Wawing wings ‡ Matthew

Brusende bølger, en hvirvlende vind og den salte smag i mundvigen hvar hvad den mørkebrune mindedes om havet. Det var et fjernt minde - et meget kort minde, og den eneste gang han nogensinde havde set det selv, havde været igennem andres fortællinger om det. Men nu var han her, endnu engang... De mørke hove borede sig ned i det bløde sand, alt imens han med et vagtsomt - dog fascineret blik betragtede hele det fremmede element omkring sig. Vandet, landet, lydende og selve stemningen af vildskab omkring dette... sted, var hvad der tiltræk sjæle fra nær og fjern.
Den vilde frihed var hvad der havde trukket skovhingsten fra træernes dyb. Og friheden var hvad der fik ham til at vandre frygtløst selvom landet var fremmed.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

"TALE"

Den mørkebrune hingst bevægede sig fremad med lange, fjedrende skridt. Havets bølger brusede på hans ene side, mens Zenobias gabende tomme ørken bredte sig ud på hans anden side. Han gik langs den tilsandede kyst, uden noget specifikt mål. Krystalkonkylien trak i ham, men kun som en svag hvisken i hans indre, en hvisken uden ord og uden stemme. Måske var stilheden grunden til, at han endnu en gang var søgt hen på ørkenøen. Kun lyden af bølgernes slikken op ad strandkanten summede imod ham. Der var ingen dyr, ingen fremmede og i dag, stort set ingen vind. Det skabte en stilhed i ham som forekom absurd. Han var stadig i gang med at vænne sig til lydenes effekt på ham, til den forbindelse der var mellem dem og hans egen kerne. Han havde haft svært ved at acceptere det. Men nu var det ved at ændre sig.

Så i stedet for at opsøge total stilhed, befandt han sig nu her, på kysten med bølgerne som et sukkende selskab.



Waving Wings
169 words

Dansende igennem vandmasserne, men stadig med en hvis tilbageholdenhed der lå som en spændt muskeln under det tynde skind. Zaahir var ganske vidst ikke bange, men det skadede aldrig at være forbeholden over for det fremmede. Det havde i hvert fald aldrig skadet i hans hjemegn, og han tvivlede på at sådanne ting ændrede sig - lige meget hvor langt væk man bevægedes sig fra hvad der engang var hjem. Den natsorte man og hale piskede i modvinden, og med en svag længsel tænkte han på de gamle hårbånd han dengang havde haft, til at holde den ulidelige længde ud. Det kunne man sagtens trænge til nu, da mindre vindstød var nok til at alt lettede fra kroppen.

Den mørkebrune drejede en smule af, inden at han med et ryk fangede en ny fært, der skilte sig betydeligt ud fra den evige salt lugt. Det var færten af liv, men ikke et han havde mødt før nu. Svagt sænkede nathingsten hovedet en anelse, inden at han med en tænkende brummen satte fremad. Søgende, og med en sitrende nysgerrighed over for hvem der havde fået samme idé med en strandtur.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Han drejede på ørerne. Altid opmærksom, altid på vagt. Nu i højere grad igennem lyde end de andre sanseopfattelser. Men han var ikke faldet af på den, han havde skam bemærket at der var nogen i nærheden. En fremmed sjæl, højst sandsynligt. Det undrede ham hvor meget liv, han havde mødt på det sidste på Zenobia. Tidligere havde øen været et sted, hvor man nærmest kunne være sikker på, at kun ørkenen og dets uendelige mængde sandkorn ville gøre en selskab. Den brune virrede kraftigt på sine mørke næseborer, idet han standsede op for en kort stund.

Orienterende, sådan var det blik han kastede ud over kysten og det landskab som omgav ham. Der var hedt her, hedere end noget andet sted i Andromeda, og det varmede hans skind og hans lemmer og muskler op. Energien lå og boblede i ham, ikke så heftigt som så ofte før, men den var der, den lå og ventede. Med nu kortere skridt bevægede han sig videre, dansende, men afslappet i forhold til hans sædvanlige tempo. Den fremmede var ikke langt væk.



Waving Wings
179 words

Ørkenlandets varme var velkommen for den mørke skabnings, hvis tynde skind taknemmeligt tog imod alt den varme landet selv kunne give ham. Det var næsten svært at sige han havde det for varmt, og nemmere at forklare hvordan han havde det tilpas. Faktisk, helt perfekt. Sådanne lune omgivelser med disse friske vinde, var noget enhver kunne trænge til. Og selvom ørkener normalt forekom øde, var dette ikke tilfældet idag. Ikke bare ham, men en ligeså mørkebrun skikkelse søgte de varme strande.
Opmærksomt og ret stoppede Zaahir op, imens de hazelbrune øjne nysgerrigt søgte den andens silhuet. Fra denne afstand kunne man ikke bedømme køn eller attitude, men tog mere føle på den fremmedes krydrede fært. Den mørkebrune snusede ind. Han lugtede af dette sted... de salte strande, som hørte han til her. Og dog - han bar en fremmed fært over sig. Måske ikke bare en, men flere... kunne der findes flokheste her? Tænkende brummede den mørke, men besluttede hurtigt der kun var en måde at find ud af det på hurtigt; kommunikation.

Et hilsende vrinsk, inden at han med lange skridt begyndte at nærme sig en skabning der indtil nu kun var lig ham på farven. Men det var da en start. Vagtsom, men åbensindet over for denne nye person.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Matt fnøs i en dyb tone og rystede kort, men vildt sin stride ravnemanke. Han var som sådan ikke ophidset over den andens tilstedeværelse, en fremmede han nu kunne skimte længere fremme på den golde kyst, bevægende ude i de sukkende bølger.. Nej, han var generelt af en opstemt og nærmest eksplosiv natur, trods hans ringe evne til egentlig at blive hurtigt vred. Det var alt sammen blot energi, buldrende energi, behov, trang. Ikke voldsomt denne dag, men den fremmede havde af ukendte grunde vækket noget af det til live igen. Han virrede kraftigt på sine mørkeborer, tog den fremmedartede fært ind. En hingst.

Han rettede ørerne fremad, noget der tydede på nysgerrighed. Den anden kom nærmere, det var han sikker på. Mon han var herfra? Hans opmærksomhed skærpedes yderligere da den anden gav lyd fra sig, en lyd der afslørede at det bestemt var en hingst. Han ventede et øjeblik i tavshed, og lod så sin egen bølge af lyd sende afsted, et vrinsk i dybe toner. Ligeså hilsende. Måske var denne sjæl ikke blot ude på drengestreger, måske ville det rent faktisk blive interessant.



Waving Wings
186 words

Der gik ikke længe, før at en ligeså hilsende og dyb stemme blev sendt tilbage imod Zaahir. Den høje hilsen skar igennem de brusende bølger, og nåede på ingen tid den skridtende skabning, hvis skridt blev hævet til trav i stedet. En rolig trav, der dog ikke bar nogen form for hastværk over sig. Han havde intet han direkte skule nå, men ville ikke lade den anden vente længere end hvad var nødvendigt. Han hadede selv at vevnte.
De hazelbrune øjne betragtede ham opmærksomt, som han langsomt nærmede sig. Og desto tættere på han kom, desto flere detaljer blev synelige for skovhingsten. Hvide aftegninger snoede sig over den mørke krop, og formede jo tættere på han kom, men hvad der hurtigt fangede de mørkebrune øjne var hvad han bar om halsen. En lysende konkylie, båret i en fin kæde.. eksotisk. Dette ville være den første som bar smykker ligesom ham selv.

"En konkylie...?"
Brummede han, og nikkede i en rolig hilsen. Både til ham, men også kort imod hans detalje. Desuden var det vel en fin icebreacker.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Den fremmede satte farten en tak op. Han var brun, mørkebrun ligesom ham selv med mørke sokker og mørk mule, men af noget mindre højde. Matt strakte sin stærke hals en anelse mens han gik, selv holdt han samme tempo, men der gik ikke mange øjeblikke førend de var få meter fra hinanden, og han som altid i en brat bevægelse standsede op. Mulen havde også den sædvanlige placering, højt hævet uden nogen egentlig intention til at signalere overlegenhed. Det var blot sådan man bar sig hvor han kom fra, specielt en af hans afstemning, og det sad solidt fast i ham trods hans på mange andre punkter nærmest rebelske opførsel. Han vippede med ørerne da den fremmede sjæl foran begyndte at tale.

Lyd, bølger af lyd, kun to ord, men de summede imod ham. Undrede sig over genstanden som nu hvilede mod hans bringe. Hingsten bar selv noget usædvanligt på ham, to ringe i hans man. Det var ikke noget den mørkebrune havde set før. Men sammenlignet med hans eget udseende, var han selv alligevel noget mere spøjs at se på, det vidste han. Marmor.. Mærket af marmor.

”…. En lille udgave af den genstand, den er skabt af."



Waving Wings
200 words

Den mørkebrune bar sig med en holdning Zaahir svagt kunne genkende fra hans eget hjemland. Det var dog ikke ham selv eller hans nærmeste der bar sig sådan. Det var de øverste. Højt hævede skabninger, med ligeså højt hævet statur. Den mørkebrune smilede kort. De havde aldrig været ligeså snaksaglige som resten af skoven, så han have aldrig rigtig... talt med dem. Ikke at han havde talt med frygtelig mange alligevel.
Det markerede hoved blev let sænket, imens han med åbenlys forundring betragtede det pulserende lys der steg fra den. Det var som om at den steg i styrke, desto kraftigere bølgernes brusen blev. Han nikkede svagt, og hævede hovedet en anelse for at se på den større skabning. Både i højde, men i den grad også hvad angik styrke... musklerne var tydelige under det tynde skind, hos denne fremmede.

"Og ligeså magisk som den ser ud til..?"
Den natsorte hale slog kort bagved ham, og han vippede mere afslappet vægten bagud. Ligesom ham selv, virkede den anden ikke til at være vred over selskab. Næsten tværtimod.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Der var en lethed over den fremmede som han ikke rigtig kunne placere. Som om hingstens krop kun var til af helt praktiske årsager, og han ligeså godt kunne have været foruden. Matt mimrede en anelse på det følsomme, mørke skind på hans mule, uden at tage sit kastanjebrune blik fra den anden. Måske var det bare hans afslappede attitude, hans tilsyneladende hvilen i situationen. Men noget i hans baghoved sagde den mørkebrune, at det var mere end det. Hans fært var ham usædvanligt nok mere fremmed end de fleste andre her, sjæle der også havde oprindelse i et helt andet land, i en helt anden verden.

Fremmede hingste pustede sig almindeligvis op, når den mørkebrune mødte dem, og det kunne da til tider også være morsomt at gå med på deres behov for kamp og bevis af egen styrke, men sådan var det ikke i dette tilfælde. Matt var lige ved at slå en latter op, da han hørte og mærkede de næste ord summe imod ham, men gjorde det alligevel ikke. Det havde ellers været noget højst usædvanligt for den brune, men han fandt hele situationen med hans eget totalt forandrede udseende og andre sjæles naturlige uvidenhed om lyset og magien absurd. For ikke at tale om den forklaring, hans udseende netop krævede.

"Lad mig vise dig dens oprindelse, så skal du se magi."

Waving Wings
226 words

Afventende stod Zaahir, imens blikket med skjult tilfredshed betragtede den ro der også lagde sig over den anden mørkebrune - som han ikke engang endnu havde fået navnet på. Det var ikke en ro i kroppen - nej, han mærkede en dæmrende og eksplosiv energi hos den fremmede, som ingen - ihvertfald ikke han, kunne dæmpe. Men han forholdt sig mere roligt end så mange andre hingste han havde snakket med. Sjovt hvordan hestene herfra, konstant følte en trang til at sikre hierarkiet fra start af...
Let vippede ørene frem, og et vellidt prust kom fra skovhingsten som modsvar. Ham? Se magi? Den brune havde set frygtelig meget magi i sin tid, men aldrig magi som den der havde ledt ham herind. Denne mørkebrune virkede dog vidende, og han afslog aldrig muligheden for at udvide sin horisont en smule. Zaahirs blik kvikkedes op, men roligt takkede han jah til den andens tilbud med den brummende stemme.

"Se det ville være en oplevelse, på en ellers... ensformig dag".
Mumlede han, og smilede kort en anelse tørt. Dage alene blev meget hurtigt kedelige i længden. Svagt hævede han hovedet, imens han betragtede den fremmede sætte i trav, før at han selv fulgte efter.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Snakken om magi så ikke ud til at komme bag på eller overraske den fremmede hingst synderligt. Ikke at det helt undrede den brune, ikke med den usædvanlige… aura der syntes at være omkring hans selskab. Det var ikke til at vide hvad for en verden han kom fra. Den lillebitte hingst han mødte på Leventera, snakkede om noget kaldet mennesker.. Hvad end det så var. En skabning der for hans ører lyd temmelig absurd. Der lod ikke til at være nogen grænser for variationen på lande, steder.. Men det var begrænset hvad han havde hørt om, i sidste ende.

I en kvik, fyrig bevægelse satte han gang i sine lemmer, gjorde brug af sine dæmrende muskler der kun havde ventet på netop dette øjeblik. Den fremmede havde godtaget hans forslag, på trods af at han ikke anede hvor han ville blive ført hen, eller med hvem han egentlig drog derhen med. Men nogenlunde det samme gjaldt for den mørkebrune, den fremmede var en fremmed, han nu tog med til noget ellers helligt. En genstand der dog var for alle, med undtagelse af mørkets sjæle. Måske selv også dem. Hans opfattelse af sit selskab gjorde imidlertidig, at han gerne blev i det længere endnu. Og mørke, det lod den ligeså mørkebrune sjæl ikke til at besidde.

Snart nåede den anden op på hans side, Matt fulgte kysten. De var i grunden ikke langt borte fra stedet og fra den krystalkonkylie, som ventede og kaldte uden stemme.



Waving Wings
246 words

Der fandtes mange lande, og mange verdener.. sådan havde de ældre engang fortalt det, da han som yngre havde spurgt ind til hvordan nogle sjæle pludselig bare forsvandt fra den verden han færdedes i. Og nogle gange, opdagede man at man ikke hørte til i den verden man først troede. Nogle gange, var det simpelthen ikke det rigtige sted at være... Man skulle tro at man selv ville mærke det i sin essens - hvordan at man ikke kunne følge trit med ens hjemegn.. Men Zaahir havde altid troet han havde været hjemme, indtil han endte her. Og nu hvor han var her - her hvad mange ville kalde for hjem eller en ny chance, var han ikke engang taknemmelig. Næsten tværtimod.
Den brune satte hurtigt igang, og med glidende skridt fulgte Zaahir trop. Hans kortere ben og mindre skikkelse bad ham om at tage flere hurtige skridt, men det gjorde intet andet end at give ham en hurtigere rytme. Den natsorte man hvirvledes bagved ham i den pludselige fart, men det forekom ham dog at der blev lagt bånd på den brune. Han kunne sikkert meget mere end dette. Rankt rettede han sig op, men rømmede sig kort for at få gang i den lave stemme.

"Jeg troede aldrig muligheden for Magi fandtes uden for Praa'lim.... er det meget normalt i landet?"
Sagde han med et skævt smil, der dog bar en lidt tør tone. Magi havde aldrig været fremmed.. men det var underligt, pludselig at se hvordan den havde ændret form. Måske til noget mere fysisk, hvad angik den mørkebrunes halskæde ved hans side.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"

Hans selskab var også en danser. Han havde selv noget større bevægelser sammenlignet med den anden, men trods sit store korpus havde den mørkebrune bestemt lært at danse. Ikke for tungt, ikke for let. Han brummede kort for sig selv mens de var på vej, sandet en nedadtrækkende og udfordrende kraft under deres hove, en bølge af lyd som svang sig i det dybe toneleje. Alt han hørte var nærmest blevet til sang. Noget fysisk, noget mærkbart. Matt vippede det ene øre mod hans følgesvend, han havde selv forholdt sig tavst og mærket efter i kroppen hvordan alle musklerne vågnede op til dåd, men nu brød den brune hingst stilheden der ellers kun blev spoleret af bølgerne og deres hovslag i sandet.

Så han kendte altså til magi, havde set det før, måske nærmest levet med det. Den mørkebrune havde ikke taget helt fejl. Navnet på det, der måtte være den andens hjemland ringede også særpræget og fremmedartet for hans ører. Han holdt tempoet, og lod snart sin egen bas af en stemme lyde igen.

"Normalt? Nej. Stadig få sjæle er blevet det givet, så vidt min viden rækker. Givet med en hensigt om at vogte på et aspekt af denne verden, af Andromeda,"

Hans kastanjebrune blik blev holdt ude i landskabet, i retningen af deres mål, selvom han bestemt også var opmærksom på hans sidemand.

"Såsom lyd."

Det var nok væsentligt anerledes fra den brune hingsts verden. Mon magi til gengæld var normalt der? Han vippede på ørerne. Og ventede på at den anden ville fortælle eller reagere.



Waving Wings
259 words

Det tunge sand trak ham nedad, men ikke på en ubehagelig måde. Det var en let modstand, der viste at den mørkebrune selv burde begyndte at udvikle en savnet muskelmasse, der på mystisk vis var forsvundet. Det var som om at selve landet havde trukket alt styrke, alt magi og alt kræft ud af ham, for at genskabe ham eller genføde ham i dette spredte ø land. Tanken var fascinerende, selvom nogle ville kalde den skræmmende. Dog frygtede Zaahir ikke spørgsmålstegnet, men opsøgte det istedet. Jah, en dag ville han finde ud af hvordan landet gjorde...
Det markerede hoved drejedes en smule, som den dybe bas af en stemme gled igennem luften imod ham. Ordene var ikke fremmede, men betydning var noget der forvirrede ham. Hvordan... vogte noget i landet? Med en svag rynke på mulen vendte han blikket imod den mørkebrune. En rynke af skepsis.. Lyd?

"Hvorfor skal lyden vogtes?"
Mumlede han, men rystede så på hovedet. Nej, det var ikke det rigtige spørgsmål, for svaret lå i det. Lyden skulle vogtes, hvis noget ville tage den. Han så igen på den mørkebrune.

"Hvordan kan lyden vogtes?"
Sagde han så, lidt højere denne gang. Den mørke gav ham flere spørgsmål end svar, og han smilede kort. Han forventede ingen forklaring på det der ikke kunne forklares, hvilket han viste med en mild - nærmere affærdigende brummen.

"And i heard the wind whistle trough the trees. As I closed my eyes, and felt the sun soflty kiss my face, I finally thought to myself; Solitude, is a lost art"