[Moro] Restless Feelings.

Restless Feelings
______________________________

Time: 14:07         Place: Bjergene         Weather: Gråt og blæsende med støvregn         Tag: Silon Do Hil

Den sølvfarvede hingst med de ravgyldne øjne bevægede sig af sted i en langsom skridt langs en smal bjergsti. Regnen faldt i lette byger og gjorde underlaget under hans hove glat. Til højre side for ham stoppede bjerget og var ikke andet end et fald på flere hundrede meter - så det var om at placere hovene korrekt. En enkelt fejltagelse i dette vejr ville betyde, at man gled og styrtede i døden. I modsætning til mange andre var Apeiron dog ikke bange i denne situation. Han var den fødte bjerghest og kendte derfor de snoede bjergstier som sin egen baglomme. Han kendte naturligvis ikke Enophis' bjerge lige så godt som dem i hans hjemland, men alle bjerge havde visse ligheder med hinanden - og disse bjerge var da ingen undtagelse.

Vinden slog mod hans hvide ansigt, og han måtte med jævne mellemrum lukke de sensitive øjne i for ikke at blive generet. Støvregnen føltes kraftigere i den stride vind og piskede hårdt mod hans ansigt. Hans man og hale blev farvet mørke og våde af regnen, og vandet dryppede fra dem i takt med regndråberne. Det var et ræddeligt vejr, men alligevel havde den sølvfarvede bjergvandrer bevæget sig af sted på sin færd. Rastløsheden var begyndt at ulme i hans lyse krop, og han kunne ikke længere forholde sig passiv i længere tid af gangen. Små brudstykker fra hans fortid var begyndt at vise sig for ham i flashbacks, og det var langsomt begyndt at gå op for ham, at han havde været en stolt og stærk hingst, der var skabt til bevægelse.

Hans psyke var stadig knækket, men noget i hans krop voksede... En stigende intensitet, en fornemmelse af rastløshed, en følelse af at være fanget med et sind, der ikke hørte til i denne krop. Hans instinkter var begyndt at tage over, og de fortalte ham, at noget ikke var, som det skulle være. Denne hingst var skabt til storhed og magt. Han var skabt til at trone sig højt op over alle andre; ikke skrabe bunden som en anden undermåler. Hans krop var begyndt at indse dette - desværre fulgte sindet bare ikke med endnu.
Det ravgyldne blik spejdede udtryksløst frem for sig. Han måtte knibe øjnene godt sammen for overhovedet at kunne se en hånd for sig i dette vejr. Himlen var grå, og ikke så meget som én solstråle var at skimte på de store vidder oppefra. Det var alt i alt en trist dag, som regnen absolut kun forstærkede.
____________________________________________________________________

Wordcount: 413

 ''Rise above the darkness''

TAGG: Apeiron  WEATHER: Gråt, regn, trist vejr. 


Silon do Hil bevægede sig ganske forsigtigt ad en smal sti, han var ikke fremmed i bjergene, men han havde det nu bedst på jorden og ikke hængende mellem himmelen og jorden. Bjergene var plaget af en kraftig støvregn, der tvang en til at knibe øjnene i for, at det ikke føltes som om, at ens øjne var ved at blive stukket ud af små grannåle.. Den brune hingst med det hvide hoved og det modbydelig ar ved struben var gået her op, blot for at se sig omkring, men det var ikke den bedste dag han havde valgt, at gå på eventyr på.
Hans brune ben var gennemblødte, ligeså hans man og det meste af hans hale, men støvregnens dråber var ikke sunket helt ind i pelsen på hans krop. 

Han kravlede nu op af en stejl stigning på den smalle sti og endte på en mindre platform, hvor en klippe hang ud fra væggen. Med et tilfreds og lettet glimt i de klare, blå øjne gik han hen under udhænget, der skærmede for en del af regnen og vinden. Vinden var stærk her oppe og var også skyld  nåleregnen. Det gjorde også, at man ikke hørte ret meget af hvad der forgik omkring en, da vindens hylen dækkede over alt fra ens egene hovslag til andres. 


___________________ • ______________________

Den sølvfarvede hingst fulgte vejen foran ham uden rigtigt at være klar over, hvor han var på vej hen. Alt, han vidste, var bare, at hans krop havde brug for at bevæge sig, så det måtte han sørge for. Hans ben bevægede sig mekanisk af sted og førte ham automatisk fremad uden noget egentligt mål.
Stien blev pludselig smallere og førte ham op ad en stejl stigning. Han klatrede opad og mærkede de våde klippevægge rage mod hans sider. Stien mundede ud i en åbning foroven, som han trådte igennem. Vinden piskede mod hans ansigt og afslørede, at han var kommet ud på en åben platform. Nedenunder ham sås det bundløse dyb, der ville føre én til den sikre død, hvis man styrtede ned - men længere inde langs klippevæggen stak et stort stykke klippe ud i luften og udformede et slags læsted, der virkede meget tiltrækkende i dette vejr.

Han bevægede sig straks nærmere, og da han kom tæt på, gik det op for ham, at han ikke var den eneste, der havde fået denne idé på denne regnfulde dag. Under udhænget stod nemlig en anden hingst. Hans krop var mørk og hans ansigt hvidt, nøjagtig lige som Apeiron selv. Hingstens strube var dækket af et kæmpe ar, der så skræmmende ud og vidnede om en hingst, der tilsyneladende havde overlevet døden. Apeiron sank en klump i halsen og mærkede straks frygten stige. Hans sind rev og flåede i hans indre og forsøgte at overtale ham til straks at vende om og begynde nedstigningen, men et eller andet i hans krop strittede imod og forhindrede ham i at agere, som han plejede. I stedet voksede en stor nysgerrighed inde i ham. For i stedet for at flygte, som han til hver en tid ville have gjort ved synet af sådan en hingst, blev han stående og mærkede trangen til at lære denne hingst at kende. Hans rå og barske udseende tiltrak Apeiron og gav ham en ustyrlig trang til at finde ud af, hvem denne skabning var. Han ville lære ham at kende; få hans historie fortalt. Hvem var han, hvad lavede han heroppe i dette vejr, og hvordan havde han fået det vilde ar på struben?

Det var derfor atter med mekaniske bevægelser, at Apeiron trådte nærmere. Et lyn flækkede himlen og bidrog til den dramatiske stemning, der gav ham styrke i sine skridt til at gå resolut fremad. Han stoppede op foran hingsten, dog stadig på høflig afstand og endnu uden for udhænget. Regnen tog til i styrke og trommede løs mod hans skind, der efterhånden var farvet helt mørkegråt i regnen. Et venligt smil prydede hans mørke mule, inden han respektfuldt bøjede nakken for den fremmede. „Godeftermiddag, Sir. De har vel ikke noget imod at dele dette læsted med en medrejsende?"
Hvor kom dette høflige tonefald og denne højtidelige tale pludselig fra? Den gråhvide hingst var i sandhed et mysterium... Han indeholdt så mange fine finesser, som hans sind blot manglede at udforske.