Lions thunder [Åben]

RASBELL 

---

En underlig fornemmelse havde vækket den støvbrune. En underlig fornemmelse, der som en sitren bevægede sig igennem hele hendes slanke krop. Det var som om at luften i nat var ladet med elektricitet, og det var en energi man ikke kunne løbe fra sig i det tætte mørke. Men det havde aldrig afholdt hende fra at prøve..
Så ud var hun gået. Med den lyse mule løftet højt, fulgte hun sensitivt de underlige impulser hun næsten kunne føle i luften. Der hang dog en tryggende stilhed over det formørkede landskab, hvor det kun var askehoppens øjne spejlet i den blege måne der gav tegn på liv. Noget lå i vente... og hun så frem til det. Frygtløs som hun var, travede hun videre igennem den tynde skov og ud på mere fladt land. Søgende efter det første tegn på liv, der kunne udløse den spænding der var i hende og omkring hende

Det var stilhed før stormen.

Og pludselig! Et zigzaggende lys bredte sig over himlen, inden den voldsomme lyd af buldren hørtes omkring hende. Vinden tog til, skyerne samledes tættere og uvejret begyndte. Men først i en let støvregn, som Rasbell betragtede med store, forundrede øjne. Vandet faldt fra himlen, og det var første gang hun fik set regnvejr.

---

                                                                                                                      - The ashborn rose. 

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Med et skælvede verden og himlen blev flækket af lys, hvorefter en buldren rullede indover landet. Mange fandt denne begivenhed, oftest kendt som lyn og torden, skræmmende og søgte i ly så snart de først mærkede den tunge, sitrenende luft, som varslede om begivenheden. Mange inkludere dog ikke en helt særlig, hvid hoppe med blodrøde øjne. Nej, Blodwen fandt torden og lynild utroligt fascinerende; der var styrke bag det. Styrke til at sende andre i skjul og få lande til at gå op i flammer. Ganske vidst havde hun aldrig set et land brænde, men hun havde set træer og tørre enge ramt at himlen våben, hvorefter ild flammede op og slugte alt omkring sig indtil regn kunne dræbe den. Så stærkt som det var, så kunne det dog stadig ikke måle sig med Ham, men i mangel på Ham, så var det fantastisk.

Hoppen havde bevæget sig ud på en eng for at betragte det spetakulære show. Hendes øjne var fæstnet til himlen, indtil hun fulgte et lyn, som flækkede himlen. Da det forsvandt, så hun en lille skikkelse et stykke væk. Vedkommende var overraskende tæt på, men det var intet under, at Blodwen ikke havde set den; når noget havde hendes opmærksomhed, så var det sjældent, at hun gad holde øje med andet. Hvorfor skulle hun også? Det, som fangede hendes opmærksomhed, var det, som var værd at bruge tid på; hvis nogen ikke var værdig, så var det blot spild af tid.

Og dog, så kunne noget være værdigt, når noget andet forsvandt. Lynene holdt inde og efterlod de to heste på engen; nu hvor hun ikke længere havde noget at se på, så kunne den hvide hoppe vel lige så godt prøve, at få noget til at se på hende.
En brummen startede i hoppen, før et lyst, feminint vrinsk blev sendt til den lille skikkelse.

Rasbell havde endnu aldrig følt frygt. Aldrig følt ubehag, og aldrig følt sig malplaceret. Hun var endnu en simpel skabning, med simple behov og tanker. Stærke følelser som vrede og glæde prægede hendes natur, og en stærk, barnlig utålmodighed fik hende til at træffe beslutninger i en fart uden tanke for konsekvenser. Og det var derfor hun hurtigt besluttede, at det her vejr ikke var farligt. Vandet var ikke farligt. Larmen var ikke farlig. Det var bare.. underligt.
De små ører vippedes let bagud, idet at hun med tilbageholdt åndedræt ventede. Stilheden efter braget var næsten ulideligt, men i øjeblikekt kunne hun ikke bevæge sig - hun kunne ikke engang tænke videre end at vente. Og hvorfor? Det vidste hun ikke. Måske på mere lyn? Måske på en reaktion der måtte komme efter sådan et brag? Men intet skete, og den lette støvregn lagde sig i en prikkende fornemmelse omkring hendes støvbrune skind. Og det var først da en lyst og feminint vrinsk lød, at den askefødte reagerede i et ryk.

Hun næsten farede sammen, inden at hun med et ivrigt fnys drejede kroppen omkring. Den hvide skikkelse var næsten for tydelig i natten, og overrasket blev det himmelblå blik spærret op. Hvem var det? Der gik ikke længe, inden at en føllet blev sendt tilbage, efterfulgt af Rasbell selv. Sjokkende igennem den nu blødere bund.

Blodwen

இڿڰۣ-ڰۣ—

Et føllet vrinsk nåede den hvide hoppes ører og fik dem til at vende bagud. Hmpf... et føl... hvad pokker skulle hun bruge det til? Muligvis var det en plag, det var ikke just fordi hun kunne høre forskel på dem, men føl eller plag ændrede intet. Et så ungt individ kunne næppe given hende meget opmærksomhed og næppe noget intelligent selskab; lidt irriteret sukkede hun over det, inden hun så, at føl-plag-tingen havde bestemt sig for at komme over. Hun kunne godt afvise det, men selskab var dog alligevel bedre end ensomhed og hvem vidste, måske ville denne være anderledes? Et sarkastisk fnys forlod hende; som om!

Da den var kommet tæt på, kunne Blodwen se, at det var en hoppeplag. Det kunne muligvis have været sjovere med en hingsteplag, men hun tog hvad hun kunne få lige nu.
"Hvad laver du herude alene?" Der var noget venligt og drillende over hendes ord, men samtidigt var de uslepne. De var ikke ment vredt, men de var heller ikke helt så venligt som de kunne være og virkede mest af alt som en unghest der skubbede lidt til en plag for at se, hvor langt hun kunne gå. Et let kast med hovedet fik pandelokken til at ligge ned til den ene side af hendes hoved, inden den hvide hoppe lagde sit hoved let på sned; der sad et skævt smil om hendes mule.

Den fremmede var utrolig hvid... og desto tættere Rasbell kom på hende, desto mere undrede det hende. Hvordan kunne man være så hvid, sådanne et sted? Selv den hvide hingst havde haft mørke aftegn slynget omkring sin stærke krop - men hende her var anderledes. Og desto mere hun undrede sig, desto flere spørgsmål boblede frem i hoppeplagens tanker.
Farten blev sat en anelse op, så den mørke bund pjaskede mere op omkring hende. Hun ville tættere på, og hun ville se. Desuden, var ventetid ikke noget hun gjorde sig i, og ville nok heller ikke begynde på det nu. Generelt var den askefødte en utrolig utålmodig skabning, hvilket der ikke blev lagt skjult på denne nat.

Snart var hun tæt nok på til at høre hende og der gik ikke længe før at hun kunne høre den andens stemme. Hun spurgte om hvorfor hun var herude, og den støvbrune slog et smil op. Alene? "Jeg er ikke alene". Sagde hun, og stoppede op foran den høje hoppe. I det skjulte beundrede hun hendes slanke figur, men vendte hurtigt tilbage til den fremmedes første spørgsmål.
"Jeg kunne ikke... sove". Rasbell kunne ikke tale lange sætninger endnu, og forstod ikke svære ord. Men en samtale kunne godt føres, hvis hun virkelig anstrengte sig.