All Things Truly Wicked...

Persephone

x x x

| Where: Enophis - Pastures | Who: Altaïr | Listen to: Talia's Theme

All Things Truly Wicked...

Natten blev ikke tilbragt med lukkede øjne. Ihvertfald ikke i det brogede hoppeføls tilfælde. Hele den stjerneklare himmel var oplyst af fuldmånens blå skær, der nægtede føllet at få sin søvn, men som hun ikke ønskede denne nat. Hun var ved at vænne sig til det, for der havde ikke været en eneste nat siden katastrofen, hvor hun havde kunnet sove under fuldmåne. Det var simpelthen ikke mørkt nok, til at lade hendes tanker falde fuldkommen til ro, og det havde skabt denne hvileløse tilstand under disse nætter, hvor hun først havde fået sin søvn tidligt om morgenen i henhold til, at søvnigheden simpelthen var overdøvende. Men mon ikke hun ville kunne håndtere det bedre,når hun blev ældre? Det håbede hun. Solani, derimod stod hvilefuldt i det høje græs, der bølgede smukt, når vinden gjorde sin entré. Hun kunne formå at få hvile når det blå lys var over dem, men lod dog aldrig sit blik forlade det lille føl i længere tid end hvad godt var. I det frodige græs, fem meter fra sin moder, lå det lille hoppeføl med hovedet oppe og blikket vendt imod den storslåede nattehimmel, hvor de utallige stjerner gjorde genskind i hendes store, varme øjne. Siden episoden, havde hun nydt stilheden, og ytrede sjældent ord, men var begyndt at betragte sine omgivelser med større interesse og beundring, end hun før ville have tænkt over. Det var jo vidunderligt smukt, og hvorend de bevægede sig hen, indtog hun alle de sanseindtryk hun kunne komme til. Foråret bragte skønheden med sig, og efter at have været ude for at kunne miste det hele, så når hun forlod sine trygge rammer i mørket, og åbnede øjnene blev hun oftest mødt af skønheden fra det liv, hun lagde mærke til omkring hende. Persephone, der var så ung som hun nu var, lærte ikke blot de ting hendes moder anviste, men drog læring fra de observationer hun gjorde sig. Tanker udviklede sig i hendes uskyldige og uberørte sind, og spørgsmål dukkede frem og blev besvaret af det ene - fra det grønne græs, der forvandlede sig til vandets bølger, og fra stjernernes lys, som aldrig var alene på den stjernespækkede himmel, med deres moder, månen.

Et tilfredst suk forlod det spinkle hoppeføl og hun lod sit blikket sænke fra himlen, og lod istedet de oplysende øjne flakke over hendes lille område af nedlagt græs, der enkelte steder var kort nok til at kunne lade hende kaste sit blik længere og de lange afstande, med skovens start i det fjerne. Et gab forlod dovent hendes mule, inden hun missede med øjnene og tog sig så sammen, til at få stablet sig selv på benene. Det var stadig en besværlig affære, men hun var langsomt ved at få styr på de ufatteligt lange følben, hun havde fået sig foræret. Det gav hende straks et bedre overblik, men så snart hun fik stabiliseret sig selv, fik hun rystet sig, så overskydende græs forlod den let krøllede følpels, og lyset faldt nu dramatisk over hende - og afslørede de skræmmer hun havde måttet lide på katastrofedagen. Totter af man manglede fra hendes mankam, og enkelte større hudafskrabninger var at se langs hendes hals og ene side. Det var enten det, eller så havde hun måske stadig været på den ene side af, det der havde holdt hende fanget.

Under en stjernehimmel der synes at strække sig uendeligt, vandrede en ganske særlig hingst. Hans aura lå om ham, som et drømmeslør lavet af det pureste stjernestøv, men ej var han mere end blot en almindelig sjæl - med et ganske særligt sind.
Den skimlede hingst, hvis navn var et mysterium for mange, havde fundet vejen til denne ø, der var beklædt med frodige skove. Det var længe siden han havde vandret i de mystiske og eventyrlige skove, som der fandtes på denne ø - så gensynet var for den skimlede hingst ganske kærkomment. Og under nattens dæmpede genskær fra månen og stjernerne over ham, vandrede han selv nærmest uset i det sølvgrå landskab, skabt af månen selv.

Foran ham strakte en eng sig, hyllet ind i et tyst trygt lys. Månens stråler nåede helt ned til græsset her, og afslørede ganske let dem, der nu måtte befinde sig herude; og ganske rigtigt var den skimlede hingst ej alene under nattens himmel - for længere fremme kunne han spotte to sjæle, som han havde lagt øje på før. Hans skridt blev standset og hans dybblå øjne hvilede nu på Solani og det føl, som havde været fanget under jordskælvets hersen. Han brummede lydløst for sig selv, inden han selv drog en ømmende bevægelse; han havde pådraget sig skader selv, særligt et stød der havde ramt hans skulder og siden givet ham en generende, murrende fornemmelse under hans skind. De små skader var helet fint, og egentlig udviste den skimlede ej nogle tegn på at være skadet, ud over hans små træk på skulderen af og til. Med tiden ville det gå i sig selv igen, det var han sikker på.

Det lille hoppeføl, som han havde været med til at bringe i sikkerhed, lod ej til at lade månens dæmpede lys lulle hende i søvn, for pludseligt rejste hun sig op. Den skimlede hingst rykkede sine ører helt frem imens han tavst betragtede hende fra afstand af, imens hendes lange ben bar hende omkring i det høje græs.

Persephone

x x x

| Where: x | Who: x | Listen to: Home |

All Things Truly Wicked

Det flaskegrønne græs, var stadig ikke nogen primær fødekilde for den svagt spolerede sjæl, så for nu var det stadig et element, der kunne leges i. Persephones lange, hvidskimlede følben, der for en gang skyld havde formået at placere hende stabilt, klædte hendes unge krop, og hævede hende en anelse over de lange, bølgende græsstrå. Forsigtigt hævede hun det højre forben og strakte det frem i en let bue, og med små dyppende bevægelser kunne hun lægge lidt af det høje vegetation ned. Som hun trådte frem, kunne hun mærke græsset kilde imod hendes bug, og det fik hende straks til at lægge ørerne ned og den lille, krøllede hale begyndte at flakke fra side til side. Nu forsøgte hun i stedet et nyt tiltag, på en måde at flakke rundt i det besværlige terræn. Med det samme, som var der noget i hendes krop der gav et klik, samlede hun sig og med høje benløft nærmest hoppede hun rundt i det høje græs, i et knapt så succesfuldt forsøg på, at manøvrere sig fremad på steder hvor det endda nåede hende helt til bringen. Med det meste af sin fokus på, hvordan hendes ben kunne løfte hende så højt over de prikkende græsstrå som muligt, ænsede hun slet ikke de antal meter der fortsat steg imellem hende selv og Solani. Til sidst var hun nået helt ud til det nedtrådte og nedspiste græs, som knapt var højt nok til at kunne kilde hendes haser, og først da fangede hendes blik den glitrende skikkelse i det fjerne, der med sin sølvhvide farve stod ud i de mørke silhuetter. Det lille hoppeføl stivnede og landede brat med udstrakte ben på alle fire, med hver hov plantet let og solidt i jorden. Hovedet blev straks hævet og ørerne spidset frem, uden at ytre en eneste lyd. Hesten så på hende, og imens alt andet stod stille kunne man se hvordan hendes bringe hævede og sænkede sig i takt til hendes åndedræt, der var præget af en lettere forskrækkelse og anstrengelse fra hendes udfoldelser.

Solani var ikke andet end få 20 meter bag hende, men der var ikke noget der alarmerede Persephone nok til at hun ville gøre sin mor opmærksom på situationen. For hoppeføllet genkendte denne fremtrædende skikkelse, der virkede til at have betragtet hende i et stykke tid. Hun vidste straks hvorfra hun måtte have set ham - ikke at hun kunne specificere hvem han var ud fra sit udseende, men fordi det havde været begrænset hvor mange sjæle de var stødt på, efter katastrofen. Hendes gyldne øjne forlod ikke skikkelsen et eneste sekund. Det turde hun ikke. Et øre blev vendt bagud, lyttende, imens det andet holdt sig fremme stødt. Det var hendes første tegn på usikkerhed, og der ville ikke gå længe før at hun langsomt ville bryde sin statur helt ned, og traumerne ville sluge hende, som de havde gjort det første gang...

Månens kærtegnende stråler glinsede af og til over føllets flødefarvede krop, imens hun sprang omkring i det høje græs. Den lille sjæl lod til, at søge at løse problemet med at græsset kildede hende under bugen; for hun prøvede, af hvad den skimlede hingst kunne se, at lægge græsset ned. Et vagt smil tegnede sig om den mørkere mule hos den skimlede sjæl, imens han rettede sin lange hals let op og lod sit bækken tilte til siden, da han lod et bagben hviles. Hans ører, som stod i en fremadrettet position, fulgte det lille hoppføl ganske nøje.
Pludseligt blev hendes krumspring større, og ubevidst bragte den lille sjæl sig nærmere den skimledes. Han sagde intet, men betragtede hende endnu blot i stilhed, imens månens skær reflekterede de klare farver, som gemte sig i hendes pels. Og da føllet stoppede op, med de små hove placeret ganske solidt i jordens underlag, og deres øjne mødtes, brummede den skimlede hingst ganske sagte.

Altid havde han været fascineret af de unge sjæle. Sjæle, hvis liv endnu ikke var spoleret, endnu ikke var rettet ind på en ensporet kurs, der afholdt dem fra at drømme. Fra at se muligheder i alt. Og dette føl, som han havde hjulpet ned fra bjergenes tinder, frygtede han netop ville dreje ind på en sådan kurs alt for tidligt i hendes liv, som følger af det hun havde oplevet. Den lille bug, som føllet besad, hævede og sænkede sig i et højt tempo og hendes ører udviste ganske tydelige tegn på usikkerhed. Den skimlede lagde sine ører ud til siderne; et udtryk, der for den erfarende tegnede på både tristhed, skuffethed og uskyldighed - men blot håbede den skimlede på, at føllet ville opfange, at hans statur ej var en trussel for hende.
Dét, at hingstens udtryk tegnede imod både skuffelse og tristhed mundede ud i, at det smertede ham utroligt meget, når unge sjæle's gnist blev slukket for tidligt. Føllet foran ham, synes hverken livsglad eller nysgerrig i øjeblikket; og jo, det var naturligt at føl nagede skepsis eller kunne virke sky; det vidste han, var en naturlig del af livet, og selv havde han engang været den, som gemte sig bag sin moder hver gang en fremmed dukkede op - men han vidste også, at dette voksede man fra. Dét, som dette føl derimod havde været udsat for, var ikke en selvfølge at hun ville vokse fra. Og det gjorde ham trist.

Efter lidt, hvor han blot have betragtet det lille føl, sænkede han sin lange hals. Han rakte ikke frem efter hende, men holdt blot sine mørkeblå øjne rettet imod hendes brune. Han ville så gerne vide, hvordan dette føl klarede sig, hvordan hendes liv ville være påvirket; og hvis blot han kunne vise hende, at verdenen ikke altid var barsk, da ville han gøre det. Men dette lå langt ud over hingstens evner, trods han kaldte sig en drømmer; og yndede at drage andre med ind i hans drømmende univers.