Small Tales

{Christian}

Vinden var mild idag. Solen stod højt på himlen og dækkedes kun nu og da af enkelte, hvide skyer som dovent drev henover hvælvingen. Den mørkebrune bevægede sig fremad med lange, rytmiske skridt og spidsede ører. En fugl sang i nærheden, de ivrige toner bølgede imod ham og gav genlyd i hans væsen. Det var ved at blive en vant fornemmelse, hans opfattelse af al lyd, hans forbindelse med de bølger som nåede både hans ører og hans indre. Det på trods af at det ikke var mange dage siden han havde stået over for lyset og oplevet noget, der i grunden var helt absurd, men gav fin mening alligevel. Han drejede ørerne. Her var ganske fredeligt, præcis som han havde forventet Leventera og ikke mindst Teylars område. Det var længe siden han sidst havde færdedes her, noget der skulle laves om på. Den brogede hingst måtte være her et sted, og med ham også andre. Sjæle han ikke havde mødt, men ligesom han var en del af denne meget.. frisindede flok.

Han havde taget imod et ansvar. For selve lyden, jovist, men mere end det. Vogter af lysets side. Og Teylar var vel netop, under Brêgo, en flok af lyset. Om han kunne leve fuldt ud op til det, det ville tiden vise. Han var af natur en egenrådig sjæl, brændt af fortiden, og ville i sidste ende altid være det. Men Andromeda var et sted hvor han kunne bevæge sig mere frit, end han nogensinde havde i sit tidligere liv, og han agtede at tage bevarelsen af det på sine brede skuldre. Hans tanker summede forstyrrende, efter en kraftig virren på hans mørke mule sendte han sin egen bølge af lyd ud i omgivelserne, et gjaldende vrinsk som startede dybt nede i brystet. Her måtte være liv.



Small Tales
299 words

Det måtte være omkring middag. Solen stod ganske højt på himlen, og den milde vind nærmest lullede den lille pony i søvn. Han stod op ad et ganske stort træ, ikke så forfærdelig langt fra hvor han sidst havde set Brêgo, hans leder. Han holdt sig gerne tæt på den brogede hingst, fordi den brogede var hans tryghed, hans holdepunkt i landet her. Og efter han havde fået undersøgt flokkens grænser, hans hjem, var han søgt mere i nærheden af de andre. Han brød sig ikke særligt meget om at være alene; men så længe han var indenfor syns- eller hørevidde af andre, så var han tilpas.
De små ører, der tittede frem imellem dem kæmpe tykke pandelok og man, vippede en smule fraværende imens hans sind hvilede sig. Som en gammel herre, som han jo var, måtte han hvile oftere end de unge sjæle.

Han havde ikke sovet længe, før et vrinsk med mægtig lyd vækkede ham igen. Han smaskede en smule imens hans sind kom til sig selv, hvorefter hans små ører blev fikseret i retningen af vrinskets ejermand. Denne gang var det en indenfor flokkens grænser, som havde givet lyd fra sig, og den lille pony kunne lige skimte en brun hingst med noget særligt guldfarvet omkring hans hals. Med ét stillede den lille sjæl sig nærmest på tær, rakte sin hals så langt han kunne i vejret, hvorefter han svarede kaldet med sin egen lyse, let skingre stemme. Han begyndte derpå at trave imod denne store hingst med sine små, men dog rummelige, bevægelser.

Der gik ikke længe før end han fik svar. Lyd summede imod ham, et vrinsk af en mere skinger toneart, men bestemt placerbar. En hingst. En ukendt godt nok, en del af flokken han endnu ikke havde mødt, og af dem var der mange trods flokkens størrelse. Han drejede sine brune ører og kastede blikket i den retning, som lyden havde afsløret sin udsender til at befinde sig i – og ganske rigtigt, ikke langt borte så han bevægelse. Et øjeblik undrede han sig over det hans kastanjebrune blik så, for det var en særdeles lille skikkelse som tegnede sig midt i al Teylars frodige landskab. Vrinsket havde dog ikke tilhørt en ung sjæl, men der havde nu også været noget anerledes ved lyden..

Matt fnøs højlydt, energi bølgede atter igennem ham og han skiftede uden tøven retning. Der var ikke langt mellem ham og den anden sjæl, og hans lange skridt bar forholdsvist hurtigt hans store korpus fremad, så han hverken sænkede eller hævede sit tempo. Den anden kom imod ham, tydeligvis mindst ligeså opsat på dette møde som den mørkebrune selv. Det var en hingst af særpræget lille størrelse, han havde faktisk aldrig set noget lignende. Hvor han blev født var højde og drøjde en ære, hans familie havde igennem alle generationer skudt usædvanligt højt i vejret. Så denne sjæl var noget nær det eksotiske, men helt bag på ham kom det alligevel ikke. Andromeda havde det med at overraske.

Han virrede kraftigt på den følsomme hud på mulen, og udsendte endnu en lyd i form af en hilsende, dyb brummen inden han til sidst standsede helt og lod den anden om at komme nærmere. De kastanjebrune øjne betragtede ham opmærksomt, men indtil videre tavst.



Small Tales
286 words

Der gik ikke længe, før den store brune hingst, med den usædvanlige halskæde havde ændret sin egen retning og var sat imod den lille pony, hvis rummelige bevægelser endnu bar ham tættere og tættere på dette nye selskab.
Da de to sjæle, med væsentlig forskel i højde, var indenfor overkommelig afstand, hørtes det hilsende brum fra den høje i selskabet. Christian's små ører blev øjeblikkeligt rettet så langt frem de overhovedet kunne, hvorefter han gav igen med en brummen af helt anderledes karakter; en brummen, der indeholdt masser af liv, masser af visdom og masser af karakter. Han rakte derpå sin mørke mule hilsende frem imod den større hingst, og da hans egne små ben stoppede op og bragte den dunfarvede krop i stillestående position, tittede hans brune øjne frem bag den fyldige pandelok. Han studerede med omhug det selskab han var stødt på, her i flokkens område, fra ørespids til hals, til bug, hvor den guldfarvede halskæde hang, til hans ben og til hans hove. Enddog bar hingsten nogle meget særlige aftegn spredt over kroppen; og umiddelbart kunne den lille hingst ikke genkalde sig en rationel forklaring herom. Han prustede sagte, inden hans stemme hilste den store hingst an, på hans foretrukne måde - nemlig verbalt.

,,Goddag! Mit navn er Christian - og må jeg spørge, hvem jeg står overfor, som bærer så menneskelige genstande?"

Christian havde set halskæder og smykker på mennesker utallige gange, så han vidste sådan set godt hvad det var, som hang om halsen på hingsten - men han anede intet om hvad halskæden i virkeligheden betød, eller hvilke magiske egenskaber den besad.

Matt vippede ørerne fremad, da hans hilsen blev gengældt i form af bølger af lyd som summede imod ham fra den usædvanligt lave hingsts stemmebånd. Han sænkede sin brede mule, men kun en anelse i stedet for at sænke det helt ned på hovedhøjde med den fremmede. Det var jo tydeligvis ikke et føl eller en plag han stod over for, men en mere end fuldvoksen hingst, detaljerne tydede på en højere alder end hans egen. Men energi, det var der alligevel i den fremmede, noget han også mærkede bølgede i sig selv, nærmest i takt med de lyde som banede sig vej gennem hans ører og ind i hans væsen.

Den fremmede præsenterede sig som Christian. Ikke et navn han havde hørt før, men han måtte vel være en del af Teylar siden han befandt sig her og i den grad lignede en sjæl, der var tilpas i sine omgivelser. Den mørkebrune hingst vippede dog med ørerne ved Christians følgende ord, undrende. Hans egen dybe bas af en stemme lød kort efter, brød den fredelige stilhed som den ældre hingst havde brudt den med lyd.

"Menneskelige. Det er alligevel ikke et udtryk jeg har hørt før,"

Det sagde ham absolut intet. I hans tidligere land, hans tidligere verden havde han og hans folk ikke kendt til andet end deres egen art og de andre arter af dyr, som nu også engang færdedes i de store skove, på de åbne sletter og i de frodige dale. Menneskelige genstande. Af overnaturlig art var de i hvert fald, og hvordan de var blevet skabt kunne han ikke gøre sig klog på. Den gyldne konkylie var skabt af lys, mærkerne på hans skind skabt af den koral som havde sat sig på ham, både udvendig og indvendig.

"Mit navn er Matthew. Mit udseende blev skabt af det Lys som også velsignede den brogede hingst, Brêgo. For du hører vel til Teylar?"

Det var hvad den mørkebrune antog, og i så fald måtte Christian også have mødt Teylars leder. Matt virrede kort på sine følsomme næseborer, han havde hurtigt fanget den fremmedes fært og ville nu kunne genkende den, skulle deres veje krydses igen. Mon ikke, hvis den lavstammede virkelig var en del af flokken?



Small Tales
371 words

De små afrundede ører, som tittede op igennem hans kæmpe pandelok, blev kørt uvilkårligt i cirkler, da den store brune hingst gav til kende, at han ikke havde hørt udtrykket 'menneskelige' før. Han studsede lidt over det, da hingsten jo, i Christians verden, bar tydelige tegn på at kende til netop den verden, som den lille pony selv kom fra. Han brummede sagte, men muntert da hingsten præsenterede sig som Matthew, og herefter forklarede ham, at hans udseende var under indflydelse af Lyset. Og Lyset havde den lille pony mødt, i det hans liv i hans gamle verden nåede en ende.
Den lille hingst måtte stoppe sine tanker, der hurtigt rendte afsted med ham, hvorefter han nikkede bekræftende til den store hingst - for hans sætning blev afsluttet med et spørgsmål rettet imod den lille pony. Hans smil blev en tak bredere, inden hans erfarende stemme atter formede sætninger.

,,Jeg har mødt Brêgo jo, han var den første jeg stødte på i dette land. Jeg holder mig som regel tæt ved ham. Og Matthew, det undre mig en anelse at du ikke kender til mennesker, men du har vel sagtens givet mig en forklaring. Mennesker er en skabning, som jeg har boet med i mit hjemland. De går oprejst på deres bagben og deres forben bruger de til at samle ting op med, som de kan rense ens pels med og hove."

Han spidsede sin mørke mule en anelse, inden han i venlig gestus rakte den frem imod den større brune hingst. Om han ville tage imod den eller ej, var helt op til ham, men den lille pony søgte gerne andres nære selskab. Han nød det og havde det bedst side om side med en 'ven', frem for alene, trods han befandt sig på flokkens område - på hans trygge 'fold' - og sjældent var langt fra Brêgo.