Sound of Sand

{Moro}

Den mørkebrune var søgt hen på den varmeste af øerne. Her var plads at bevæge sig på, intet liv voksede her. Til gengæld gjorde ørkensandet bunden under hans dansende hove tung, det trak ham ned mod jorden, udfordrede hans ridt. Det var anstrengende at danse over sand, men det var en anstrengelse og en udfordring han kun ønskeligt tog op. Vinden var hidsig i dag, den piskede i hans ravnsorte manke og gjorde det af med noget af den hede som vældede over øens tomme, gabende landskab. Her var ikke meget at finde, men alligevel noget. Noget helt bestemt, noget han ønskede at se med sine egne øjne endnu en gang. Det var som om den kaldte på ham, krystalkonkylien på kysten, men uden at nogen havde blæst i den. Hans egen buldrende energi bidrog blot til et brændende behov for at genfinde den genstand, han var blevet forbundet med. Forbundet på en måde som også viste sig fysisk på hans krop, hans stærke lemmer og glatte skind mærkede af koral.

Han bevægede sig fremad i en kraftfuld trav, tungere end hans sædvanlige bevægelser på grund af bunden under ham. Den var særligt slem i dette område, andre steder var sandbunden hård som sten og man kunne flyve over den med en hast ulige alle andre steder. Sådan føltes det i hvert fald, de gange han med energien bølgende igennem sin stærke krop havde givet los og det hurtigste tempo ikke var hurtigt nok. Et fnys forlod hans udspilede, mørke næseborer. Han nød hver en bevægelse i det tunge sand.



Sound of Sand
260 words

         MY WINGS ARE BROKEN AND I AM HOMESICK..

TAGG: Matthew DAY: 23 - 07 -15  WEATHER: 


Temperance havde aldrig været stærk. Hun havde været udholden og havde fundet sin styrke i sin udholdenhed. Både mentalt og fysisk.. Hun havde aldrig hoveret overfor andre, hvis de ej kunne følge hendes tempo op af de knoklet, smalle bjergstier, men ladet dem bestemme tempoet. Altid havde hun sørget for, at ingen ville have en grund til, at pege finger af hende og fortælle hende om hendes fejl. Hun fejlede kun fordi hun var blevet afskåret sit rigtige jeg.. De forstod det ej, men hun tilgav dem. Deres dødelige legemer ville aldrig kunne rumme den viden og den energi der pulserede gennem hendes åre og sjæl. Hun var energi, en del af alt, men hun havde kun brudstykker af hendes oprindelige jeg. Hendes vinger var klippet og brækket til ugenkendelighed, men hun vidste hvem hun var, inderst inde.. Nogle gange kunne hun høre det, høre den sang der havde forladt hende, når hun trak vejret, hendes væsen havde været så rent og kraftfuldt.. Nu var hun.. Dødelig. Forvist. Sat på at tjene sin frihed. 

Den brogede hoppe bevægede sig i en rolig gang, hendes krop var fin og skrøbelig af udseende og blev rykket i af vinden, der glubsk rev i hendes man og hale, samt hviskede djævelsk i hendes øre. Hvad end den havde at fortælle måtte hun ikke lytte, når mørket først vandt dets vej ind til lyset ville det falde.. Hun ville ikke falde.. Fejle igen. De blå øjne var opmærksomme og sat på landet foran hende. Det havde taget hende al hendes mod at begive sig ud i vandet, det havde været et mareridt.. En fugl kunne ikke svømme.. Dæmonerne havde været aktive og jagtet hende, som aldrig før. Hun var faldet i søvn badet i sved og tunge vejrtrækninger, blot for at vågne og have et par timers ro, inden solen brød gennem og bød verden at vågne. Hun gik så godt hun nu kunne, men grå hove sank i og blev nærmest slugt op af sandet, hvis hun lyttede til vindheksene ville hun ej kunne flygte uden at kysse jorden utallige gange... 

Hvor end hun var på vej hen, så kunne hun ikke lade være med at håbe på, at det var et sted med læ for den stærke vind. De fleste ville tage det som en udfordring, men hun var svag af udmattelse og ville give meget for nogle timers ro.. Bare for at komme oven på igen.. 

Mangel på liv betød også mangel på lyd. Der var kun vindens hvislen, lyden summede ikke blot i hans skarpe ører, men summede sig vej ind i hans indre. Og de dumpe slag mod sandjorden skabt af hans hovslag. Meget havde ændret sig, ved mødet med lyset. Hans oplevelse af al lyd. Det var som om sansen var blevet en del af hans inderste, han lyttede ikke blot med sine ører, han lyttede med hele hans væsen. Det var på sin vis overvældende da han stadig ikke helt havde vænnet sig til dette, helt havde accepteret lydens indtog i hans indre. Det kom lidt efter lidt. Alt han hørte var en del af ham nu, hvert et suk af vinden og hver et udtalt ord. Nogle lyde mere gennemtrængende end andre.. Krystalkonkyliens sang som han ikke havde oplevet at høre endnu. Men de bølger af lyd sad allerede indgroede i ham, han ville kunne genkende sangen fra dens første tone.

Trods forandringerne var han stadig den samme, den samme sjæl med det samme evige behov, hans krav på bevægelse. Han havde været i gang længe nu. Krydset vandet mellem Leventera og Zenobia og valgt den måske mest besværlige vej til sit mål. Han kunne have fulgt kysten, det havde været ganske simpelt. Men et pres af energi havde samlet sig i ham under hans rejse med lyset og med månehingsten, den ro han havde besiddet havde vokset noget helt andet frem, hans tålmodighed var simpelthen sluppet op. Så nu var han her. Omgivet af sand til alle sider, solens varme bankede ned over hans brede ryg og vinden sang iltert for hans ører og væsen.

Der var ikke langt igen. Nu krævede en anden sans dog hans fulde opmærksomhed, hans kastanjebrune blik havde opfanget noget han ikke havde forventet at møde herude i ørkenen en forblæst sommerdag. Bevægelse. En skikkelse forude.



Sound of Sand
311 words

               MY WINGS ARE BROKEN AND I AM HOMESICK..

TAGG: Matthew DAY: 23 - 07 -15  WEATHER: 


Den fine, brogede hoppe bevægede sig bravt afsted gennem vinden og de flyvende sandkorn, der havde sat sig over alt i hendes pels, men hun klagede ikke. Hun kunne ikke tillade sig at klage over at sandkornene sugede sig fast til hende, fordi blev kastet rundt af vindene. Et vindstød fik hende til at skutte sig og blive endnu mindre.  Hun havde aldrig holdt af at være bundet til jorden på denne måde, især ikke når vinden var hård. De hårde vinde var oftest de med de bedste strømme at svæve på.. Hun lukkede de blå øjne i og et syn formede sig på indersiden af hendes øjenlåg, det var intet andet end et kort øjeblik, men hun vidste at det ikke blot var et ønske, det var et minde. Et minde om hvordan hun havde svævet på de stærke vindstrømme over jorden, set ned på verden og jagtet skyggerne væk fra lyset. Det var gode minder, minder hvor hun stadig havde sine brødre og søstres respekt. Den gang hun stadig var en engel, den gang hun stadig var Hans soldat.. Nu var hun blot en sort plet på hæren. Mon hun nogensinde ville blive ren igen? Mon hun nogensinde ville jage dæmonerne fra hendes sind og skind? 


De blege øjne løb i vand og var blanke som krystaller, da hun åbnede dem. Savnet knugede hendes hjerte, men blev druknet af vindens dæmoner, der skreg i hendes øre og fyldte hendes hoved med skyggernes ord. Svækling.. Svag.. svag.. Lille fugl, hvor er dine vinger?  Hun løftede sit hoved og lod det veje let i vinden. Hun lyttede intenst efter deres krattene skridt og hendes skridt tøvede kort, inden hun fnøs og gik hurtigere frem. Sandet hindrede hende og hun var snublende af sted væk fra hendes dæmoners hvisken.. Bare hun kunne finde en eller anden form for fred i denne vindblæste ørken.. 

[/font][/div]

Den så lille ud. En sort og hvid prik ude midt i den gabende tomhed. Matt udstødte en brummende lyd for sig selv, en dyb lyd der sang for hans ører og vibrerede i hans inderste. Det måtte bestemt være en hest, en anden sjæl, det var lige før det lignede den blege månehingst. Men denne så ud til at være dækket af mere sort skind end hvid. De befandt sig ikke langt fra kysten nu, deraf den heftige vind som trak og rev i hans ravnsorte manke og skubbede til hans brede, stærke korpus. Den fremmede krydsede hans vej, de var tydeligvis ikke på vej i samme retning, men han nærmede sig da han ikke havde sænket sit dundrende tempo et øjeblik. En stadig smidig trav trods anstrengelserne, trods det sandet som trak ham nedad i tavshed.

Jo tættere han kom på, jo mere ustabilt så den ud til at bevæge sig. Der var ikke nogen spørgsmål om hvorvidt han ville opsøge den fremmede eller ej, det sagde sig selv. Han strakte sin før let knejsede hals og nakke en anelse, rystede så på sin vilde manke, så sandkornene der var hvirvlet i den stod om ham og fløj bort med vinden. Hans overvejelse var hvorvidt han skulle give lyd fra sig eller ej. Noget sagde ham ikke endnu, i hvert fald. Matt drejede sine vendte ører frem, sænkede stadig ikke farten på sit ridt. Der havde været et godt stykke imellem dem, men på grund af den andens tempo tilbagelagde han den hurtigt. Flere detaljer tegnede sig nu, en slank skikkelse, en hoppe selvom vinden bar hendes fært en anden vej end hans. Da han efterhånden kunne se alt dette, da han kunne konstatere at den fremmede sjæl bevægede sig frem med stort besvær, usikkert nærmest, tvang han endelig sin krop ned i skridt. Den gyldne genstand om hans hals slog hastigt mod hans brede bringe, hvorfra bølgen af lyd der blev til hans vrinsk nu formede sig, højt nok til ikke at blive stjålet af vinden.



Sound of Sand
338 words

              MY WINGS ARE BROKEN AND I AM HOMESICK..

TAGG: Matthew DAY: 23 - 07 -15  WEATHER: 


Temperance bevægede sig videre i sin usikre gang, uden megen opmærksomhed på virkeligheden omkring hende. Hvis hun havde været bare en smule nærværende, da havde hun nok opdaget den store, brune hingst med den ravnesorte man og hans besynderlige aftegn. Hun havde vinden på hendes side og hans fært blev blæst mod hende, den fandt da også hendes næsebor, men hun tog det blot, som hendes sanser der spillede hende et pus eller for at advare hende mod at hun snart skulle få flyttet benene lidt hurtigere, hvis hun ikke ønskede at ende i kløerne på Mørket. 

Hoppens vejrtrækning var blevet hurtigere og hendes hjerte var slået over i galop. Hun blev så let stresset, når hun ej vidste hvor i verden hun var, hvordan hun fandt fred, hvordan hun kom væk.  Den to farvede hale slog besværet bag hende, inden hun stoppede op. Var det et vrinsk? Hun vippede kort med de fine øre. Havde hun modet til at kigge? De blå øjne kørte rundt i hovedet på hende i et øjeblik, inden hun med et sæt rykkede hovedet omkring og hendes pinte blik mødte en mørke brun hingst med en flagrende sort man og hale. Hun vendte sig håbefuldt mod ham. Bragte han fred, bragte han evnen til at sætte mørket på afstand en kort stund?  Åh hvor hun håbede.. 


Den mørke hingst bragte intet. Hun var stadig så opmærksom på hendes egen verdens problemer og vindens hvisken i hendes øre, at hun nærmest ikke så på hingsten, selvom hendes øjne var låst på hans skikkelse.. Skyggerne susede mod ham. Hvor end de var kommet fra anede hun ej, men frem fra deres skjul kom de. Hun tog et nervøst, nærmest panisk, skridt mod ham og udstøde et halvkvalt skrig. Nej..  Tanken nåede blot lige at suse gennem hendes hoved, som skyggerne ramlede ind i ham og.. Blev opløst...  Hun så forunderligt på ham og så nu de lys striber der tegnede sig over hans pels. Waow. Kunne det være? Nej.. Nej.. Hendes  brødre ville ej bære sig sådan.. De ville aldrig falde, de ville aldrig falde blot for at se hende eller videregive en meddelelse.. Aldrig... Hun prustede kort for at lette lidt af spændingen der havde bygget sig op. 

Den fremmede hoppe vendte sig mod ham. Hun var slankt bygget, sort og hvid i pelsen med et sæt finurlige ører, og som alle andre hopper han havde mødt i dette land, med undtagelse af én ørkenhoppe, et stykke lavere end ham selv. Med lange skridt i det tunge sand, hvori hans brede hove havde skabt et helt spor over hans færd bag ham, trådte han nærmere endnu. Hun så ganske rigtig ikke synderligt stabil ud, i stedet så det ud som om hendes ben kunne forråde hende hvert øjeblik det skulle være, hendes udtryk nærmest forfærdet. Den mørkebrune hingst rykkede på ørerne og hævede sin sorte, brede mule da sendte en lyd afsted, der kun halvt formåede at befri sig fra hendes strube. Bølgen af skinger lyd summede ind i hans ører og ind i hans væsen. Det var ikke en melodi for sarte ører.

Han trådte alligevel nærmere endnu, med efterhånden kun få meter mellem dem, og standsede så med ét brat op med hovedet hævet. Det virkede umiddelbart som om det var ham, som havde fremprovokeret lyden fra hende, der nærmest havde lydt som et forfærdet skrig. For der var ingen andre i nærheden end de to sjæle, det eneste de var omgivet af var en gabende tom ørken, og vinden som hylede og sang og hev i dem begge. Hendes udtryk så dog pludselig ud til at skifte. Fra forfærdelse til noget andet. Hun lignede virkelig en som havde set et spøgelse, men det ville komme bag på ham, hvis han var herren til denne rædsel. Han havde ikke skænket sit ændrede udseende megen tanke. Det var ikke ændret for stads. Det var ændret fordi krystalkonkylien på kysten havde sat sig på ham, mærket ham og givet ham en fysisk forbindelse til den, i form af genstanden som hang mod hans bringe. At han ligefrem var skræmmende med den gyldne, lysende konkylie og hans koralmærkede skind… Det forekom ham yderst usandsynligt. Men han var en stor og bredskuldret skabning over for den lille, slanke hoppe med det mystiske udtryk.

Matt drejede ørerne frem ved lyden af den fremmede hoppes prust. Noget måtte hun have oplevet, og at efterlade hende her i intetheden var ham ikke en mulighed. Medmindre det var hendes ønske, naturligvis.

"Lad mig føre dig ud af ørkenen."

Det kom kort og opfordrende, hans dybe bas af en stemme brød igennem vindens hyl. Præsentation af sig selv forekom ham i denne situation overflødigt, i hvert fald så længe hoppen var i pinte den tilstand, hun udstrålede.



Sound of Sand
422 words