[Frex] Misty Mountains.

Misty Mountains
_________________________________________________________________________________________

Time: 18:30          Tag: Mitis

Tsavani strakte godt ud i kroppen, da hun svævede over jorden i en flyvende trav. Hendes kraftige forben var strukket godt frem for sig, og bagbenene arbejdede godt under hende. Det var længe siden, hun havde brugt sin krop på denne måde, så hun nød at få strukket ud og trænet musklerne lidt. Hun befandt sig højt oppe i Enophis' bjerge på en bred sti, der gik stødt opad. Sveden glinsede på hendes våde skind, da hun havde travet op ad bakke i længere tid. Den svævende hale slog livligt bag hende, og et par forpustede, men ivrige prust forlod regelmæssigt hendes mule. Hun havde begivet sig op ad dette bjerg, da hun havde haft et skænderi med sin bror og derfor havde brug for at være lidt alene. Hendes krop gjorde ondt efter alt den trav op ad bjerget, men hun havde nogle aggressioner, hun trængte til at komme ud med, så det føltes bare rart at få hovedet på andre tanker. En ørn svævede rundt i luften og landede på et klippestykke højt oppe, og i det fjerne lød et skingert skrig fra en krage. Der var rimelig uhyggeligt heroppe. Hun var helt alene og var ikke stødt på andre heste på sin færd herop.

Regnen stod ned i stive strømme og blændede med jævne mellemrum hendes øjne. Vinden rev og ruskede langs bjergkanterne og truede med at få én til at glide på de våde klippestykker. Luften var kølig, og himlen var mørk og dunkel. Bjerget var i det hele taget henlagt i dysterhed og var ikke ligefrem et sted, der var særligt indbydende at befinde sig på lige nu. Alligevel var det her, hun havde valgt at søge op... Hun var i rasende dårligt humør, så hvilket sted kunne passe bedre?

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 295

Hvorfor? Det var præcis det spørgsmål der nu rungede igen og igen i den grå hoppes hoved. Det havde virket som en god idé til at starte med. Det havde da været en fin dag for nogen timer siden, og det virkede oplagt at give Chrome og Ivory noget alenetid til at styrke deres far-datter bånd. Da det var begyndt at regne havde hun ignoreret det, og fortsat opad mod skyerne der som kælne katte smøg sig omkring de takkede gråbrune bjergtinder. Men nu øsede det ned, og hendes hove truede med at glide på de våde klipper. Hun ville egentlig helst ned, men de stier hun færdedes på var smalle, og det ville være en selvmordsmission at forsøge at vende rundt her. Nej, hun måtte finde et klippefremspring, og så vente på at regnen stilnede af. Hun håbede ikke at Chrome og Ivory ville blive alt for bekymrede, hvis hun kom sent hjem. Der var jo en rigtig grund. Selv Chrome ville sikkert syntes det var en bedre idé at blive heroppe og vente på bedre værd, end at forsøge den stejle nedstigning med våde hove mod våde sten. Det kunne kun gå galt.
Nu hvor alting jo egentlig var så deprimerende og helt igennem regnvejrsagtigt, var Mitis overrasket over at se noget der helt bestemt mindede om en anden hest. Hvem var så dum at gå ud i sådan et her vejr? Mitis tog sig i tanken, for hun var jo egentlig selv så dum at gå ud i det her vejr.
”Hey! Hey, hallo, dig der! Er her nogen?”
Råbte hun, højt for at regnens kolde slør ikke skulle hive hendes kald ned i det svimlende dyb få centimeter fra hende.

Wordcount: 284 | tag: Tsavani

code by ♥

Misty Mountains
_________________________________________________________________________________________

Regnen slog mod hendes ansigt og truede flere gange med at blænde hendes øjne. Hun befandt sig faretruende tæt på kanten, og det var med livet mere eller mindre på spil, at hun bevægede sig af sted i høj fart i håb om ikke at glide. Hun var dog så vred og ligeglad med alt lige nu, at tanken om at styrte i døden ikke engang virkede særlig forfærdelig... Hendes bror var hendes bedste ven, og de havde sådan et dejligt forhold - derfor vidste hun ikke noget værre end at være uvenner med ham.
Som taget ud af en drøm hørte hun pludselig et kald i den silende regn. Hun troede først, at det blot var hendes fantasi - for der kunne da vel ikke være andre vandrende oppe i bjergene på dette tidspunkt? Men nej, stemmen var ganske virkelig, for den blev tydeligere og tydeligere, og snart dukkede en hest op på stien foran hende. Det var en hoppe, der så godt og grundigt fordruknet ud. Tsavani skævede surmulende til hende. Hun var slet ikke i humør til selskab lige nu, og den grå hoppe foran hende kunne ikke have mange brikker at flytte rundt på, eftersom hun havde valgt at bevæge sig op i bjergene i dette uvejr.

„Jeg er altså ikke nogen dig dér!" vrissede hun. „Du burde lære at omtale dine medheste med lidt mere respekt! Og tag så og flyt dig, så jeg kan komme forbi!"
Hun sendte den fremmede et mørkt og irriteret blik. Hun lagde bestemt ikke skjul på, hvor lidt hun ønskede hoppens selskab lige nu. Hun var bedøvende ligeglad med, at hun virkede som en arrig, stor idiot - hoppen skulle bare forsvinde fra hendes åsyn, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 290

Det var sandelig en anden hest som Mitis havde ment at have set, en ganske køn gyldent broget hoppe, naturligt bygget kraftigt. Hvad hun lavede heroppe, kunne Mitis aldrig vide, og hun havde ingen ret til at dømme, nu da hun var i præcist den samme situation. Den lange grå pandelok klaskede ind i hendes ravgyldne øjne, og hun håbede at hende og den fremmede hoppe måske kunne finde ned sammen. Dog var der noget der var i vejen nu – den fremmede skulle den modsatte vej af den grå. Det virkede til gengæld utrolig mærkværdigt for Mitis, som selv var på vej ned. Det blev kun farligere og farligere jo højere man kom op, og det ville være den rene selvmordsmission at fortsætte op i dette vejr. Mitis stod let og trippede med sine smalle hove. Den fremmede virkede bestemt ikke i godt humør, hvilket hendes vrede bemærkning fint understregede. Den grå hoppe rynkede panden. Der var en hel del i vejen her.
”Det må du undskylde, men jeg kendte jo ikke dit navn. Og jeg var end ikke sikker på at der overhovedet var nogen heroppe.”
Forklarede Mitis undskyldende. Men da hoppen nævnte at hun skulle flytte sig så hun kunne komme forbi, trak den slanke hoppe grænsen. Det var jo umuligt for hende at flytte sig mere, og hun var selv lige ved at falde i hvis hun bare flyttede sig en smule mod kanten.
”Jeg kan ikke rigtigt flytte mig her. Jeg ved ikke hvad vi gør, for det ville være en meget stor risiko for nogen af os at bakke. Især ikke i dette vejr.”
Sagde Mitis, og kiggede bekymret ned mod jorden. Åh gud, hun var simpelthen så bange lige nu. Lige før havde hun ikke tænkt på hvor farligt det her var, men hun længtes nu efter Ivory og Chrome. Hun ville bare ned nu, men de kunne under ingen omstændigheder vende om. Mitis kunne ikke lide at tænke så egoistisk, men hun ville bare gerne have at den fremmede vendte rundt nu, så den grå selv kunne komme ned. Det var i sig selv dumt af den gyldne at hun var på vej opad.

Wordcount: 361 | tag: Tsavani

code by ♥

Misty Mountains
_________________________________________________________________________________________

Den fremmede hoppes forklaring gjorde hende ikke ligefrem i bedre humør. Lige nu var hun så vred, at end ikke den bedste forklaring i hele verden kunne have gjort hende i bedre humør. Hendes gyldne ører lå klistret til nakken, og hun sendte hoppen foran hende et dødbringende blik. Hun havde intet at sige til hoppens ord og endte derfor bare med at sende en arrig grynten i hendes retning. Hun lyttede nu til hoppens næste ord og stirrede direkte på hende med øjne, der skød lyn.
„Det har du ganske vist ret i. Derfor kan DU få lov til at bakke hele vejen op, indtil vi kommer til et sted, hvor der er plads til at passere hinanden!"
Med de ord trampede hun frem mod den anden og var parat til at vade lige ind i hende eller måske endda vælte hende ned ad bjergsiden, hvis ikke hun begyndte at bakke bagud NU.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 154

Selvom frygten allerede havde hægtet sig fast i den grå hoppes, blev den ti gange forværret da den kraftige hoppe foran hende kom med et vredt udbrud, blot for at storme frem imod hende. Det var jo fuldstændig sindssygt! Det var umuligt at gøre hvad den gyldne ville have hende til, og Mitis frygtede hvad den fremmede ville gøre. Allerede nu kunne hun mærke at hun skred let på den våde overflade der udgjorde grunden under hendes føder. Frygten der lyste ud af hendes øjne blev snart erstattet af vrede. Hvordan kunne hun være bekendt at forsøge at mase hende tilbage, når hun havde en halv meter at stå på? Men selvom det ikke virkede som om der var mange muskler imellem dem, havde den fremmede dog en fysisk fordel. Om end den ikke var stor, var hun stærkere end Mitis, hun kunne allerede nu mærke det.
”Hvad er dit problem? Hvad har jeg gjort en hoppe som du, for at du nærmest har lyst til at slå mig ihjel? For jeg ved ikke om du ved det, men man dør hvis man falder ned herfra. Jeg har faktisk hverken lyst til at byde min datter eller … eller … Chrome, at finde mig død for foden af det her bjerg, fordi en eller anden psykopat havde en dårlig dag. Det vil jeg simpelthen ikke, kan du forstå det? Vi bliver nødt til at finde ud af det her stille og roligt, og hvis du ikke er interesseret i det, så kan vi være to om at lege den lille leg du har gang i. Og jeg er ikke ligeså svag som jeg ser ud.”
Hendes stemme var ganske rolig, men iskold og vred. Det eneste der havde været tøvende i hendes ord havde været da hun skulle nævne Chrome. For hvem var han? Det første der var poppet op var mage, men det var de jo langt fra. Han var bare hendes Chrome, intet mere eller mindre. Det var tydeligt at mærke den direkte afsky til denne hoppe der var foran hende. For hvert et ord hun sagde var sandt – hun ville ikke lade Ivory leve resten af sin barndom med en død mor ligesom Mitis selv. Stålfast blev hun stående, og stirrede den gyldne død i øjnene. De blev nødt til at finde ud af noget der kunne få dem begge sikkert ned – eller op, og dette var ikke måden at gøre det på.

Wordcount: 406 | tag: Tsavani

code by ♥

Misty Mountains
_________________________________________________________________________________________

Tsavani kunne mærke vreden vokse mere og mere indeni. Selvom hun absolut ikke havde nogen grund til at hade denne hoppe, så var alt hendes vrede blevet vendt mod hende og skulle nu gå udover hende. Hun udbrød en arrig fnysen, da hoppens mange ord lød. Det meste lød bare som blah-blah i Tsavanis ører... Denne hoppe snakkede og snakkede, men kunne hun noget, når det kom til stykket? Hendes sidste ord fortalte, at hun ikke var bange for at ende ud i en styrkeprøve med Tsavani, og det fik et skummelt smil til at brede sig på hendes mule. Var hoppen nu også så sikker på det? Hun blev stædigt stående, da Tsavani kom farende. Det var bare ærgerligt for hende, for Tsavani havde bestemt ikke tænkt sig at trække sig tilbage nu! Hun ramlede derfor lige ind i hoppen og lagde alt sin vægt mod hendes spinkle krop, fuldstændig ligeglad med om hun ville styrte i døden eller ej.

„Hvis du virkelig ikke ønsker, at de skal finde dig død for enden af bjerget, så anbefaler jeg kraftigt, at du flytter dig NU!"

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 185

Tiden var kommet hvor Mitis ville finde ud af om denne fjendtlige hoppe virkelig havde tænkt sig at gøre alvor af sine mange trusler. Med vrede ord kom den gyldne fremmede stormende frem mod hende, og hamrede ind i hendes spinkle krop der aldrig havde opbygget det vigtige fedt og muskellag som var så vigtigt. Hun blev mast et par skridt tilbage, og hendes sandfarvede hoppe gled på de våde sten. Panikken greb hende, og med al sin kraft plantede hun et spark rettet mod hoppens ene forben. Hvis hun ramte kunne dette blive katastrofalt for hoppen, og med den kraft hun havde lagt i det kunne det med lethed gøre ondt. Mitis var ikke bange for at sende denne hoppe i døden hvis det skulle komme til det. Hun ville ikke begræde det hvis noget skulle hænde den gyldne, og selvom den gråbrogede nød tanken om at hun havde en ren sjæl, så var det den gyldne der havde startet dette, og det angreb her var lutter selvforsvar.

”Hvor skal jeg rykke hen, din sindsforvirrede psykopat? Er du blind? Der er ingen steder jeg kan flytte mig hen ad! Jeg er glad for at du ikke har nogen afkom eller sågar en mage, når du ser sådan på andre der aldrig har gjort dig noget.”

Det var hårde ord der kom fra den gråbrogede, men det var ren instinkt der styrede hvad hun sagde. Hun anede egentlig intet om den fremmede, men hun regnede ikke med at hun havde nogen der stod hende meget nært når hun så sådan på fremmede. Ingen kunne vel elske nogen der ikke var bange for at kaste en fremmed ud fra et bjerg uden grund?

Wordcount: 282 | tag: Tsavani

code by ♥

Misty Mountains
_________________________________________________________________________________________

Til hendes store overraskelse valgte hoppen ikke at flytte sig, selvom hun kom styrtende. Dette resulterede i, at hoppen blev mast baglæns og gled på de våde klippestykker. Tsavani kunne se for sig, hvordan hun ville falde og styrte i døden, men til hendes store overraskelse nåede hoppen at få styr på sine ben og fik med al sin kraft rettet et spark direkte mod hendes ene ben. Det kom så meget bag på hende, at hun slet ikke nåede at afværgre slaget det mindste. Hun mistede derfor alt følelsen i benet i et øjeblik, inden den kom tilbage med sådan en smerte, at den næsten sendte hende i knæ. Hun kneb hårdt øjnene sammen og bed smerten i sig, inden hun arrigt blottede tænderne af hoppen. Hun blødte ikke fra benet, men til gengæld havde slaget ramt hende så hårdt, at hun nok ville hæve op i morgen. Men den tid, den sorg... Nu gjaldt det liv og død!

Hun lyttede til hoppens ord og lagde hidsigt ørerne i nakken. „Du skal bakke, din retarderede kælling! Om du så skal bakke hele vejen op ad bjerget igen, så har du bare at gøre det, indtil der er plads til, at jeg kan komme forbi!" Hun sendte hoppen et dræberblik. „Og du ved overhovedet ikke noget om, hvilke relationer jeg har, så hold bare din mund!" Med de ord sprang hun atter fremad mod hoppen med al sin kræft. Tsk! Hun havde måske ingen mage eller afkom, men hun havde både Cadeyrn og Sicarius, og de ville da blive kede af at se hende død for foden af bjerget... ville de ikke?

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 272