Let the hunt begin [Illana]

[LOCATION: FOEHN]

Solen stod lavt denne aften, så lavt, at den om få minutter nok ville forsvinde helt, og mørket derpå ville overtage de næste mange timer, til en ny dag ville oprinde. Den sorte Volontaire ventede blot på dette mørke, så han kunne bevæge sig afsted, uset for de mange sjæle, der muligvis var omkring dem. Ja, han ville bestemt elske at overraske de sjæle der kunne befinde sig på hans vej; og måske kunne han endda udnytte en sjæl, til at bruge sine uanede magiske kræfter, der stadig var meget nye for den sorte hingst. Volontaire slog et slag med den sorte hale bag ham; men ellers var han ikke meget bevægelig. Han stod som en stolt statue, der kiggede ud i området omkring ham, med de døde og isblå øjne, der ikke bar en levende gnist, som andres øjne.

Nogle minutter stod denne hingst der, og kiggede udover havet foran ham, hvor solen stille begyndte at forsvinde mere og mere, og gav den sorte hingst et rødlig skær, over den blanke pels. Hans isblå øjne stirrede endnu frem, inden et svagt ’smil’ gled frem på hans læber, ikke et glad eller smittende smil, men et smil af nederdrægtighed, og tilfredshed over de tanker der vandrede i hans ødelagte sind. Tiden var inde. Skyggerne dansede rundt på hans krop, og snoede sig omkring hans ben, samt den store isblå flænge, der brød hans bringe, fra de gange hjertet var blevet flået ud og derefter sat ind på plads igen. I et ryk, bevægede hans sig nu fremad, til tonerne af hans brødre der hvislede og talte til ham. Broder, afsted.. Volontaire vidste godt hvad han søgte; og tiden var nu inde, til at finde det. Hans hove ramte nu det våde sand, og derefter gik han længere og længere ud i vandet, inden han da begyndte at svømme….
*********************************************************************************

[LOCATION: LEVENTERA]
I nogle hurtige tag, lod han nu sine hove ramme imod det våde sand, på øen Leventera. Solen var helt væk nu, men natten var ikke mørk eller skummel, men dog befandt hans sorte krop sig godt i dette skær, da skyggerne bedre kunne danse og smyge sig om hans krop. Vandet drev ned langs hans sider, og manen klistrede ind imod hans muskuløse hals. I en resolut bevægelse, rystede han hele sin krop, inden han stirrede olmt frem for sig. Let the hunt begin.

I mekaniske og markante bevægelser, bevægede han sig afsted fra stranden og ind imod Leventeras træer, der omkrænsede det meste af selve øen. Han smygede sig imellem træerne, mens skyggerne på han krop hvislende og spandt, som kærtegnede de ham med rosende ord. Hans hovslag var lydhøre; for han så ingen grund til at gemme sig. Næseborene vibrerede, søgte efter én bestemt duft, som Volontaire havde svoret aldrig at ville finde igen. Men nu var han altså på vej til at opsøge lige netop dén lugt. Men at vrinske, ville han ikke. For hans stemme var forvrænget, dyb og ru, mere hæs end før. Mange ville ikke kunne genkende hans toner, måske kun enkelte. Og han ønskede ikke selskab fra nogen. Kun én. Og hende skulle han nok finde, lige pludselig!

Det var en evighed siden, de sidst havde set hinanden. Det var hende, der var skyld i, at Volontaire nu havde søgt den sti der hele tiden havde været ham tiltænkt. Han havde altid svoret at være ved hendes side. Han havde endda ofret sig eget hjerte, i den tro at han kunne beskytte hende. Men han havde taget fejl. Grueligt fejl. Han havde søgt sine brødre, og udført en opgave de havde stillet ham: for han havde ofret sin egen søn, for at blive en del af det broderskab, der hele tiden havde tiltalt ham og hidkaldt ham. Hans sorte krop var et tydeligt tegn på, hvad han var en del af, og ydermere var de isblå øjne, skyggerne der dansede, og den ’sprængte’ bringe, der var udfyldt med den isblå farve, et tydeligt tegn på hvad han var blevet. Volontaire vidste godt hvad hun var. Og hun var en del af en helt anden verden, end den han selv kæmpede for og med. Den del, som han ville ofre sit eget liv for, som han også før havde villet for denne lyse hoppe. Men det var slut nu. Og hun skulle se, hvad han var blevet. Hun skulle se, hvad der var hændt ham. For det var hendes skyld – og det var han i og for sig ganske taknemmelig for. Hun ville hade ham, det vidste han. Og han ville elske det. For på den måde, ville hans had til hende kunne blomstre, og leve vildt i hans indre. Få ham til at søge længere ned i mørket – og kæmpe imod det, hun kæmpede for.

Hans hovslag kom nu ud o det åbne område. Hans isblå øjne stirrede tomt frem foran ham selv, mens mørket trykkede omkring ham. Han talte til sinde brødre i sit indre, og de hvislede glædeligt og sagligt tilbage til ham, som var de helt enige i hans tanker og gøremål. Her var stille. Dødstille. Og han nød denne stilhed. Han nød, at ikke mange bevægede sig omkring denne snart helt mørke aften. Han nød, at han måske kunne finde hende, uden at andre ville opdage at han var søgt hertil. Skade hende, det ville han ikke. Men han ville finde hende. Tvinge hende til at se, hvad han var den dag i dag, og at han havde fundet sin sti, uden hende. Et svirp forlod hans hale, inden han da knejste nakken dybt og markant op. Hvor var hun? Det var som at lede efter en nål i en høstak, og at blive ved at bevæge sig afsted efter en simpel nål, det ville han ikke spilde sin tid på, mere end højest nødvendigt. Kald. Kald på hende… De hviskede i hans øre, og han lyttede. Han samlede sine lunger med luft, og lod derefter alt luften forlade hans lunger af fulde kraft, så et bidende, dybt og hvislende vrinsk forlod hans store og muskuløse korpus. Stilheden indtog derefter hans nærvær, og de spidse øre forlod deres vante plads fra nakken, for nu at lytte intenst rundt, efter lyde.

På Leventera, under solens sidste stråler, stod en gyldne hoppe alene. Ofte vandrede hun ud, væk fra både flokken og hendes mage, for at søge hendes tanker, søge den magi, som landet besad. Oftest fandt hun de rigtig magiske øjeblikke alene, omend hun havde delt nogen med sin mage også.Denne nat, lun og mild, som hun var ved at gå imøde, virkede ganske fredelig; men hvis bare hun vidste hvad den ville bringe hende..

Solens stråler var helt væk nu, men natten var ej mørk som de dystre vinternætter. Den var ganske lys, alt taget i betragtning, og netop på disse sommernætter turde den gyldne hoppe godt bevæge sig rundt. Som regel søgte hun trygheden i flokken eller nær sin mage om natten, da hun vidste hvad natten kunne rumme. De lumske skygger hjemsøgte hende stadig af og til; men selvom hendes frygt bød hende at holde sig fra træbeklædte områder og bød hende at være nær dem hun stolede på, dem som stod hende nær, vidste hun også godt, at frygten altid ville sidde i hende, med mindre hun gjorde noget ved det. Derfor kunne man sommetider finde hende ude i det fri, eller i skovbrynets kant om natten; men altid fulgte hendes Lys med hende.
Over hende svævede det ganske fredeligt, imens det sansede alt det og den gyldne Illana kom nært. Det sansede jordens mægtige kræfter, vindens blide røst. Sansede de få sjæle som de passerede, der trygt befandt sig i deres søvn. Lyset sansede alle levende væsner, som det sansede elementerne omkring det, omkring dem; og hver gang de stødte på en ny levende skabning, ændrede det kulør. Lyste gult, dæmpet, over imod orange og grønlige toner. Altid reagerede Lyset på det, som var omkring det og hver gang følte Illana, hvad end Lyset måtte føle. De var et, hende og Lyset, og ville altid være det. Og netop fordi de var et, var det ikke altid Lysets egne og rene følelser som det afspejlede, men sommetider også den gyldne hoppes egne. Hun kunne ikke lyve overfor Lyset, om end hun ville det og det kunne ej lyve overfor hende.

Lydløse var hendes skridt, som bar hende yndefuldt over det græsklædte område. Overalt omkring hende bugnede livet af sommerens velstand, og hvor end hun kiggede, kunne hun nærmest fornemme livet. Hvert et træ, hver en busk blomstrede frem under solens livsgivende stråler og ramte efter månens skind om natten. Tilfreds var hun, det kunne man sagtens sige - og lykkelig. Lykkelig selvom der endnu var ting der nagede hendes sind; uvisheden om visse skæbner, frygten for skyggerne - ja, der var ting som sagtens kunne tyngde den gyldne hoppe; men hvis hun lod sig tyngde, ville hendes liv ebbe ud og dermed Lysets også.

Pludselig gav en lyd genkald over engen. En lyd, som fik den gyldne hoppe til at stoppe på stedet, og med et løb det hende koldt ned ad ryggen. Hun kendte undertonen i stemmen, som var forvrænget til næsten uigenkendelighed. Den lød så.. Uhyggelig. Så livløs. Hun spejdede omgående efter den hingst, som hun vidste ejede stemmen; den hingst, som hun altid havde elsket, om end deres vej ikke var blevet forenet. Den hingst som hun vidste følte sig forladt, den hingst som sikkert nærede et had til hende som hun aldrig kunne godtgøre.. Den hingst, som var hendes eneste savn. Som hendes indre havde mærket savnet, frygten komme kravlende på ny, var Lysets klare farve blevet dæmpet, som en delvist slukket flamme, hvis næsten gennemsigtige toner kun lige kunne anes. Det kendte ligeså hingsten, som havde kaldt - og havde fornemmet langt før Illana selv var klar over det, hvilken skæbne hingsten havde valgt. Illana trak bekymret hovedet en anelse imod sin krop, ned imod sin bug hvor Lysets krystal hvilede imod hendes tynde, skinnende sommerpels. Der gik en rum tid, inden hendes toner da svarede den hingst, som hun nu vidste var alt det hun frygtede - men fordi hun førhen havde set hvad han indeholdt, følt det bånd de havde haft, da svarede hun ham; selvom det fornuftige nok ville have været at vandre bort uset. Men hun kunne ej vende ryggen til ham, heller ikke selvom hun atter engang måtte stå overfor hendes største frygt her i livet - nemlig skyggerne selv.

Hun ventede nu, efter hendes toner havde lydt. Og hendes ører vibrerede til hver en takt som vinden slog an. Han var derude, hun følte det; for Lyset havde fundet ham. Hvad han ønskede, ved at give sig til hende, kunne hun kun gisne om; og hvad hun ville se, når hendes øjne endelig ville møde hans krop igen, var en gåde - men det stod hende klart, nu hvor hun have forstået Lysets følelser, at han var gået ad skyggernes vej, og endda helt til slut. Han havde ofret så meget, endda så meget for hende. Og det smertede hende, at hun ikke havde haft muligheden for at give ham alt det tilbage, som han havde givet. Det smertede hende endnu, at hendes vej havde ledt dem så langt fra hinanden. Og det smertede hende, at den flamme hun engang havde set tændes på ny, var blevet fortæret af de glubske skygger, hvis illusion om en bedre verden havde ledt flere i fordærv.
Hendes blik havde vandret fra højre til venstre, afsøgt hver en krog det kunne finde. Og pludselig så hun ham. Eller, i første omgang var det et blåt skær der bredte sig fra hans bug der havde fanget hendes blik, og først efter hun havde knebet sine øjne sammen og set efter, så hun hele ham. Han var så forandret, så.. Så uhyggelig at beskue. Indvendigt gøs hun af en blanding af chok og sorg - for at se ham sådan, var noget af det sidste hun kunne ønske at se. Hendes ører blev tippet bagud, åbenlyst udviste de hendes bekymring, hendes chok, men også den skyldfølelse, der et sted dybt i hende havde slået rod dengang han havde vendt ryggen til hende og gjort en ende på det, der engang havde været et nært bånd. Nu stod de overfor hinanden igen, og kun tiden ville vise, hvad end dette ville føre med sig.

Den sorte hingst, stod med sit store korpus helt stille. Vejrtrækningen i hans krop var dyb og ganske afslappet. Han havde intet at være gearet over – for intet gearede den sorte sjæl mere. Han var død. I hvert fald i andres øjne. Men han var mere levende nu, end den sorte sjæl nogensinde havde været. Han levede – han åndede – og han brændte for noget i sit liv. Livet var for ham blevet mere kært end nogensinde før: det havde et formål. Et mål. Og han havde i sinde, at opnå disse mål. Han ville aldrig nogensinde give op eller give efter. For først når hans hjerte ikke slog mere, ville dette formål være nået: hvis det da kom så vidt.

De isblå øjne stirrede endnu tomt ud i den mørke nat, hvor duggen efterhånden havde lagt sig på de fine græsstrå, og beskyttede hvert enkelt strå med en let og fugtig hinde. Han spejdede. Han søgte. Han ledte. Men det var ikke længe han gjorde det: for derefter lød tonerne…
De blev fanget i hans sensitive øre, og den lyse tone, var genkendelig for ham. Han vidste hvem hun var. Han vidste hvad hun var. Illana. Den hoppe, han havde søgt til øen for at finde. Et jag jog igennem hans indre, ’sparkede’ til det hjerte han igen havde fået tilbage, fordi hans brødre og søstre havde kæmpet hans sag. Det slog hårdt imod han bug, som ville det snart bryde af hans muskuløse bringe, der holdt hjertet tilbage med den isnende flænge i bringen. Hvad var det for en jagende fornemmelse, den sorte sjæl oplevede? Det hev og flåede i ham. Det var somom alt inde i hans krop kæmpede imod hinanden, sloges med sig selv. Skyggerne hvæsede og hvislede ind i hans øre, talte til ham, hev i ham. Men han stod bom stille. Dér var hun… Midt i det åbne.

Hendes lys var stadig om halsen, men mere dæmpet og slukket. Lyset vidste godt, hvad han var, og hvem han var. Men det vidste også, at den side han havde valgt, var den modsatte af hvad Lysets ejermand tilhørte. Hans sorte øre røg i nakken, da den indre kamp blev voldsommere. Markerende slog han den ene forhov voldsomt i jorden, mens hans isnende blå øjne stirrede imod Illana. Den lyse skabning. Den fine hoppe, med de yndige bevægelser. Den reneste sjæl, han nogensinde havde mødt. Hans… kærlighed. Men ikke mere. Det var slut. Hun skulle ikke mere betyde noget for ham. Skyggerne skreg nærmest i hovedet på ham, da også de kunne se hende. De virrede rundt på hans store korpus, mens han i korte sekunder gik i stå, og kun stirrede på hende, som hun bevægede sig nærmere. Tilbage. Kom tilbage! De skreg og hvislede, og Volontaire vendte tilbage, med et ordentligt hovedkast. Kampen var ovre. Et olmt ’smil’ bredte sig på hans mule, og det var ikke et smittende et af slagsen!

Hele kroppen blev kort spændt op, idet han satte frem i skridt, imod den Lyse skabning. Solen, det havde han før kaldt hende. Hans nakke var knejst i en maskulin holdning, og de velkendte tunge, lange og dog smidige ben bevægelser, blev sat i værk for alvor, mens han nærmede sig hende. Han holdt ikke afstand. Han søgte tættere og tættere. Og da han selv mente at afstanden var passende – ca 2 meter, standsede han, og signalerede kraftigt i hendes retning, med en rungende lyd, der næsten lød hvislende, at afstanden ikke skulle være mindre nu. De isnende øjne, kiggede dødt på hende, som ejede de ingen levende glimt.

,,Illana – Lyset.”

Hans stemme var hård og ru, hvislende og undertonen bestemt ikke særlig venligt stemt. Lugten af hende ramte hans næsebor, der vibrerede, og den indre kamp startede endnu engang. Det fik ham til at gå i sig selv, og blikket røg over ryggen på hende, og imod de tætte træer bag hende. Han brummede i en hård tone, og trippede i nogle voldsomme bevægelser en smule sidelæns, mens han virrede kraftigt med sit store hoved, så den sorte man fløj op og ned. Skyggerne smøg sig op og ned af hans krop, mens de forsøgte at komme tættere på Illana, der stod der med lyset. Men dette accepterede den sorte sjæl ikke. Han slog sit hoved hårdt bagover, og hvæsede i en bestemt og advarende tone – ikke henvendt til hende, men til hans brødre. Dette var hans kamp. Hans møde. Ikke deres. Derefter stod han bom stille – og stirrede nu direkte ind i hendes livlige og varme øjne. Han var tilbage igen. Kampen var endnu engang ovre.

Fra hendes øjne lagde sig imod hans skikkelse da han trådte ind i hendes synsfelt, til han stoppede sølle 2 meter foran hende, var det som om tiden gik i stå. Hvert et skridt den tidligere brogede hingst tog, blev opfanget i hendes indre sind ned til mindste detalje. Til hans afsæt, hvordan hans ben blev bøjet og strukket under hans krops vægt, hvordan musklerne trak sig sammen og holdt igen for at bremse hans legemer, hvordan hans ryg gav efter hver gang hans hove ramte jorden. Hun lage mærke til hvordan hans man bevægede sig i vinden, hvordan den foldede sig ned over hans hals, hvordan hans næsebor blev udspilet og trukket sammen for at trække vejret. Hun så med andre ord alt; og jo tættere han kom på hende, jo mere utilpas blev hun i sit indre.
Hun kunne fornemme dem, som han bar med sig. Fornemme deres tilstedeværelse og deres liv, og ligeså kunne Lyset, der reagerede ved først at søge at trække sig så meget sammen som det kunne; og til sidst synede kun kernen af hendes krystal om halsen oplyst, mens resten af den var tom.

Da han stoppede foran hende, hev den gyldne en enkelt gang efter vejret. Hun havde ubevidst holdt det hen, fordi hendes krop og tanker havde haft så travlt med at overveje, hvordan hun skulle gribe dette møde an, som var ved at forestå og samtidig samle modet til at stå overfor de levende Skygger, som den nu mørke hingst bar med sig. De, som var den største trussel overfor den gyldne hoppe og hendes Lys her i landet. Kort efter luften endnu fyldte hendes lunger hørtes den lyd, som hun næsten ikke kunne genkende fra den mørke hingst - og så alligevel havde hun hørt noget lignende før. Han signalerede til hende, at afstanden på nuværende tidspunkt imellem dem var fin; hun skulle ikke nærme sig, og ej heller havde hun haft det i sinde. Og da hendes øjne mødte hans isblå, mærkede hun atter det kolde gys løbe igennem hendes krop, som fik hendes indre til at ville søge bort fra ham; for hun var skræmt af det syn hun så, af det som var sket med ham - og ikke mindst de Skygger, som både hun og Lyset nu kunne fornemme alt for kraftigt. Dog skete det, som fik hende til at blive, meget hurtigt efter - for han talte til hende; udtalte blot hendes navn og det fik hendes hove til at forblive i jorden foran ham, og ikke vende rundt og søge bort.

,,Volontaire"

Besvarede hun, så tavst, at ingen anden end hingsten foran hende ville kunne høre hendes stemme. Og blot havde hun sluttet hans navn af, med hendes feminine stemme, inden hans korpus begyndte at flytte på sig, med skarpe, advarende, vrede toner. Utrygt lagde den gyldne hoppe sine ører i nakken og trådte to skridt bagud, for at øge afstanden imellem dem. Dog var det ikke som om, at disse udfald, så at sige, var rettet imod Illana selv, for ej søgte den nu sorte hingst at komme hende nærmere. Ikke desto mindre måtte Illana udsende et dæmpet brummen for at udtrykke hendes nervøsitet - men lyttede man efter, hvilket hun var ret sikker på den sorte hingst gjorde, kunne man ligeså høre en lettelse, en form for glæde, over at han endnu var i live, selvom den skæbne der var ham hændt, på mange måder synede værre end døden selv.
Der gik et øjeblik, om end det endnu føltes som en langvarig hændelse for den gyldne hoppe, hvis indre endnu arbejdede på højtryk for at opfange alt der var at opfange omkring hende, før den sorte hingst stod stille igen. Og da han nu så hende i øjnene igen, virkede det som om hun så ind i de øjne, som for alvor var Volontaire's og ikke en skyggehingst. Hun reagerede ved at slippe sin spændte holdning med et prust, og et øjeblik var der total stilhed omkring de to sjæle, som nu havde en samhørig kontakt - en diskret, sårbar kontakt, men den var der.

Hun vovede det ikke, selvom hun i øjeblikket havde lyst til det. Hun havde lyst til at række frem efter ham, men hun gjorde det ikke; og der var flere grunde hertil. Hun turde på en måde ikke, og på en anden måde, fravalgte hun det af respekt; for det var Volontaire der havde valgt, at bryde det bånd de havde, og derfor havde hun ingen rettigheder til at søge ham. Hun nikkede derfor blot vagt, en form for bekræftelse af den hilsen hun havde givet ham, inden hendes mile stemme atter kunne høres.

,,Selvom det nok ikke er i min ret at spørge, vælger jeg at gøre det alligevel. Hvad har ledt dig hertil?"

Hendes toneleje var rent, mildt som altid, men ligeså en anelse sørgende. Han havde kaldt og reageret prompte på hendes svar, så noget i den sorte hingst havde nok søgt Illana selv - selvom hun ikke kunne udregne en årsag hertil. Han havde tidligere gjort det helt tydeligt, at han aldrig ønskede at se hende igen; men nu stod de overfor hinanden for første gang siden hun øjensynligt havde knust hans hjerte. Hendes hale flyttede sig ganske let bag hendes bagpart, som følger af vindens vilje. Omkring dem fortsatte naturens fænomener, selvom Illana selv følte det som om, at hun og den sorte Volontaire befandt sig i en tidløs kuppel. Hun ventede nu, ventede på den reaktion som hendes spørgsmål ville frembringe i den næsten uigenkendelige hingst. Hingsten som før bar et mønster af sort og hvidt, men som nu var blevet dækket af den sorte tjære, som Skyggerne havde påført ham. Hans bug, åbnet af et blåt ar vidnede om det, som hans hjerte havde været udsat for - det, som den gyldne hoppe selv havde været indblandet i. Hun sukkede tavst, inden hendes øjne atter lagde sig imod hans egne igen. Hun tillod ham at se hende, granske hendes øjne efter en sandhed, hvis han ej troede på hendes ord. Herefter var det op til ham, at tage det næste varsomme skridt, der skulle føre dette møde videre.

Tiden stod stille. Sådan føltes det I hvert fald, for den sorte hingst, med de blålige plamager på bringen. Men stille, det stod den nu nok ikke. Omkring dem fortsatte den normale gang. Andre sjæle var måske i nærheden, og måske stod nogen og betragtede dem i det fjerne. Måske var der andre vogtere, der havde mærket Volontaires eksistens på denne fremmede ø; men den sorte sjæl var ligeglad. Han ville end ikke ænse dem et blik, hvis de trådte frem fra mørkets skygger. Han havde ingen regler brudt, ved at bevæge sig på denne ø. Han havde ingen skadet. Men han var søgt hertil, med ét eneste formål. Og formålet, det stod foran ham i disse sekunder. Hun lignede sig selv. Måske mere muskuløs, end sidst. Men stadig lige så feminin, fin og spinkel, som hun havde været dengang. Hun var sig selv – Illana. Solen. Lyset. Men sådan måtte han ikke se på hende mere. Hun var ikke hans. Det ville hun aldrig blive. De sensitive øre som han ejede, opfangede godt da hun lod luften forlade lungerne, fordi hun tilsyneladende havde holdt det tilbage, mens han nærmede sig hende. Korte sekunder gik, hvor hun så ud til at grandske hans krop fra hov til hoved, inden hendes stemme så lød. Mild, fin og varm. Feminin. Han kneb kort øjnene i, ved de fine lyde, ubevidst. Lod sig hige efter at høre den igen. Han rystede på hovedet i et hårdt ryk, for at falde tilbage til de tanker der før havde holdt ham i skindet.

Hans isblå øjne gled ned på det lys, der endnu var om hendes hals. Men lyset var ikke stort og klar. Det var trukket mere ind i sig selv; og Volontaire vidste godt hvorfor. Lyset frygtede ham. Frygtede hans skygger, der selv havde trukket sig mere tilbage, grundet hendes eksistens og lysets klarhed, der dog ikke var så klart lige nu, som han før havde oplevet det. Men det var der. Og skyggerne higede efter det, samtidig med at de frygtede det. Han løftede mekanisk sit hoved igen, og lod de isblå øjne beholde kontakten til hendes dybe og varme øjne. En sårbar kontakt, der ikke burde være der overhovedet. Men det var den. Igen talte hun, men nu med et spørgsmål, der nok var reelt nok. For hvorfor var den sorte sjæl her? Hvad havde bragt ham hertil? Der gik nogle sekunder, hvor han blot stod og stirrede ind i hendes øjne, mens skyggerne hvislede i hans øre, dansede på ham og i hans indre. Han så nok ud til, at være gået i stå. Som havde han trukket sig ind i sig selv. Men pludselig lød hans stemme igen.

,,Tiden var inde.”

Hans stemme lød død, mekanisk og uden hjertevarme. Altid havde den været ru og hæs, men alligevel havde der været en snert af følelser i undertonerne, når han før havde talt med den lyse hoppe. Men disse undertone, de var borte. De var døde. Han svarede, som var det det mest naturligt svar. Det var det nok ikke for hende. Men for ham, gav det ganske god mening. Men dog valgte han kort at rømme sig igen. Han rettede sig mere op, og drejede hovedet en tand, for at fjerne blikket fra hende. Han stirrede olmt ud imod horisonten, hvor solen var helt borte, så hans hoved nu var skråt til hende.

,,Til at se dig igen. Se, om du…”

Han kneb øjnene i, og slog en hov i jorden, i en markant og hård bevægelse. Han rystede så kort på hovedet igen, og lod ordene forblive slugt i han egen strube, som skulle han til at sige noget der var forbudt. Men det var de måske også.

,,Se dig igen.”

Konkluderede han så blot, og lod svaret blive liggende der. Der var mere at sige. Men ordene fandt ikke vej frem. De formede sig ikke på hans tunge. De skulle være usagt, og kun være en del af hans eget sind og tanker. Hans isblå øjne stirrede stadig olmt og tomt frem for sig, som stirrede han på noget der var unaturligt, eller et fænomen der ikke var virkeligt. Men der var intet, udover mørke. Langsomt, i hakkende bevægelser, drejede han så atter blikket tilbage til hende. Hans blik spejdede henover hendes krop, som det altid havde gjort før i tiden. Han betragtede hende. Han tjekkede hende. Men der var ingen fejl, ar eller sår at se, ikke i dette mørke i hvert fald. Men hvem skulle også skade hende?

,,Gå med mig, Illana.”

Sagde han så, med den hæse stemme, der knapt nok var hørlig. Men for hende, ville den nok være det, da afstanden ikke var stor. Før hun nåede at svare, satte han sit store og muskuløse korpus i gang, i en skridt der var lang og smidig, men tung. Sådan havde han altid bevæget sig. Skindet over hans krop gav efter når han tog benene frem, og trak sig sammen, når benene kom tilbage. Musklerne blev mere markerede, når bevægelserne var i gang, end når han stod stille. Hans øre lå skråt bagud, mens han bevægede sig afsted, lyttende, og samtidig ganske afvisende. Ikke overfor hende – men over for andre eksistenser, der måske overvejede at komme tættere. Ingen tanker havde han, om at skade den gyldne hoppe. Men kom der andre, der ville blande sig, ville den sorte sjæl ikke love udfaldet af deres møde med ham. For han ønskede ikke andres selskab. Ikke nu. Ikke denne aften. Om den gyldne hoppe tog imod hans… indbydelse, var op til hende selv. Han kunne ikke tvinge hende. Men skulle møde vedvare, var han nødt til at bevæge sig, og flytte sit store korpus omkring,. For ellers ville de mange modstridende tanker, blive en for stor hindring, til at han kunne koncentrer sig om det, han egentlig var taget til Leventera for. Mon hun fulgte ham, som de i gamle dage havde gjort. Nok ikke med den samme tætte nærhed, men blot bevægede sig i sammen retning trods alt.

Som hvert hjerteslag slog an til det næse sekund gik tiden. Men ulig alle andre dage, kunne hvert sekund mærkes; for hvert øjeblik dirrede af nervøsitet, spænding og den intense stemning, der lå over dette sårbare møde. To sjæle, en af mørket og en af lyset, stod overfor hinanden. De kendte hinanden, eller havde i hvert fald kendt hinanden, og imens tid og sted havde afholdt dem fra hinanden, havde deres liv udfoldet sig. Volontaire, en førhen broget hingst, havde valgt at gå ad mørkets sti, efter deres sidste møde. Et møde, hvor Illana, den gyldne, højest sandsynligt havde slukket den følsomme, spæde flamme der var blevet tændt i hingstens indre.

Der var gået blot få sekunder, fra hun havde fremsagt sit spørgsmål, før den brogede reagerede. I første omgang lod han sit blik søge ned imod Lyset, der hang trykt om hendes hals - en handling hun tillod. Nok ville Lyset vige hvis det kunne, på grund af skyggernes tilstedeværelse - men førhen havde Lyset stolet på hingsten, der endnu var gemt bag skyggernes tjærelignende tæppe, som de havde lagt over det tidligere sorte og hvide skind. Og fordi Illana havde stolet på ham, fordi Lyset havde - og fordi de havde holdt så meget af ham; ja, elsket ham, da gemte Lyset sig ikke for ham. Det blussede i stedet en anelse op, dansede et svagt øjeblik, inden det atter blev blegt igen, som følger af skyggernes trussel. Og da Illana slog blikket op, som hun havde ladet dvæle imod et uvilkårlig græstot på jorden, mødte hun hans øjne.
Hendes brune imod hans blå. Atter mærkede hun hvordan det stak i hende, at beskue ham; på både godt og ondt. Hun havde savnet ham, men ligeså følte hun en skyldfølelse overfor hingsten. Hun følte, at det var hendes egen skyld, at han var søgt ad mørkets sti; og til dels var det nok. Denne følelse var dog en, som hun vidste hun ikke kunne tage på sig til fulde, for lod hun den komme for tæt på, ville den ødelægge hende.

Da han talte igen, gav det i sæt i hende. Bedst som hun havde ladet hendes øjne forsvinde ind i hans, vækkede han hende - med svaret på hendes spørgsmål. Hans stemme, gemt bag skyggernes hvislende toner, som hun kunne fornemme via det bånd hun havde med Lyset, fortalte hende at det var 'tid'. Tid til at se om hun.. Om hun hvad? Hun vringede en anelse med den grå mule og trak hovedet en tak op. Hvad ville han se? Hvorfor havde han i virkeligheden søgt hende? Hun brummede sagte, men inden hun nåede at formulere et mod-spørgsmål, bød den brogede hende med sig. Hans krop var sat i gang, hans kurs var lagt, og han bad hende gå med ham. Hun tøvede ej, selvom hun måske burde det. At gå side om side med en skygge, følge hans vej uden at vide hvorhen, var farligt og tilmed dumt; men ikke desto mindre gjorde hun det. Og årsagen hertil var ganske klar - om end den ikke blev sagt højt.
Hendes lange ben blev sat i bevægelse og snart efter gik hun ved hans side. Hun søgte så tæt hun kunne på hans nu sorte krop; og hvis ikke skyggernes kulde straks kunne sanses, gik hun gerne endnu nærmere. Lyset trak sig nu så meget sammen det kunne i halskæden hun bar og var knapt synligt; men i hendes indre kunne hun mærke det endnu tydeligere. Det var ikke velvilje hun følte, fra Lyset, det var frygt. Frygt og foragt - men også forståelse. Lyset vidste godt, at Illana kun udsatte det og hende selv for fare, fordi det bånd der engang havde været imellem de to sjæle havde været så stærkt, at hun endnu turde stole på ham, på trods af hendes kendskab til skyggernes evne til at formørke andres sind. Hun huskede tydeligt Taia; hvordan hendes krop og sind var blevet fordærvet og undertrykt af skyggernes glubske hænder. Men hun gav i sigende stund den sorte hingst en chance, og viste samtidig, at det de førhen havde delt, ikke var glemt. Det var blot blevet gemt.

Tavst fulgte hun ham, for at give ham pladsen til at forme ord, der skulle afslutte hans første - og om ikke andet, så lod hun det være op til ham, at åbne op for en samtale.

Den sorte skabning, havde taget et valg. Et valg, der ikke stod til at ændre. Han ville for altid være en del af sine skygge brødre, og de ville for altid være en del af ham. Men valgt var et han havde taget, og det valg ville han for altid stå ved. Hvorfor han havde taget netop dette valg, var der dog ingen i denne verden der kendte svaret på. Nogen ville måske gisne om, hvorfor han netop havde søgt dette mørke – men det ville kun være de rene gætterier. For der var skam en mening med alt hvad den sorte Volontaire foretog sig; og også med dette mørke valg. Men det var kun noget, han selv vidste i sit indre. Kendte svare på – og ingen andre ville få det af vide. I hvert fald ikke lige nu. Måske når tiden var den rette, ville nogen få det af vide; måske den Gyldne skabning ville få det af vide, når tiden var den rette. Men det var den ikke lige nu.

De lange mørke ben, bevægede sig adræt afsted, afsted igennem de åbne vidder. Om den gyldne skabning ville følge ham, kunne han ikke vide. Han kunne ikke tvinge hende. Men han håbede det. Nok måtte han ikke ønske hende ved hans side; men det var nu altså hvad der var tilfældet. Så længe ordene ikke blev sagt, og uddybet, gjorde han ikke nogen forbrydelse – hverken imod hende eller hans brødre. De sorte og sensitive øre opfangede hurtigt at hendes feminine skridt blev startet, og endnu engang kom hun på langs hans side, som hun for længe siden havde været. Et kort flashback blev kastet ind i hans forkludrede sind, og et billedeligt minde florerede i hans indre. Hendes smil. Hans kuldrede bevægelser, den aften de var ved havet. Det var koldt den aften. Alligevel havde han søgt ned i vandet. Illana rullede sig i sandet, med en leende lyd, over hans pludselige kådhed.
Volontaire rev sig selv ud af mindet, ved et dybt og mekanisk brum, inden han lod de isblå øjne hvile ned imod hende, som de gik afsted.

Han kunne tydeligt se, at hendes lys var dæmpet. På ham selv, var skyggerne søgt ind i hans skind, i foragt over Lyset der var ved hans side. De hadede lyset. De ville have det. Men de var ikke stærke nok på hans krop alene, til at tage det fra hende. Der skulle flere skygger og brødre til dette. Men det var heller ikke Volontaires hensigt, ved dette møde. De isblå øjne veg væk fra hende, med et kort smertende jag i kroppen, som fik ham til at spænde op i et split sekund, inden de tomme øjne blot stirrede frem. Hans dybe og hæse stemme afbrød da stilheden.

,,Hvordan har du det, Illana? Er dit liv blevet, som du ønskede?”

Måske var tonen hård, men det var meningen med spørgsmålet ikke. Han ville gerne vide hvordan hun havde det. Måske ville han ikke bryde sig om svaret. Måske var en større familie være blevet stiftet, med denne.. Samael. Men var dette tilfældet, vidste han at hun var lykkelig og tilpas i sin egen tilværelse. Og det fortjente hun – stadigvæk. De sorte øre vippede kort omkring, ved lyden af små skræppende lyde. Hans øjne blev knebet i, inden han løftede hovedet og dermed blikket, og spejdede omkring dem. Blot fugle der larme, og gjorde sig klar til natten. Forpulede skabninger. Alt den larm. Han fnyste højlydt, og udstødte derefter en utilfreds brummende lyd. Han kunne ikke klare alle de pokkers lyde, fra små skravlende dyr. De måtte gerne søge nattens ro. Så han kun skulle koncentrere sig om den gyldne skabning, og sine egne skygger, for at holde dem i ro.

I takt med at den gyldne Illana indfandt sig ved siden af den nu sorte Volontaire, blegnede Lyset om hendes hals en anelse mere; men dog blev farven ikke ændret. Lyset, hvis sande natur frygtede Skyggernes mørke, havde bedt den gyldne Illana om at fjerne sig fra den eminente trussel, som hun vandrede ved siden af. Det havde bedt hendes hjerte om at søge bort fra det, som hun frygtede - for hvis der var noget, som Illana virkelig frygtede, var det Skyggerne. I sin tid, inden hun kom til landet, var hun blevet hjemsøgt af Skygger - om end Skygger fra hendes egen fantasi. Da hun var kommet til Andromeda, havde hun følt sig fri, lettet og tryg - indtil Skyggernes trussel på ny stod overfor hende og denne gang så virkelig, som hende selv. Hun burde flygte, beskytte sig selv og Lyset, som hang om hendes hals og havde gjort det længe. Hun burde kæmpe, hvis ej flugt virkede - men ingen af delene havde den gyldne sjæl valgt. Hun havde derimod valgt, velvidende at det kunne medfører stor farer, at søge selskabet fra en hingst hun havde elsket - og da egentlig stadig elskede, hvis hun granskede sit hjerte til fulde. Og netop på grund af de følelser, som Illana havde, og den tiltro hun havde haft til hingsten, inden hans sind var blevet belagt af Skyggerne, var årsagen til hun fulgte ham nu - og så tæt som hun gjorde.

Et øre blev vendt til siden, ind imod den sorte hingst. Han snakkede igen, udspurgte hende om hendes liv var blevet, som hun ønskede det. Hun studsede en anelse over, at han netop spurgte om dette. Hun lod sine ravfarvede øjne søge fremad i horisonten, hvor hendes fokus blev lagt, alt imens hun gennemtænkte det, som hendes liv havde budt hende. Var det blevet, som hun ønskede det? På langt de fleste punkter kunne hun uden at tøve svare ja; men der var ét punkt, som nagede hende. Og netop dette punkt involverede den hingst hun i samme øjeblik gik side om side med. Hun overvejede meget grundigt hvordan hun skulle svare ham, inden hendes milde stemme brød stilheden, der havde lagt sig omkring dem.

,,Et simpelt svar til dit spørgsmål findes ikke, Volontaire. Jeg er rigtig glad, lykkelig, for det liv jeg lever og de selskaber, forhold jeg har indgået. Om det var det liv, jeg for år tilbage ønskede mig, kan jeg ikke svare hverken ja eller nej til; for endnu er der mange ting, der kan forme min tilværelse. Jeg kan dog sige dig, at det liv jeg engang ønskede mig, rummede en fred, som endnu ikke er opnået i dette land - og jeg er ganske sikker på, at du forstår hvad jeg mener med dette, kære Volontaire. "

Herefter lagde hun sine varme øjne imod ham. Hun søgte direkte hans, de nu isblåøjne, hvis udtryk ej kunne læses. Hvad ledte hun efter? Hun vidste det ikke helt, men hun betragtede hver en muskel der bevægede sig under hans skind. Hun ventede - ventede på et svar, som hun var usikker på, om ville blive forstående eller vredt. Hingstens sind, som hun før havde kendt, kunne meget vel have ændret sig drastisk efter at Skyggerne havde besat det; men hvor meget, det kendte den gyldne hoppe endnu ikke svaret på. Og om han var i stand til at kontrollere Skyggerne, eller de kontrollerede ham, var også en ukendt variabel, som hun ikke kunne tage højde for endnu. Hun brummede til slut sagte, inden hun vendte sine ører helt frem imod ham.

De gik der, side om side. Lyset og mørket. Godt og ondt. De vidste det godt begge to, at de var tilhænger af to helt vidt forskellige ting. Han havde altid ønsket at gå ved hendes side. Være en del af den gyldnes liv. Men dette var ikke noget, der kunne ske for dem. Ikke på den måde, som han havde ønsket. Han kendte godt hendes sti. Han vidste hvilken vej hun ville, og hvilken vej hun til en hver tid ville søge. Måske troede den gyldne Illana også, at hun kendte den vej han ville, og den sti han fugte. Men hun ville nok højest sandsynligt tage fejl. Det ville de fleste. Hvis ikke alle egentlig ville fejlfortolke den vej, han gik. Kun Volontaire kendte sin egen vej. Sin egen sti. Og hvad der var ment for ham at ske. Den sorte hingst var konstant opmærksom på de ord, der kunne komme fra den gyldnes mule. Men lige nu var der stilhed imellem dem, mens de gik der, i solens snart sidste stråler.

Skyggerne på hans krop, skreg og hvislede i hans indre, men de havde dog trukket sig mere og mere tilbage, grundet det lys der hang om Illanas hals, og hele hendes eksistens, og samtidig havde de trukket sig tilbage grundet solens stråler, der stadig bagede på Volontaires nu helt sorte skind. Han var nemlig ikke længere broget. Han var i sandhed blevet sort som natten, udover de to sokker, der endnu var hvide, på hans forben. Hans isblå øjne hvilede tomt fremad, i den retning de to vidt forskellige sjæle gik. Men så forskellige, var de slet ikke. Nok troede Illana at den sorte Volontaire var hendes modsætning, måske, men det var ikke helt sandheden. Men sandheden, den ville komme frem en dag, når tiden var den rette og inde. Og dette var ikke endnu. Den gyldne fremsagde pludselig sit svar, mens de fortsat gik afsted. Et svar, der ikke kom bag på den sorte hingst. Hun ønskede fred.. Selvfølgelig gjorde hun det – og denne fred, var han en del af at spolere. I hvert fald så det da sådan ud, udadtil. Han nikkede kort, mekanisk, mens han brummede i en dyster og mørk tone.

,,Jeg forstår godt dine ord, Illana"

Dette blev hans svar. For han ønskede ikke at svare på alt det førnævnte. Han ønskede ikke at tale mere om hendes kærlighedsliv. Hendes mage. Der var ingen grund til, at snakke om noget, der ikke faldt ham naturligt at tale om – og som kun gjorde ondt værre. Skyggerne hvislede i hans øre, skændte ham, fortalte ham om og om igen, at han havde chancen. Han kunne tage lyset. Men de var for ivrige. De var for naive. Han kunne ikke tage lyset – hun var stærkere end han.. Men det var jo heller ikke det, den sorte hingst var kommet for. Det var en anden årsag. Han slog et slag med sin sorte hale, inden han standsede brat op, og lod sine isblå øjne stivne i hendes dybe og varme øjne. I nogle sekunder svømmede han hvileløst rundt i hendes blik, fortabt. Han rømmede sig da voldsomt, og slog med det store og voldsomme hoved, inden blikket gled henover hende, og ud i horisonten.

,,Teylar, ikke sandt?"

Spørgsmålet var måske mærkeligt. Men han hentydede til det, han kunne se ude i horisonten, i det sydlige Leventera. Teylar. Den flok, hun tilhørte. Han havde bevidst valgt at gå i denne retning, for da ville hun måske føle sig mere sikker. Han kom ikke for at skade hende. Men han kunne til gengæld selv komme i knibe, ved at befinde sig ved Teylars område, trods han ikke betrådte det. Men det var en chance han var villig til at tage, den stolte og mekaniske Volontaire.

Hendes ord, som hun var uvis omkring hvordan den sorte hingst ville reagere på, gav efter hendes ordstrøm et nik fra sig; mekanisk, isoleret i bevægelsen som det altid have ligget til ham. Med det samme skævede den gyldne hoppe imod ham, afventende på hans svar. Det blev et kort et, og et afsluttende et; for da han havde givet udtryk for, at han forstod, kom der ikke flere ord. Hun brummede sagte, alt imens en undren begyndte at forme sig i hans sind - for hvordan kunne han forstå, når Skyggerne havde overtaget hans sind? Hvordan kunne han forstå tanker omkring det præcis modsatte af det, som han var blevet til? Som udtryk for hendes tanker, begyndte den gyldne hoppe at mimre ganske let med den grå mule. Tog hun fejl? Tænkte han endnu selvstændigt? Og hvis han gjorde, hvis der stadig var noget tilbage af den hingst hun stolede på - den hingst hun faktisk i øjeblikket havde valgt at følge - hvordan kunne det så være, at han havde valgt Skyggernes sti?

Hendes tanker blev afbrudt nu. Volontaires blik blev nu rettet imod hendes, og hun tillod ham at beskue de øjne, som hun besad. Hun lod ham se hendes vævende tanker, som han ikke kunne høre og hun lod ham se den ærlighed, der lå omkring hendes ønske om at vandre her med ham. Hendes ønske om at vide mere om, hvad der var sket siden deres sidste møde, hvor han havde bedt hende holde sig fra ham til evig tid. Hendes ønske om at forstå - forstå ham. Hun rakte endog mulen en anelse fremad imod ham, lige inden hans ledende spørgsmål blev ytret. Hun lagde med det samme blikket fremad, imod Teylar's grænser som de rigtig nok var på vej imod. Hun nikkede bekræftende, inden hun trak hovedet tilbage og rettede den lange, slanke hals op.

,,Det er ganske rigtigt Teylar, jo. Er der noget der, du søger?"

Nok havde han sagt, at han var kommet for at se hende - se hvordan hun havde det - men hans valg af retning, kunne skabe undren. Dog regnede den gyldne hoppe ikke med, at der var noget særligt ved flokken som han søgte, for ellers ville det ikke give så meget mening at søge hende først, hvis flokken var hans formål. Hun brummede sagte, inden hun atter lod sine skridt forlænges og ryggen arbejde på nu for at opretholde hendes naturlige elegance

Han var en hingst af få ord. Det havde han alle dage været. Det havde dette valg, ikke ændret. Han ville for altid være af få ord. For hvis noget skulle siges, kunne han godt fortælle det med ganske korte sætninger – som regel. Nogle ting krævede længere forklaringer, men ikke forklaringer som han havde tænkt sig at give sig i kast med endnu. Det var der absolut ingen grund til. Den sorte hale slog et slag bag ham, mens han stirrede henover den gyldne hoppe, med blikket frem imod Teylar. Det område, og den flok, som hun hørte til. Hendes hjem. Ligesom det var andres hjem. Men hans hjem, det var et helt andet sted. Om det nogensinde ville lykkedes for ham, det han havde i tankerne, det vidste hverken han eller nogen anden. Men han var villig til at gøre et forsøg.

Han drejede blikket ned igen, og så på den gyldne hoppe. Den hoppe, han altid havde ønsket blev hans – men som aldrig ville blive det. Det vidste han jo godt. Men han havde lovet hende noget i tidernes morgen. Han havde sagt, at han altid ville være ved hendes side, skønt hun måske ikke kunne se ham der. Han havde svoret altid at beskytte hende.. Men verdenen var ændret. Den var en anden nu. Han var en anden. Men det var hans løfte ikke. Det var og ville altid være det samme.

,,Nej, jeg søger ikke noget, Illana. Men her er du i sikkerhed.”

Svarede han, med den dybe og rustne stemme, der var mekanisk og død at høre på. Han havde i forvejen ikke ejet meget gnist eller tone i sin stemme, men nu var der nærmest intet at komme efter. Hans stemme var mere eller mindre ’død’. Hans blik gled ned i hendes dybe og mørke øjne, med sine egne isblå. Hun lignede sig selv. Blot mere.. voksen og ældre. Men det klædte hende ganske meget. Han sagde intet. Stirrede blot ind i hendes øjne. Som søgte han, at hun så hans svar i blikket. Men det vidste han godt var en umulighed. Han var nødt til at fortælle hende det hele, hvis hun skulle forstå hans virkelig intentioner ved dette møde. Men han kunne intet sige eller fortælle. Så ville alt gå i vasken. Både for ham – men bestemt også for hende. Alt ville forsvinde. Han brummede i den mørke og hæse tone, et brum der før i tiden ville have båret en form for… tilpashed. Men den tone var ikke eksisterende mere.

Kortvarigt, imellem skjulte blikke, betragtede den gyldne hoppe det, som den sorte hingst var blevet til. Hans førhen brogede skind, hvor det hvide og mørke kæmpede om pladsen på hans muskuløse krop var nu blevet sort som kul. Alt undtagen hans endnu hvide forben, og de blå ar der spredte sig fra hans bringe, der hvor hans hjerte gentagende gange var blevet skubbet igennem. Det stak i hende at se, for hun havde været en afgørende medvirkende faktor til det, som var sket med den brogede hingst. Han havde ofret sit hjerte, for at beskytte hende. Et kort smertende blik gled over hendes brune øjne, inden hun lod blikket vende frem igen, imod Teylar. Grænsen lå ganske fredeligt hen; Brêgo synede ikke at være ude på patrulje i dette område som de befandt sig i, hvilket måske var til deres held. Hvordan et møde imellem den ædle Brêgo, Illana og Volontaire ville foregå var svært at forudsige og helst ville den gyldne sjæl være foruden.

Hun vendte et øre imod ham, da han snakkede igen. Han søgte som sådan ikke noget i flokken, men han konstaterede, at hun var i sikkerhed der. Hun så nu imod ham, alt imens hendes ører undrende blev vrikket lidt frem og tilbage. Og undren stod klar i hendes blik et øjeblik endnu, inden hun huskede.
Hun huskede hvordan han i sin tid havde svoret hende, at han altid ville passe på hende. Et løfte, som hun ikke regnede med stadig gjorde sig gældende, i og med han havde ønsket hende ude af sit liv. Var han her, for at se, om hun endnu var i sikkerhed? Hun lagde hovedet en anelse på skrå, inden hun faktisk lod et lille smil vises på den grå mule. Uanset om han kun var der for at undersøge, om hendes sikkerhed var okay, om han var der for at hilse på hende igen, fordi han af ukendte årsager måske ville genoptage kontakten; eller om han blot ønskede at lægge øjne på hende igen for at bekræfte sig selv i, at deres veje for altid skulle være adskilt var for hende i øjeblikket ligegyldigt. For faktisk nød hun at han var der.

,,Teylar er sikker, ja. Nok er vi endnu ikke så mange, og nok er fællesskabet endnu ikke etableret til fulde, men der er trygt."

Hun mente hvert et ord hun sagde om Teylar, om end det ikke var mange. Hun følte sig sandelig i sikkerhed i flokkens område, under beskyttelse fra ikke kun Brêgo, men alle individer der boede der. Alle beskyttede de hinanden, og de rammer som flokken havde skabt, var rammer hun engang ønskede at starte sin egen familie i. Med et par svirp med halen, trådte hun nogle hurtige skridt frem, drejede om sig selv og stillede sig nu med fronten imod den sorte hingst med de døde, blå øjne. Lyset om hendes hals skreg i hendes indre, da de to sjæles hoveder nu kom hinanden meget nær. Skyggerne kunne fornemmes, sanses, men Illana's hjerte stod klart nok, fast nok, til at frygten for Skyggerne et øjeblik blev lagt bort. Og efter Lysets første reaktion, der bød hende på flugt, da blussede det en anelse op igen. Hun var i sikkerhed her.. Også med ham. Og eftersom Skyggerne endnu ikke havde rørt hende, havde hun opbygget en fornemmelse af at han havde kontrol over dem; hvilket hun inderligt håbede han havde.

Den sorte hingst stod der, med fronten imod det område, hvor Teylar lå. En flok, der efter sigende husede mere end blot en vogter. Han vidste ikke hvor mange, og han vidste heller ikke hvem. Men han vidste, at der var flere end kun Illana. Og hvis de skulle risikere at få øje på den sorte sjæl, der havde fulgt hende hjem, vidste han godt, at han muligvis stod i en farlig situation. Men dette var blot noget han måtte tage med. For han vidste, at den gyldne Sol var i sikkerhed her. Det var hendes hjem. Hendes familie måske. Han anede ikke om hun havde fået familie, udover sin mage. Om hun var blevet moder. Men var hun blevet moder, var det ikke noget der tyngede ham. Hun fortjente det. Hun fortjente at få en familie. Skabe noget, der var hendes eget. Også selvom det ikke var med ham. Han svirpede kort med den sorte hale, mens hun nu talte igen. Svarede på de ord han havde sagt. De var ikke mange. Men det behøvede de vel heller ikke være. Han lod sine isblå øjne dykke ned i hendes dybe og varme øjne igen, inden han talte.

,,Der behøver heller ikke være mange, for at man føler sig tryg, Sol. Ét enkelt individ, kan til dels være nok, til at føle sig tryg”

Han vidste ikke om hun forstod hans ord, som blev fremsagt med den hæse og mekaniske stemme. Han kaldte hende sol. Det skar i hans indre, ved denne udtalelse. Mindede ham om minder med hende. Det dirrede i hans skind.. Et dybt og rungende brum forlod hans store og muskuløse korpus, inden roen igen faldt over ham. Hun havde engang følt sig tryg i hans selskab. Det vidste han. Men han vidste også godt, at hun nok ikke følte denne tryghed mere hos ham. Og det var måske det, der i sandhed nagede ham mest ved denne beslutning. Hvis blot hun forstod.. Hvis hun blot forstod, hvorfor beslutningen var som den var. Men det ville hun aldrig få af vide. Men måske se eller mærke. Skyggerne hvislede i hans indre, fordi deres ansigter var så tæt. Noget i ham, higede efter at røre hendes gyldne skind. Mærke hendes varme. Den varme, han havde holdt så inderligt af – men som han var nødt til at glemme. Han kunne ikke røre hende. For mon ikke lyset og hans skygger, da ville hvæse klør af hinanden. Han anede det ikke. Men han tog bestemt ikke chancen; for det kunne svække den gyldne hoppe. Han fjernede blikket fra hendes dybe og varme øjne, og fokuserede imod hendes lys, der svagt lyste igen. Det levede endnu.

Nu hvor de stod så tæt, så nært, huskede den gyldne hoppe tilbage til den tid, hvor de to sjæle havde lært hinanden at kende. Det havde været en langsommelig proces, hvor hvert skridt de to frem, var skrøbeligt og velovervejet. Ja, faktisk havde den gyldne hoppe i sin tid tvivlet på, om hun nogensinde ville komme tæt på livet af den førhen brogede hingst, da han ej havde virket til at ville lukke nogen ind - men han havde haft lukket hende ind. Det havde skabt en glæde, skabt en tillid, som den gyldne hoppe havde elsket, og som havde ført til, at hun havde elsket ham. Men ligeså havde den gyldne hoppe lært, at hjertet kan elske flere, og på forskellige måder - og det valg hun havde taget, havde fået båndet de havde skabt sammen, til at smuldre. Hun havde fortrudt mange gange, at hun havde ladet ham gå dengang. At hun havde udsat ham for så meget, eller rettere, ladet ham udsætte sig selv for det, for at beskytte hende - om end hun ej havde været vidende om hans beslutninger på forhånd. Det nagede hende dog alligevel, og skylden, ja, den ville nok altid sidde der; en skyld, som hun havde været nødt til at gemme, for ej at lade den fortærer hende.

Deres muler havde ikke været så tæt i meget, meget lang tid. Og der var sket så meget siden sidste gang. Illana, den gyldne, havde valgt siden på den månebrogede hingst. Hun var flyttet i Teylar, havde skabt sig en tilværelse der. Endnu var hun ikke blevet moder til et føl, om end det var et af hendes store ønsker - men som altid, havde den gyldne hoppe tålmodighed og forståelse for, at der var kvalitet i at vente, og ikke skynde på verdens hændelser. Den førhen brogede Volontaire, hvis vej havde været hende uvis, havde valgt Skyggernes broderskab, hvilket var en beslutning hun ikke forstod. Og selvom hun måske ønskede at udspørge ham om dette, af ren og skær frustration og savn, da havde hun fravalgt det. Han havde søgt hendes side, og hun havde valgt at følge ham endnu engang - og hun ville ikke spolerer dette, ved at spørge indtil hans valg, som hun var imod. Den diskussion kunne kun ende galt, og det ønskede hun ikke.

Han snakkede nu. Og de ord, som forlod hans mule, fik hendes ører til at vrikkes frem, og et fjernt blik til at glide over hendes brune øjne. Sol. Netop denne hingst, som stod foran hende nu, havde ej kaldt hende det i nærmest uendelige tider, og at han kaldte hende det nu, skabte ravage i hendes indre. Volontaire, hingsten hun kendte, var der stadig, for ellers ville han ikke have kaldt hende netop dét. Hun brummede sagte, knapt hørligt, inden hun med en stemme fuld af savn, savn til hingsten hun havde kendt og haft nær, svarede ham.

,,Jeg vil både give dig fuldkommen ret, og sige, at du tager fejl, Volontaire. Ét individ kan være nok til, at man kan føle sig tryg. Og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle høre det ord igen.."

Hun lagde stor vægt på ordet 'kan', for at understrege, at det var sandheden. Illana havde selv oplevet det. Hun havde oplevet det med Samael, en sjæl, som hun ikke kunne undvære - men ligeledes havde hun engang oplevet det med Volontaire selv. Og samtidig gav hun til kende, at hun havde hørt hans ord; hørt, at han havde kaldt hende Sol. Og skjult i hendes ord lå en tavs taknemmelighed herfor. Hun rømmede sig, efter en lille pause, og lod da et spørgsmål falde til den nu sorte hingst.

,,Hvordan har du det?"

Valgte hun da at spørge. Hun lagde det op ganske åbent, så han selv kunne vælge hvilken del af hans 'liv', eller tilværelse, som han eventuelt ville fortælle hende om. Og hvis ikke han ønskede at fortælle hende om sig selv, kunne han blot afværge hendes spørgsmål.

Det var ikke fordi han havde valgt denne vej, fordi han ville skabe ravage. Han havde ikke valgt denne sti, for at hævne sig på nogen eller noget. Han havde valgt denne sti, fordi det var den der var logisk at vælge nu. Der var en årsag. Årsagen kendte kun Volontaire selv til, og sådan skulle det også forblive. I hvert fald lidt endnu. Måske længe. Årsagen ville først blive vist, når tiden var den rette, og når der var brug for det. Han havde tanker i sit indre. Tanker der snurrede og spandt deres egne spind. De var rodede. De gav ikke mening – og mest af alt, så blev de hele tiden afbrudt af tanker, der kom fra følelser, han ellers ikke havde bemærket i lang tid. Disse følelser, troede den sorte skabning, han ville være nogenlunde foruden, når vejen til Skyggerne var fuldendt; men det var ikke tilfældet. De havde hele tiden ligger inderst inde, ulmet og ventet på at bryde frem, når nogen skubbede til dem. Vækkede dem. Hendes stemme brød frem. Stoppede de tanker, der spandt deres helt eget spind i hans hoved. En stemme der var fyldt med noget, han selv kendte til. Savn. Men hos ham, kunne den ikke spores. Den kunne ikke høres eller ses.
Hun bemærkede hans ordvalg; ’Sol’. Det havde været en bevidst handling fra den sorte hingst side, at bruge netop dette ord. Hun skulle forstå, at der stadig var noget ind i ham, som ikke var skyggebelagt. De havde ikke fortæret alt i hans indre; men hans ydre. Han var ejet af skyggerne, udseendemæssigt. Men når det kom til de, der levede i ham, i hans indre, var det en helt anden side af sagen. Hun huskede også, at hun før i tiden havde følt sig tryg. Måske endda også hos ham?
Hans isblå øjne landede ned på hende igen, da hendes ord døde ud – men kun for en stund. For et spørgsmål forlod nu hendes mule. Henvendt direkte til ham. Hvordan han havde det. Hans blik gled da henover hende igen, og imod Teylar. Mekanisk i bevægelsen. Han så ud til ikke at ville svare den gyldne hoppe; i hvert fald i de første sekunder. Men så kom hans rustne og hæse stemme frem.

,,Jeg er ikke død, Illana”

Svarede han, med den mørke og hæse stemme, der virkede død at høre på. Han var jo ikke død. Måske mente hun, at han på en eller anden måde var død. Men det var han ikke. Han var mere levende, end han længe havde været. I nogle sekunder var han igen stille, inden han da lagde blikket ned på hendes amulet, der sad om halsen. Kiggede og stirrede på lyset, som egentlig skar i hans indre, grundet de levende skygger.

,,Jeg har det, som jeg bad om at få det. Jeg er i live – mere end nogensinde før. Jeg er forandret. Jeg er ikke den, jeg før var, Gyldne sol. Men jeg er blevet til noget, der er brugbart i… visse situationer. Jeg forstår godt, at du ikke forstår mig valg. Men jeg vil be dig om at tro på, at valget er taget af en grund. Og huske på, at jeg for længe siden gav dig et løfte. Et løfte, der den dag i dag, stadig er bindende.”

Det var jo egentlig sandheden – for han havde fået sit hjerte igen. Han var i live. Han var ikke død. Men noget i ham, var dybt forandret. Hans blik gled nu mekanisk op i hendes dybe og varme øjne. Hun ville nok ikke forstå hans ord. Men han håbede, at hun kunne huske hvad det var for et løfte, han for længe siden havde givet hende. Hans isblå øjne stivnede i hende. Som søgte han at hive erindringen frem i hendes sind; men det var umuligt. Det vidste han godt. Han fjernede blikket igen, og stirrede tomt henover hende.