Ashes, ashes, time to go down. - Skyggerne

Ashes, ashes, time to go down

"Ashes, ashes, time to go down. Oh, honey, do you want me now?"

Det havde ikke taget den plettede hingst lang tid at finde ud af hvem der skulle ofre sig – ham selv eller en anden. Det var selvfølgelig ham selv. Ikke fordi han havde noget imod at en anden skulle dø for hans skyld, det var ikke det, men han følte bare at skyggerne fortjente nogen der troede. Nogen der var ægte. Og han mente selv at han var mere ægte end visse andre. Tanken kom med et fnys, og det mindede ham om Tsavani – Guldhoppen. Nej, hun var ikke ægte, så ville hun være sluttet sig til den rigtige side for lang tid siden. Han ville ikke tænke på hende længere. Han startede forfra nu, han ville blive en ny person. Varmen steg som han nærmede sig toppen af den gloende vulkan. Den varme vinde føg omkring hans kraftige og hingsteprægede hoved, og hans isblå øjne glødede vildt og spændt, som han så ilden nærme sig, omslutte ham i en brændende og kold fornemmelse på en og samme tid. Hvilke kræfter der gemte sig dernede, kræfter langt større end en simpel hingst som han nogensinde ville begribe. Et smil præget af sindssyge lå om hans mule, men indeni hans hoved var der dødeligt stille for første gang i lang tid. Han havde fundet fred. Og det smertede ham ikke at tage denne beslutning, da han var sikker på om det var det rigtige. Han ventede på skyggerne. Ventede på at de skulle tage fra ham hvad de havde brug for. Hvad de ønskede.

Wordcount: 252 | Tagged: x

Omkring Vulkanens mund lå de lumske Skygger og ventede. De havde hørt hingstens trin på deres jord langt før han selv havde kunnet sanse, at Skyggerne var på færde. De have ventet ham, og ej havde de ventet længe, fra at de sidst havde bugtet sig omkring hans krop. Sultens ventede de, imens deres offer kom dem nærmere, skridt for skridt.

Da den gråbrogede hingst var nær nok, begyndte de tusinde skygger, de mange og de få, at samle sig som én. Skyggehingsten tårnede sig op foran den gråbrogede, som havde valgt at gå denne vej alene. Han havde valgt, at hans eget kød og blod skulle ofres, frem for en fremmed - og det var næsten en behagelig overraskelse for Skyggerne. Et så frivilligt offer havde deres hersker aldrig smagt før, og de var sikre og visse på, at velviljen ville gavne deres hersker, og dermed også dem selv.
Røde øjne kunne nu ses, inden en isnende, ondskabsfuld stemme kunne høres i landskabet omkring hingsten. Den éne stemme, den mægtige stemme som var sammenbragt af tusinde tunger, bød ham velkommen med en slesk tone, der snoede sig i luften som en slange.

¤Kooooooom hid, du udvalgte. Kom til ossss, og lad vore hersker styrkes af dit offer. Ved Vulkanens kant vil du møøøde din skæbne! Tøv ej, men lad dit mod styrke dig og styrke ooooos!¤

Derpå spredte Skyggerne sig, banede en vej direkte til Vulkanens munding. De bød ham, opfordrede ham og kælede for ham, for at hjælpe ham på vej. De smagte på ham, kyssede ham, bed ham. De hungrede så meget efter kødet, at de næsten ikke kunne lade ham gå vejen, og ofre sig til deres hersker - og hvis ikke de i fællesskab tillod ham at gå frem, havde de spist ham på stedet.

Ashes, ashes, time to go down.

Hele den gråbrogede hingsts krop dirrede af spænding for hvad der skulle til at ske, og hans muskler var spændt under det grå skind. Han mærkede det iskolde sus fra skyggerne der samledes som en, stirrede gennemtrængende på ham. Deres stemme hvislede hele vejen rundt omkring ham, som tusinde tunger snakkede som en. Det var på en gang skræmmende, fantastisk og uendeligt fascinerende. Skyggerne var ivrige, Ondskaben var ivrig efter at få den lille bid mad der kunne slukke deres glubende sult om end kun en smule. Og Sicarius var ikke bange, ikke det mindste. Han vidste at dette var en pris for noget andet, og det ”andet” var han villige til at gå til næsten uanede længder for. Skyggerne maste sig på, og den grå kunne mærke den gennemsigtige kraft der sloges med sig selv om de ville gå til siden for at lade ham komme en smule frem, eller om de bare skulle æde ham nu og her, og blot lade et sølle skelet være tilbage. Men de flyttede sig, om end kun en smule, frem til, stadig fuldkommen lukket bagtil så det var komplet umuligt for den kraftige hingst at slippe væk hvis det var det valg han ville tage. Han trådte villigt frem, hans skridt var stolte. Han lod skyggerne lukke sig inde i deres hvislende kulde.

Wordcount: 221 | Tagged: Skyggerne

For hvert skridt han tog steg deres spænding, steg deres ivrighed. Som en flok sultende hyæner flokkedes Skyggerne stadigt tættere og tættere om ham, rev i hans haser, flåede i hans hale, bed ham i bagparten. Åh hvilken fryd de mange og de få Skygger i dette øjeblik var udsat for! Den brogede hingst skridtede imod Vulkanens munding, og til sidst trådte den store, mægtige Skyggehingst med de ildrøde øjne til side, og lod den brogede træde det sidste skridt, til hans skæbne.

Fra Vulkanens indre rungede en stemme, så dyb, at man ikke kunne høre hvad der blev sagt. Det gjorde ondt helt inde i bugen på enhver levende skabning der befandt sig omkring Vulkanen, og herefter steg en mørk, dyster tåge sig op fra Vulkanens dyb. Skyggerne, der var en del af selveste herskeren over alle rakte nu ud efter hingsten, greb fat i ham og bed sig fast.
En smerte så ulidelig, at hingsten højest sandsynligt ville fortryde at han overhovedet var i live, gled nu over ham. Skyggerne, de tusinde Skygger, som arbejdede som en, gik langsomt i gang med at tage, hvad de havde brug for. Lige under hans skulder på højre side, der hvor hans ben startede, gik de i gang med at fjerne hvert et lag af pels, hud, muskler og knogler. De pillede hans ben bid for bid fra hans krop, flåede i hans blotlagte blodårer og nerver, mæskede sig i hans muskler og slugte hans blod. De hylede og skreg af fryd, af ondskab, imens deres tusinde munde blev fyldt med det næringsrige kød. Barbarisk så det ud, og barbarisk var det - og hvis ikke det var fordi, at Skyggerne i tak med at de slog sig løs og mæskede sig, holdt hingsten i live, så var han død af smerte og blodtab for længst.
Det der skete var, at for hver bid Skyggerne fjernede, satte andre Skygger sig på. Langsomt, men sikkert, forsvandt hans eget ben og blev erstattet med et, udelukkende lavet af Skygger, der hægtede sig på hans krop helt oppe fra skulderen af. Efter hvad der nok svarede til en time, i pinsel og ræd, stod hingsten nu ikke på sit eget ben længere, men på et ben skabt af de mægtige Skygger, som nu havde direkte kontakt med den brogede. Derpå trak herskerens Skygger sig tilbage, og kun de budbringende Skygger lå tilbage omkring Vulkanen.

¤Dit offer er gjoooort. Du kan nu gå som en af vore egne, min broder og søster.¤

Derpå forsvandt Skyggerne uden yderligere ord til den brogede hingst, der nu selv kunne vælge hans sti ned herfra; og videre i livet for den sags skyld.

Ashes, ashes, time to go down.

Intet kunne have forberedt den brogede hingst på hvilken smerte han ville blive udsat på. Det føltes som om hele hans krop brændte og frøs til is på en og samme til, som om han blev flået i stykker igen og igen. Skyggerne sad som igler, fortærede bid for bid hvad der var tilbage af hans højre forben. Varme tårer gled ned af hans kinder, men det var ikke fordi han direkte fortrød, bare en naturlig reaktion på en smerte så forfærdelig som denne. Endnu kom ikke andre lyde end lavmælte og forpinte støn af smerte. Han snappede efter vejret, og han kunne ikke forstå hvorfor han ikke havde været død for lang tid siden. Det føltes som om denne tortur stod på i evigheder, men det sluttede på et tidspunkt. Som alt andet, sluttede også denne smerte, men det var tydeligt at noget ikke var som det plejede at være. Hans højre forben var væk, og i stedet snoede sorte skygger sig rundt om hinanden, og dannede et nyt ben for ham. Han havde fire ben, men kun tre rigtige. Smerten sad stadig dybt i ham, men skyggerne gnavede ikke mere. De sagde deres sidste ord, før de igen forsvandt, efterlod ham som en del af deres broderskabs inderste kredse. Et forpint smil bredte sig om hans tofarvede mule.

Wordcount: 220 | Tagged: Skyggerne