|
|
Post by Apeiron on Aug 4, 2015 20:51:06 GMT 1
Depressing Thoughts
______________________________
Time: 10:06 Tag: Lysander
Solen stod højt på himlen og sendte sine varme stråler ned i landet. Luften var tung af varmen og advarede om, at en hedebølge var på vej. Andromeda var heldigvis frodigt nok til, at en tørke ikke ville komme på tale - medmindre man befandt sig på Zenobia selvfølgelig. Det gjorde Apeiron dog ikke. Tværtimod befandt han sig lige nu på den mest frodige af alle øerne i Andromeda. Den lille ø Chibale var kendt for sine skove og frodige natur. Apeiron havde ikke befundet sig meget på denne lille ø, da han foretrak at bevæge sig rundt i bjergene - men denne hede dag var hans destinaton gået til skovøen.
Hans mørke ben trådte ud i den lille skovsø, han stod foran. Vandet var koldt ved første berøring, men snart føltes det bare behageligt afkølende. Han trådte længere ud i søen, så vandet ramte hans mave. Han sukkede tungt og afslappet, da vandet afkølede hans ellers ophedede krop. Han stak mulen ned i det kølige dyb og slukkede sin tørst i lange slurke.
Han fangede sit ansigt i spejlbilledet og fik atter sat et tankemylder i gang. Hvem var han egentligt, og hvad lavede han her? Hvad var der sket i hans tidligere liv, og hvorfor var han blevet sendt til Andromeda? Hvem havde sendt ham hertil, og hvad var dennes formål med ham? Var hans minder fra fortiden blevet slettet med vilje, eller var han blot tilfældigt blevet ramt af hukommelsestab? Der var så mange ubesvarede spørgsmål i hans liv, og de nagede ham grænseløst. Det var en ubehagelig fornemmelse ikke at vide, hvem man selv var, og hvad man havde gjort før i tiden. Var han ond? Var han god? Han vidste det ikke selv, og det pinte ham.
Han sukkede sørgmodigt og puffede med mulen til spejlbilledet, så det langsomt fadede ud i en masse ringe. Sommeren var over landet, vejret var herligt, og han burde være glad og i godt humør lige som de fleste andre - men han kunne ikke. Det var svært at fokusere på de gode ting i livet, når man knapt nok vidste, hvorfor man overhovedet levede...
____________________________________________________________________
Wordcount: 351 |
|
|
|
Post by Deleted on Sept 23, 2015 13:13:21 GMT 1
Stilheden lå tungt over øen Chibale, som Lysander i denne stund bevægede sin spinkle krop henover. Dette var endt med at blive hans ynglingsø, simpelthen på grund af at han sjældent mødte andre her. Der skete ikke ret meget, og dette var for den pearlfarvede helt perfekte omstændigheder. Hans gyldne øjne gled søgende over træernes nubrede stammer, og en sjælden rolighed hang over den ellers anspændte hingst. Denne uge havde været perfekt, han havde ikke snakket med andre, var ikke kommer ud for noget farligt, så alt havde egentlig været præcis som det skulle være. Ja, han var næsten i så godt humør at han kunne have lyst til at snakke med nogen! Dette var selvfølgelig bare en tnake, for han kunne aldrig, aldrig finde på at opsøge nogen medmindre det var absolut livsnødvendigt. Så kunn det måske komme på tale, for eksempel hende Mohini, der jo havde reddet hans liv fra de usynlige, som kun hun ikke se og høre.
Han kiggede op mod den blå himmel, og helt uden at tænke over det, lod han et langt vrinsk passere hans læber. Så snart han hørte sin egen røst stivnede han på stedet. Hvad nu hvis nogen kom hen til ham?
|
|
|
|
Post by Apeiron on Sept 30, 2015 18:02:10 GMT 1
Depressing Thoughts
______________________________
Et tungt suk forlod hans mørke mule, inden han trådte op fra vandet. Hvad var meningen med livet? Hvorfor skulle han overhovedet eksistere, når han ikke var nogen? Hvordan kunne man leve et liv uden at vide, hvem man var? Han rystede svagt på hovedet, så den mørke pandelok faldt ned og dækkede hans øjne til. Sådan... Nu behøvede han ikke længere at se nogen i øjnene. Ingen skulle se ind i denne sjæl. For øjnene var sjælens vindue, og han havde ingen sjæl. Han var ikke nogen, så ingen skulle se på ham.
Han vibrerede let med de hvide ører, da et vrinsk lød i det fjerne. Han stivnede i hele kroppen og virrede kraftigt med det tunge hoved. Han måtte væk i en fart! Ingen skulle se ham! Dette var bestemt ikke en dag, der bød på selskab. Han ville ikke få noget som helst godt ud af at møde en anden person nu. Han vendte derfor sin store krop rundt og sprang væk i en hæsblæsende galop. Vinden slog mod hans ansigt, da han spurtede gennem skoven og kun lige med nød og næppe undveg træ efter træ. Ingen skulle finde ham nu... Ingen!
[Afsluttet grundet Lysanders død.] ____________________________________________________________________
Wordcount: 197 |
|
