Autumn comes | Jaidev

Atter engang kom den røde hoppe vandrende, på den ø, der holdte noget ganske kært for hende, skjult. Skjult deroppe i bjergenes indre. Armonia havde netop været deroppe for et par dage siden, for at tjekke til det hjul, der var hendes kæreste eje, og noget hun ville vogte med sit liv. Hjulet fortalte, når tiden var inden til at det skulle drejes. Når årstiden skulle skiftes. Og for ikke længe siden, havde den røde hoppe drejet hjulet, for at hidkalde det efterår der nu ville komme til Andromeda, langsomt og stødt. Det ville være her i noget tid endnu, til vinden da ville tage til, og temperaturene ligeså: og da ville det være tid for den røde sjæl, at dreje hjulet endnu engang, og hidkalde vinteren og kulden. Men ak, det var ej endnu.

Meget var sket for den røde hoppe. Det var jo ej første gang, hun havde drejet dette jul, nej. Det var skam længe siden, hun havde gjort det for første gang. Men ikke kun dette var anderledes for den røde skabning. Også selskaberne i landet, havde ændret sig ganske stille og roligt. Ej havde hun mange, som hun betragtede som nære. Men der var dog en eller to, som hun mente var hende mere nær, end så mange andre. Og der var også sjæle, som den hjertevarme hoppe savnede, og ej længere kunne finde. Hingsten, der var himlens kappe på sin ryg, var en af dem. Den ædle Jaidev. Han havde ej været at finde, i ganske lang tid – og Armonia måtte være ærlig overfor sig selv, og indrømme, at hun ganske vidst savnede denne brune og ædle skabning. Han var noget ganske specielt. Det var alle i landet nu, men nogen satte sig blot mere fast i hendes erindringer end andre. Og disse erindringer var Jaidev bestemt en del af. Et minde. Og et ganske fint et af slagsen. Hun vippede med de røde øre, mens blikket gled ud imod den plamage af træer, der var ude ved hendes højre side. Bladene var ej grønne og fine mere. I stedet var de begyndt at skifte til orange, gule, brune og mørkegrønne farver. Ak ja, det kølige efterår var minsandten på sin rette vej, for at indgyde Andromeda i et farvespil, som Armonia holdt ganske meget af.

Men det var nu også sådan med den røde hoppe, at hun jo faktisk holdte ganske meget af alle årstiderne. De var noget specielt for hende, dem alle sammen. Alt der påbegyndte at springe ud, i foråret. Varmen om sommeren og de lange dage. De mange farver om efteråret. Den glitrende og fine masse, der var helt hvid, om vinteren. Ja, alle årstiderne var specielle, og hun elskede dem alle ganske højt. Måske også derfor, var denne vogter titel så fin til hende, og så nem for hende at elske og være tilpas med. Hun bevægede sig nu fremad, med sirlige og bløde bevægelser, ind imod de træer hun før betragtede. Hendes røde skind faldt fint ind i de mange orange, røde og gule nuancer bladene havde. Hun bevægede sig snoende mellem træernes stammer, med sirlige bevægelser, som kærtegnede hun jorden under sig. En let og mild brummende lyd forlod hende, tænkende, mens hun bevægede sig videre, med halen der let bevægede sig i takt med hendes bagben – blødt svingede den fra side til side..

Autumn comes

Tag: Armonia  | Wordcount: -  | Weather: Daylight, cold, sunny

Vogteren, der vågede over intet mindre end himmelen selv, var søgt ud fra hans trygge omgivelser - væk fra øen Chibale, og nu betrådte hans stærke ben den store ø, Enophis. Det var ikke et nyt sted for ham at komme, ak hingsten havde vandret på alle øerne der fandtes i Andromedas land. Nogle mere end andre. Men noget havde draget himmeldanseren til lige netop denne ø; et ukendt begær, han havde valgt at forfølge for at se, hvor det ville tage ham hen. Under normale omstændigheder ville hingsten søge til det mest familiære han kunne finde, når han vandrede på de andre øer; nemlig skoven. Men ikke denne gang, ak hingsten befandt sig et helt andet sted. Han befandt sig nord på øen, med udsigten til det store bjergpas, der som et grumt monster forsvandt op i himmelen over ham. De sortnede øjne betragtede bjerget så meget han kunne. Toppen var skjult bag de pjuskede skyer, der boede på himmelen, såvel som hans kappe, der hang ganske roligt over hans afslappet krop. Tænk, nogle sjæle vandrede i disse bjerge. Fandt tryghed i dem, hvor hingsten fandt stenskred og død. Men der var alligevel noget mystisk ved disse bjerge - havde nogle nogensinde betrådt toppen, og ladet deres øjne betragte hele landet, kunne man overhovedet det? Himmelhingsten rejste sig på bagbenene, som forsøgte han at se yderligere af toppen, men uden held. Da han atter stod plantet på jorden med alle fire ben, prustede han hårdt ud af de dirrende næsebor. I dag var ikke dagen, hvor han ville bestige et bjerg. Med en voldsom bevægelse kastede han med hovedet, så den lange man dansede omkring ham og faldt på modsatte side af den muskuløse hals. I bevægelsen vendte hingsten bjerget ryggen, og stod med fronten nordvest. Mod den lille skovdel af Enophis. Han kunne ikke dy sig, han måtte derind. 

Kroppen gled fremad. Med lette, svævende bevægelser travede himmeldanseren afsted mod retning mod skoven. Bevægelser var bløde og fjedrene, som om hovene end ikke ramte den hårde bund under ham. Dette var hvad han nød; nød at føle modstanden af vinden, der kærtegnede hans mørke pels, kastede hans man omkring og fik kappen til at løfte sig som en fane omkring ham. Hingsten lod halsen knejse og spændte koncentreret sammen i den silkebløde mule. Det var sjældent at han udnyttede de evner, den magi der fyldte hans åre, men nu hvor ingen alligevel var i nærheden, tog han chancen. Kappen, der før havde flagret omkring ham, omklamrede ham nu. Den nærmest smeltede sammen med ham, og med et blink med øjnene var han var. Ikke som væk fra jordens overflade, ak nej. Han var bare ikke synlig for nogle. Han var usynlig, som han travede afsted. Jaidev prustede dybt og gentagende gange fra sit skjul, og følte en frihedsfornemmelse blive født i ham. Ingen kunne se ham, ingen kunne dømme ham. Han havde kun sig selv, og det var vel også sådan skæbnen havde tiltænkt, at det skulle være. Han fortjente ingen, ingen fortjente ham. Han var en forbandelse for alle. Han fortjente ensomheden som sin eneste ene; ensomheden med dens ondskabsfulde, grusomme minder.

Himmelhingsten slog omkring med hovedet og fnøs gentagende gange, som forsøgte han at kaste tankerne af sig. Han samlede sig sammen og hoppede frem i nogle ganske komiske rejehop; men ingen så dem. Han var palle alene i verden, men det havde han jo valgt. Da han nåede skovbrynet, kunne han ikke længere holde det magiske slør omkring sig, og han var atter synlig. Han stoppede langsomt op, og strakte halsen frem. Næseborende viberede heftigt hos ham; det var ikke fordi, at selve løbeturen havde været udmattende, ak nej. De eneste der var hårdt, var at holde magien kørerne. Han burde blive bedre til at øve sig. Han trådte ind blandt træerne og blev slået omkuld af den kendte lugt af gren, mos, bark. Sagte ånde hingsten ud og lad kroppen 'falde sammen', afslappet og roligt. Han elskede at vandre her, det var hans hjem - i hvert fald når han ikke befandt sig på Chibale. Hans trin var næsten udløse i den bløde skovbund, og han gik næsten i ét med de kommende efterårsfarver. Og dog, hans ryg var babyblå og pyntet med mælkehvide skyer. Han var ikke umulig, at få øje på som han vandrede der. 

En lyd i det fjerne fangede hingstens opmærksomhed. En brummen. Han stoppede op og rykkede hovedet i vejret. Ørerne var for længst vendt fremad mod lyden. Han kendte den lyd. Kendte den alt for godt, trods det var længe siden, han havde hørt den. Noget i hans indre blev klemt sammen og gjorde ham et øjeblik åndeløs; som var luften blevet flået ud af hans lunger, og han måtte efterlades en smule stakåndet. Armonia.. Hvor mange gange havde han ikke tænkt på denne hoppe, denne sjæl han havde delt sin tid mest sårbare øjeblik med? Han havde ikke set denne sjæl siden han havde ført hende til Lyset, og hun blindt havde fulgt med ham. Han havde ledt og søgt, men nu var hun her. Her i skoven i Enophis land. Eller spillede hans tankespil ham blot et pus? Himmeldanseren stod helt stiv på stedet. Det var sjældent, man fandt danseren så stillestående. Men han kæmpede med et få hoved og hale til at passe sammen. Da satte hans ben fremad. Uden hans kommando drev de ham frem med hast, der hele tiden blev øget. Skridt, trav, galop. Han kunne ej styre det, men han var draget mod den lyd, som Armonia havde udgivet. Inde i hans bryst steg en hingstet brummen frem, og han åbnede munden for at kalde på hende i et maskulint, dominerende men dog sagte vrinsk. Var det virkelig hans Armonia han havde hørt?

Lette skridt bevægede den røde hoppe sig med, mens stien blev smallere og smallere. Til sidst drejede den til højre, men dette gjorde Armonia dog ej. Nej, hun søgte fortsat fremad, i stilhed, uden at gå af nogen sti. Hun brummede fortsat i sagte toner, uden at henvende disse toner til nogen eller noget – for hun var jo ganske vidst alene. Men hun brummede blot i disse varme toner, til sig selv, mens hun gik og tænkte; og hun bemærkede ej selv de brummende lyde hun udsendte – for det var ej noget hun med bevidsthed gjorde. De brummende lyde blev langsomt erstattet, af lyse nynnende toner, der bugtede sig frem for hende. De var ej højlydte eller hørbare for andre, medmindre de virkelig var tæt på hende, og da ville hun nok vide det, og dermed stoppe sit lille nynneri.
Hun løftede blikket op, og betragtede de mange blade der var over hende, i alverdens farver. Det så så fint ud. Så harmonisk, som alle farverne spillede sammen, og gik op i en større enhed med hinanden. Hun smilede varmt ved sine egne tanker og i det hele taget bare af momentet der var lige nu. Armonia var altid harmonisk og rolig af sind, men der kunne være tidspunkter, hvor hun fandt en større mening med alting, eller blot var endnu mere rolig og harmonisk end hun ellers plejede at være; og sådan et tidspunkt, havde den røde hoppe lige netop nu. Og hun elskede det. Roen. Både omkring hende, i form af en sirlig vind der kælede med bladende og skabte små lyde samt de kvidrende fugle, der fortalte historier til hinanden; og samtidig kunne hun også høre på dem, at de var ganske afslappet – og dermed var der ingen farer at finde lige nu. Men hun nød også den indre ro hun i stor stil havde opnået i disse minutter.

Den varme hoppe vidste godt, at ikke alle opnåede denne ro i deres indre igennem livet. Og dette kunne næsten gøre hende helt sørgmodig at tænke på. For hun ønskede at alle kunne opnå denne ro, og blot lytte til deres eget hjerteslag, åndedræt, vinden og de kvidrende fugle, og blot i nogle korte sekunder glemme tanker og meninger. Men dette var ikke noget mange kunne; de fleste blev forstyrret af deres egne tanker; og det gjorde Armonia også ganske ofte. Hun var jo ej en hoppe der blot levede i evig harmoni med sig selv; men dog ganske ofte. Hun bevægede sig afsted med de sirlige skridt, i den stilfærdige harmoni, indtil tankerne dog til sidst dukkede op i hendes indre igen. Men de irriterede hende ej; for de huskede hende blot på andre sjæle. Deres møder og deres minder. Og det ville hun for alt i verden ej være foruden.
Men disse tanker blev ganske pludseligt stoppet og erstattet. For hendes sensitive øre opfangede pludselig lyden af et vrinsk, der rummede tonerne af en hingst, hun i meget lang tid havde savnet og søgt. Jaidev. Men kunne dette være sandt? Var han atter på samme ø som hende selv. Måske var han i virkeligheden aldrig forsvundet eller søgt bort; måske var de bare i så lang tid gået forbi hinanden, på de forskellige øer.

Det føltes som om hendes hjerte sprang et slag over, og hendes hovslag stoppede helt op. Hun stirrede længselsfuldt rundt om sig selv, inden hun udstødte et kaldende og længselsfuldt vrinsk, der med stadighed kun var tiltænkt Jaidev og ikke andre i dette øjeblik. Var det i sandhed den brune og ædle herre, hun havde hørt? Hun var næsten sikker, for tonerne var ej til at tage fejl af. De maskuline toner, der ejede en dominerende undertone, der dog ej var dominerende overfor hende, i den forstand. Hun kiggede febrilsk rundt efter ham, imellem alle træerne, inden hun da, derude, imellem alle træerne nu kunne se ham. Han kom i galop imod hende, med de dundrende bevægelser. Hun kunne svagt skimte den kappe, han havde fået om sig, ved deres aller sidste møde. Han var blevet en vogter, da vi sidst havde fulgtes ad. Og han havde ført hende til Lyset. Siden deres møde, var hun også selv blevet en vogter af dette land; og dette var hans fortjeneste, såvel som det var hendes. Hun huskede, at den majestætiske og stolte Jaidev, havde betroet hende hans fortid. Fortalt hende det hele. Han havde fortalt at han var en bastard søn. At han var blevet smidt ud af sin egen flok og havde levet strejferlivet længe, indtil han fandt hoppen Lilith. Han forelskede sig i hende, og skabte et føl med hende. Men onde rygter havde budt ham en forfærdelig løgn; for ude i verdenen lød det på at han bedækkede på må og få, og Lilith var derfor blevet en lokkedue, for at føre den kære Jaidev bag lyset. Lederen af hendes flok dræbte deres søn, og Jaidev stod igen uden flok, mage og søn.. Tankerne fik kortvarigt Armonia til at få en svag tåre i øjenkrugen, men den forsvandt igen. Hun havde dengang været dybt beæret, og det var hun bestemt også den dag i dag, over hans fortælling til netop hende.

Hendes røde øre var vippet fremad, mens hun huskede tilbage på deres møder. Denne hingst, havde en helt bestemt plads i hendes hjerte. En plads, som han nok aldrig nogensinde ville komme fra. Hun kunne ej selv bestemme sin reaktion over at hun langsomt kunne se mere og mere af ham, imellem alle træerne. Men følelserne i hendes indre boblede og syslede derud af, og hendes hjerte bankede imod hendes bringe. Han var i sandhed i live. Hun brummede i en varm og længselsfuld tone, inden hun trådte nogle skridt fremad, for at gå ham nærmere, inden hun dog stoppede igen. Hun ville lade den ædle Jaidev bestemme deres afstand. Helst ville hun helt hen til ham, mærke hans skind, og omfavne hans store korpus. Hendes følelser spillede hende ganske vidst et pus, men hun kendte dog godt sig selv.. De følelser hun nærede for denne ædle skabning, havde aldrig været forsvundet. Hun havde hver dag hold af ham, selvom han var væk fra hende. Måske holdte hun også mere af ham, end han af hende. Men dette var ej noget den blide og varme hoppe kunne bestemme selv. For følelser havde deres helt egne meninger. Sidst de havde set hinanden, havde det også været i de kolde måneder, omtrent på samme tidspunkt som de nu så hinanden i. For efteråret var dengang også landet i Andromeda, det kunne den røde hoppe ganske tydeligt huske. Det kunne hun bestemt ikke for alle de møder hun havde haft, med andre sjæle i landet. En visse møder stod blot ganske klare og unikke i hendes sind og minder.

Måske havde den røde hoppe i periode glemt følelserne, eller blot gemt dem af vejen. Men at se den ædle og muskuløse skabning igen, fik følelserne og minderne til at blusse op i hendes indre igen. Hun var varm indeni, mens hun betragtede hans dundrende galop, der satte taktfaste lyde ind i hendes sensitive og fremadrettede øre. Hun var ganske spændt på at høre hans stemme, høre hvad han havde på hjerte – og mest af alt hvad han havde oplevet i alt den tid de havde været foruden hinanden. Hendes varme øjne var fortsat direkte imod ham, mens hun brummede i endnu en varm tone, direkte henvendt til ham. Hun var længselsfuld og ganske spændt. Den røde hoppe ville lyve for sig selv, hvis hun ej på en eller anden måde indrømmede, at hun havde ventet på ham. Ledt efter ham. Og håbet på atter en dag at finde lige netop denne hingst. Både fordi han havde en specielt plads i hendes store og varme hjerte, men også fordi hun netop skyldte ham et stort og varmt tak. For det var ham der havde hjulpet hende på vejen, til at blive en vogter at netop dette land; og det var hun ham evigt taknemmelig for. Blomsterne i hendes man reagerede også på hendes glæde og længsel, og sprang endnu mere ud i hendes man end de normalt gjorde. Og de grønne rangler om hendes ben, bevægede sig mere livligt end de ellers gjorde. Ak ja, de var jo en del af hende, og følte derfor hendes begær, glæde og længsel efter lige netop denne ene hingst. Kunne hun blot træde ham tæt, og mærke hans varme, blot en enkelt gang igen, da ville hendes glæde være fuldendt. Men det var ej til at vide, om denne Ædle skikkelse havde været igennem en masse, i den tid de havde været fra hinanden. Hun kunne ikke vide om han var en forandret herre, der ej rummede de samme ting som dengang. Armonia var ganske vidst sig selv – af sind. Men måske ej helt af udseende længere, grundet sin forvandling til en vogter af Årstiderne. Hun kiggede imod ham, nu da han var helt tæt; og hans udseende var det samme. Det var lige så ædelt som før. Hun sænkede sit hoved svagt ned, som et fint lille ’buk’, mens hun brummede i varme toner, henvendt til ham.. Han var atter fundet.

Autumn comes

Tag: Armonia  | Wordcount: 1.052  | Weather: Daylight, cold, sunny

Det var som om, at benene havde deres eget liv. Kroppen reagerede ikke længere på hjernens signal, og et øjeblik havde himmeldanseren aldrig følt sig så fanget, som han gjorde lige netop dette øjeblik. Hans fokus på den lyse, karakteristiske brummen han havde hørt, og hans begær efter den røde hoppe drev ham afsted. Han kunne ikke stoppe sig selv, lige gyldigt hvor meget han prøvede. Hans hjerte slog et slag over, hvorefter det trak sig sammen med hans samvittighed. Den røde hoppe Armonia vidste mere om ham end andre i dette land gjorde tilsammen. Han havde betroet hende en hemmelighed, ingen nogensinde skulle kende eller finde ud af. En hemmelighed hun havde båret på og forsvundet med. Efter han havde ført hende til landets hersker, Lyset, var hun forsvundet fra ham. Deres veje havde ikke krydset hinanden i årevis og det havde skræmt himmeldanseren. Nu havde skæbnen ført deres veje sammen, og han kunne ikke stoppe det. Instinktivt bevægede han sig frem. Hans tankerne var ikke klare i hans sind, og han var sin egen fange.

Dér stod den røde hoppe. Hendes varme farve gik mildt i ét med skovens farvespil. Galoppen blev til trav og tilsidst stoppede han op i en rank holdning. Hans sortnede øjne gled over hoppens korpus, men ej længe; for da hoppen velkomst ramte ham i form af en længselsfuld hilsen, satte ham frem i den elegante trav han ejede. Hun imødekom ham med nogle få skridt, indtil hun stoppede op. Himmeldanseren begær drev ham længere end han selv ville, og da fik han endelig trukket håndbremsen. Han stoppede en halvanden meter fra den røde hoppe i en stolt holdning, og lod sine mørke øjne glide over hende. Betragtede hende intensivt, men kærligt. Hun lignede umiddelbart sig selv, på trods af at Lyset også havde sat sig præg på hende; friske, frodige blomster prydede hende om benene og pyntede den lange man. Ak, det skræmte ej himmeldanseren; for omkring hans muskuløse korpus lå den store kappe, der sagte flagrede omkring hans dirrende flanker. Hans kappe var blålig og et par pjuskede skyer sad placeret på ham.

” Armonia… ”

Himmeldanserens hilsen var ej som den plejede at være – og slet ikke til en vogter. Hun skulle respekteres på et helt nyt niveau nu. Men hans mørke stemme var sensitiv og fyldt med følelser, hingsten normalt ej viste; sorg, glæde, længsel, begær, sårbarhed. Han var et kontrolleret kaos, mens han stod der og betragtede hende med hans mørke øjne. Langsomt tog han et par målrettet skridt imod hende, og velkomst hendes brummen med hans dybe klang, der var i stor kontrast til hendes fine toner. Afstanden mellem dem blev kortet af, og hans sortnede øjne fangede blomsterne i manen med blikket. Magien flød omkring Armonia som en aura, og blomsterne så ud til at være sprunget yderligere ud. Et dybt fnys forlod hingstens silkebløde mule, hvorefter han med største forsigtighed strakte den mod hoppens – som var han bange for, at hun ville forsvinde igen hvis blot han åndede på hende.

” Jeg.. ”

Stemmen knækkede. Ordende snoede sig sammen omkring hans tunge, og sad fast i halsen. Hans mule havde knapt strejfet hendes, inden han havde trukket den til sig igen, og rømmede sig i en hæs brummen. Det var ikke sket før, at stemmen havde trodset ham, at den ikke få ordende frem. Men det som havde været en byrde for ham længe, var han nødt til at fortælle den røde hoppe. Hun var nødt til at vide, hvordan han havde det, og han var nødt til at få det sagt.

” Jeg har ledt efter Dem, Armonia. Jeg ledte efter Dem dag og nat efter vores møde med Lyset. Der var mange ting, der skulle siges – men aldrig blev sagt. Men du forsvandt fra mig, og vores veje krydsede ej hinanden. Jeg ser, at Lyset har skænket Dem en gave, såvel som jeg blev skænket. Men jeg ved ej hvad De har måtte gennemgå for, at komme hertil. Og det er jeg oprigtigt ked af, at jeg ikke var en del af. Men ser De, Armonia, jeg har følt mig.. svigtet. ”

Sætningen blev stoppet og brudt. Alt hvad han sagde kunne misforstås og han ønskede ej, at sige noget forkert. Men et sted i hans indre sad der en fortvivlelse over, at efter han havde fortalt hende om hans mørke fortid, at hun havde forladt ham. Himmeldanseren kunne gætte på, at Armonia havde, som alle de andre vogter, fået en opgave der skulle løses, og det kunne være forklaring på, hvorfor han ej kunne finde hende; fordi hun var på eventyr. Og han var egoistisk at tænke, at hun burde havde fundet ham først. Et sted vidste han godt, at han overreagerede – et andet sted var han ved at eksplodere.

Jaidev trådte et skridt tilbage, og hans mørke øjne søgte bort. De fandt ej et punkt at fokusere på, og derfor flakkede de blot. Han ønskede bestemt ikke at såre denne hoppe på den ene eller den anden måde, og han var sikker på, at den glæde hun havde haft over at se ham igen, var blevet slået i stykker. Hingsten prustede dybt, og i irritation over at han ej kunne fokusere på andet end den røde hoppe, faldt hans sortnede øjne atter på hende. Dybe, tomme bundløse huller med den legesyge flamme i mørket. Hans næsebor blev udvidet og han indåndende den karakteristiske duft, som hoppen ejede; den var blot mere eksotisk nu på grund af planterne der var bosat på hende og som hun havde fået en sammenhøring med. Hans mandelformede øre var vippet sidelæns, og drejede sig sagte mod kappen, der lå fladt der på hans ranke ryg. En kappe, der røde hoppe havde været med til at give ham, såvel som han havde været med til at give hende blomsterne. Langsomt, næsten ærefrygtigt lod han blikket glide i hendes øjne, og da de var i dem, holdte han forsigtigt hendes blik fast. Deres historie gik mange år tilbage; til en dag, der mindende om denne dag. Tanken fik ham til at rynke på det ene næsebor, og i en smidig bevægelse knejste han op i den muskuløse hals. Rastløsheden lå over ham, og han vidste ej om han havde fået en sten af sit hjerte eller en ny sat på.

Alt stod stille for hende. Tiden. Bevægelser. Lydene. Det eneste der bevægede sig, og det eneste hun hørte, var den ædle og mørke Jaidev. Så længe havde hun troet at onde eller magiske kræfter havde taget ham fra hende, og fra hele Andromeda. Hun ejede ej Jaidev, overhovedet ikke, men han havde en plads i den røde hoppes hjerte som hun end ikke kunne gennemskue eller styre. Meget vidste den røde hoppe dog, og det var at hendes følelser for den maskuline og stolte hingst, aldrig nogensinde var forsvundet eller blevet mindre. De havde hele tiden været der – og det ville de nok for altid være. Hun fandt en samhørighed med denne hingst, en samhørighed hun ej havde med nogen anden i dette land; eller nogen anden fra sit gamle hjemland. Men det var nok ej gengældt på samme måde; og dette respekterede den varme og milde hoppe – for sådanne ting kunne ej blot frembringes ved magt eller provokation. De skulle komme af sig selv. Men det var også ligegyldigt; for hun havde blot brug for at vide, at han var i live. Og det var han.

Han stoppede halvanden meter fra den røde naturhoppe, hvis blomstre blomstrede voldsomt og mere en normalt; alt sammen kun pga den ædle Jaidev, der nu endelig var hos hende igen, efter alle de år. Hun higede efter at træde ham tættere, røre han skind, og dermed forsikre sig selv og sit sind om, at det ikke var hendes hjerne eller hjerte der blot spillede hende det puds, men at han i virkeligheden stod lige der, lige foran hende, i en rækkevidde som ikke var stor. Hans stemme lød pludselig, en stemme hun tydeligt kunne huske, og som hun inderligt havde savnet. Han var i live. Det var ikke bare hendes hjerte der legede med hendes sind; for da ville han ikke kunne tale, vel?

,,Jaidev..”

Hendes øjne var varme at kigge i, og tonerne bløde og milde. Men i hendes øjne kunne også svagt ses en våd hinde i de brune øjne; for tårerne var på nippet til at boble frem af ren og skær glæde; men dog fik hun dem blinket tilbage, og lod et svagt og varmt smil glide over hendes rødes mule i stedet. Hans blik hvilede på hende, som hendes også hvilede på ham; det virkede til at de begge var bange for at den anden ville forsvinde igen, og at der endnu engang ville gå flere år før deres veje mødte hinandens igen. Men det at han trådte tættere, fik hendes hjerte til at springe over af glæde, og banke blødt imod hendes bringe; hun var bestemt i live. Langsomt kom hans mule tættere på, og dette fik Armonia til selv at strække sin mule frem til hans, så deres mulehår rørte hinanden, svagt, inden hun lod halsen strække sig nogle få millimeter mere, og derpå lod hun sin mulespids ramme hans, blidt, sensitivt og næsten fjerlet. Hun gjorde det kun i nogle sekunder, inden hun varmt og glædeligt brummede, og derefter stille trak mulen lidt tilbage; hun ønskede ikke at krydse hans grænser.
Den ædle begyndte at tale, eller, han fik sagt et enkelt ord, før han igen gik i stå. Lidt bekymret lod Armonia sine varme øjne hvile på ham; hvad mon der fik hans tunge til sådan at krølle sig sammen?

Den røde lyttede nu intenst, da han atter fik sine toner frem. Mens han talte, smilede Armonia i første omgang, men dette smil begyndte stille at forsvinde, mens hans ord blev flere. Han følte sig svigtet; og det forstod hun godt. Hun havde ikke fundet ham siden, selvom hun inderligt havde forsøgt, nærmest hver dag. I hendes sind, havde han strejfet rundt hver evig eneste dag, uden en eneste undtagelse. For han fyldte meget i hendes sind og hjerte. Stille lod hun blikket falde lidt i jorden, og lod sine røde øre vippe forsigtigt ud til siderne, skamfuldt. Da ordene var færdige, flød stilheden over dem i nogle lange sekunder; for den røde hoppe ledte efter de rigtige ord – og dette var ellers sjældent et problem for hende. Men lige nu, kunne hun ej i sit hoved få formuleret de rigtige ord. Han trådte ydermere et skridt tilbage efter sine udtalte ord, og dette fik Armonia til at føle sig endnu mere skamfuld og forkert. Endelig fik hun dog sine talegaver tilbage, og hun lod derpå stilheden blive brudt.

,,Det gør mig så inderligt ondt, at De har følt Dem svigtet, kære. Dette har aldrig været min mening. Aldrig har jeg villet svigte Dem, eller lade Dem gå med den følelse af selvsamme. Jeg forstår dog godt, at svigten er det der nærer Deres indre; for jeg har ikke kunnet finde Dem, efter vores sidste møde, hvor De fortalte din historie. Åbnede op, og lod mig blive en del af Dem og det. Men jeg lovede Dem for evigt at holde på denne hemmelighed, og bære den med mit liv; og dette har jeg gjort.”

Hun holdt en stille pause, med sine varme og undskyldende toner, inden hun rettede blikket op, og lod de varme og brune øjne hvile direkte imod hans blik nu.

,,Jeg har savnet Dem noget så inderligt. Ikke én dag er der gået, uden De har vandret i mit sind, og fyldt mig med frygten for om De for evigt var borte, eller om jeg havde skræmt Dem væk. De betyder mere for mig, end jeg selv vidste Ædle Jaidev.. langt mere.. Jeg undskylder – men De skal vide, at jeg aldrig havde i hensigt at glemme Dem, eller svigte Dem. For jeg har ledt efter Dem, søgt Dem og håbet og bedt til, at De snart ville vende hjem..”

Hendes ord var ærlige, meget ærlige. Hun anede ej hvordan han ville tage imod disse ord, men hun var blot nødt til at lade ham spise ordene, og lade ham reagere på dem. Hendes varme øjne hvilede stadig hos ham, inden hun dog lod blikket falde ned i jorden, hvorefter hun lod mulen ryge ned til muldjorden under hende. Spidsen af hendes mule rammede nu jorden, og kort efter blomstrede der en masse små blomster op, i forskellige lyse farver. Hun lod blikket hvile på den ene, der var større end de andre, med et lille svagt og dog sørgmodigt smil. Herefter rettede hun sit hoved op igen, og lod øjnene hvile på ham, varmt og blødt – længselsfuldt.

,,Jeg håber De tror mig…”

Afsluttede hun derefter, og lod ørene vippe lyttende frem til ham. Hvad mon han nu ville? Jaidev kunne reagere på mange forskellige måder i en sådan situation, det vidste hun; men hun kunne kun gisne om hvilken en af måderne han ville bruge…

Autumn comes

Tag: Armonia  | Wordcount: 845  | Weather: Daylight, cold, sunny

Stilheden hang mellem dem. Det var ikke en behagelig stilhed, som ofte kunne opstå hvis man dansende sammen og lod kroppen føre det tavse sprog. Stilheden var opstået efter himmeldanseren havde sagt de ord, der var nødt til at blive sagt. Det havde været mørke og dunkle ord, hvorpå stemningen også var blevet trykket og en hel anden, end da deres øjne første gang havde spottet hinanden. Stilheden gjorde næsten ondt, hvilket fik himmeldanseren til at rynke på den silkebløde, lyserøde mule. Han havde rykket sig en smule bort, for at samle sig selv oven på de ord og ’beskyldninger’, han lige havde smidt i hovedet på den røde hoppe. Hans sortnede blik fangede hende, og hendes hoved var dalet til en skamfuld holdning. Det stak i hingstens samvittighed, og han ville så gerne vandre hen og trøste hende. Armonia var ikke andet end godhed og renhed, med den pure sjæl der ej ønskede at gøre andre ondt. Men ak, hun havde ramt punkter hos himmeldanseren, der netop gjorde mere end blot ondt. Tavsheden forblev længe, den røde slugte de ord og slag han lige have smidt i hovedet på hende. Avs. En smule rastløst hævede og sænkede han det ene forben, som kunne kroppen ej holde denne anspændt stemning ud. Da lod hoppen til at finde talens gave igen, og de mandelformede øre som himmeldanseren ejede, vippede lyttende og nysgerrigt frem mod den røde hoppe, hvis feminine og bløde tone ramte mod hans sensitive hørelse.

Armonias bekræftede ham i noget, han et eller andet sted godt vidste. Hun ønskede ej bevidst at såre hans følelser; det lå simpelthen ikke til hendes natur. Han lyttede tålmodigt til hendes forklaring; hun havde ledt efter ham, såvel som han havde ledt efter hende. Da den røde nævnte hemmelighed, himmeldanseren havde delt mellem dem, vippede en ørerne kortvarigt bagud og spændte hårdt i de markerede kæber han ejede. Han hævede instinktivt hovedet en smule og kneb øjne svagt sammen; hun burde glemme den. Men han stolede på hende, han stolede oprigtigt på at han havde valgt den rigtigt hoppe, til at bevogte denne hemmelighed med. Da den røde forsigtigt lod blikket til i hans, udspilede han det anspændte blik og lod hende blive opslugt af hans dybe, sortnede øjne der ej rummede andet end mørke.
Atter talte hoppen, og ærligheden lå tykt omkring hvert ord hun sagde. Hun undskyldte; undskyldte for at de ej havde fundet hinanden. Men da ordende kom frem De betyder mere for mig, end jeg selv vidste… vigede himmeldanseren med hovedet, som i et lille ryk, og lod det glide på skrå. Det var et emnet, hun hurtigt var gået henover og forbi, men Jaidev opfangede den mindste detalje, og der lå noget bag disse ord, som han ønskede af høre.
Og som han allerede vidste, og ikke var sikker på, om han ønskede at det blev sagt højt.

” Jeg tror Dem, Armonia. ”

Stemmen var hæs og mørk, men behagelig og oprigtigt. Da hoppens bløde mule havde ramt jorden, var nyfødte blomster sprunget ud og sprunget ud fra hende. Det var en sand magi hun besad, og et sted blev himmeldanseren misundelig på hvor let og enkelt hendes magi var; hvis blot hun rørte noget, flød magien ud og skabte liv der. Hun var i sandhed i samhørighed med sine evner, i modsætning til ham, og de skjulte evner, inden nogensinde havde oplevet endnu. Han brummede for sig selv, en karakteristisk lyd uden nogen egentlige følelser i. Eftertænksomt. Ak ja, hun såvel som så mange andre, de var heldige. Himmeldanseren flyttede blikket fra hoppen og lod det glide op mod himmelen. Hvis blot hans evner rakte længere, end de gjorde. Da Armonia rykkede på sig, og hævede hovedet, lod hingsten blikket falde på hende. Hendes varme øjne søgte ham længselsfuldt.

Han havde sunket hendes ord, såvel som hun havde sunket hans. Der var ikke mere, der skulle siges. Sagen var afgjort og afklaret. Himmeldanseren kastede med hovedet, og trådte hen imod hende. Hans varme mule strøg hoppen på kæben som en invitation til at følge med, da han vandrede forbi hende og videre afsted. De var tæt på bjergpasset, og himmeldanseren stod sjælden stille på højlys dag. Eller andre tidspunkter. Han brummede kaldende, dominerende efter den røde hoppe, og lod de mørke øre vippe lyttende bagud for, at sikre at hun var med. Da han vandrede ved siden af bjerget, lod han de mørke øjne betragte dette glubske monster, der strakte sig op mod himmelen. Han havde ingen følelse med bjerge, i modsætning til hans skove. Han vidste at en bestemt hingst følte netop dette bånd med bjerget, men for himmeldanseren var bjerget en fremmede ting, der ej havde eksisteret i hans hjemland, og han kunne ej blive klog på dem. Langsomt skævede han tilbage, hvorefter han galant stoppede og ventede på hende. Hans mørke stemme skar gennem stilheden som en behagelig, maskulin tone med et strejf af udfordring; som hvis en mand byd en kvinde til dans.

” Hvad lavede De egentligt så tæt på bjerget, Armonia? ”

Den røde hoppe følte hvordan alt omkring dem simpelthen gik i stå. Det var evigheder siden de havde krydset hinandens veje, og evigheder siden de havde mærket hinanden. Mere end noget andet, ønskede Armonia at mærke den brune hingst pels, mærke den varme han besad, ja blot komme ham tættere, frem for denne afstand der lå imellem dem; både fysisk men også psykisk. For Jaidev følte sig svigtet, han følte at den røde havde svigtet ham; og det havde hun måske også. Men det var aldrig noget hun havde gjort med vilje – for dette ville hun aldrig byde den ædle himmeldanser, der stod der, rank og flot i sin holdning. Stilheden hang over dem, i det der for Armonia føltes som en uendelighed, men måske kun var ganske få sekunder. Endelig brød han den, med ord der var korte og kontakte; han troede på hende. Stilheden kom igen, efter hun havde fremspiret sine kære blomster. Men han bevægede sig nu..

Han trådte tættere på hende, inden hans mule strøg over hendes kæbe, og dette fik hende til at lukke øjnene stille i, nydende. Hun mærkede ham, mærkede at han var virkelig og at det ej var hendes hjerte der spillede hende det pus. Men berøringen var ganske kort, for han trådte nu forbi hende, og inviterede hende til at følge ham, side om side. Den røde hoppe drejede elegant og smidigt sin krop en omgang, for nu at følge efter den ædle Jaidev, der havde accepteret hendes undskyldning. Men om han i virkeligheden havde det, eller blot forsøgte at opmuntre den røde hoppe, det kunne hun ej helt finde ud af. De mandelformede øre vippede forsigtigt omkring, inden hun indfandt sig ved hans side, dog uden at røre ham. Hendes blik hvilede fremad i den retning de gik, inden hun i smug dog kiggede på ham, betragtede hans måde at gå på, hvordan alle musklerne under hans skind arbejde mens han bevægede sig. Muskuløs, det var han bestemt blevet i den tid de ikke havde set hinanden. Et spørgsmål gled pludselig fra ham, henvendt til hendes vandren tæt ved bjerget. Havde enhver anden spurgt, som hun ej stolede på, havde den røde hoppe været nødt til at lyve; men det var hun ej nu.

,,Jeg vogter over det hjul, der bestemmer årstidernes gang. Endnu engang vandrede jeg dertil, for at se om alt var okay, og det var det kære. Det er en lang vandring hver gang, for mit hjem er i Chibale, og det har det altid været.”

Svarede hun blidt og brummede i nogle varme toner, inden hun smilede svagt imod ham. Hun havde så mange spørgsmål i sit hoved, spørgsmål hun ønskede svar på, men som hun også vidste for altid ville ligge i det uvisse - for hun kunne ej spørge ham om det og dermed få et svar. For hun kunne i stedet risikere at miste den ædle Jaidev helt, og dette ville hun for alt i verdenen ikke. Stilheden brød indover dem igen, mens hun ventede på, om Jaidev ville tilføje noget til det hun lige havde sagt.

Autumn comes

Tag: Armonia  | Wordcount: 713  | Weather: Daylight, cold, sunny, soft wind

På den azurblå himmel hang den store ildkugle og sendte en mild sommervarme ned over landet. Solgudinden herskede endnu, og hendes kraft var end ikke på fuld; dog kunne man alligevel fornemme en mild sommervarme i den ellers kølige luft, der omgav sjælene i landet. Under solgudinden vandrede to sjæle, side om side. Ikke hvilke som helst sjæle; de var hver velsignet og udvalgt til netop at beskytte det land, de boede i. Sjæle, hvis distance fra hinanden havde varet længe, men nu var deres veje atter forenet på den store ø, Enophis, ved siden af det enorme bjerg, der så ud til at rakke op efter solgudinden. Kappen, som den velsignet himmeldanser var blevet givet, havde nøjagtigt samme azurblå farve som himmelen over dem. Et par pjuskede, hvide skyer sad spredt og fjernt på den, ellers kastede kappen et blidt skær omkring hingstens mørke pels. Han var blevet mørkere efter de mange år i landet; han var blevet flot, rank og ædel. Stærk og vis. Andromeda havde gjort ham godt. Ofte vandrede hans tanker tilbage til det land, hvor han var født. Ak, han savnede de kendte ansigtet, hans faders stemme og hans moders kærlighed - trods han ej nåede, at nyde godt af den i længere tid.

De mørke øjne søgte mod solen, mon det var den samme ildkugle som derhjemme? Den hvide, bløde mule blev spændt til en lille rynke. Han havde fået evnerne, magien til at kigge tilbage på sit land. Og på andres. Ej havde han brugt den endnu, og ej ønskede han at bruge den på sig selv. Han ønskede ej at betræde samme jord igen; dog lå nysgerrigheden stadig hos ham, og ikke mindst savnet. Blikket vandrede til den røde vogter, der fulgte ved hans side. Ak, han havde savnet hendes rolige og milde sind. Længe vandrede de i tavshed, men som den havde gjort tidligere, føltes den ej tung eller ubehagelig. Det var en behagelig tavshed, der blot ventede på at den røde Armonia ville lade sine feminine toner fylde den kølige sommerluft mellem dem. Blikket blev på hende, blev på den hoppe han havde betroet alt til og hun fulgte ham stadig. Ej havde hun nogensinde veget fra hans side. Den tid himmeldanseren havde levet i Andromeda, havde han opdaget og lært at der ej var samme spilleregler, som i hans hjemland; der var ingen renblodet og ingen bastarder. Han ejede ej den titel her; og derfor så den røde ej sådan på ham. Hun så ham som værende ligeværdig med alle andre, trods hun kendte ham bedre. Og for det, var han hende evigt taknemmelig.

Da lod Armonia sine toner lyde. De mandelformede øre gled opmærksomt i hendes retning, og de mørke, sortnede øjne betragtede hende. Ej overgloede de hende, de så hende. Hun havde hele hans opmærksomhed. Hun fortalte om hendes hjul; et hjul der styrede årstiderne. De sortnede øjne blev spærret en smule op, nysgerrigt. Da hun havde afsluttet sin sætning, brummede himmelhingsten dybt og maskulint tilbage til hende. Den lyse mule blev forsigtigt peget i hendes retning, og han puffede blidt til hendes mundvige, hvor der sad et lille smil.

” Tilgiv min nysgerrighed, Armonia, jeg var ej bekendt med Deres evner. Jeg antager, at De bestemmer over dette hjul og de årstider, der må herske i landet. Hvilken fascinerende evne. Den glæder Dem, Armonia. ”

Stemmen var karakteristisk, men oprigtig og beundrende. Det var en stor opgave at give den lille røde hoppe; og sikker ej nogen let. Men han selv havde fået et stykke af himmelen omkring skuldrene, og det var ej let hellere. Han forstod hendes bekymring, og hendes frygt for, hvad der kunne ske med dette hjul, hvis det ej blev holdt hemmeligt. De sortnede øjne skinnede svagt i kappens skær, og med et elegant kast med hovedet, satte himmeldanseren fremad i en fjedrende let og elegant trav. Blikket fangede den røde, mens halen hejste sig bag den spændte bagpart og løftede kappen fra hingstens mørke skind. Et dybt, maskulint og dominerende kald lød til hoppen, inden han stoppede op i en rank holdning. Han havde budt hende til dans, det var længe siden de havde danset sammen. Det var måske den bedste måde, at komme af med de anspændtheder, der var opstået mellem de to ædle sjæle.