You can run, but you can't hide [Tsvani]

Den sorte hingst, havde været forandret, forvandlet, i en længere periode efterhånden. Men stadig, kunne det til tider komme bag på ham selv, når han fik set sit eget spejlbillede. De hvide plamager han før bar på kroppen, var blevet slettet, og i stedet blevet erstattet af den sorte farve. Kun på hans forben var der to hvide sokker, som dog blev brudt af sorte skygger, der smygede sig op langs hans ben. Hans før mørkebrune øjne, var erstattet af en isblå farve, der fik selv det reneste blå vand, til at fade ud i farven. På bringen var der en ”flænge”, bestående af en isblå farve, der bevidnede de ting, hans hjerte havde været udsat for – det var blevet flået ud af den luskede slange, Rumpelstilskin, og derefter sat tilbage på plads igen, af de sorte skygger. Hans brødre. Han var stadig den samme indvending, på visse områder. Men mange af de følelser han før ejede og besad, var mere eller mindre borte. Empati og sympati – de eksisterede næsten ikke. Kun overfor visse…. Sjæle, måske.

Volontaire, som den sorte skyggehingst hed, stod med blikket spejdende udover det rolige hav, der denne tusmørke aften, ikke bevægede sig meget. Bølgerne var ikke eksisterende, og kun en svag og beroligende brusende lyd var at høre. Han slog et slag med sin sorte hale, og ellers stod han som forstenet, og stirrede tomt frem for sig. Han holdt ikke øje med noget, udover havet, for der var ingen at høre omkring ham lige nu. Men i en mekanisk bevægelse, lod han dog blikket falde frem imod det fjerne. For derude, der kunne han skimte sit hjem. Foehn. Den skyggebesatte ø. Turen ville snart gå dertil igen, men ikke i nat. Hans øre var vippet skråt bagud, og det ene bagben var let bøjet i en afslappet holdning. Men han var ikke afslappet. For hans sind var vågent, og instinkterne ligeså. Men at narre eventuelle fjender, til at tro, at de muligvis kunne snige sig ind på ham, så han bestemt som en fordel – og derfor forblev han stående sådan.

Små fugle lød i det fjerne, fra de mange træer, der var bag ham, som omkransede øen Leventera. Fugle, der kunne signalere hvis nogen bevægede sig, som de følte sig truet af. Men han lyttedet: og ingen hovslag var at høre i dette øjeblik. Tankerne veg omkring i hans hoved, mens skyggerne hvislede og hviskede i hans øre, og til hans sind. Men han lyttede ikke hele tiden. Men han hørte dem. Han forstod dem. Lod dem tale. Men ikke alle de ting de sagde, var noget han tog sig af, eller responderede på. Lyset. Tag lyset. Her. Det er her. Gå. Find det. Tag hjem. Foehn. Det var små brudstykker den muskuløse hingst hørte dem sige: men han gjorde ikke notits af det. Ikke lige nu. De hoppede og dansede på hans sorte skind, jo mere solen forsvandt. Snart ville der ikke være solstråler til at lyse øen op; og da ville skyggerne være i deres rette element. Være i det, de mente var det rigtige. Men de var stadig lystige, i dette tusmørke. Vågne – ligesom han. Ingen ville kunne snige sig ind på ham; trods han lignede en der næsten sov.

You can run,
but you can't hide
_________________________________________________________________________________________

Dunk, dunk, dunk... Den regelmæssige lyd af de tunge hovslag mod sandbunden hørtes klart og tydeligt i luftens stilhed. Dagen var gået på hæld, og solen var snart helt væk. Dette havde tiltrukket den kraftige, sandfarvede hoppe ned til stranden i håb om at kunne få et sidste glimt af solens stråler, inden den ville forsvinde helt i horisonten. Hun bevægede sig lige nu rundt i skovkanten, som stranden grænsede op til. Underlaget var derfor langsomt gået fra skovbund til sand. Foran hende tårnede de høje sandklitter sig op. Lige nede bag dem ville strandbredden og det smukke hav være. Hun betrådte klitternes sand og lagde al sin vægt på forparten, da tærrenet gik kraftigt opad. Hun fortsatte opad i det tunge sand, og snart nåede hun op på toppen. Normalt ville den kraftige havbrise vælte ind over hende fra denne højde af, men denne aften var der ikke en vind, der rørte sig. Hun sukkede tungt og afslappet, da det smukke syn spredte sig foran hende. Sandbredden strakte sig, så langt øjet rakte, og det rolige hav stod klart i tusmørket. Ude i horisonten spredte solen sine sidste stråler langs himlen og kæmpede en kamp med natten for at kunne oplyse stranden.

Hun svirpede let med halen, inden hun begyndte nedstigningen af klitterne. Hun lagde denne gang al sin vægt på bagparten og satte sig nærmest på bagdelen, da hun kurede ned ad det glidende sand. På få sekunder stod hun på strandbredden og genvandt balancen. Hun prustede en anelse forpustet, inden hun satte frem i en rolig skridt i retning af vandkanten.
Da hun nærmede sig, gik det pludselig op for hende, at der stod en anden hest. Hun fik færten af hingst i luften og stoppede op for at betragte ham på afstand. Han stod med ryggen til hende i en hvilende tilstand. Mon han sov? Eller stod han også blot og nød det sidste af solnedgangen? Hans hoved var vendt i retning af askeøen Foehn, der lige akkurat kunne skimtes i baggrunden. Var det mon tilfældigt, eller var han tilknyttet til øen?
Tankerne fór rundt i hendes hoved, alt imens hun blot stod helt stille og betragtede ham. Skulle hun bevæge sig tættere på, eller var det bedst blot at gå sin vej? Havde han mon allerede opdaget hende? Hun flyttede kortvarigt vægten over på et andet ben, hvilket resulterede i, at en gren knak højlydt under hendes hov. Ups! Nu var hun i hvert fald opdaget...

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 411

Stilhed før storm. Sådan kunne man ganske ofte sige om den sorte Volontaire. Lige nu, stod han from som et lam og lignede en der havde søgt ro for natten og havde valgt strandbredden som sit sted at hvile denne nat. Men dette var løgn. Volontaire sov sjældent. I hvert fald ikke steder som dette, for det var ikke et sted at være i fred og ro. Her var for mange skabninger. Sjæle, som han ikke ønskede selskab af. Men han var her alligevel – bare fordi. Der var ingen synderlig grund til at den sorte hingst havde søgt hertil – og dog. De sorte øre hvilede, uden at bevæge sig andet end en enkelt millimeter eller to. Men da lyden af rindende sand ramte hans øre, gav de et kortvarigt ryk bagud. Her var andre. Og vedkommende var opdaget i hans sensitive øre. De levende skygger hvislede og skreg i hans øre. Fortalte at han ikke længere var alene. Men det vidste han godt. Han forblev stående, som en statue. Urokkelig.

Et knak lød. Højt, fordi her ellers var så stille. Men han flyttede sig stadig ikke en millimeter. Han stod stadig blot helt stille, mens et smil bredte sig over hans mule. Ikke et smittende et af slagsen, men mere et skadefro et af slagsen. Mon denne sjæl kunne være brugbar?
Sekunder gik, mens stilheden stadig åd begge sjæle. Men da et halvt minuts tid var gået, vendte han sig om, i nogle mekaniske bevægelser, og lod de isblå og tomme øjne ryge direkte hen på skabningen han havde vendt fronten til. En hoppe. Hurtigt kunne hun ligne Illana, men det var det ikke. Han var tavs. Stod blot og stirrede tomt og dødt på hende. Skyggerne sprang og dansede op langs hans ben, og strakte sig så langt langs sandet som de kunne, inden de måtte vende tilbage til ham. De ville hen til hende. Røre hende. Undersøge hende. Han brummede pludselig i en voldsom og markerende tone, inden han løftede hovedet majestætisk og stolt op, og knejste den muskuløse nakke.

,,Hvem er du?”

Hans stemme var hvislende og kold, og for hvert enkelt ord der blev sagt, var der en kort pause. Derefter bevægede han sig med mekaniske skridt tættere imod hende. Skyggerne ville derhen. De ville have ham derhen. Og han lyttede og adlød dem.

You can run, but you can't hide
_________________________________________________________________________________________

Ved første øjekast kunne det se ud som om, at hingsten ikke havde bemærket hende. Han blev nemlig urokkeligt stående som en statue, og selv ikke, da grenen knak under hendes kraftige hove, flyttede han sig så meget som en millimeter. En kuldegysning gik igennem hendes krop. Hvem var denne hingst, og hvorfor viste han ingen reaktion på hendes tilstedeværelse? Tsavani var ikke dum... Hun vidste, at han måtte have hørt hende. Så hvorfor stod han blot dér, som om han var død?
Mørket sneg sig langsomt ind på hende og blev tættere og tættere omkring hende. Uhyggen bredte sig i hendes krop, og hun kunne tydeligt fornemme, at hun ikke var tryg ved situationen. Hun forstod ikke, hvad der fik hende til at reagere sådan her... Normalt var hun ikke bange for hverken mørke eller andre heste - men ét eller andet ved denne mørke hingst havde vakt hendes frygt.
Tankerne fór igennem hendes hoved. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun snige sig væk i håbet om, at han ikke havde set hende eller bare var ligeglad? Eller skulle hun prøve at tage kontakt? Hun vidste godt, hvad hendes fornuft ville vælge... Men ét eller andet fik hende alligevel til at blive stående. Hun følte nærmest, hvordan hendes krop var urørlig og nægtede hende at flytte sig. En slags fornemmelse naglede hende fast til stedet og tvang hende til at blive her, som sugede en magisk kraft hende fast til denne hingst. Hun skælvede over hele kroppen. Kunne hun mon stadig nå at flygte?

I det næste øjeblik blev beslutningen taget for hende, for i det samme vendte hingsten sig om i nogle uhyggelige, mekaniske bevægelser. Nu var der ingen vej tilbage. Hans øjne hvilede tomme på hende. Endnu en kuldegysning gik igennem hende. Hans øjne... De var ikke naturlige. De lyste op som to isblå flammer i mørket. Intet naturligt kunne skabe sådanne kraftigt lysende øjne... Hun samlede mod til sig og mødte hans blik, der stirrede tomt og dødt på hende. Hvad var han?
Det tog hende ikke lang tid at finde ud af, for snart efter spredte en flok skygger sig op langs hans ben. De strakte sig hen langs sandet, så langt de kunne komme i hendes retning, inden de vendte tilbage til deres ejermand. De sprang og dansede op langs hans ben og levede deres helt eget liv. Det var et uhyggeligt syn. Tsavani havde altid næret en vis fascination for skyggerne, men hun havde aldrig set dem på nært hold. Denne hingst var altså hendes første møde med en skyggehest. Hendes sind var splittet mellem at føle skræk og rædsel og at føle fascination og begær. Men én ting var hun sikker på... Mødet med denne hingst kunne ikke være tilfældigt.

Hingsten havde forholdt sig tavs indtil nu, men pludselig lød en voldsom og markerende brummen fra ham, inden han løftede hovedet i en majestætisk bevægelse og hingstet knejsede med den muskuløse hals. Han var et fascinerende syn, som han stod dér... Så stolt og kraftfuld. Hans stemme lød nu kold og hvislende mod hende. Med pause mellem hvert ord spurgte han, hvem hun var. Derefter satte han gang i sin krop med mekaniske bevægelser. Han rykkede tættere på hende, og skyggerne om hans ben syntes at rive og flå i ham for at nå hen til hende. Hun bakkede usikkert nogle skridt tilbage. Hun brød sig ikke om at få skyggerne tættere på. Hun var ganske vist fascineret af dem, men hun foretrak nu engang at betragte dem på afstand. Hun stoppede op og mødte atter hans blik, inden hun en anelse usikkert lod sin stemme besvare hans spørgsmål. Hun håbede, at han ville respektere hendes ønske om ikke at komme tættere på.

„Mit navn er Tsavani. Jeg er blot en strejfer i Andromedas ørige. Du er en Skyggehingst, ikke sandt?"

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 638

Han nærmede sig hende. Stødt. Han tog skridt efter skridt, og mindskede afstanden der før var imellem dem, som var ganske stor. Stadig var der mange meter imellem de to modsætninger, den sorte Volontaire og den lyse hoppe, men afstanden ville ganske vidst kun blive mindre og mindre. Hans skridt var lange og tunge. Majestætisk var hans hove ham afsted, som var det det mest naturligt for ham; og det var det jo egentlig også. Han virrede med sit sorte hoved, idet skyggerne hvislede ind i hans øre. Beordrede ham til at fortsætte sin færden i hendes retning – og han fortsatte. Han gjorde som de bad ham om at gøre. Det var tydeligt for Volontaire, at den lyse hoppe der var foran ham, aldeles ikke var tryg ved hans eksistens i hendes nærhed. Men det var vel også ganske logisk.

Hun stod stiv som et brat, med blikket vendt direkte imod Volontaire, der hele tiden kom nærmere og nærmere. Hans isnende blå øjne hvilede tomt og olmt direkte i hendes retning, for at studere hende. Se hvad hun ville gøre. Hun lignede lige nu, en lille skabning, der havde lyst til at trykke sig sammen og smutte ned i et huk, eller stikke halen imellem benene, for at løbe væk fra ham. Men hvis hun valgte at løbe, kunne det blive lige så fatalt for hende, som at blive stående og møde hans selskab. Hans skygger skreg og hvislede. De hoppede og dansede på hans krop, og smygede sig rundt på hele hans korpus, samtidig med at de strakte dig fremad, for at gribe ud efter hende, trods det var umuligt for dem at nå hende endnu. Hun trådte pludselig nogle skridt bagud. Som forsøgte hun at fortælle Volontaire, at hun nu ikke ønskede ham tættere på. Men det var ikke hende der skulle bestemme den afstand. Så de skridt hun tog væk fra ham, trådte han atter imod hende, inden hans korpus så endelig standsede helt. Hvis den lyse hoppe, ved navn Tsavani, som hun præsenterede sig med, trådte bagud igen; da ville han træde efter. I mange sekunder sagde han intet, efter hun havde talt. Hun havde sågar stillet ham et spørgsmål; men ingen toner forlod hans strube. Ikke de første sekunder. Måske endda et minut. Men så brød han stilheden.

,,Du har helt ret, Tsavani – jeg er en Skyggehingst. Jeg er en af dem, man ikke ønsker at møde, når man vandrer alene omkring.”

Hans stemme var hæs og mekanisk, som talte han ud fra noget, der havde bedt ham sige lige netop disse ord, i denne rækkefølge. Ordene var velvalgte, for han ønskede at så en frygt i hende, se hendes reaktion. Sammenligne den med andres. Der var mening med galskaben, i alt den sorte hingst gjorde; for intet i hans verden og tankegang var efterladt til tilfældighederne. Intet. Han havde en mening med hele sit liv. Alle sine valg. Og at gå tættere på denne lyse hoppe, søge en form for kontakt, var heller ikke noget han blot havde gjort, fordi han havde lyst. Der var en grund.

You can run, but you can't hide
_________________________________________________________________________________________

Til hendes store ærgrelse valgte den skyggefulde hingst ikke at respektere hendes ønske om afstand. I stedet trådte han de sidste skridt hen mod hende, så de alligevel kom til at stå tæt på hinanden. Selvfølgelig... Han var vel ikke ligefrem typen, der lyttede til andres ønsker og opfyldte dem. Sekunderne gik, fra hun havde talt, uden et eneste ord forlod hans læber. Hun mærkede atter skindet dirre under hendes pels. Hvorfor sagde han ikke noget? Hvad foregik der i hans hoved dette øjeblik? Sekunderne blev til et helt minut, og endelig åbnede han munden og talte. Hans ord var onde og truende. Hun vippede let med ørerne. Skulle hun blive bange? Det havde andre nok gjort. Det fornuftigste var så afgjort at stikke af nu, og det i en vis fart. Men et eller andet holdt hende alligevel tilbage. Hun havde ikke lyst til at stikke af. Hun ville gerne blive; lære denne Skygge at kende. For hvordan hun end vendte og drejede det, så fascinerede han hende altså.

„Så er det godt, at jeg ikke er som alle andre..." Hendes stemme var slesk og en anelse forførende, og med de ord trådte hun tættere på Skyggehingsten.
Hun stod nu helt foran ham og stillede sig selv i en position, hvor skyggerne med lethed ville kunne tage fat i hende, hvis de ønskede det. Men hun var ligeglad. Faktisk havde hun altid ønsket sig at mærke, hvordan de dersens skygger egentlig føltes på kroppen. Bed de rigtigt? Og gjorde det mon ondt? Ak ja, der var så mange spørgsmål, hun gerne ville stille; derfor måtte hun udnytte, at hun stod ansigt til ansigt med en vaskeægte Skyggehingst. Hun hævede sit blik og mødte hans øjne uden den mindste antydning af frygt. Hun dirrede ikke længere, og alle tegn på frygt havde i det hele taget forladt hendes krop. Tilbage var kun det nysgerrige og lettere begærlige blik, der brændte i hendes isblå øjne.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 324

Det store korpus stod ganske stille, mens hans isnende lysende og blå øjne stirrede tomt, direkte imod hendes brunlige og mere naturlige øjne. Han handlede ikke instinktivt i disse sekunder, hvor dette møde stod på. For hvis han gjorde det, havde instinkterne budt ham at holde afstand til hende, ligesom han før hen ville havde gjort, inden han var blevet en del af skyggernes inderste kreds. Men sådan var det ikke mere; disse instinkter og barrierer, var ikke så store og markante mere, nu søgte han i stedet at finde grænser. Både hos sig selv men bestemt også ved det selskab han var i. Men denne hoppe, virkede ikke til at have de samme grænser, som så mange andre havde. De fleste ville træde bagud, for at søge afstand igen, fra det der var dem ukendt, skyggerne. Men nej. Hun valgte i stedet at fremsige nogle forførende ord, og da ordene var sagt, valgte hun endda at træde ham nogle skridt tættere, så de nu stod ganske få centimeter fra hinanden. Dette var ikke noget den store og muskuløse hingst brød sig synderligt om – men denne gyldne hoppe, skulle bestemt ikke føle at hun havde overtaget i dette møde; for det ville hun aldrig komme til. Det skulle den mørke sjæl nok sørge for. Han svirpede hårdt med halen, og i en truende og advarende bevægelse, blottede han langsomt tænderne, så de én efter én blev synlige i fronten af hans mund.

Hun skulle ikke komme tættere på ham. Hans muskler spændte let op, og skyggerne på hans krop hvislede og skreg. De smøg sig henover hans krop, og i nogle forhastede bevægelser, kastede de sig henover hendes ben, og snoede sig op om hende, hev og flåede let i hendes skind. De kunne ikke gøre skade på hende, men kun nappe og nive. De var ikke i stand til andet, så længe de tilhørte Volontaire. Men hun ville kunne mærke dem, og mærke deres kulde. Volontaire trådte nu helt tæt på hende, så hans bringe ramte imod hendes skulderparti, inden han fremskød sin egen bringe helt, således at musklerne spændte op. Han hævede hovedet, og brummede i endnu en voldsomt og advarende tone, som kom hvislende og hæst ud, mens tænderne endnu var blottede. Hun skulle træde tilbage. Lige nu. Han bed ikke – han slog ikke – han spillede kun med musklerne, og markerede imod hendes skulder. Men hvis ikke den gyldne hoppe trådte blot et skridt eller to tilbage, da ville ”legen” ændres.

You can run, but you can't hide
_________________________________________________________________________________________

Skyggehingsten var tydeligvis ikke tilfreds med hendes beslutning om at træde nærmere. Han svirpede hårdt med den sorte hale og blottede truende og advarende tænderne én efter én. Beskeden var meget tydelig, og hun opfangede den med det samme; han ville ikke have hende tættere på. Hun var stadig ikke bange for denne hingst, men hun måtte indrømme, at hun ikke havde lyst til at smage det dér tandsæt i sin hud. Hun betragtede, hvordan han let spændte op i sin krop. Hans muskler kom tydeligt til syne og vidnede om, at hun ikke ville have en chance imod ham. Hans skygger smøg sig henover hans krop med hvislen og skrig, og så kastede de sig henover hende. De snoede sig op om hendes ben og hev og flåede i hendes skind. De gjorde ikke skade, men nappede og nev. Det var dog nok til i den grad at kunne mærkes. Hun skar en grimasse og forsøgte at se upåvirket ud. Sandheden var dog, at det gjorde ret ondt - men i det mindste var det slet ikke så smertefuldt, som hun havde frygtet. Det værste var kulden... Den slyngede sig om hendes krop og fik hende næsten til at fryse til is. Hvordan kunne denne hingst dog holde ud at gå med disse skygger 24/7?

Han trådte nu helt tæt på hende og lod sin bringe ramme hendes skulder, inden han fremskød den. Hun kunne tydeligt mærke de hårde muskler mod sin hud. Han hævede hovedet og brummede i en voldssom og endnu truende tone, alt imens hans tænder var blottet lige over hendes hoved. Hun fattede hentydningen og havde ikke tænkt sig at stritte imod. Nok var hun ikke bange af sig, men hun var ikke dum... Det ville være ren idioti at trodse denne hingst, og hun havde trods alt ikke et ønske om at dø. Hun bøjede derfor respektfuldt i nakken og trådte tilbage, indtil hun nåede den afstand, han selv havde valgt før. Her stoppede hun op og mødte hans lysende øjne med et neutralt blik. Hun var egentlig ikke tilfreds med at være blevet domineret på denne måde, og hendes skind dirrede derfor let af frustration - men man måtte kende sin overmand.

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 368

Der var absolut ingen tvivl om, at den sorte hingst ikke have intentioner om at skulle stå tæt med én, som var så fremmed og ligegyldig for ham. Han ønskede aldrig at nogen skulle være tæt på hans store korpus, medmindre det var én bestemt sjæl. Men sådan var det ikke mere; nu skulle ingen stå tæt på ham. Alle skulle holdes i afstand. Og det skulle denne gyldne hoppe også – trods hun måske mente noget helt andet. Han havde ikke så mange idéer om hvordan hoppen her ville reagere. Hun kunne søge væk fra ham, blive stående, eller gå til angreb. Dog var to af disse løsninger ikke brugbare for ham; og ej heller hende. For hvis hun ikke selv ville flytte sig frivilligt, så skulle den sorte hingst bestemt nok gøre det for hende!

Hans skygger bed og nev i hendes skind, og det fik en grimasse over hendes ansigt. Hun kunne tydeligvis mærke det – men skyggerne gjorde kun som de gjorde, fordi de netop beskyttede den herre de levede på; Volontaire. Han brød sig ikke om at have hende tæt, og derfor angreb de hende på denne måde, med niv og kulde. Det var tydeligt hvordan hun frøs under deres angreb, en kulde som Volontaire ikke lagde mærke til. De afgav kun kulde til ham engang imellem, men ikke hele tiden; kun hvis de følte sig truet, eller ville gøre ham opmærksom på noget. For de ønskede bestemt ikke at gøre skade på deres skyggehingst, som bar dem omkring i dette land.

Hans bringe der var imod hendes skulder, fik hende til at reagere ganske hurtigt. Hun bøjede i sin nakke, respektfuldt, og trådte derefter nogle skridt bagud, så afstanden igen blev forøget. Det fik med det samme skyggerne på hendes krop, til at vende tilbage til Volontaire, hvor de kærligt og legende smygede sig op og ned af hans ben og krop. Hans tænder var endnu blottet lidt endnu, men blev de dog dækket igen af hans læber. Han brummede i en dyb og rungende tone, der dog ikke var advarende mere. Hun havde lyttet – gjort det klogeste. Og det var noget den sorte hingst bestemt brød sig om – kampen var vundet.

,,Tro ikke, at du med sleske toner kan smyge dig ind på skyggeheste, Tsavani. Det vil blive fatalt, den dag du møder den forkerte.”

Stemmen var hvislende og dyb. Der var ikke megen venlighed at spore – faktisk ingen.

,,Har du nogensinde mødt andre af… min slags?”

Han så dybt ned på hende, meget indtrængende. Han ville vide det. Han ville have informationer. Hvor meget vidste hun om hans slags? Stemmen var hele tiden hvislende og kold.

You can run, but you can't hide
_________________________________________________________________________________________

Hun sukkede lettet, da han tilsyneladende valgte at acceptere hendes beslutning om at trække sig, og nu ligeledes trak sine skygger til sig igen. De slap deres greb om hendes krop, og hun nød straks fornemmelsen af frihed, da hun ikke længere kunne mærke deres niven og kulde. Hun betragtede med en smule jalousi, hvordan de nu kærligt og nærmest legende smøg sig op ad skyggehingstens ben. Hvor måtte det altså være fascinerende at bære rundt på sådan et sæt skygger, der tilbad én som sin herre og på ingen måde ønskede at skade én! Det kunne hun godt tænke sig at prøve en dag... Men det betød jo, at hun selv skulle blive en Skyggehest, og det var hun alligevel ikke helt sikker på, om hun havde lyst til - selvom det uden tvivl ville give hende den respekt, hun så længe havde ønsket fra andre.

Hun betragtede, hvordan hans blottede tænder atter blev dækket af hans læber, og hørte, hvordan hans dybe brummen ikke længere var advarende. Han var tilsyneladende tilfreds med hendes beslutning om at holde afstand. Hun smilede lettere usikkert til ham og fortrød straks, at hun havde prøvet at spille smart på den måde. Det var ikke kommet hende til gode på nogen som helst måde - tværtimod skulle hun vist bare være glad for, at hun havde mødt en Skyggehingst, der havde vist hende barmhjertighed og ikke blot havde slagtet hende med det samme.
Det bekræftede hans næste ord hende i hvert fald i. Han fortalte hende nemlig mere eller mindre, at hun ville have været død på denne måde, hvis hun var rendt ind i en anden Skyggehingst. Der var ingen venlighed at spore i hans stemme, men alligevel opfattede hun godt, at han havde været så sød at skåne hendes liv - og det måtte hun hellere være ham taknemmelig for.

Hun bøjede atter hovedet og smaskede et par gange ud i luften. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige, men hun håbede, han kunne se, at hun var ham dybt taknemmelig og havde tænkt sig at tage hans ord til sig.
Han stillede hende nu et spørgsmål og så dybt ned på hende med et meget stirrende blik, som pøvede han at trænge ind i hendes sjæl. Hun kunne ikke lade være med at krympe sig lidt sammen. Det blik... Det var ikke ligefrem et varmt og behageligt et. Hun sank en klump i halsen og mødte hans blik med et mere usikkert et.
,,Jeg kender... Sicarius," svarede hun så. ,,Jeg lærte ham dog at kende, inden han blev Skyggehingst, så det tæller nok ikke rigtigt."

_________________________________________________________________________________________________

Wordcount: 433

Det var tydeligt for Volontaire, at den gyldne hoppe foran ham, var meget nysgerrig og fascineret af det faktum at han var en skyggehingst. Måske ikke så meget af ham, men nok mere af skyggerne. Han var også selv fascineret af dem, meget; men som ved et hvert andet valg, havde det at blive en skyggebære også båret andre valg med sig. Intet var som før, og det ville det heller aldrig blive. Aldrig. Men det kunne han godt leve med. Det var han nødt til. For han vidste hvorfor han var blevet en skyggehingst, og hvilket formål det havde. Og det formål elskede han. Han nød det. Han levede af det. Ligesom han levede af sine skygger, og de levede af ham. Han forstod derfor også godt hendes fascination af disse skygger, som før havde nevet og nappet, samt sent hende bølger af kulde. Men nu var de ikke længere hos hende, men hos ham. Der hvor de absolut hørte til.

Hun bøjede sit hoved, og smaskede ud i luften. En underdanig handling, som han sugede til sig, og lod sine skygger grine og hvisle af behag inde i hans indre. De levede af andres frygt, mæskede sig med deres underdanighed, og nød det i fulde drag. Og det samme gjorde den sorte hingst, med den is sprængte bringe. Han elskede det. Levede af det. Søgte det. Og han fik det. De isnende blå øjne hvilede stift ned på hoppen, der var lavere end han, om end endnu mere lige nu, fordi hendes halv var sænket ned, i denne underdanige holdning. Men han blev ved at stirre på hende, med de isblå og pupil løse øjne, der ingen liv ejede eller rummede. Hun talte nu, fortalte hvem hun ellers kendte til, af disse skyggeheste, som han var en del af. Han kendte dem alle. Måske ikke af udseende, men dog af navn. For de var hans familie. Hans broderskab. De var alle en del af hinanden.

,,Hingsten med sit ene skyggeben.”

Svarede Volontaire, med den hvislende og kolde stemme, der ikke ejede venlighed overhovedet. Ak ja. Han vidste bestemt godt hvem Sicarius var. Endnu en skyggebror. Den nyeste i flokken. Han fjernede de isblå øjne fra hende, og stirrede henover hende, som om hun ikke eksisterede for ham længere. Men det gjorde hun. Pludselig trådte han direkte forbi hende, meget tæt, så tæt at hans skygger smygede sig langs hendes side, selvom de stadig var hos ham. De kælede for hende lige nu. Han trådte helt forbi, og fortsatte videre. Han brummede i en mørk og bestemt tone, til hende. Hun skulle følge med.

Hans hvislende og kolde stemme lød nu atter i hendes ører. Der var ikke den mindste venlighed at spore i den overhovedet. Tsavani var dog ikke bange; om noget var hun blot mere fascineret. Hun ejede dog bestemt både respekt og ærefrygt overfor denne hingst. Han havde i sandhed overbevist hende om, hvad han var i stand til. Hun nikkede let ved hans ord.

„Korrekt."

De isblå øjne, der havde stirret på hende så længe, blev nu fjernet fra hende. Det føltes som en helt lettelse, da hun nærmest kunne mærke den isende fornemmelse forsvinde. Hun betragtede hans blik, der nu stirrede henover hende i stedet, som eksisterede hun ikke længere for ham. Tøvende hævede hun sit hoved til almindelig stilling og flakkede ørerne ud til siden. Var det mon nu, hun skulle gå? Hun nåede ikke at tænke mere over det, før han pludselig skridtede direkte forbi hende, så tæt at hans skygger kælende smygede sig op langs hendes sider. Hun nød fornemmelsen, hun så længe havde misundt; skygger, der ikke gjorde ondt, men tværtimod var behagelige. Fascineret drejede hun hovedet hele vejen om efter ham, da han fortsatte forbi hende. Hun var sikker på, at dette var hans afsked til hende, men pludselig lød en mørk og bestemt brummen i hendes retning. Der var ingen tvivl; hun skulle følge med ham, og det var ikke en invitation, men en lodret ordre. Frygten var dog stadig ikke til at spore i hende, og ej heller var hun utilfreds over at blive bestemt over - hun fulgte skam gerne frivilligt med! Energisk trippede hun op på siden af ham, hvor hun dog holdt sig en lille smule tilbage, så han stadig havde førerpositionen. Nysgerrigt drejede hun hovedet og betragtede ham, næsten som et føl der gik side om side med sit store idol. Hvor mon han ville føre hende hen? Hvor var det altså spændende!

Den sorte og store hjerteløse hingst, fortsatte forbi hende uden at tøve. Det havde han ingen grund til. Han vidste at hun ville følge med ham, for hendes nysgerrige sind ville nok byde hende at gå med, trods fornuften der nok ville bede hende om at fordufte nu hvor chancen bød sig. Hun kendte Sicarius. Den skyggehingst der var kommet til, med ofringen af sit eget forben, som derefter var blevet lavet af skyggerne, så han igen havde 4 ben, som alle andre.
Volontaires sorte øre vippede bagud, idet han hørte den lyse hoppes skridt, der nu gik med ham, uden tøven. Næsten som et lille føl der fulgte sin moder, sådan fulgte hun ham. Et bredt og slangeagtigt smil bredte sig omkring hans sorte mule, så de hvide tænder kort kom til syne; noget hun ikke ville kunne se, fordi hun gik skråt bag ham. Volontaire gik længe i stilhed, mens han bevægede sig længere ned til strandens kant, indtil hans hove ramte det våde sand.

Han fortsatte langs kanten, i det våde sand, hvor vandet sommetider sprøjtede op af han skyggebefængte ben. Skyggerne hoppede og dansede op af ham, samtidig med at de sommetider greb ud efter den lyse hoppe, i ren og skær magtbegær, for at røre hende, mærke hende. Men de gjorde hende ikke noget, ikke nu. Volontaires nakke var dybt knejst, og alle musklerne i hans krop kunne ses under hans sorte skind; muskler havde han bestemt nok af. Stilheden var måske dræbende for den lyse hoppe, men ikke for ham. Dog brød han den, med hans hvislende toner, lidt efter.

,,Frygter du døden, Tsavani?”

Hans stemme var lunefuld, fyldt med mystik, mens den hæst brød ud af hans mund. Måske ville hun undre sig over spørgsmålet, den lyse og intetvidende hoppe. Men for ham, var spørgsmålet ganske reelt.

Stilheden sænkede sig over de to sjæle, men det fik bestemt ikke den lyse hoppe til at miste interessen! Med ivrige skridt fortsatte hun frem ved hans side, evigt spændt på hvor han ville føre hende hen. Han fortsætte hele vejen ned til strandkanten, indtil hans lyse forhove ramte det våde sand. Her skiftede han retning og fortsatte langs vandkanten i det våde sand. Tsavani fulgte med ved hans side, så tæt hun kunne komme på ham, uden han blev sur. Skyggerne hoppede og dansede legesygt op ad ham, mens vandet sprøjtede op ad hans ben. Sommetider greb de ud efter hende, og stolt tog hun imod deres berøringer uden at flytte sig. De gjorde hende stadig ikke noget, og hun nød deres berøring mere end noget andet. Hun følte sig særligt udvalgt, når en anden hests skygger sådan ville kærtegne hende uden at gøre hende ondt.
De fortsatte fremad i stilhed, og med skjulte blikke beundrede hun hingsten ved sin side. Hans nakke var dybt knejset, og de mange muskler spillede kraftfuldt under hans mørke sind. Han var bestemt ikke noget grimt syn. En hoppe som hende ville aldrig have en chance hos en som ham, men nøøøøj, hvor ville hun ikke sige nej, hvis hun fik tilbuddet!

Pludselig brød han stilheden med sine hvislende toner. Hans hæse stemme stillede hende lunefuldt et spørgsmål fyldt med mystik. Hun vippede opmærksomt med de lyse ører, mens hun tænkte over hans spørgsmål. Frygtede hun virkelig døden? Kort bed hun sig i læben, for det måtte hun nok sige ja til. Der var ikke meget, denne modige hoppe frygtede, men døden var en af dem. Hun åbnede munden og skulle til at svare ja, men noget bremsede hende og fik hende til at lukke munden igen. Kort så hun ned i jorden og undgik hans blik. Af uforklarlige årsager kunne hun ikke få ordene over sine læber. Handlede det om stolthed? Skammede hun sig over at måtte indrømme sin frygt over for denne tilsyneladende frygtløse hingst? Hun var ikke helt sikker, men et eller andet bremsede hende i at indrømme det over for Skyggehingsten ved hendes side. Derfor måtte hun gøre det, hun gjorde bedst; prøve at vende situationen om, så det virkede som om, at hun havde helt styr på det, og så hun ikke tabte stolthed. Hun hævede derfor atter blikket og mødte hans øjne med en snert af trodsighed.

„Hvorfor spørger du?"

Volontaire var ligeglad med at hans spørgsmål til tider kunne være utraditionelle eller at de kom ud af det blå, uden nogen form for sammenhæng i den samtale der måske lige havde været. Hvis han havde noget han ønskede et svar på, så spurgte han, uanset hvor mærkeligt eller bizart det end kunne være. Og det spørgsmål der lige var blevet stillet, var nok et spørgsmål som de fleste ikke regnede med at få, sådan lige pludselig, uden nogen form for sammenhængende kontekst. Hans sorte øre hvilede rundt, vippede omkring, lyttende til de lyde der kom omkring dem. Men der var dog ingen andre i deres nærhed, udover diverse små væsner som fugle og råvildt. Og dem tog han bestemt ikke synderligt notits af. Hans store korpus bevægede sig afsted, uden at vippe ørene i hendes retning, velvidende at hun stadig gik skråt bag ham, og fulgte ham. Hun var ikke en hoppe der virkede skræmt, eller som om hun ønskede at søge væk fra ham og hans skygger, nok nærmere tværtimod. Hun virkede draget af dem, som om hun selv ønskede at blive en del af den inderste kreds. Men derfor skulle hun også svare på netop dét spørgsmål. Der gik mange sekunder, hvor stilheden drev ind over dem begge, inden hun dog brød den. Men ikke med et svar, men et nyt spørgsmål. Og var der noget den sorte hjerteløse hingst hadede, var det spørgsmål der blev besvaret med et spørgsmål. Han sukkede dybt, nærmest teatralsk og overdrevet dramatisk, inden han resolut standsede sit store korpus og vendte fronten direkte ind foran hende, for at spærre vejen for dne lyse hoppe.
Hans isnende blå øjne stirrede dybt imod hendes mere varme øjne, der ejede pupiller og liv, hvilket hans bestemt ikke gjorde. Hans øre faldt i nakken, inden han hævede sit hoved op, og udspilede sine sorte næsebor en smule. Langsomt kneb han øjnene en smule i, irriteret over hendes besvarelse, inden han trådte et skridt tættere på hende, uden tøven. Hans skygger reagerede med det samme, og hvislede i arrigskab på hans vegne, inden de uden tøven kastede sig imod hende, denne gang for at nive og hvisle, og ikke kærtegne.

,,Vil du genoverveje dit svar, hoppe?”

Hans stemme var modbydelig og mørk, meget bestemt. Det var bestemt en trussel. Han ønskede et simpelt ’ja’ eller ’nej’. Ikke et spørgsmål om hvorfor han ønskede et svar. For det skulle hun nok få af vide, hvis han da mente han behøvede at forklare sig for hende.