Spørgsmål og svar (Illana)

.~:SAMAEL:~.
ASK AND ANSWERS

Naturlig stilhed sværmede i luften, kun afbrudt ef et enkelt blødt bump hist og her. Skridt, hovslag, lyden af fremgang fra et stort, næsten amgisk væsen. Sølvhvide lokker lod sig kærligt føre med vinden, i takt med hvert enkelt blads dans, og de havblå øjne fulgte med dyb interesse hver bevægelse skoven foretog sig. På trods af stilheden i luften, og den fantastiske tykke duft af natur, fornemmede månehingsten vinden der rasede udenfor den trygge barriere træerne omkring ham skabte. Det var næsten unaturligt, ikke at denne verden ikke i forvejen overtrådte alt hvad han nogensinde havde lært. Men den drømmende følelse forekom ham umulig at ryste af sig.
Endnu et dæmpet bump, og hvidt hov skæg faldt i bølger til ro om hans gyldne hove. Snart fulgt af et andet, og så stilhed. De vise øjne lukkedes for en kort stund, idet hingsten løftede sit hoved, og lod de andre sanser føle sig frem ad stien. Han havde vandret i en ensom stilhed de sidste par dage. Noget der ikke generede den brogede skabning det mindste, men han var bekymret. Bekymret for at miste forbindelsen til jorden. Ganskevidst stod de fire hove så solidt plantet i jorden som nogensinde, men så mange ting var hændt. Glødende skikkelser, konkylier, sorte slanger. Og hans gyldne danser midt i det hele, udmattet, søgende efter hans styrke. Drømmene havde hjemsøgt ham i et langt tidsrum, forstyrret hans nattesøvn, men frem for alt forvirret hans sans for virkeligheden. For midt i dette aflukke, hvor ingen sjæle synes at krydse hans spor, var det svært at skelne imellem de to verdener.
Vandrede han netop nu i sine mareridt, i den barske virkelighed, eller i de blide våger midt i mellem? Det var umuligt for ham at finde et sådant svar alene. Søgende, ikke med stemme eller krop, ledte hans sind efter det ene sind, der kunne oplyse hans mørke forvirring. Den sol, der havde stået nær ham i kamp, og som havde danset ved hans side af u udforskede veje. Illana... Hans mage. Hvor var hun?

En let dirren gled over skulderen på den gyldne hoppe. Solens stråler var på vej ned over jordens kant, og de mange insekter, der boltrede sig i de varme timer, inden natten stod for døren, forsøgte ihærdigt at bide sig fast under den gyldne pels. En lettere irriteret, endog frustreret brummen lød fra den gyldne sjæl, inden hun lettere forjaget satte frem i en hastig skridt.
Hun havde, siden jordskælvet og det, som det havde båret med sig, søgt sin mage med omhug. Hun havde endda bevæget sig længere væk fra flokken end hun havde gjort meget længe, for at finde ham. Hun måtte vide, at han var okay. Lyset om hendes hals søgte længere end hendes egne sanser kunne; og selvom hun var bekymret, lå der dybt i hende en vished om, at hendes mage endnu var i live - for hvis ej han var, ville hun kunne mærke det. Lyset ville kunne mærke det, for efter det havde rørt ved den månebrogede hingst, var han, Illana og Lyset forbundet af mere end blot følelser.

Efter hun var kommet frem i bevægelse, gav insekterne op og gav hende endelig fred. Hendes før frustrerede lyde døde hen, og blev blot til en sagte brummen; dagen var ved at gå på held, og hvis hun skyndte sig ville hun kunne nå det lave vand, og krydse til Leventera uden problemer. Og bedst som hun havde ændret sin kurs, var det at Lyset opdagede ham. Det skinnede pludseligt så klart, som det kun gjorde når han var i nærheden, og med ét drejede den gyldne hoppe om sig selv og sendte et kaldende vrinsk ud imod den tavse eng, som bredte sig bag hende. Hun kaldte på ham - og nu vidste hun, at han var der - inden hun med fornyet ivrighed sprang i trav tilbage af den vej hun netop var gået; Leventera måtte vente lidt endnu - for med sin mage ved sin side, turde hun godt tilbringe natten væk fra flokkens trygge rammer. For sammen med ham frygtede hun ikke skyggerne, som om natten frit kunne bevæge sig over øerne.

.~:SAMAEL:~.
LOST AND FOUND

En kølig, rislende stemme gled igennem hans stilhed, skabte en forandring i harmonien omkring ham. Blide, orange stråler tittede ned fra det overhængende løvdække, men det var ikke længere skønheden i naturen den store skabning havde interesse for. Den sære sløvhed, der havde omgivet hans sind i så mange dage, uendelige timer, var for en kort stund ophørt, og havde i stedet fremkaldt en blid boblende fornæmmelse. Tusinde små lys bredtes for hans indre blik, og spredtes i flere retninger, end han opfattede dimensioner. Lette trin, dansende søgte i hans retning, og synes at skabe et kaotisk oprør i hans indre. Snart forlod den tunge skikkelse også sin post, for at opsøge solen, der ellers havde været forbredt på at gå i hi.
Af utrådte stier bevægede den tunge hingst sig, dansende med et genfærds lethed hen over stammer, og igennem bevoksninger, der var for tætte, til at han uden mål, ville have undgået dem. Et kort fnys forlod hans tvefarvede næsebor, og flankerne hævede og sænkedes med øget hastighed, men ganske snart kom hun til syne. I en glorie af lys, med krystaller spredt over sin gyldne pels. Hengivenhed fyldte sjælen i den store hingst, og hastigheden blev langsomt sænket, fra den kontrollerede galop han havde tilbagelagt afstanden imellem dem med, til den rolige skridt, der så ofte prægede hans væsen. Et dybt, brummende kald forlod snart brystet på hingsten, idet han trådte nærmere gudinden, der i al pragt ligeledes nærmede sig ham. Varsomt, som ville hun forsvinde hvis han foretog en pludselig bevægelse, sænkede den tunge hingst hovedet, og strakte mulen, for at møde den velkendte varme. Han havde fundet hende. Det lys, der var hans alene. Ikke det, som ledte ham til dette land, disse sletter. Ikke det lys, der havde talt til ham, med stemmer fra alverdens sind, men det, der var ene og alene sit eget. Danserinden.

Hvis man lagde øjne direkte på krystallen om Illana's hals, ville man blive blændet - så kraftigt lyste den. Den spredte sine energirige stråler omkring den gyldne hoppes bryst, så strålerne blev bøjet og bugtede sig op langs hendes krop, hvor de sælsomme, krystallignende aftegn kærtegnede hendes former. Overjordisk måtte det se ud; og alt sammen blot til ære for én sjæl i landet her - nemlig den, som hun kaldte sin mage.
Snart var han i hendes synsfelt, kom imod hende i majestætisk form. Hans krop samlet, båret til perfektion af hans stærke, udholdende muskler. Hun tog sig tiden til at beundre ham, som han kom hende nærmere - nu hvor hendes bekymringer var blevet løftet fra hendes sind. Han var i live, og okay; og dermed var alt i en stund okay.
Hans galop blev til skridt, hans skridt blev til parade, og da hans fyldige hals blev strukket frem for at imødekomme hendes spinkle, grå mule, udsendte hun en kærlig brummen. Hun rakte sin mule frem, og da de rørte hinanden, dansede Lysets stråler om dem, lidt i samme stil som den aften, hvor Lyset havde valgt at velsigne ham, på sin egen uskyldige vis.

Snart søgte hendes øjne hans, i takt med Lyset om hendes bringe lagde en dæmper på sin begejstring. Det næsten hvide Lys tog nu farve af det vante gullige lys, som oftest sås i krystallen om hendes hals. Hendes grå mule mimrede kærligt imod hans, for at bekræfte hendes længsel og savn til ham - og kort efter nippede hun vagt imod midten af hans mule. Det var en lettelse for den gyldne hoppe at stå overfor ham igen; og denne gang uden farer lurende over deres hoveder.

,,Jeg har ledt efter dig, Samael. Hvor er jeg glad for at se dig.."

Lød hendes stemme dæmpet, endnu med mulen helt tæt ved hans. Hun nænnede ikke at flytte sig fra ham, ikke nu hvor de atter var sammen igen. Så hun blev stående, så nær den stærke månebrogede hingst, som han tillod det.

.~:SAMAEL:~.
LIGHT

Glorien der omgav hans gyldne hoppe, blev langsomt svagere, i takt med det pulserende lys der strømmede fra hende. Dog blev den varme strøm, hun synes at sende igennem han sjæl, på ingen måde mindre. En kilde til alt, energi, fantasi, og uanede kræfter. Kilden til at beskytte mere end blot de to skikkelser men en del af den mystiske essens han var stødt på før. Blide toner kærtegnede hans ører, og roligt rettedes de dybblå øjne imod hendes. Opstemt af deres eget sølviske lys. En afspejling af hendes varme. Han havde søgt hende, måske ikke bevidst, men længe havde hans skridt været ført af længsel efter hans partner. Hendes ord forekom derfor næppe som en overraskelse, men snarere et komplet svar på hans egne følelser. Han havde ledt efter hende, og den glæde, der i disse momenter blomstrede i det spraglede sind, var ikke til at tage fejl af.
"Illana."
Ét ord, og dog med dybere mening, end så meget andet der kunne være sagt. Følelser, dybere end beskriveligt, dansede i hans dybe stemme, og udtalen af det navn alene, var nok til at vide, at den der blod omtalt, stod ham langt kærere, end noget nogensinde havde gjort. Han følte ej, at han på andre måder kunne udtrykke følelserne, glæden, savnet, fortvivlelsen ved hendes fravær. Men hun var her nu, så der var ej nødvendighed for det. Han blev stående endnu en stund, nød deres fælles åndedrag, og lod duften af lyset sætte sig dybt i de vældige lunger. Dermed skabte han igen bevægelse, satte røre i de enorme mængder af snehvidt hår, der klædte hans ben og hals.
Med samme forsigtighed, som altid fulgte med den gyldne skikkelse, lod han mulen stryge over hendes hals, krydse hendes manke, og dermed hvile over hendes ryg. Han følte for at være så nær denne gyldne, som han kunne komme, og alligevel forekom det ham, at deres afstand var for stor. Der var begrænsninger for, hvor tæt han kunne komme på hendes fysiske skikkelse. En ting han for længst havde måttet indse. Alligevel var der en vis længsel.

Som vibrerede luften omkring hende som reaktion på det fælles bånd, de to sjæle delte, kunne stemningen om dem føles. Hver en følelse, som blev delt imellem dem, fik Lyset til at glimte som tusinde stjerner på himlen, oplyst af både solen og månen på samme tid. Og da månehingsten sagde hendes navn, bredte smilet sig om hendes mule - så ærligt, og så glædeligt, at det sjældent var set lige. Da han trådte frem, søgte hendes krop, sendte hun en kærlig, saglig og længselsfuld brummen, inden hun med afslappet holdning lod ham omfavne hende. Lod ham røre hende. Hun lænede sig tilmed en smule imod hans store, stærke krop, da først hans mule havde fundet vej til hendes ryg. Overfor den månebrogede Samael havde hun ingen problemer med at give sig hen, ingen problemer med at lade sig være sårbar; for hun vidste, at han passede på hende. Hun mimrede let med mulen, inden hendes hals blev drejet en smule, så hun kunne nippe forsigtigt imod det bagerste af hans skulder, som lige var frit fra hans fyldige man.

Hun følte ikke for at spørge, hvor han havde været - for svaret var hende ligegyldigt. Hun følte ikke for at spørge, hvad han havde foretaget sig; for uanset hvad hans sind havde fundet spændende at udforske, så ændrede det ikke ved hendes glæde over, at de nu var sammen. Uanset hvor de var, eller hvor længe de var adskilt, ville de altid være et. Med et lille brum, lød hendes toner dog igen - ikke med et spørgsmål, men med en udmelding direkte fra hjertet.

,,Jeg er glad for, at du er okay. Efter sidst.. Efter hvad Skyggen gjorde ved dig, frygtede jeg, at der var sket noget vedvarende."

Hendes toner var så lave, at de knapt var hørlige - men det var meget tydeligt, hvor ærligt hendes udtalelse var. Hun havde frygtet, at hingstens skader havde været vedvarende - hun havde frygtet, at Skyggehoppen Ava havde forsaget uoprettelig smerte hos den månebrogede; men det lod ikke til at være tilfældet. Hendes ører var vippet lyttende imod ham, afventende på hans verbale, eller nonverbale ord; og som altid lyttede hun, uanset hvilket sprog han valgte at tale.

.~:SAMAEL:~.
HARM

Der var en tydelig eftergivenhed i hoppens kropssprog, idet hun snoede sig omkring hans krop, og udviste den selv samme velbehag, som han følte. Han kunne netop skimte hendes gyldne hals, der skinnede igennem de flødefarvede lokker, idet hun drejede hovedet, og at lade en kærlig mimren berøre det bagerste af hans skulder. En spørgende brummen, gav snart lyd til en bekymret udtrykkelse, og en kort tænke stund for den store brogede. Modsat hvad man kunne have forventet, var der intet spørgsmål til hvor de gyldne hove havde ledt ham, men snarere til hvad der var ham hændt - og til hans helbred. Den tilstand han havde forladt den gyldne sjæl sidst i, var også til at vække bekymring. Med blod løbende fra næsebor og mundvig, men dog yderst opsat på at beskytte sin mage, uden tanke til sit eget helbred.
Svaret kom som en dyb, mild tone, med samme kærlige nuancer spillende i den bas agtige stemme.
"Det vakte problemer, og tog en stund før smerterne for alvor var ophørt. Men det var ikke truende."
Ikke for hans helbred ihvertfald. Men blodet havde bekymret ham. For dugten af frisk blod havde let kunne lokke rovdyr i retningen af ham, og den svækkede danserinde. Ikke noget han på nogen måde ønskede, hvilket også bar på forklaringen om hvorfor han havde forladt hende. Desuden havde hun en flok, et fællesskab, nogen der kunne bsekytte hende for enhver tænkelig fare, såfremt han ikke var til stede. Den trefarvede hingst havde været en af dem, og havde virket fornuftig nok... Ikke at det ikke havde krævet en hel del, at forlade hende, netop når hun synes at behøve ham mest.
Måske var det, at hans stemme tonede så blødt og roligt som altid, alene nok til at bevise, at hans sår var healede. Der var ingen hakken, ingen hosten, og frem for alt ingen smerte at tyde. Ganskevidst var han typen, der kunne bære smerte i stilhed meget længe, specielt når situationen påbad det. Men en sådan situation var det ikke, og således var der ingen tvivl om sandheden; Der var ingen varrige mén efter slangens angreb, intet andet end de psykiske ar. Der var nogen derude, der ønskede at skade dem. Skade hans gyldne hoppe, stjæle hendes lys. Ikke alene havde det været en frygt fra hendes side, men en sandhed, og en trussel der eksisterede særdeles nær.
"Men de selv samme ord, kan rettes tilbage imod dig. Lyset. Det virker klart igen, men det var ligeledes medtaget. Jeg vil tage det som et tegn på, at alt er vel igen, elskede."
På trods af, at hans ord virkede ganske konkluderende, kunne der let fornæmmes et usikkert spørgsmål. Han stolede på, at hun igen var ved sin fulde styrke, og at lyset var ligeledes. Men alligevel følte han for at høre hende bekræfte sagen, at hun heller ikke havde oplevet nogen skader ved sammenstødet, at hun ikke havde behøvet hans side som støtte alt for længe efter. For han havde ikke været der, og det pinede ham.

Nu hvor de to sjæle atter stod hinanden så nært, som de kunne, kunne deres fælles hjerteslag atter aflæses i Lysets rytme. Om halsen på Illana pulserede det nu svagt, til hvert hjerteslag som blev slået samtidigt. Det tillod både følelser fra den gyldne hoppe og den månebrogede hingst at blive vagt til live i Lysets egne nuancer. Og der var ingen tvivl om, at begge sjæle følte utroligt dybt for hinanden - for Lysets klarhed var ikke til at tage fejl af. Dette var rent, dette var ærligt; og de to hørte sammen.

De gyldne ører, som var vippet bagud, lyttende efter hendes mages ord, vrikkede ganske let da hans bløde toner ramte dem. Han gjorde til kende, at den sorte magi, som han var blevet udsat for havde vagt problemer - men ikke problemer, som var vedvarende. Det bekræftede blot hendes tanker om, at han var okay, da han sagde det med ord - og lettelsen fik nu lov at brede sig for alvor i hendes sind. Hun puffede til hans flanke herefter, med nogen større kraft end tidligere. En slags tavs 'det er jeg glad for at høre'- erkendelse. Og bedst som hun skulle til at læne sig sagligt indtil hans krop igen, lød hans røst på ny; med ord der rettede nøjagtig samme 'spørgsmål' tilbage imod hende selv. Hun rettede sig en anelse op og trådte et par skridt bagud, så hendes hoved var nærmere hans, inden hendes brune øjne mødte de blå.

,,Mørk magi, som hoppen Ava og andre, der bærer Skyggernes tegn besidder, svækker Lyset. Det er en svær balance at beskrive, min elskede - for selvom Lyset bliver svækket af mørkets tilstedeværelse, er det også det, at det er stærkest. Og da min energi var svækket, søgte Lyset at forøge den røde plags. Jeg kender hans fader, som også er vogter. Efter vores veje var delt, vendte kræfterne tilbage. Alt er, som det nu skal være - og jeg har en overbevisning om, at selvom Lysets kræfter kan syne opbrugt, vil de altid vende tilbage."

Med et lille smil puffede hun imod hans mule, inden hun tillod sin gyldne krop at dreje om sig selv, så de nu stod i samme retning. Herefter nappede hun ud efter hans man, lige bag øret, som en slags gestus der både kunne lægge op til omsorg, men også leg; alt efter hvordan man tog det.
Hun lod herefter stilheden lægge sig over hendes egen stemme, for at give plads til Samael's, såfremt der var flere ord han ønskede at ytre verbalt for en stund.