Post by Deleted on Jun 1, 2015 22:27:54 GMT 1
Persephone
x x x
| Where: Enophis | Who: Ivory & Solani | Listen to:
Scared to the Bone
Det havde været direkte forfærdeligt. En modbydelig oplevelse, der desværre havde fået sat et kraftigt indtryk på det hoppeføl, der i den episke katastrofe nu var kendt og husket af mange. Hun havde bragt bekymring, styrke og panik hos heste hun ikke kendte, som hun ikke havde set før og nok først ville se, hvis chancen blev stor nok. For Persephone, datter til Solani havde ligget sammenkrøllet i hendes livs helvede, halvbegravet i masser af kampesten, som verden blot faldt sammen omkring hende. Det er en underdrivelse at sige, at hun så for meget. For hvad hun troede hun så havde været der, og så alligevel ikke. Af så ung en alder og så at skulle opleve sådan en form for chok, trance-smittet panik var bestemt ikke sundt, og at hun så overlevede det. Ingen tvivl om, at det ville give hende en blakket sjæl. Hendes tilstand havde været stum og tom af ren frygt efter at være blevet reddet, og hun var vaklende blevet ledt i sikkerhed, ned fra de modbydelige bjerge, med hjertet i halsen og en lektion hun aldrig ville glemme.
Godt nok var hun sluppet derfra med mindre skader ved mankekammen, hvor den brogede hingst havde samlet sin kæber om hende, for at løfte hende op. Der havde været let blødende hudafskrabninger på hendes side, men mest af alt stod manglen på man og pels ved hendes hals, der hvor han havde bidt. Persephone var ikke længere glædesfyldt og energisk, men havde siden den dag været stille. Forsigtig havde hun båret sig ad, men uden at forlade sin moders side i mere end fem minutter ad gangen i frygt for at noget lignende skulle ske. Måske var hun ved at blive en pine for Solani men det kære hoppeføl vidste ikke bedre. Nu var sommeren langsomt begyndt at indtage landet, og hoppen og hoppeføllet befandt sig ved skovgrænsen, i læ for den let kølige vind. Solani græssede, og Persephone havde stablet sig selv på benene, efter at være vågnet af en forstyrret søvn.
Et gab forlod hoppeføllets mule, der over ugernes løb var vokset en anelse, imens de gyldne øjne stirrede tomt ud over engen, som kæmmede hun det for farer. Det var vel et nødvendigt instinkt, men det var kun begyndelsen af de mén hun ville få fra ulykken.
Godt nok var hun sluppet derfra med mindre skader ved mankekammen, hvor den brogede hingst havde samlet sin kæber om hende, for at løfte hende op. Der havde været let blødende hudafskrabninger på hendes side, men mest af alt stod manglen på man og pels ved hendes hals, der hvor han havde bidt. Persephone var ikke længere glædesfyldt og energisk, men havde siden den dag været stille. Forsigtig havde hun båret sig ad, men uden at forlade sin moders side i mere end fem minutter ad gangen i frygt for at noget lignende skulle ske. Måske var hun ved at blive en pine for Solani men det kære hoppeføl vidste ikke bedre. Nu var sommeren langsomt begyndt at indtage landet, og hoppen og hoppeføllet befandt sig ved skovgrænsen, i læ for den let kølige vind. Solani græssede, og Persephone havde stablet sig selv på benene, efter at være vågnet af en forstyrret søvn.
Et gab forlod hoppeføllets mule, der over ugernes løb var vokset en anelse, imens de gyldne øjne stirrede tomt ud over engen, som kæmmede hun det for farer. Det var vel et nødvendigt instinkt, men det var kun begyndelsen af de mén hun ville få fra ulykken.
