvilket var lidt synd efter hendes mening, for hun var jo ikke meget ældre end Daphne selv havde hun hørt. Det ville egentligt være rart at kende nogen, der ikke var så meget ældre end hende; en hoppe vel og mærke. Seyé var heller ikke så meget ældre end hende, men han var en hingst.. og hendes bror... det var anderledes.

"Mit navn er Daphne," svarede hun og et nyt smil blomstrede om hendes mule. Det levede dog ikke længe, for hun vendte tilbage til den sortgrå hoppes første ord. "Hvordan kan man måske ikke hører til, men stadig hører til? Og hvis du har en veninde her, hvorfor så ikke være her med hende hele tiden?" Daphne kunne virkelig bare ikke forstå Ariel's argumenter, for der var da så meget, som talte for at være her oftere?

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hendes navn var altså Daphne. Det sagde ikke den askegrå noget, det var ikke et navn hun havde hørt nævnt tidligere, men nu var det også ganske længe siden hun havde mødt stjernehoppen. Og hun var vidst den eneste sjæl hun kunne koble sammen med den lille lyse, udelukkende baseret på en utydelig fært. Daphne var dog selv fuld af spørgsmål, den askegrå havde ikke kunne holde en kort, men venlig latter tilbage da hun så den lille hoppes reaktion på hendes ord. Det nagede hende virkelig hvordan ikke alle holdt sig her, bundet til flokken, en rigtig del af fællesskabet. Blot tanken om at der mon rent faktisk var et fællesskab i Teylar kom dog bag på den grå. Det havde altid virket tomt når hun endelig havde lagt sin vej forbi her, hendes fødeø.

”Jeg forstår din utilfredshed, Daphne, hvis der virkelig er et fællesskab at komme efter her. Min færden omkring har taget mere end min tilknytning til denne flok, kan jeg sige dig, men alligevel er det den vej jeg foretrækker at gå,”

Ariel rystede kort sin lange, ravnsorte pandelok på plads mellem de ravfarvede øjne, inden hun igen så på den lille lyse sjæl. At hun ikke ofte besøgte Teylar var som sådan ikke rigtig bevidst. Det var hendes evige behov for bevægelse, for at opleve alt hvad der overhovedet var at se, som igen og igen trak hende videre.

”De andre øer kalder på mig i lige så høj grad som Leventera gør. Bliver jeg her altid, ville jeg kun sjældent møde nye sjæle. Du er måske ikke nysgerrig på resten af landet?”

271 words

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hoppens ord tilfredsstillede stadig ikke Daphne. De ting hun sagde, passede ikke med den opfattelse den lyse hoppe havde af tingene og det gik generelt bare ikke op for hende når man så på det hele. Tingene var ikke lig hinanden. Hvorfor blev Ariel her ikke bare og hjalp med at lave et sammenhold? Hvorfor gik hun sin vej og blev væk i lang tid frem for at blive her og hjælpe med at gøre det hele tættere og større? Hvor var meningen i det hun gjorde? Daphne kunne bare ikke se det, men det kunne selvfølgeligt også skyldes, at flokken var alt hun kendte. Hun havde aldrig berørt strejferlivet som Ariel havde, på trods af, at hun i teorien var gammel nok til at gøre det.

"Jeg har da mødt massere af nye-" Pludseligt holdt den lille hoppe inde, før hendes blik ændrede sig fra lidt stædigt til undret og nysgerrigt. Og så slog hun ellers helt væk fra det hun før havde talt om og fokuserede i stedet på det ene ord, hoppen havde sagt, som hun ikke forstod: "Hvad er sjæle?" Den sorte Leonora havde altid opmuntret hende til at stille spørgsmål, så hvis hun fik et pludseligt, så stillede hun det frem for at vente. Det var egentligt lidt uhøfligt, da det betød at hun svingede samtalen i en helt ny retning, men igen gjorde den lyse plag det ikke for at være uhøflig; hun gjorde det, fordi det tilfældigvis var sådan hun var.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den askegrå betragtede et stykke tid den lille, unge dame med den, så det i hvert fald ud til, utroligt bløde pels. Hun stod og vendte den samtale de havde haft indtil nu i tankerne. For der var faktisk flere pointer ved den unge dames skepsis, og det var også overvejelser hun havde gjort på egen hånd. Om Teylar, om fællesskabet og hendes egen deltagelse. Hun havde i stedet lige fra starten ønsket total frihed, at være ubundet af både familie og flok.. Ikke at det var et ønske som konkret havde samlet sig i hendes sind, det var ubevidst. Men som hun blev ældre forstod hun bedre sig selv, sit eget sind og det land hun levede og åndede i og for. Jivala var i Teylar nu… Det var mere end grund nok til at blive en aktiv tilstedeværende, til at finde ud af mere om det fællesskab hun var blevet født ind i, men kun ganske få gange havde opsøgt.

”Ved du hvad Daphne,”

Begyndte hun, på trods af at den unge dame lige havde stillet hende et ellers udmærket spørgsmål. Hun så sin egen nysgerrighed i den elegante skabning, sin egen direkte facon hun havde opsøgt fuldstændig fremmede med som ganske lille. Men det var også tydelig at den lille hoppe var en spøjs en af slagsen. Interessant.

”Måske ér det på tide at samle op på det fællesskab, du mener der er her. Kan du give mig navnene på dem, du har mødt af flokken?”

Hun lagde sit lyse ansigt på skrå et øjeblik. Den grå måtte finde ud af hvem de andre var. Jiva, Daphne, Leonora, Brêgo havde hun hørt om… Der var flere, det vidste hun. Ava?

”Sjælen er det der er indeni os, det der gør os til dem vi er.”

Der kunne sættes mange ord på hvad sjælen egentlig var, og hvorvidt man mente at alle skabninger havde en.. Det var vidst op til hvert individ at vurdere. For den grå var der ingen tvivl.

336 words

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Pludseligt var Daphne ikke den eneste der ændrede samtalens retning, for ud af det blå ændrede Ariel tilsyneladende holdning. Hun ville samle fællesskabet. Sådan da i hvert fald. Det gjorde Daphne glad, hvis ikke en smule tilfreds; se hun havde ret! Et smil fandt vej til hendes mule igen, inden hun koncentrerede sig om det, som Ariel havde bedt om: navnene på dem hun havde mødt. Hun havde ikke mødt dem alle, men en god portion havde hun og dem hun ikke havde kunne hun i hvert fald navnet og udseendet på. Den sorte mente, at det var vigtigt, at hun vidste hvem der hørte til og hvem der ikke gjorde.

"Uhhm..." Den lille hoppe så tænkende frem for sig et øjeblik før hun vendte blikket op mod Ariel igen. "Jeg har mødt Mor, Seyé - han er min storebror! - Illana, Brêgo, Jivala og Euphoria." Der faldt stilhed over hende og hun virkede færdig med at opremse, men åbnede så pludseligt munden og sagde et par stykker mere: "Men jeg ved der er flere; min mor siger de hedder Matthew, Djange, Titan, Mindraper og Nymphadora."

At sjælen skulle være noget indeni dem virkede underligt. Der var da ikke andet i hende end græs og luft; gjorde en af de ting hende til den hun var? Kunne det betyde, at hvis hun spiste noget andet, så ændrede hun sig?! Det virkede underligt og umuligt, for hun havde spist mange ting og følte sig sikker på, at de ikke havde ændret hvem hun var...

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ