Elastic Heart

{Jaidev}

Chibales tætte træer omgav den askefarvede. Solen skinnede et sted højt oppe over trætoppene. Kun enkelte flygtige stråler nåede igennem de mange, mange grene der dækkede for himlen, og den grå bevægede sig derfor blandt skygger. Nu og da nåede solens lys hendes mørke, glatte skind og satte endnu en gnist i hendes gyldne øjne, men Chibale var en lille, mystisk ø hvor skoven lukkede af for både solskin og lyde. Der var tyst, skoven var helt stille, så da lyden af en fugls flaksende vinger nåede den askegrås bløde ører, standsede hun et øjeblik for nysgerrigt at kaste sit ravfarvede blik opad. En fugl i mørke farver var lettet fra en gren et sted højt over hende, hun nåede knap at se skyggen af den før den var forsvundet op i den blå himmel.

Ariel mimrede kraftigt på sin lyse, følsomme mule hvor et smil viste sig for et øjeblik. Der var rigtig nok liv at finde på Chibale, men man måtte træde forsigtigt for ikke at jage det alt sammen bort. Skyggerne her var mørke, men ikke af mørke, trods udelukkelsen af sollyset så var atmosfæren helt anerledes end på Foehn. En ø hun havde brugt overraskende lang tid på, inden hun atter var rejst videre på sin evige færd. Hun blev sjældent på den samme ø ret længe ad gangen, altid var der mere at undersøge. Men på Foehn havde hun fået afsløret hemmeligheder hun end ikke havde forsøgt at forestille sig. Alligevel var hendes viden stadig minimal. Der var meget mere, det var kun begyndelsen.. Hvis hun kunne finde en måde at redde den brogede..

Hun bevægede sig videre. Den grå havde et mål i sigte, en lysning som hun efterhånden kendte ganske godt. Det var lidt af en kunst at finde rundt på Chibale, man blev hurtigt desorienteret blandt de ensformige træer, men der var stier at finde. Gamle stier. Hvis hove havde skabt dem vidste hun ikke, men nu var hendes egne hove med til at bevare dem. Hendes lyse mule var sænket, blikket som altid nysgerrigt selvom hun havde danset denne vej mange gange før. Men noget andet lå i hendes øjne, noget mere alvorligt, noget nyt.

364 words

Elastic Heart

Tag: Ariel  | Wordcount: 427  | Weather: Day, warm, sunny

Det føltes som evigheder, men atter var himmeldanseren forenet med den ø, han følte den største samhørighed med. Chibale. Han søgte ofte tilbage hertil, han vidste at hvorend han ville vandre, søgte han altid tilbage. Den var noget ved denne Ø, som tiltalte himmeldanseren. Om det var fordi han kunne danse uset med skyggerne i nattens muld, om det var fordi træerne skjulte hans tilstedeværelse eller om det simpelthen var fordi, at øen mindede så meget om hans hjemland – det kunne hingsten ikke svare på. Men han nødt, at tilbringe tiden her. Men i det sidste års tid, havde øen ændret sig. Ikke i fysisk forstand, men fredeligheden var blevet erstattet af en minimal spænding i luften; en spænding, hans magi reagerede på. Svingleren Rumpelstilskin holdte til på denne ø, og et sted nagede det Jaidev. Det ødelagde øens smukke ydre, at sådan en væsen havde bosat sig lige netop her.
Et lydløst suk forlod den lyserøde mule, mens himmeldanseren forlod den åbne eng, og trådte ind mellem træerne, der omringede den største del af øen.

Lydende var over alt. Hvis blot man lyttede naturligvis. Med øre med stilke, lyttede den mørke hingst til fuglenes legesyge kvidren, harens hastige hop over jorden, hans egne hovslog… Han sank hovedet et øjeblik, og tog en dyb indånding for at optage alle lugtene og atmosfæren, der hvilede over denne lille ø. Dog var han opmærksom hvor han satte hovene, øen kunne godt minde lidt om en labyrint, hvis man ikke var opmærksom. En pludselig ændring i luften, fik himmeldanseren til at standse brat op. Luften var ikke længere tung af mos og bark; en feminin duft havde passeret hans sensitive næsebor. En duft, han havde passeret før. Et dybt, maskulin brum nynnede fra den mørke hingst, hvis ravnsorte hale lod sig hæve som en stolt fane bag det spændte bagparti, og med dansende skridt travede han mod den retning, duften kom fra.

I en lysning inden i skovens dybde fandt han hende. Ariel. Den kække, unge hoppe som han havde stødt på før. En ganske behagelig sjæl, som han var glad for at se igen. Inden han trådte ud i lysningen, stoppede han op og betragtede hende. Han ville nødig forstyrre. Hun lignede mest en lille skovnymfe, der var på eventyr, som hun stod der midt i skovens lysning. Et hingstet kald lød mod hoppen, og med hvælvet nakke dansede Jaidev ud i lysningen. Kappen flagrede omkring ham, og denne gang var det ikke stjerne, der prydede ham; ak nej, kappen var pure lyseblå med store, fluffy skyer pyntet omkring.  

 

Hun nåede snart sit mål. Med for hende usædvanligt langsomme skridt trådte hun ud i lyset, ud i solskinnet. Det varmede med det samme hendes mørke skind og fik hendes ravfarvede øjne til at gnistre endnu klarere. Endnu et smil tegnede sig på hendes lyse mule, svagt, men med en umådelig følelse af fred bag. Fred trods de tanker som det meste af dagen optog hendes sind, påvirkede hendes humør. Hun flyttede på sine bløde ører, idet hun kastede et undersøgende blik rundt i lysningen. Den var tom, der var kun hende og end ikke en fugl i nærheden. Og der var stille.

Græsset var saftigt her, det voksede frodigt da både solskinnet og den lille bæk som løb i udkanten af lysningen gav det liv. Den klukkede lavt, bækken, og var som sådan det eneste som brød skovens tavshed lige akkurat her. Hendes egne hovslag i det grønne græs var nærmest uhørlige, let som fjer som hun nu engang var. Med nu mere dansende og energiske skridt trådte hun længere ind i lysningen, ind i solbadet som kærtegnede hendes pels. Hvordan kunne så.. ubehagelig en sjæl høre til her, på denne ø? Chibale var mystisk, og det passede måske godt til sådan en mystisk og magisk skabning, men det var en smuk og fredsommelig ø. Dybe skove og lysninger med et overflod af liv. Hun virrede let på sine følsomme næseborer, den kraftige duft af græs var slået hende i møde.

Måske så kraftig at hun slet ikke havde lagt mærke til den anden sjæl, som også var i nærheden. Først da en bredskuldret skikkelse åbenbarede sig fra træerne efter et dybt vrinsk havde brudt stilheden, lagde hun mærke til den. Hendes lyse mule blev løftet en tand, opmærksomt og med det samme med et nysgerrigt glimt i øjnene, om end noget overrasket. Det var en hingst som havde kaldt på hende, bedt om hendes opmærksomhed, og det var en hingst som kom imod hende fra mellem skovens tætte træer. Men det var ikke en ukendt sjæl, nej, til hendes forbløffelse var det himmelhingsten. En mild brummen til hilsen forlod hurtigt hendes bryst, selvom overraskelsen var let at læse i hendes udtryk. Den askegrå lagde generelt ikke skjul på noget.

Ariel vippede ørerne fremad mens den rødbrune kom nærmere, selv stod hun nu stille og et energisk smil bredte sig hurtigt over hendes mund. Hingsten med et stykke af himlen på ryggen. Det var længe siden deres veje havde krydset hinandens, men hun huskede ham ganske tydeligt.

”Jaidev.”

Grundet sin overraskelse kom der ikke flere ord, ikke endnu. Nysgerrigt og glædeligt ved gensynet, trippede hun letfodet nogle skridt nærmere den bredskuldrede hingst.

444 words

Elastic Heart

Tag: Ariel  | Wordcount: -  | Weather: Day, warm, sunny

Hingstens sortnede øjne betragtede den lille grå hoppe foran ham. Den lille skovnymfe. Hans mandelformede øre stod på stilke, og de stærke ben dansede hende i møde. Til hans tilfredsstillelse havde hun budt ham velkommen, dog med en hvis overraskelse. Han kunne ikke dømme hende, han var ligeså overrasket over at se hende igen. På den anden side, han havde fået øje på hende først og haft muligheden for at tage det første skridt, så hans overraskelse var forduftet forlængst. Han var ej skamfuld da han kom hoppen i møde, tværtimod kom han dansende med himmelen flagrende omkring ham. Den, kappen, kastede et blødt lys omkring ham, fik ham nærmest til, at skinne en smule. Det var som en fane, der stolt hang omkring ham, da han nærmede sig. Men ak, himmeldanseren var også en stolt hingst, og han vidste at den lille grå ikke ville blive bange. Nej, der skulle mere til at ryste hendes verden. Hingsten nåede hoppen, og med en galant bevægelse strakte han den silkebløde mule frem mod hendes. Hans varme ånde ramte hende blødt og regelmæssigt i takt med hans vejrtrækning. De mørke øjne gled i hoppens gyldne, karakteristiske øjne, inden han betragtede hendes fine, lille krop. Den ravnsorte hale blev stolt hævet bag den spændte bagpart, og han trådte et skridt tættere på.

" Ariel. "

Hoppens milde, munter tone havde velkomment ham, og hans egen mørke, maskuline stemme velkommente hende. Han nippede forsigtigt til hendes fløjlsbløde mule, og dansede nogle skridt sidelæns. Hun så imodbart ikke anderledes ud end sidst, hvilket var godt. Tænk hvis det var sket den lille grå noget. En smule forsigtigt løftede hingsten forparten fra jorden og nappede efter hendes man. Da han atter stod plantet p jorden, vippede han roligt med de mørke øre. Hun var en legesyg sjæl, en livlig sjæl. Mon hun gad bruge nogle kræfter sammen med ham? Han rynkede lidt på mulen, og skubbede forsigtigt og uskyldigt til hendes kæbe. En invitation til lidt leg og ballade.

 

Han kom nærmere, alt imens et stykke af himlen dansede over hans brede skuldre, et syn der nok aldrig ville høre op med at fascinere den askegrå. Det slog hende pludselig om han mon besad nogle særlige evner, om han kunne bruge en tildelt magi som hun havde hørt andre vogtere kunne. Og hvor kom det alt sammen fra, magien, hvilken guddommelig strøm af energi fyldte dem op? Deres indre, eller noget udefra? Hun vippede på sine små, mørke ører og virrede med sine let udspilede næseborer, hans duft fandt hurtigt vej til hende, bekendt og maskulin. Et mildt smil tegnede sig om hendes mund da han strakte sine brede mule mod hende, og hun rettede ørerne længere frem da han gengældte hendes hilsen. Han så ud til at være ved godt humør, præcis som hun huskede ham, det kunne ligeså godt have været i går selvom det nu var ganske længe siden.

Da han nippede ud og flyttede på sig, satte det også energi i den grå. Hun udstødte et muntert prust og puffede drillende ud efter ham, før hun selv dansede i solen – nogle kvikke skridt væk fra ham, efter han havde plantet et puf på hendes kæbe. Med et slag fra sin sorte hale løftede hun mulen en tak, udfordrende med et stadig muntert smil. Hun fornemmede skam godt energien i ham, noget han skam ikke skulle tro han var alene om, for den grås reserver var nærmest uudtømmelige trods det milde udtryk. Ville han løbe, danse? Der kom ikke flere ord fra hende, ikke endnu, først fnøs hun ad ham i den dybeste tone hun kunne præstere – og så stak hun af i et iltert spring mod træerne.

282 words

Elastic Heart

Tag: Ariel  | Wordcount: -  | Weather: Day, warm, sunny

Himmeldanseren nødt hans stunder med denne lille grå hoppe. Hun havde plantet et unikt indtryk i ham; de gyldne øjne der mindede om den lumske Mindraper, den adrætte krop, hvortil et humør så mildt tilhørte. Et humør der ejede en personlighed, der altid var med på lidt leg og ballade. Ak, himmeldanseren havde svært ved at give slip på sig selv, og give sig selv hen til livet og dets goder - men når han så denne kække lille hoppe, var det som om en del af hans murblokade eskalerede, og han kunne give sig lidt hen. Da den grå hoppe kvikkede op under hans berøring, lod Jaidev hovedet glide kækt på skrå, mens de mandelformede øre var så fremad rettet mod hoppen, som de overhovedet kunne blive. Et øjeblik stod han der, bomstille. En spænding blev skabt mellem de to sjæle, så tyk og fyldt med elektricitet, at han nærmest kunne se den. De stod der, uskyldigt, og så hinanden an. Hvem der tog det næste skridt, hvad udfaldet om lidt ville blive. Den grå Ariel sendte ham et udfordrende blik, og hingsten lod den bløde mule rynke sig sammen i en grimasse. Hans muskler blev spændt under den kappe, der forsigtigt kælede hans flanker. Han ansede den knapt, al fokus lå på den grå hoppe. Hver lille bevægelse hun gjorde, ville han sluge med de mørke øjne. 

Stilheden blev brudt, da den grå fnøs af sine lungers fulde kræft. Dét satte gang i Jaidev, som havde det været et startsignal. Med et voldsomt kast med hovedet, så den lange man blev kastet omkring ham, sprang han nogle hidsige skridt til siden. Da han atter kastede hovedet op og fik kontrol over kroppen, havde den grå taget det næste skridt og sat kursen mod træerne. Hun havde fået et forspring! Jaidev prustede højt ud af de udspilede næsebor, lod bagbenene bøje sig smidigt under den stærke krop, og som skudt ud af raket fór han efter hoppen. Hun var en lille let hoppe, der med der bestemt ejede en del hastighed i de slanke, men stærke ben. Jaidev kastede atter med hovedet, og lod benene forlade jorden i nogle kåde rejehop og badutspring. Da han atter mærkede jorden under alle fire hove igen, satte han tempoet op. Den lille hoppe var en smule hurtigere end ham, trods ingen af dem var i topspeed endnu; men han kæmpede sig op til hendes side. Legesygt nappede han ud efter hendes lange, sorte man mens hans elegant hoppede op i luften med forbenene i det hurtige tempo. Himmelhingsten fik aldrig fat i hoppens man, og i stedet præsterede han en serie af høje bukspring, hvorpå han mistede tempoet og hun fik endnu et forspring. Et dybt, muntert og maskulint kald kom fra ham, mens ørerne var rettet mod den grå hoppe. Man skulle skam ikke undervurdere hende! Jaidev dirrede med næseborende og gjorde sine anspring større for atter at komme hende nær. De mørke øjne holdte fokus på hende, og da han var nået halvvejs op på hendes side, prustede han højt imod hende, mens han hævede halen i en kåd bue bag den spændte bagpart. Han var helt med på det, hun havde i tankerne. Hvad end det måtte være.


[ Undskyld det noget rustne svar, skal vidst lige finde mig selv igen.... -__- ]

{Sorry for det vildt sene svar, men håber du vil fortsætte tråden! Den er så hyggelig }

Der var nærmest ild i den askegrås lette hove, eller også var det græsset under hende der var ild i, det kom ud på det samme. I hvert fald dansede hun fremad med stigende fart, mens hun mærkede hvordan ren energi spredte sig ud i hele hendes slanke, mørke krop, kun forstærket af himmeldanserens nærvær og ligeså fyrige udfoldelser. Hun havde fået et forspring, som hun havde forudset, men hendes ravfarvede øjne søgte alligevel bagud i et split øjeblik efter sin muskuløse dansepartner. Han bevægede sig ligesom hun med lethed, men samtidig også med en vis tyngde og styrke, som den grå bestemt ikke kunne gøre ham efter. Det var et yderst opstemmende syn der gjorde hendes egne skridt endnu lettere, endnu mere iltre hvis muligt.

Hun holdt stadig retning mod træerne. Elektricitet bølgede ud i den lille lysning da han det ene øjeblik nåede op til hende, dansede med ved hendes side og nappede efter hendes kulsorte lokker der fløj vildt og frit, og sakkede bagud det næste. Hun spidsede skarpt ørerne da han pludselig gav lyd fra sig, et sted bag hende, en kalden der fik noget i hendes bryst til at sitre, noget hun ikke helt forstod. Og et blødt smil formede sig snart på hendes mund, selvom han ikke var langt nok fremme til at se det, men blot af hele oplevelsen. Af hans tilstedeværelse, af deres dans. Den askefarvede slog fyrigt med halen da han igen nærmede sig, og gav så selv lyd fra sig, i en lys klang i kontrast til hans dybe bas. Energisk, muntert. Og så lukkede de første træer sig om hende, snart også om ham, og dansen blev mere tricky. Hun blev tvunget en anelse ned i fart, men det var ikke meget hun gav efter, trods de mange træer som udgjorde en udfordring.

Der var et stykke endnu, men hun havde et mål på sinde. Ikke at det optog hendes bevidsthed, lige i dette øjeblik var det lyden af hans tungere, men stadig dansende skridt og hendes egen bølgende energi som fuldt ud tog plads i hendes indre. Mon han kunne følge med? Der var ingen tvivl om at han ville, en tanke som fik hende til at fnyse iltert endnu en gang, lige inden hun brat skiftede retning. Chiba var ikke nogen nem ø at finde rundt på, men hun havde sine veje efter utallige vandringer her. Hendes ører vippede bagud, lyttende efter ham, håbende at hans prægtige skikkelse ville nå op til hendes egen mørke inden længe. Træerne fløj forbi, et fint lag af sved formede sig over hendes bryst. Men hun var langt fra løbet tør for energi endnu, de var kun lige begyndt.

448 words

Elastic Heart

Tag: Ariel  | Wordcount: 538  | Weather: Day, warm, sunny

Det konstante pres, der lå omkring hans skuldre og bogstavligtalt havde et skær af himmelen, var glemt i dette moment. Himmelhingsten følte sig ikke forpligtet til hans opgave om at beskytte landet, han følte ikke tvivlen om fejltagelse, ak nej. Det eneste den mørke hingst gjorde var, at han følte nuet som han delte med en kvikke grå hoppe, der havde hevet ham ud af hans ’alvorlighedsskal’. Hans sortnede øjne skinnede mildt i det lille skær fra kappen, der stolt hang som en fane omkring ham på grund af det høje tempo han havde på, for at følge med den lille hoppe. Et skær der fik øjnene til at glimter varmt og karamelliseret. Hans ben bar ham let over jorden og på trods af, at han vidste at han kunne følge bedre trop med hende end han gjorde, lod han hende beholde førerpositionen – det var jo altid damerne først. Pludselig lod hoppen sine fine, bløde toner besvare ham, og han veg iltert med det markeret hovedet, hvor pandelokken dansede omkring. Bevidst lod han hovedet sænke efterfølgende og slog et smæld med halen, idet han atter tog en serie af imponerende buk. Han ejede så mange muskler og var så adræt, desværre yndede hingsten ej at bruge disse egeskaber ofte; specielt ikke til fis og ballade. Men nu nødt han det, det ville han blindt indrømme.

Et familiært syn tårnede sig op foran ham. Skoven. Chibales skov. Hans hjem. Hingsten udvidede intenst næseborende og lod den tørre lugt af bark og mos komme ham i møde. Han skævede mod den grå hoppe, og et udfordrende brum kom fra ham i en drengetonet, han næsten ej selv kunne genkende. Han var kækkere end aldrig før, måske fordi at han var på hjembane. Hvordan mon hun ville bevæge sig gennem skovens forhindringer? Stien var smallere end den store, åbne mark de havde løbet på, så himmeldanseren faldt i trav for at give den grå en smule plads. Han hævede hovedet i en stolt holdning, og lod de slanke ben bevæge sig højt under ham idet han betrådte den bløde skovbund. Et dybt, hingstet brum nynnede dæmpet fra ham. Han dansende let og ukompliceret gennem skoven, han kendte den så godt. Han havde danset her utallige gange. Han lod manen stå omkring ham, snog sig om den brede, muskuløse hals. Benene kom ikke i kontakt med grene eller kæppe.

Pludselig skiftede den grå hoppe retning. På grund af afstanden mellem dem, nåede hingsten at se det. Da hun var ude af syne, lod han atter et maskulint og meget dominerende kald lyde efter hende; dette øjeblik var hun jo hans danserinde. Han bøjede sig smidigt omkring og passerede elegant det hjørne, hun var drejet omkring. Da hans sortnede øjne fangede hendes skikkelse igen, knejste han højt op i nakken og løftede benene endnu højere under den muskuløse korpus, der arbejde så let. Han prustede et par gange, og under den tykke man var pelsen begyndt at blive en anden farve. Han nåede op til hende, og forlod hendes sti, for at kunne trave ved hendes side. Elegant undgik han alle træerne og træstumpe. Hvor end hun var på vej han, lod han hende føre an. Og han ville blindt følge med hende.

Den askegrå sugede som altid omgivelserne til sig. Duften af gran, følelsen af mos under hovene, de mange kølige skygger som de enorme træer kastede, indhyllende øen i et dunkelt slør. Himmelhingsten havde set ud til at føle sig særligt hjemme her, men det var kun hvad hendes fornemmelser sagde hende. Hun selv følte sig jo hjemme alle steder, og var på den måde måske ikke særligt knyttet til nogen ø, idet hun holdt af dem alle sammen. Og i højere grad yndede at bevæge sig videre, altid videre, der var alt for meget at se til at blive for længe, for længe værende et abstrakt begreb som kom helt an på den følelse der nu end sad i brystet på hende på netop det tidspunkt. Chibale havde hun heller ikke været længe på, så nu nød hun til fulde de få timer, hun indtil videre havde tilbragt her. Specielt med det selskab som hun hele tiden mærkede lige bag sig.

Hun drejede et øre efter ham, da hans mørke stemme fløj gennem luften og mellem træerne. Det var en noget mere bestemt lyd, end hun havde hørt de fleste sjæle afgive, og igen overraskede han hende. Det var heller ikke meget hun vidste om ham, det virkede ikke nødvendigt, men hans væsen fik i høj grad hendes nysgerrighed til at flamme. Han ville være heroppe lige om et øjeblik, det var hun sikker på. Så hun smed iltert med sit fintformede hoved og rystede vildt manen, alt sammen mens hun passede på ikke at ramle ind i det første træ på sin vej. Det kom hende til gode nu, hvor mange gange hun alligevel havde både tumlet og danset igennem Chibales skove, i alt vejr og alt humør.

Ganske rigtigt vandt han snart ind på hende, fandt plads på hendes side. Han var næsten en bjørn ved siden af hun, en tanke der fik hende til at slå en let, men lille latter op, der hurtigt endte i et varmt smil. De gyldne øjne gnistrede, og hun kastede muntert et blik op på ham, kraftigt virrende på sin lyse mule.

”Kan du tænke dig hvor vi er på vej hen?”

Det var lige før ordene blev fanget af vinden, men så hurtigt gik tempoet trods alt ikke, nu da de var omgivet af træer og dermed forhindringer. Det kom med et smil, nærmest lidt hemmelighedsfuldt og hun brummede muntert ad ham, elektrisk over at dele hans selskab.

409 words

Elastic Heart

Tag: Ariel | Wordcount: 448 | Weather: Day, warm, sunny

Omkring den mørke hingst susede træerne forbi ham. Han passerede dem med en passende fart; det gik bestemt ikke langsomt for sig, men kontrolleret var det. Han vidste udmærket, at hvis han kastede alt, og løb afsted med al hans kræft her, ville det til sidst bide ham i rumpen. Erfaring talte her. I hans yngre dage havde han fart afsted gennem skoven, men man kunne risikere at glide i den bløde bund, eller ikke se de træer, der altid pludseligt stod foran en. Dog var dette tempo hurtigere, end hvad han ellers bevægede sig med; så koncentrationen var høj. Både fordi han fokuserede på skoven fysiske form omkring ham, men også fordi han konstant havde et øje på den lille grå, der yndigt dansede foran ham. Et langt øjeblik holdte hingsten blikket på hende, hvorefter han atter koncentrerede sig og fandt plads ved hendes side.

Pludselig lød der en lyd fra den grå hoppe. Hingstens blik faldt hurtigt på danserinden, der havde slået en lille, varm latter op. Jaidevs udtryksløse ansigt betragtede hende forsigtigt. Hans sensitive øre slugte hendes milde latter. Det var længe siden, at hingsten havde hørt en så varm og ærlig latter, der oprigtigt var fyldt med glæde. Latteren sluttede og i stedet sad der et smil omkring hendes hvide mule. Han kunne ej holde blikket på hendes længere, og lod i stedet det udtryksløse ansigt forlade hende og holdte øje med forhindringsbanen foran dem. Han var ikke typen, der udtrykte sig meget; dog skinnede hans mørke øjne i det sølvblå glimt fra kappen. De skinnede stærkt og gyldent, karamelliseret.
Da hun talte, drejede hingsten er øre mod hende. Lyttende og opmærksomt. Han skævede mod hende med det gyldne blik, og træk skuldrene en smule højere. Søen? Lysningen? For enden af skoven? Der var mange muligheder. Og lige præcis hvilken én, den lille hoppe havde valgt kunne han kun gætte sig til. Han kastede hovedet i hendes retning, og lod den bløde mule støde ind i hendes hals som i et ’show me’-svar.

Hendes smil blandet med den munter latter gjorde hingsten kåd. Hans ravnsorte hale smældede et øjeblik omkring bagparten, hvorefter han stolt hævede den bag sig. Nakken blev spændt op, og han fnys hidsigt tilbage. I en grimasse spændte han overlæben, og brummede mørkt og kækt tilbage, dybe kontraster til hendes toner. Dog var hans toner mindst ligeså energifyldte, som hendes var. Ørerne samt øne fokuserede skiftevis på hende og område, de befandt sig på. Næseborende dirrede på ham og sveden havde fundet frem over halsen og bringen, samt under den himmelbeklædte kappe, der legesygt fløj omkring ham på grund af tempoet. Nysgerrighed kunne ej beskrive, hvad hingsten var i dette øjeblik.