Bad timing | Skyggerne

Bad Timing

Sicarius var vendt tilbage til flokkens område, for at tage et valg der sikkert ikke ville fornøje skyggerne, men den grå skammede sig ikke. Han var sikker på at hans beslutning ville gavne skyggerne i sidste ende. Han ville gøre alt for at behage denne ondskab der nu var forvist til denne askefyldte ø, men det ville ændres. Det var han sikker på. Og han ville gøre alt for at være en del af denne lavine af forandring der skulle fylde øriget Andromeda på et tidspunkt, i hvad Sicarius håbede var en nær fremtid. Når dette skete, kunne man ikke tænke på dem man elskede hvis de ikke fulgte samme sti som broderskabet. Alle der stod i vejen, ville blive flyttet.
Han ville fortælle skyggerne at det var en dårlig tid at stoppe hjulet på, og de alle måtte stå sammen for at gøre det, når det nu var sådan en utrolig vigtig opgave. Selvfølgelig ville den gråbrogede med glæde modtage en anden opgave for at tjene De han ville vie sit liv for. Asken faldt lå som sort sne på hans allerede grå ryg, og den varme luft efterlod en bittersød smag i hans munden. Han havde aldrig set ondskaben i person, og han håbede at de kunne fornemme at han havde brug for dem.

Wordcount: 260 | Tagged: Skyggerne

En hvislende ondskab lå på lur ganske tæt ved flokken, stiftet af den ene sjæl, som skyggerne havde udvalgt særligt. En hvid hingst, hvis sind nu var sort som kul. Omkring Aljun bugtede en sortlilla skyggetåge sig, ganske tæt ved jorden. Knapt synligt var den, og kun hvis man allerede var berørt af Skyggernes magt, ville man kunne høre de skarpe, hvislende tunger, der talte uafbrudt.
Den gråbrogede hingst, som Skyggerne vidste var blevet sendt på en opgave for dem, var vendt tilbage - men uden at have klaret sin mission. En vrede boblede af skuffelse i hvert eneste skyggehjerte; en vrede stor nok til at slå ihjel. Men dog ventede Skyggerne, de mange tusinde der tænkte som én, ganske tålmodigt på at den brogede var klar.
Foran den brogede, dannede der sig nu langsomt en tågebanke, skabt af Skyggerne selv. Hans syn ville ej kunne se omgivelserne, da han var blevet indhyllet af Skyggernes magt. Omkring ham faldt temperaturen til tæt på frysepunktet og alt fugtigt på jorden begyndte at fryse til is.
Til slut kunne to ildrøde øjne anes i tågens midte. De stirrede på hingsten med et blik der kunne skære gennem både pels, muskler og knogler. Skyggerne så alt, så intet kunne hingsten gemme for dem. Og da med hvislende, direkte ondskabsfulde toner, lød den mægtige stemme, der var flettet sammen af alle skyggers stemme.

¤Hvor vooooooover du at komme her, uden at have klaret det, som mine brødre og søstre sendte dig ud for at gøre!¤

Truslen var umiddelbar. Skyggerne var langt fra glade, og hvis ikke det var fordi de skattede potentielt blod til deres 'flok' - tilhængere, gidsler - så højt som de nu gjorde, havde de ej tøvet med at straffe denne hingst med det samme. Han fik dog en chance nu, for at forklare sig og vise, at han endnu var værdig til at begå sig i landet, og herefter ville den mægtige Skyggehingst træffe en beslutning om hans skæbne.

Bad Timing

Jo, Skyggerne var der sandeligt, og det fandt den grå hingst Sicarius snart ud af. Og de var langt fra tilfredse med hvad han havde gjort. Rundt om ham rejste mørket sig frem, og foran ham glødede to ildrøde øjne, vreden ulmede i mørket omkring ham. Hvis han havde været en kujon ville han med det samme været stukket af, for det var uden tvivl ikke en rar situation at befinde sig i. Han tvivlede ikke på at mørket kunne dræbe ham hurtigere end han troede var muligt. Men sikkert også langsommere, og mere pinefuldt. Hans isblå øjne stod i kontrast til de gennemtrængende røde som han stirrede ind i. Hans stemme rystede ikke det mindste da den skar sig igennem dem ubehagelige stilhed. Han bøjede kort hovedet i nådighed, inden han hævede det igen, så han endnu engang stirrede ind i de røde øjne.
”Undskyld. Men jeg tror at dette ville være det rigtige valg. Endnu er her jo varmt i landet, dejligt sensommervejr. Hvad smerte ville det gøre de falske kræfter i landet hvis årstidernes hjul blev sat ud af kraft nu, hvor de om muligt er stærkest? Trods det er Jer der træffer de vigtige beslutninger her, ville min idé være at slå til i vintermånederne. Og hvor vi er mere end en. Hvis det lykkedes om vinteren ville det være en fantastisk sejr for mørket, men hvis det slår fejl kunne det være fatalt. Vi burde samle os til vinter og slå til. Og indtil da vil jeg med glæde udføre en anden opgave for at glæde Ondskaben.”
Sagde han tydeligt, hans stemme hård og kold som is.

Wordcount: 272 | Tagged: Skyggerne

Den enorme Skyggehingst, som havde tårnet sig på foran den gråbrogede hingst, afventede med en isnende stilhed hans ord.
Omkring hingsten dansede Skyggerne én for én tættere og tættere på ham, lagde en kæde omkring hans krop og frarøvede ham langsomt hver eneste mulighed for flugt. Han var med andre ord fanget, og hvis han ville forsøge på flugten alligevel, ville en smerte ulig alle andre møde hans korpus fra Skyggernes iskolde klør. En hvæsende aura lå over de tusinde Skygger, som bevægede sig som en sammenhængende masse - og da hingstens ord, der bød på 'råd' og 'meninger' blev ytret, skreg Skyggerne pludselig i vrede. De ildrøde øjne nærmest blussede op med faretruende røde nuance, der nærmest bugtede sig ud foran Skyggehingstens øjne, og de vildfarende Skygger, der lå omkring de gråbrogede hingst, slog ud efter hans ben i arrigskab.

¤Hvor voooover du, du der ingen viden om dette land har, at give mig, vore enevældig og sande hersker's stemme, råd? Du stiller spørgsmål ved den opgave, der er blevet dig stillet af vore brødre og søstre, og for det, fortjener du at leve udenfor vore rækker og magt. Dog, til dit held, ussssssle hingst, er hver en sjæl for os skattelig! Dine ord, om vinterens mørke, har du ej ret i. Og hvorfor du tager fejl, må du selv finde ud aaaaf!¤

Skyggerne hvæsede af raseri, det var tydeligt. Skyggemuren, som havde bygget sig omkring den gråbrogede var ham nu så nær, at han dårligt ville kunne dreje hovedet, uden at blive ramt af ætsende Skygger, der endnu slog ud efter hans ben; efterlod sig rifter og sår, der hvor de nu fik fat i hingstens kraftige lemmer. De ønskede at rive ham i stykke, bid for bid, ååh hvor de dog ønskede det.

¤Når nu du fejlede i din tro på osssss, i din vilje og evne til at udføre det, som vore hersker sætter dig til, er der én anden måde, hvorpå du kan tjeeeene os! Gå til vulkanen og ofre kød og blod. Om det er dit, eller en du følger derop, er dit eget valg! Men vore hersker sulter, og hans befrielse afhænger af hans styyyrke! Fejler du i dette, svage hingst, skal du aldrig vise dig på denne ø igen, og hvis en af vore brødre og søstre finder diiiig, vil jeg give dem lov til at hævne sig, på vore og vore herskers vegne!¤

Derpå aftog Skyggerners intense forsvar, og langsomt forsvandt Skyggetågen, Skygge for Skygge. Det sidste der forsvandt var de ildrøde øjne, der borede sig så langt ind i hingstens sjæl, som de kunne. Og først da de røde øjne forsvandt, var Sicarius endelig alene igen.

Bad timing

Sicarius hørte skyggerne, og han hørte deres iskolde trussel. Men han havde fået hvad han var kommet efter – en ny opgave, noget nyt at gøre. Og dette var langt mere håndgribeligt – selvom skyggerne måske tvivlede på det, ville han give hvad som helst for dem. Dette var en perfekt måde at vise det på. Han havde ikke brug for andre for at vise sin hengivenhed overfor ondskaben, og efter alt hvad han efterhånden havde været igennem var en fysisk gave ikke meget forlange. Han havde set heste der manglede mange lemmer, øjne, ører, ben, og de havde overlevet. Og med skyggernes hjælp ville den kortvarige smerte ikke være meget forlangt.
(OUT)

Wordcount: 110 | Tagged: Skyggerne