Reborn[ÅBEN]

TAGG: ÅBEN  DAY: 14/7 07:00 WEATHER: Cloudy.

Den chokolade brune hingst bevægede sig i en rolig trav langs med en fremmed bæk, omgivet af alverdens nye indtryk og dufte. Lyden af det knæ høje græs, der delte sig for hans brune og hvide ben, som han begav sig frem ad. Silon havde ingen anelse om hvor han var, men han vidste at han intet havde imod dette sted. Det så frodigt og lovene ud. Han havde aldrig krævet meget af hans omgivelser, hvis han kunne finde selskab, der var noget værd. For det meste var det let nok, da de giftige personligheder var et mindretal i deres befolkning. Han var dog støt på en del i sit liv, da de oftest endte med at blive udstødt af flokke og af fremmede, og derfor endte alene, han havde altid taget tid til at snakke med de der så ud til at have noget sted at høre til. Andre strejfer heste der følte sig bedst tilpas som strejfer var ganske godt selskab, men den chokoladebrune hingst med det hvide hoved følte sig bedst tilpas i en flok, hvor han kunne bruges til noget, patruljere grænser, snakke med de andre heste og være en del af det fællesskab, måske endda finde en familie han kunne kalde for hans på et tidspunkt..  Han havde da lov til at håbe, at dette nye land ville bringe bedre oplevelser end det han havde været i, dog hvordan han kom her til landet vidste han ikke.. Det sidste han huskede var som en drøm.. Det mindede ham om han måtte finde en sø med nogenlunde klart vand, han kunne spejle sig i... Han var nødt til at tjekke om det havde været en drøm eller virkelighed.


Den høje hingst tog farten af og stoppede til sidst. Hans hvide hoved vejede let i vinde, lyttede til dens sang, bækkens riselen og verden omkring ham. Intet tegn på liv, men mon ikke der var en sjæl et eller andet sted ude i verden? Han lod et vrinsk lyde fra hans mørke mule og lyttede afventene efter et svar. Om det så blev vinden eller en anden sjæl, han ville fortsætte sin udforskning af dette land, men helst i selskab med en anden. 

Reborn
_________________________________________________________________________________________

Den sandfarvede hoppe bevægede sig af sted i en taktfast trav langs en af Enophis' små bække. Det knæhøje græs snoede sig omkring hendes ben og blev trampet ned strå efter strå af hendes kraftige hovslag. Vinden legede med hendes flødefarvede man og hale og fik hendes hår til at stå ud i alle retninger. Hun gjorde et kast med hovedet og fik pandelokken på plads, efter den for 117. gang var røget ned i hendes øjne. Hun prustede irriteret og vippede med de mandelformede ører.
Det var tidligt om morgenen, men den store hoppe var vågnet op fra sin nattesøvn og kunne ikke sove længere. Hendes bror sov stadig hjemme i hulen, men det havde ikke holdt hende tilbage. Engang holdt hun sig altid ved sin brors side og kunne ikke drømme om at forlade ham uden at give besked, men tiderne havde ændret sig. Hun var et langt mere selvstændigt individ nu og var derfor ikke længere afhængig af at have sin brors beskyttelse i ryggen. Cadeyrn var helt sikkert af en anden mening, hvis man spurgte ham, men det gik hun ikke så meget op i... Han kunne jo trods alt ikke bestemme over hende, selvom han var storebroren.

Hun spidsede ører og hævede det kraftige hoved i vejret, da et vrinsk pludselig afbrød morgenens stilhed. Hun vibrerede med næseborerne og spejdede frem for sig med de isblå øjne. Hvem i alverden ledte dog efter selskab så tidligt om morgenen? Hun kunne kun komme på én god grund til at vandre på dette tidspunkt, og det var, at man måtte trænge til noget fred og ro i hovedet... Hun havde dog ikke just noget bedre at tage sig til denne morgen, da hun alligevel kun var stået op, fordi hun var blevet rastløs over ikke at kunne sove. Hun besluttede sig derfor for at tage imod selskabet fra denne fremmede - hvad kunne der ske ved dét?
Hun stak mulen i vejret og besvarede den fremmedes vrinsken med et lyst, feminint vrinsk. Derefter fortsatte hun sit tempo i trav i den retning, vrinsket havde lydt.

Det varede ikke længe, før hun kunne se den fremmede længere fremme. Hun stoppede op foran ham og gav sig uden tøven til at betragte ham med et elevatorblik. Alt på hans krop var mørkt, undtagen det kridhvide hoved. Hans øjne var blå lige som hendes egne, og på hans hals bredte sig et kæmpe ar. Alt i alt var han en smuk hingst med et råt ydre. Hun kunne lide, hvad hun så.
„Man er nok ensom her til morgen, hva'?" lod hun sin mystiske stemme lyde.
Hendes tonefald var ikke hånligt, men ej heller decideret venligt. Hendes stemme var lettere slesk som en spindende kat, der prøver at charmere sig ind på sin ejer. Dette var meget typisk for Tsavani. Hun var aldrig rigtigt til at finde ud af, og man vidste aldrig, hvor man havde hende. Men én ting var sikkert; man var aldrig i kedeligt selskab med hende i nærheden.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 501

TAGG: Tsavani DAY: 14/7 07:00  WEATHER:  Cloudy

Han fortsatte sin gang efter at have lyttet intenst efter et svar, han forventede ikke at møde nogen så tidligt, men det kunne jo ske han havde vækket nogen. Det var ikke den bedste dag at blive vækket på, da det ikke ligefrem var solskin og sommerfugle over det hele her til morgen, mere gråt og kedeligt, måske kunne man ane solen et eller andet sted, men så skulle man da også studere skydækket ganske intenst.. Han havde intet imod at studere skyerne, det kunne være ganske hyggeligt, men ikke når den rene, blå himmel ej var baggrunden. 


Hans  håb om et svar var ikke forsvundet, blot sunket tilbage i hans hoved og lå der og ulmede som gløder. De blev da også tilfredsstillet, da et vrinsk lød over landet og fandt hans mandelformede, brune øre. Han tog farten af et øjeblik, hvor han bestemte retningen på vrinsket, inden han satte af sted i trav mod den fremmede. Snart kom en lys hoppe til syne. Hendes  flødefarvede man og hale komplimenterede hendes pels farve ganske godt og hun så ud til at være en ganske venlig hoppe. Indtil videre, alt kunne ændre sig når hun åbnede munden. Og det gjorde hun. Hendes stemme bar en mystik der kunne få en til at sætte spørgsmålstegn ved hendes mening bag ordene. Et let smil bredte sig over hans mørke mule, i det mindste badede hun sig ikke i venlighed bare fordi han var fremmed. Det var altid lidt lettere at snakke sammen uden alle mulige høfligheder.  Han slog hovedet let op af og gav hende et, ligefremt kækt, smil.

" En smule ensom er man altid, men selskab plejer at hjælpe på det" 

Hans stemme var en smule ru, men ellers var det den stemme han huskede. En smule mørk, men mere lig en varm sommernat end en kold vinternat, hvor man ej anede hvad der kunne komme ud af mørket. Han vippede kort med det ene øre, inden han lod det hvile ud til siden. De blå øjne betragtede hende let, hun så ud til at kende området her, så mon hun ikke vidste hvor man kunne finde stillestående vand..? 

"Du ved vel ikke hvor jeg kan finde en sø eller andet vand, der ikke er så uroligt?"
 

Han kunne bare følge bækken, men han vidste ikke hvor mange sving den slog før den rendte ud i en større mængde af vand og det ville spare ham en del tid og tanker, hvis han kunne undgå for mange omveje. 

Reborn
_________________________________________________________________________________________

Et smil bredte sig over den fremmedes mule, og hun kunne ikke lade være med at fryde sig en lille smule indvendigt. Den fremmede hingst virkede ikke til at nære den mindste mistillid til hende, endnu i hvert fald. Hendes tanker faldt let på den mørke hingst foran hende. Var han mon naiv og lige så blåøjet som farven på hans øjne, eller stolede han blot blindt på fremmede? Var han mon af den mening, at der fandtes noget godt i alle, eller havde han bare ikke fattet den mindste mistanke ved hende? Hun kunne ikke bebrejde ham, hvis det var tilfældet, for hun var ikke ligefrem nem at gennemskue - hvilket hun vidste og glædeligt kørte på.
Pludselig slog han det hvide opad, og smilet, der nu mødte hende, var ligefrem kækt at se på. Hendes ører vippede let i hans retning. Hvad var nu det for noget? Var han alligevel mere intelligent og hurtigtopfattende, end hun først havde antaget? Hun sendte ham et smørret smil.

Hans ord valgte hun let og elegant at ignorere. Det var ikke dem, der interessede hende lige nu... Hvad der derimod interesserede hende var denne hingsts krop og udstråling. Han havde virket så almindelig og høflig ved første øjekast, men hurtigt havde han vist, at der med største sandsynlighed gemte sig noget mere spændende inde bagved.
Fuldstændig hæmningsløst og uhøfligt begyndte hun at kredse rundt om ham, så hun rigtigt kunne vurdere ham fra alle sider. Hendes mule var strakt helt frem mod hans krop, da hun indsnusede hans lugt og indkodede den i sit indre, og i ny og næ puffede hun undersøgende til den.
„Hvem er du?" kom det pludselig fra hende, helt ude af samtalens sammenhæng.

I næste nu hørte hun atter hans stemme. Hun stoppede op, løftede hovedet igen og stirrede direkte ind i hans øjne. Han søgte efter drikkevand... Han måtte altså være ny her omkring. Et bredt smil spredte sig på hendes mule.
„Aha. Du er altså ny?" Hun tippede hovedet på skrå og sendte ham atter sit underlige smil. „Øen her er ganske frodig, så du skal ikke søge længe for at finde vand. Du kan gå til både skovene, markerne eller bjergene. Det handler blot om smag og behag."
Hun trak let på skuldrene for at fortælle, at dette samtaleemne kedede hende, og at hun ønskede at slutte det. Nu havde hun givet ham det svar, han søgte - og hun havde i hvert fald ikke tænkt at hjælpe ham yderligere ved at lede ham på vej.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 420

 ''Rise above the darkness''

TAGG: Tsvani  WEATHER: Skyet. 


Den brune hingst betragtede hende med en undersøgende mine, da den lyse hoppe begyndte at gå rundt om ham, som var han blevet til en fremmed genstand, der skulle undersøges for fare og alverdens hemmeligheder. Han fulgte hende så godt han kunne med de blå øjne, men blev nødt til at svinge hovedet hver gang hun kom på den anden side af ham. Hun virkede som en spøjs fugl.. Da hun stak mulen frem og snuste til ham puffede han let til den. Han var tørstig og ville helst have hendes opmærksomhed, så hun ikke bare brummede og lod hans spørgsmål gå ind i et øre og ud af det andet..  Silon svirpede kort med halen bag sig, inden den lyse hoppe endeligt gav ham hendes opmærksomhed og udspurgte ham om hans navn. "Jeg er Silon Do Hil, og du er?" Ligesom før syntes han selv, at hans stemme var en smule anderledes, men den bar stadig den samme venlige varme, som han havde kendt før han kom til dette besynderlige sted. 

Nu valgte hun så at svare på hans harmløse spørgsmål, der dog tydeligvis syntes at kede hende. Silon var ikke vild med at være kedeligt selskab, så han kunne mærke hvordan hans sind nærmest tog det, som en udfordring. Hvis denne lyse, mystiske hoppe ikke fandt ham interessant, så måtte hun vel nøjes med at kende hans navn, inden han fortsatte sin søgen efter dette vand, hun sagde var ganske tæt på.  Et dybt brum forlod ham, inden han nikkede let til hende. "Okay, mange tak. "


_____________________ • ________________________

Undskyld jeg aldrig har fået svaret! ö Skal vi fortsætte den her tråd, eller er den efterhånden blevet for gammel? xD