Seeking | Brêgo

Det var på tide. Armonia vidste, at tiden nu var inde, til at søge til andre steder, at være en del af. Hun ønskede at søge ind i flokken, Teylar. Efter sigende, hørte de fleste vogtere til, i netop denne flok. Og dette kunne Armonia godt se det kloge i; for på den måde var de tættere på hinanden, og de var nemmere at opsøge, hvis de alle var samlet under samme sted. Den røde hoppe vidste godt, at lederen af denne flok var den brogede Brêgo, som måske havde misforstået mange af de ord hun dengang havde sagt, ved deres første møde. Men den røde hoppe var ej en hoppe der bar nag, eller som så sig sur på sådanne ting. Det var der ingen grund til.
Desuden var det en evighed siden at deres mødes havde fundet sted, så længe siden, at hun knapt kunne huske deres samtaler med hinanden.

Hendes røde ben bar hende sirlig fremad, mens de røde øre hvilede roligt og afslappet fremad, lyttende til de fugle der talte sammen i træernes kroner. Måske var Leventera et stykke væk fra Enophis, og den røde sjæl vidste godt, at hun skulle drage langt for at dreje hjulet, når årstiderne skulle skiftes. Desuden var flokken ikke bosat på den ø, hun holdte mest af. Men det gjorde intet; for hun kunne stadig drage frit omkring, blot havde hun et fælles sted med andre, som hun kunne kalde for sit hjem; hvis hun da fik tilladelse til at træde ind i flokken, og være en del af den.

Hun lod sine sirlige bevægelser ophøre, og lyttede nu frem for sig, søgende efter andre eksistenser og lyder, der kunne preje hende i retningen af den sjæl hun søgte, nemlig den brogede Brêgo. Men det ville måske være at lede efter en nål i en høstak, så derfor lod hun i stedet en vrinsk, lyst og mildt, glide fra sig, søgende og kaldende. Måske han ville høre det?

Seeking

♥

words: 441    /    tag: Armonia

Brêgos hjerte var tungt. Han havde ikke set den brogede hoppe siden sidste vinter, og endnu en gang var sommeren gået på hæld og bladene var begyndt at skifte farve. Snart ville træerne stå nøgne tilbage og være fuldkommen blottet for kold vind og ikke mindst sne. Hen over sommeren burde Brêgo have spist sig til et lag fedt der kunne hjælpe ham med at holde varmen, men han havde ikke formået at polstre sig selv til fuld tilfredshed. Bekymringerne havde flere gange fjernet hans appetit, og han havde ledt landet rundt for at finde den brogede hoppe som han syntes at miste hver gang han fandt hende igen. Minderne syntes efterhånden mere fjerne og uvirkelige. Måske var det noget han havde drømt?

Plaget af træthed og med en påbegyndt vinterpels stod Brêgo og holdt øje med flokkens område. Noget lå i luften som fik det til at skælve i alle hans knogler. Noget virkede forkert. Noget virkede meget forkert. Selv i luften hang der et eller andet forkert – ikke fordi duften havde ændret sig fra det varme sommervejr til det mere kolde og efterårsagtige, men fordi noget var på færde. Han kunne fornemme det blandt øens mindre dyr også – og han havde hørt fuglene skrappe som de fløj hen over engen, men havde endnu ikke opfanget nok til at vide præcis hvad der foregik.

Automatisk vippede det ene plyssede øre ud til siden ved lyden af et vrinsk. Ikke et der var fuldkommen fremmed, men heller ikke et han genkendte blandt flokkens andre beboere. Han ville også vide hvis det var en af dem, grundet hans sind og de utalte ord. Det var ikke fordi han ønskede at reagere langsomt, men udelukkende fordi han måtte samle sine tanker sammen og pakke dem væk så han kunne finde dem frem igen på et andet tidspunkt nok ikke pligten kaldte – eller andre heste. Den første lyd der kom fra ham var et rusten og næsten utydeligt vrinsk, som havde han glemt hvordan man gjorde. Da han først havde fået sat gang i kroppen og langsomt trukket sig ud af den låste position, lod han et lidt højere vrinsk runge, for at angive sin placering. Brêgo blev dog ikke stående. Med stive skridt bevægede han sig i retningen af det kaldende vrinsk der før havde lydt, og som han da også fik koblet et navn på da han begyndte at tænke sig om. Armonia. En anden vogter. Lyttende roterede de røde ører rundt for at opfange alle de lyde han kunne, fra sine omgivelser. Han vidste godt man ikke kunne være for forsigtig, men ubevidst søgte han også efter det han havde mistet.

// Har du ikke en andet template med nogle andre farver? XD Kan ikke læse de røde og blå sammen :/

1