Stranger danger | Ariel

Regnen faldt ganske blidt, vinden løftede sig knap nok og  lyden af blade, der bevægede sig, var svag og sjælden. Alt syntes at ånde fred. Den sorte hoppe med de hvide aftegn bevægede sig forsigtigt gennem de fremmede stammer. Hendes krop var udmattet, men søvn var noget hun ikke kunne risikere, ikke her.. Ikke i en verden hun ikke kendte. Hun havde kendt til alle flugtvejene, de hårdeste opstigninger, de bedste strækninger, selvom hun var ude af stand til at tage en rationel beslutning i hendes panik styret tilstand, så ville hendes underbevidsthed huske hendes ben på hvor hun skulle hen for at nå sikkerhed.. Der var ikke sikker her. Hun kunne mørke den gnavende fornemmelse af at blive overvåget af tusinde øjne, det samme som i utallige af hendes mareridt, der sugede hendes energi og gjorde det mere eller mindre umuligt for hendes dødelige legeme at kæmpe imod søvnen og hendes forfølgere. De var stærke her. Hun så hvorfor hun var her, hvorfor hendes kæreste hersker havde sendt hende her til, hun var nødvendig for dette land. Om dets indbyggere så vidste det eller ej, de havde brug for at blive hjulpet mod lyset og bedre dage. Ligesom hun hjalp hendes tidligere flok gennem krige og utallige problemer, ligeså ville hun føre disse heste ud af mørket og til lyset, hvor de ville være i sikkerhed for Underverdenens dæmoner og skæve kreationer.

Hoppen stoppede op og hendes klare, lyseblå øjne tog ind landskabet foran hende. En lysning, der duftede af den specielle lugt der kom fra græsset, når det regnede. Hun havde levet det meste af sit liv i bjergene, så hun havde elsket at drage til bunden for at tanke op på det næreringsrige græs, der voksede for foden af bjerget, især når det regnede syntes det at smage tusinde gange bedre. Et let smil trak op i hendes mundvige og de to forskellige farvede øre vippede kort, inden hun vovende gik et par skridt frem. Var det sikkert at bevæge sig frem fra træernes dække? Åbent tærren var det samme som at male et bullseye på sig selv, enhver kunne ramme en, fra luften eller jorden.. De opmærksomme, tunge øjne skannede området en sidste gang, inden hun så sig tilbage og konstaterede at hun var alene. Den gnavende fornemmelse af øjnene på hende var sunket tilbage og hun gik et par hurtige skridt ud i det våde græs og mærkede regnen mod sin pels langt tydeligere end før, hvor træerne dækkede hende. Hun var allerede tilbage for foden af bjerget, inden hun stak mulen ned i græsset og begyndte at græsse. Hun nød hvert et strå  og lod freden sprede sig forsigtigt i hendes indre ved den velkendte følelse af hendes gamle hjem. 

Det var efterhånden længe siden den askegrå havde søgt til den mindste af øerne, det skovdækkede Chibale hvor grantræerne fyldte luften med en kraftig duft af harpiks. Hvorfor vidste hun egentlig ikke. Det var blot ikke faldet hende ind, og den grå rejste hovedsagelig på ren fornemmelse, hvor hun satte kursen hen kom kun an på hendes indre. Medmindre hun søgte en helt bestemt sjæl, og det var næppe tilfældet denne gang. Faktisk forventede hun slet ikke at støde på nogen, ikke på denne ø. Hun havde godt nok stødt på mange finurlige sjæle her.. Armonia, hoppen med blomster i manen.. Hazihel, den mindste hingst hun endnu havde mødt, da hun var noget mindre end hun var nu.. Men det var mere en ø af stilhed end en ø af liv. Den tætte skov gjorde at man nemt far vild, og sjældent kunne opspore andre forvildede sjæle.

Men trods al den tid der var gået siden sidste gensyn med øen, så huskede hun stadig alle stierne hun plejede at følge ganske godt. Hun kunne stadig finde rundt, det var næsten ærgerligt. Der var ikke noget mere spændende end at fare fuldstændig vildt og tabe al fornemmelse af retning – at blive væk dybt inde i skoven. Et muntert smil spillede om hendes lyse mule ved tanken om de gange hun var faret vild her, inden hun efterhånden havde lært sig at finde rundt i det ellers meget ensformige terræn.

Hun nærmede sig en lysning, en ud af mange, denne var egentlig ikke noget særligt. Alligevel havde noget fanget hendes opmærksomhed, hendes ravgyldne blik havde spejdet noget, der bestemt lignede bevægelse. Måske tog hun fejl, måske var udsprang det af hendes fantasi, men der syntes også at ligge en fremmed fært i luften. Underligt.

292 words

Hun stod fortabt i følelsen af velkendthed og var helt tabt. Det hun hørte var lyden af vinden mellem bjergene, lyden af de andre heste og den truende fornemmelse af at blive overvåget af den store, kraftige hest, der skulle sørge for ingen fik gode ideer og stak af. Dog var denne oftest ret tungnem og let at rende om hjørnerne med, hvis man havde lidt mere mellem ørene. Den krøllede, tofarvede hale slog kort bag hende, inden en fremmed lyd rev hende ud af hendes lille vågne drøm. Hendes hoved blev revet op med et sæt og de blå øjne blev straks fyldt med en svag panik, men faldt til ro, da de fangede fuglen, der var fløjet op fra et træ. 
Hun slappede af igen og sænkede hovedet ned til græsset, dog var hendes øre konstant på jagt efter lyde, der kunne tyde på at hun skulle til at bevæge sig et andet sted hen, hvis hun ville holde sig i live og sjælen ren. Hun ville ofre sig selv før hun ville lade Mørket røre hendes rene livskraft, hun ville aldrig blive en af de engle der vendte sig imod sine søstre og brødre, hun havde en følelse af, at hun vidste intet godt ville komme til dem der vendte ryggen til deres hersker, men hvor fra hun havde denne viden vidste hun ikke helt. Intet var klart for hende, alt var en smule tåget. 
De blå øjne var opmærksomme og holdt øje med alt foran hende, dog kunne hun ikke nægte, at følelsen af at blive overvåget var tilbage, øjne var på hende, men hvor fra de var vidste hun ikke, hun kunne genkende hendes forfølgere, men hun kunne ikke genkende disse. Hun måtte have fået nole nye, nogle stærkere. 

Luften var ellers tyk af en tung regn der faldt langsomt. Hun var knap nok våd da hun havde brugt de sidste timer mellem de tætstående træer, men nogle dråber slap da alligevel igennem og landede på hendes slanke skikkelse. Den askegrå faldt egentlig udmærket i med skyggerne, ikke at hun som sådan forsøgte. Farven gjorde hende blot mindre synlig når lys var fraværende eller svagt, ud over hendes hvide aftegn naturligvis, og hendes øjne som lod til at kunne skinne igennem og nærmest oplyse ethvert mørke blot med den livsgnist som stod i flammer i dem. De hvilede endnu i retningen af den lysning hun vidste var forude, hun var ganske tæt på nu.

Der var rigtig nok en mærkværdig fært i luften. Fremmed, hun genkendte den ikke. Den bar også præg af fremmed land, af noget helt anerledes end det man fandt i Andromeda. Det var meget at antage ud fra en enkelt fært, men den askegrå var en nysgerrig sjæl der samtidig havde mødt mange fremmede. Trods luftens fugtighed slap denne fært igennem, den stod hende tydeligere og tydeligere, og nu tyndede træerne efterhånden brat ud. Hun bevægede sig ikke så hastigt som hun plejede, men derimod i en dansende skridt, mere rolig end hun normalt tog sig ud.

Inden træerne helt hørte op, standsede hun. Der var ganske rigtig nogen derude, en anden sjæl. Det var meget forbavsende, hun befandt sig dybt inde på øen og havde som nævnt ikke regnet med selskab. Hvis det altså var selskab, hendes egen nysgerrighed spirrede, men det var ikke til at sige hvad den anden ville mene om hendes tilstedeværelse. Skikkelsen var sorthvid og så elegant ud herfra, men mange detaljer kunne hun ikke se. Det var blot tydeligt at hun ikke var blevet lagt mærke til endnu. Så den askegrå gav en mild brummen fra sig.

308 words

Den to farvet hoppe stod en god rum tid og var på vagt, indtil lyden af en anden hest meldte sig. Lyden af den fremmedes brum fik hendes hoved til at blive rykket op, ørene frem og de blå øjne scannede området hurtigt et par gange for at finde vedkommende, men uden held. Hun vendte hovedet og så da et sæt gullige øjne, der nærmest brændte. Alt syntes mørker om den fremmede skabning. Om det blot var hendes hjerne der kørte på overdrive og skreg fare hver gang hun mødte fremmede eller om skyggerne rent faktisk fulgte den fremmede vidste hun ikke. Hun vidste bare at mørket var dårligt for hende, det var det der bød hende velkommen i søvnen og om natten.  Hun stod uden et sikkerheds sted, et hjem, så alt var en trussel på dens egen måde. En let hvislen meldte sig i hendes ene øre. Hjertet hoppede to slag over og fortsatte da så ellers med at kravle helt op i halsen på hende. Hun vendte sig mod den fremmede, så hun ikke kun stod med hovedet vendt mod denne. Hun vippede det ene øre bagud mod den advarende vislen, men holdt blikket låst på den fremmede. Klar til at følge sit flugt instinkt, hvis situationen skulle kræve det. 

Hvem end den anden var, så kunne Temperance ikke helt beslutte sig om denne var en trussel, for intet ved dennes kropsprog bød hende at flygte, men hendes krop var så vant til at sætte i galop væk fra alt der bevægede sig eller så på hende, at det var ved at være første respons på synet af fremmede. Hun nød ellers andres selskab, men hun var vokset op med de fleste, så hun var helt på bar bund hvordan man bar sig ad socialt hos heste hun ikke kendte på forhånd. Hendes version af et venskab var dog også en smule fordrejet, for hun havde haft få venner, deres venskaber bestod primært af at den ene bjæffede ordre til hende, som hun fuldførte uden spørgsmål. Det eneste der mindede om et normalt venskab var det hun havde haft med hendes vejleder Darys, men hun havde ikke været andet end et medium, der skulle kontakte ånderne, så han selv blev fri for det, da det ikke var sikkert, at man vendte tilbage. 

Hun lod de blå øjne blinke kort og lod en fnys slippe løs fra hendes let udspilet næsebor i et forsøg på at lette trykket i hendes sind. Hun besluttede sig for at blive. Blive lige ind til den fremmede viste sig at være en trussel. Det kunne jo være vedkommende var på flugt fra mørket.. Hun ville hjælpe enhver på vej væk fra mørket. Det ækle mørke hun selv ikke kunne slippe af med.. 

Den askegrå stod sjældent stille i længere tid ad gangen. Heller ikke nu. Der gik dog et øjeblik som syntes utroligt langt, idet den fremmede skikkelse blev opmærksom på hendes tilstedeværelse og snart fik øje på hende. Det var en hoppe. Der var ingen tvivl når man dømte ud fra den andens bygning og færten, der nu var endnu tydeligere end før. En ganske smuk hoppe så det ud til herfra hvor hun stod. Hun indså at hun selv endnu stod i skyggerne af træerne, hun var ikke trådt helt ud i lysningen og måtte nærmest se ud til at skjule sig. Det var sådanset ikke tilfældet, af uransaglige grunde havde hun dog denne gang ikke haft lyst til at søge den fremmede direkte. Måske fordi den befandt sig her, alene, et sted hvor ellers ingen kom.

Øjeblikket passerede hvor hun blot fulgte den andens bevægelser og reaktion, overraskende nok så den sorthvide hoppe noget nervøs ud selv fra denne afstand. Det fik den askegrå til at vippe et øre og overveje kort, men inderst inde havde hun allerede bestemt sig – hun flyttede på sine lyse hove og trådte ud i lysningen, med skridt så flydende at hun nærmest ikke så ud til at bevæge sig overhovedet. Hun havde sænket mulen en anelse, både på grund af alle grenene som hun før havde været omgivet af, men nu også på grund af denne fremmede. Nysgerrighed spillede i hendes eget blik bag de lange, ravnsorte lokker af man.

Hendes ellers energiske væsen var usædvanligt fredsommeligt, hun havde trodsalt brugt de sidste timer i et terræn hvor man kun langsomt og besværligt kom frem. Men det havde bestemt ikke ødelagt hendes humør, et smil bølgede snart frem på den lyse mund mens hun endnu betragtede hoppen. Smuk, jo. Og med blå øjne, øjne som en himmel uden skyer. Men de var intense på en måde som hun ikke havde været vidne til før.

”… Jeg ser at du har fundet det bedste græs på øen.”

Hendes lyse stemme fløj lidt efter gennem lysningen og gennem den sukkende regn, lige præcis hørlig for den anden. Der var nogle meter mellem dem, igen var hun standset op grundet hoppens blik og udtryk. Hun havde alligevel set noget som mindede om det, hos andre nervøse sjæle hun havde mødt på sin vej. Men der var nu noget særligt ved denne hoppes, noget hun ikke forstod. Det hindrede dog ikke hendes egen ligefremme væsen i at tale, og sige de ord som først faldt hende ind. Hendes stemme var som altid mild.

427 words

Den fremmede sorte var uden køn og uden fært for hende. Temperance holdt på sit vejr, der kun hjalp trykket til at stige i hendes indre. Hjertet slog tungere og tungere for hvert slag. Da den fremmede skabning begyndte at bevæge sig ud i den lille lysning, da syntes skyggerne kort at følge hende, som om de klæbede til hende. Bevægelsen fra den fremmede havde ikke været forventet hos den sorte og hvide hoppe, hvilket resulterede i at hun lavede et lille rejehop til siden. Bevægelsen fik løsenet op i hendes muskler og havde nok også været nødvendigt, hvis hun ikke skulle stå som en forstenet statue i længere tid. Hun trak vejret normalt igen og trykket forsvandt mere eller mindre. De intense blå øjne skyndte sig at finde den fremmede igen og.. Og.. Hun rettede sig op og vippede de to farvede øre frem mod denne. Færten af den fremmede slog hende i ansigtet gennem regnen, en hoppe og en helt normal hest, som de hun var vokset op med.. Hun kunne havde åndet lettet op, hvis hun ikke lige havde givet slip på al hendes luft. Følelsen af de tusinde øjne var faldet tilbage og var nu kun i det bagerste af hendes hoved, lige der hvor nakken blev forbundet til hovedet. 

Den fremmede hoppes stemme var ganske mild og hun løftede tøvende det ene ben, som hun overvejede om det var her man gik tættere på ens selskab. Hendes hjerte slog en anelse hurtigere end normalt, men om det var på grund af nervøsitet over for den fremmede situation eller manglen på ilt der havde været for nogle øjeblikke siden. Hun vippede det ene øre bagud for at lytte efter eventuelle fare, der skulle komme udenfor hendes synsvinkel. Hun havde ingen viden om dette græs, om det var godt eller dårligt, for hende var det græs. Et produkt af jorden der var med til at holde hende i live. De fremmede øjne synets at være lig flydende rav eller størknet harpiks, de var nærmest i live på dere egen måde. Hun så ganske venlig ud, selvom det ikke betød så meget for Temperance, da hun som sagt ikke havde haft et venskab der bestod af venlighed. 
Hun var på bar grund, men siden den fremmede havde smilet til hende, så var det vel kun høfligt at smile tilbage? Hun prøvede sig med det og påkaldte et forsigtigt smil på hendes mule, inden hun tog mod til at svare den anden, da stilheden var ved at nærme sig akavet og trykkende.  

"Det ved jeg ikke... " 

Hendes stemme var lys, en anelse skinger af nervøsitet, -burde hun vide at dette var det bedste græs? - Det fremad rettede øre blev vendt til siden og de blå øjne flygtede fra den fremmedes, livlige, klumper af flydende harpiks. Hendes tanker hoppede og snublede over hinanden i hendes hoved, som hun forsøgte at finde en bedre respons, som om hun kunne redde det hele og spole tilbage, med en bedre respons end ' det ved jeg ikke'.

"Er det da det?" 

Denne gang var den faldet tilbage i sit normale lyse toneleje og bar en gnist af nysgerrighed, for hun anede intet om dette land, ud over at det havde brug for hende, hvis det skulle overleve mørkets indvadering. 

Det så ud til at være en yderst speciel sjæl hun stod over for. Hoppen var tydeligt nervøs, nærmest.. panisk? Holdt hun vejret? Den askegrå virrede svagt på sine lyse, følsomme næseborer mens hun ikke flyttede de gyldne øjne fra den fremmede et øjeblik. Det var næsten som om hun frygtede at skikkelsen skulle forsvinde hvert øjeblik det skulle være, simpelthen fordufte. Så underligt fejlplaceret så hun ud i den lille lysning, der egentlig ikke var meget lysere end skoven havde været på grund af de mørke skyer som dækkede både himmel og sol.

Den sorthvide hoppe forsvandt dog ikke. Ariel tog endnu nogle skridt frem, dansende, forsigtigt, men ikke fordi hun selv frygtede for den andens selskab. Frygt lod ikke til at eksistere i hende, hun var aldrig blevet grebet af den følelse som den fremmede hoppe nu lod til at stå med, at fyldes af. Nej, hun var totalt forladt for angst og nervøsitet, og havde derfor svært ved at sætte sig i den andens sted. Det var kun hendes nysgerrighed og dybtfølte empati over for alle, hun mødte, der gjorde at hun idet mindste forsøgte. Hoppen havde nok ikke været her i landet længe, hun så ganske omtumlet ud selvom hendes skikkelse havde virket fredelig på afstand – inden hun havde opdaget den grås eksistens.

Der gik et langt øjeblik før hoppen endelig åbnede munden og afslørede sin stemme, en den grå ikke ville glemme lige foreløbig. Et smil havde da også tegnet sig over den fremmede hoppes læber, det glædede hende. Hun var altså ikke afvisende over for hendes tilstedeværelse, over for muligheden for selskab. Måske ville deres møde kun vare et øjeblik, den askegrå stod endnu med følelsen af at den sorthvide skønhed kunne forsvinde for øjnene af hende. Hun mærkede sit eget smil blive bredere, varmere, det faldt hende helt naturligt trods hoppens første reaktion, og hun spidsede ørerne mens hun lyttede i tavshed.

”Det er det bestemt, men jeg har aldrig oplevet at møde andre sjæle så dybt inde i skoven,”

Den askegrå nikkede kort til svar lige inden hun talte, hun lagde mærke til hvordan hoppens udtryk langsomt skiftede. Måske ville hun alligevel være så heldig at få hendes navn. Hendes lyse ansigt blev lagt en anelse på skrå, nysgerrigt betragtende den anden derfra hvor hun stod.

”Man farer let vild herinde.”

391 words

De blå øjne bevægede sig ikke fra den fremmede grå. Hun stolte langt fra på den fremmede gråsorte hoppe, selvom hun bar det mest venlige smil, hun nok nogensinde havde fået foræret af en fremmed hest. Den tofarvede hale slog kort bag hende, inden hun lagde det fine hoved let på skrå. Ville den fremmede hoppe have hendes plads i den lille lysning på grund af det gode græs? Hun skulle skam nok flytte sig, hvis det var det der var tilfældet, hun kunne gå uden mad eller spise barken af træerne, når hun blev sulten nok.. Hun var vant til at bøje sig for de dødelige heste, hun bevægede sig omkring, hun vidste de ikke ville ville kunne genopstå et andet sted i verden, ligesom hun gjorde for mindre end et par dage siden. Hun havde taget de sorte skygger med sig hertil, dog håbede hun at rejsen ville have sendt dem tilbage til deres hul eller i hvert fald drænet dem sådan af energi, at de ingen ville kunne gøre fortræd. 
Hendes ord fik hende til at tænke over hvorvidt det var godt eller dårligt, at hun mødte denne hoppe her så. Forsøgte hun, at fortælle hende, at hun nok burde vende ryggen til hende og løbe den modsatte vej, altså den vej hun kom fra. Hun havde ikke spist i langtid, så hun ville hjertens gerne blive her og spise indtil hun følte hun kunne fortsætte endnu en god stund. Hun valgte ikke at svare på hoppens første ord, da hun var usikker på meningen bag dem og lod blot de opmærksomme øjne hvile på hende. 
Hun havde intet at vende tilbage til eller noget hun skulle nå, så da hun blev informeret, at der var en stor chance for at fare vild herinde, da tog hun det ikke så tungt.

"Jeg skal intet nå.." 
Hendes stemme var en smule tøvende, blid som en sommerdag, men forsigtig. Hun drejede let med det ene øre for, at scanne området for eventuelle frememde lyde, men fandt intet ud over det sædvanlige og det hjalp kun med til at få hendes krop til at falde ned igen. Hendes hjerte var ved at slå ved en normal rytme igen, men hun var stadig klar til at flygte, når det skulle være. 

Den askegrå løftede sin lyse mule en tak mere da den fremmede hoppe igen talte. Det særegne ved hende fik den grås nysgerrighed til at blusse, nærmest som en indre flamme, og det var da også tydeligt at se på hendes udtryk hvor interesseret hun var i hoppens selskab. Om den brogede ligeså ønskede hendes, det forekom hende stadig lidt utydeligt. Men hun var ikke gået endnu, hun stod her stadig og svarede da, på den grås ord. Svaret udløste et mildt, men også muntert smil på hendes hvide mund. Hun havde som sådan ikke haft nogen videre hensigt med sine ord, det var blot fakta at ikke mange vovede sig herind, et udtryk af hendes tanker som ofte havde det med at blive til ord i hendes mund. Fakta som kunne sætte en samtale i gang. For det var måske netop hensigten, at få hoppen i tale.

”Så er vi i samme båd. Jeg er Ariel.”

Hun strakte sin slanke, mørkegrå hals en anelse mens hun stadig holdt sit gyldne blik ved den brogede med de blå øjne. Ikke at hun kunne nå, ikke på denne afstand.

189 words

♣ ANGELS ARE FALLING ♣ RUN DEVILS RUN ♣ ANGELS ARE FALLING ♣ RUN DEVILS RUN ♣ Tag: Ariel STRANGER DANGER ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ Temperance lod hovedet glide let på sned, som den fremmede talte igen. Hendes sind begyndte at slappe en smule af. Eller.. Hendes sind var aldrig helt i ro, det bevægede sig altid, altid klar til at  sætte hele den brogede lille krop i bevægelse og væk fra alt der kunne betyde en fare for hende.  Det kunne være alt fra en imaginær fare til en fysisk, virkelig fare, som en ulv eller løve for den sags skyld. Hun lod kort de to forskellige farvede øre rotere rundt efter lydene omkring dem.. Intet. Stilhed. Fugle var alt der kunne høres, men selvom det hjalp mange med at falde til ro, så gjorde lydene af fuglenes sang ikke andet end at hjælpe til at den brogede hoppe fik lyst til at trippe på stedet, afventende deres dom. Ville de lade hende alene eller ville de angribe og gøre nar af hende, forhun var ej længere en del af dem. Hun havde mistet sine vinger, mistet alt udover minderne om de guddommelige landskaber og hendes søstre og brødre. Hun missede kort med de klare, blå øjne, så de igen fokuserede på den grålige hoppe foran hende.  "Ariel.. Det lyder bekendt.. "  Hun havde ej haft en ven ved dette navn, men alligevel lå det godt i munden og mindede hende måske om hendes eneste ven, den hest hun havde haft mest kontakt med inden hendes transportation til dette sted. Der gik lidt længere tid end et øjeblik, inden det faldt hende ind at svare denne Ariel med hendes eget navn. Om dette ville interessere hende havde hun ej den fjerneste anelse om.. "Jeg er Temperance"  Hendes hale slog kort bag hende, inden hendes blå øjne flakkede rundt, inden de vente tilbage til den grålige sorte hoppe. Hoppens øjne måtte se utroligt smukke ud, når solen spillede i farverne i dem.

Et nyt smil spillede om hendes lyse mund da lyden af den brogede hoppes stemme igen brød stilheden. På Chibale var der generelt ikke mange lyde at lade sig forstyrre af. Det var en tavs ø, selvom liv skam var at finde i den tætte skov. Det var hoppen med de blå øjne foran hende et glimrende eksempel på. Det overraskede hende at hendes navn lød bekendt for den særprægede sjæl. Den askegrå havde allerede en spirende idé om, at hoppen ikke havde befundet sig forfærdeligt længe i Andromeda. Hvad der egentlig var at sætte en finger på, når det kom til den slags forudsigelser, som hun af ren nysgerrighed gjorde sig, var ikke helt til at sætte ord på. Det var noget med bevægelserne, talen og glimtet i øjnene hos dem, som havde færdedes i dette hemmelighedernes land i måneder eller år.

”Du er fra en anden verden, er du ikke? En af dem som kom hertil med et lys.”

Den grå lagde ligesom sit selskab sit fintformede hoved en anelse på skrå efter sine ord. Nysgerrigheden var tydelig at aflæse i de ravfarvede øjne. Hun havde hørt flere historier om oplevelsen af at blive suget hertil, fløjet hertil, kastet hertil.. Alle hun havde talt med havde oplevet det på forskellig vis. Men ingen kunne virkelig forklare hvad som var sket, og Ariel selv havde aldrig prøvet det, hun kunne kun lytte til de som var blevet bragt hertil af en uforklarlig kraft.

245 words

             MY WINGS ARE BROKEN AND I AM HOMESICK..

TAGG: Ariel 


Hoppen betragtede kort den anden, da hun nævnte et lys. Så der var andre, der var kommet hertil for at hjælpe mod skyggerne? Hun stirrede frem for sig et kort øjeblik, tabt i tanker , der tog hende tilbage til  den jagt, der havde jagtet hende ud over afsatsen. Hun huskede vinden mod sin krop og savnede sådan at vende tilbage til sine brødre og søstre.. Dog.. Var andre bragt her til af Herren? Reddede han de sjæle, der fortjente det og sendte dem her? Hun slog let med halen. Det ville give fin mening, for dette var Eden, det sted Herren havde skabt til dem. Hun virrede let med hovedet, inden hun svarede den fremmede Ariel. 

"Nej.. Herren bragte mig her til.. " 
Stemmen var lav, men stærk. Hun så sig kort om, som for at tjekke, at der ikke lurede nogen i skyggerne, som kunne høre hvad hun sagde. Det ville være slemt, hvis hun endte med at afsløre sin mission for de væmmelige skygger. Opmærksomheden blev igen vendt mod den grålige hoppe, som nu blev betragtet med et alvorligt blik. Der var stadig en følelse i den brogede, af at der var et eller andet galt... 
"Jeg bragte skyggerne med.. skyggerne.. Mørket.. Dæmonerne.. " 
Som hun talte blec hendes stemme næsten uhørlig til sidst og hun hviskede hurtigt, så hurtigt, at pauserne næsten ikke var eksisterende. Hovedet faldt også  en smule og de blå øjne kørte rundt i hovedet på hende, som om hun forsøgte at finde hoved og hale i et eller andet.. Med et sæt rev hun hovedet op og kiggede på den grålige hoppe. 
"Areil.. De er her.. Men, men.. "
Stadig en hvisken. Hun slog øjnene ned og sænkede hovedet en smule. Græsset var så grønt. 
"Herren vil lede mig.. Herren passer på os.. "
Hun genvandt lidt styrke i stemme til sidst og hviskede ej  længere. 

[/font][/div]