To light the fires far ‡ Aka Manah

En svag rumlen, og den mørke løftede vagtsomt det markerede hoved imod himlen. Et rødligt skær, skyer der cirklede ind imod øens høje bjerg, og en svag fornemmelse af mørkei luften. Som hang der en tåge over landet, der langsomt krøb nærmere for hvert skridt han tog. Hvirvlede om de mørke ben, dansede for de hazelbrune øjne og fascineret et sind der let blev fristet til at træde nærmere dette fremmede lands takkede områder. Zaahir var fremmed i disse egne, men passede i det tiltagende mørke meget godt til de askefyldte områder... Også selvom skumringens sidste stråler hang med en stædighed fast i det varme skind. Som nægtede de helt at slippe nattehingstens slanke krop, og efterlade ham alene med et flyvsk sind i skyggernes land.
Den mørke brummede svagt, og trådte med dumpe skridt nærmere hvad der kunne ligne en samling træer. Med lyset, forsvandt hans vision også, og der kunne gå timer før et okay nattesyn begyndte et træde i karakter. Opmærksomt fulgte han hver en bevægelse, og drejede med jævne mellemrum hovedet i ryk grundet de flakkende skygger imellem træerne. Det var som om at øen spillede ham et puds, og lo sagte bag hans ryg ved den snigende fornemmelse af at blive overvåget af noget han ikke selv kunne se. Men det ville nu engang ikke undre ham, hvis øen ikke bare var en ø... Det ville ikke undre ham det mindste.
For efter alt hvad der var sket, var øer med deres egen sjæl noget der kom længere tilbage, i listen med mærkværdige hændelser.

Den ravnsorte hale svirpede kort, og med en glidende bevægelse skiftede han fra skridt til langsomt trav. Omkring ham væltede støvet op, og en tæt tåge begyndte at vælte ud fra træerne. Omsluttede de stærke ben, før at han langsomt svandt ind i de grålige masser.
Hvor i alverden var han havnet?

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Sandet hvirvlede op omkring benene og bagved den dun farvede hingst. Han havde ingen anelse om, hvor han var, men han vidste, at dette sted ville være hvor han måtte tilbringe natten. Han så dog frem til natten og hvad han kunne finde i den. Han havde endnu at støde på andre skabninger. Han ville fortrække at møde en hest frem for den hvide ræv af lys. Ræven måtte få sin dom engang, når han var tættere på sit gamle jeg. Nu måtte han finde sig tilrette i denne form og i dette land. Han slog kort med halen, inden han stoppede op og sandet faldt til ro. Han spejdede ud over landet. Mørket var ved at tage til, så snart solen var gået ned ville det gå stærkt.. Han havde altid følt sig bedst tilpas  mørket og  dagen var blot et stadie man skulle igennem, ligesom natten var for de fleste. Aka Manah var ej helt tilpas i sin krop endnu, den føltes så lille og overfyldt.. Et smil splittede hans mørke mule. Lyset skulle nok få sin straf.. Men mon han ikke kunne nøje smed en hest, der var ligeså ynkelig fanget i dens krop, som han var? Han ville nyde at se deres forvirrede udtryk, når hans tænder gled over deres strube og sank i deres bløde kød.. Det ville være sværere, nu hvor hans tænder var flade og skabt til at tygge græs og andet vegetation, men mon ikke det ville gøre det hele en smule sjovere..? Smilet falmede og han rystede kort halsen og sandkorn fløj fra hans man, inden han satte frem i en let trav med hovedet sænket en smule og de brune øjne opmærksomme på hver en bevægelse der skulle vise sig i det golde landskab, der bestod af bjerge, sand og atter sand. Han havde aldrig været en til at give lyd fra sig, så han ville heller ej give sin position ud til verden denne gang. Andre havde altid kommet til ham og hvis ikke havde han fundet dem og dukket op i siden af deres synsfelt, som om deres øjne spillede dem et puds. 

Igennem tågen bevægede han sig, imens dens klamme og kolde hang fast i de mørke ben. Smygedes om de natsorte lokker, og dansede for det hazelbrune, overvågne blik. Tågen var manipulerende. Tågen var forvirrende. Men mest af alt, var tågen farlig. I dagslys ville de klare stråler skære sig igennem den hvide masse, og lyse alt op i rene og klare linjer.. men om natten. Månens lys var flygtigt, og lange skygger blev levende i det magiske lys. Den brune havde selv erfaret det, og var påpasselig med at vandre under de fulde måner... der dansede ånderne, og man kunne let tabe sig selv i mængden.
De mørke næsebor virrede kraftigt, og med et ryk stoppede han op. En fært af fremmed havde sneget sig igennem den krydrede lugt af aske, men ikke en han nogensinde havde mødt før, men dog en bekendt fært i det finurlige sind. Det var svagt, men det var der... Den verden havde altid været hans hjem, og havde dybe rødder i Zaahir. Lugten kunne ikke misforstås, for den var ikke fra Andromeda.

Det markerede hoved søgte med en svag trippen området, men fandt intet i den ny tættere hvide masse. Frustreret fnøs han, men satte med dumpe skridt farten op. Han måtte højere op, og se nærmere. For det der før var fremmed, var pludselig begyndt at blive en anelse bekendt. Eller bar et ekko af det.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Den sandfarvede hest slog kort med halen, inden han tålmodigt så mod lyden af den fremmede skabning. En mørk skikkelse tonede sig frem af landskabet og et svagt brum kom fra den mørke mule. De mørke øre blev vippet frem og han satte frem i en frisk trav og et morderisk smil om mulen. Hvor spændnede! En hest, en sølle skabning, så skrøbelig og ubrugelig, at han bare måtte eje denne! Halen svirpede bag ham og smilet falmede til intet andet end en frisk trækning i mundvigen af den høje hingst. 
"Fremmede! " 
Stemmen rungede fast og klart gennem nattens mørke og de brune øjne forsøgte at fange den fremmedes. Stemmen bar skam ingen aggressivitet, men den bad klart og tydeligt om at blive hørt. Denne fremmede skulle være hans guide. Denne skulle sige ham hvor han var og hvem der skulle bestikkes for at få komme til magten her i landet. 

Zaahir skulle ikke lede længe. For hvad han først havde ledt efter, viste sig at finde ham først. Og med en kraftigt stemme, blev den før ukendte skikkelse placeret og med et skarpt sving drejede den mørke uden videre overvejelser nærmere. For han havde ledt, men var endt med at blive fundet. Men selvom kortene var byttet om, var det stadig det samme spil.. og den natbrune agtede ikke at afvige et selskab der havde pirret hans minder.
De ranke ben satte farten en anelse ned, og med et svagt brum så Zaahir ud i natten. Blind for dets skygger, men registrerede hurtigt en gylden skabning blandt alt det mørke. Hans mørke næsebor udvidedes kort, men i medvinden var færten forsvundet og deraf hans korte tanke om at dette ikke var en helt fremmed. For hans udseende sagde ham intet.

En hilsende brummen, og den mørkes hoved blev rankt hævet. Zaahir var nu helt stoppet op, og så afventende på den sandfarvede, hvis farver var tydelig i disen og månen. Han vidste ikke helt om der fandtes et svar på hans, og ventede derfor bare. Stilheden havde aldrig gjort ham noget, og det gjorde den heller ikke nu.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"