Not a little kid [Åben]

Ivory var ikke så lille igen nu. Hun var næsten voksen – det var i hvert fald hvad Mitis havde fortalt hende. At hun snart skulle ud alene, finde sin egen familie og den slags. Men Ivory havde ikke lyst til at være alene. Hun følte sig ikke det mindste som en voksen – hvem kendte hun overhovedet? Hendes mor og far var så kloge, så voksne, og det var noget som Ivory kun kunne drømme om at være. Så nu var hun gået ud i verden for at finde nogen hun kunne lære at kende. Det var faktisk ligemeget om det var nogen voksne der kunne lære hende at være voksen, eller om det var nogen på hendes alder, så de kunne lære det sammen. Bare nogen som hun kunne snakke med. Det var jo ikke fordi hendes familie bare straks ville af med hende, men Ivory følte sig selv malplaceret. Hun var to år nu, og var det allerede den tid man skulle til at være alene? Hun kunne ikke lide at tænke på det. Uff, hun var jo ikke det mindste klar!

Vaks som hun var, havde den støvbrune søgt ud imod bredere og fjerne horisonter. Hun ønskede at se mere, måtte opleve noget nyt og indhalerede den friske og fremmede luft overalt omkring hende. Nyt havde aldrig været negativt indtil nu, og ville nok aldrig blive det. Og beslutningen om at svømme var kommet så hurtigt og spontant, at hun fik en helt kildrende fornemmelse... ingen vidste hvor hun var. Hun var fri, indtil den røde begyndte at lede. Det himmelblå blik gnistrede iltert, og med et fnys rankede hun den spinkle krop mere. Hun var alene! Og ingen - i hvert fald lige nu, skulle sige hvad hun skulle gøre.

Med høje knæløft travede hoppeføllet over sandbankerne, så det tørre sand fløj hende om benene. Den hvide hale og mule løftet stolt imod en lys himmel, imens hun med sammeknebne øjne skiftevis kiggede på havet og landet. Overvågede, ligessom den hvide plejede at gøre det.. En dag ville hun blive ligesom ham! Men endnu lå det fjernt fra hendes tanker, der øjeblikkeligt var landet på noget hun ikke havde set før....

Rav. Noget glimtede imellem sandet... og hoppen agtede at finde det!

Ivory var efterhånden nået ud til stranden. Længselsfuldt kiggede hun ud over havet, hun ønskede at lave noget, opdage noget nyt. Hun havde været på Enophis før, uden hendes forældre havde vidst det, men hun ville længere væk. Hun vidste at der var fantastiske øer derude, en med sand, og en af aske. Men askeøen måtte hun ikke tage ud på, havde Mitis sagt, ikke engang når hun blev voksen. Det var åbenbart et dødsensfarligt sted, med såkaldte ”skygger” som hendes moder havde kaldt dem,. Ivory havde nysgerrigt spurgt, om den grå hoppe så selv havde mødt disse skygger, men Mitis havde sagt at det ville hun for alt i verden ikke. Ivory kunne ikke begribe hvorfor det var så farligt. Hun havde jo selv en skygge, og den gjorde hende jo ingenting – den var der bare, som en del af hende, den gjorde ingen skade, den var der bare. Voksne var underlige sommetider, og det var det hun selv var ved at blive. Voksen, og sikkert også underlig.
Den prikkede unghoppe gik derfor blot stille hen af sandet, og tænkte sig for en gang skyld om, selvom det var meget kedeligt og voksenagtigt. Men lige med et fangede en silhuet hendes øjne – en silhuet hun kendte, og havde set før, da hun var helt lille. Det var den støvbrune hoppe, som havde fået hende til at vælte i mudderet. Ivorys ansigt lyste op, da hun med kåde bukkespring sprang hen imod den støvbrune. Mon hun også kunne huske Ivory?

Den støvbrune stak næsten tæt på jorden, og bevægede sig med langsomme skridt hen over det bløde sand. Langt væk fra kunne hun ligne en rolig person, men det var dog så langt fra sandheden. Hendes lille krop næsten sitrede af den indespærrede energi, der i øjeblikket gennemstrømmede hver en del af hendes ranglede krop. Det at holde bånd på sig selv, fik hendes gang til at forekomme næsten fjedrende, imens at næseborende følsomt vibrerede ved hvert åndedræt. Hun var spændt; det gyldne blev mere tydeligt.
Ravet, eller det gyldne som Rasbell selv havde valgt at kalde det, var næsten magisk i den høje sol. Det var utroligt rent, og virkelig flot. Selvom den askefødte ikke var en blid skabning, var det med en utrolig nænsom bevægelse hun forsigtigt skubbede sandet væk. Det var virkelig ikke en illusion..

En dump lyd fik hendes ører til at dreje omkring, inden at hun svagt løftede hovedet. Hvad var nu det? Undrende gled blikket bagud, inden at en skikkelse - noget større end Rasbell selv - kom dundrende imod hende. Overrasket hævede den askefødte hovedet, før at hun trippene bevægede sig en anelse til siden. Kendte hun denne fremmede? I solen var det svært at se.

Ivory gjorde intet tegn til at stoppe. Hun ville have det sidste skub, og hun huskede stadig hvordan den støvbrune havde væltet hende om i mudderet da de ikke var andet end små føl. Med et højt kampskrig løb hun direkte ind i siden på den støvbrune, og forsøgte med al sin kraft at skubbe hende ned i det kolde vand ved deres side. Hun var ligeglad med om hun selv faldt om, men hun ville bare have den anden hoppe ned at ligge. Så ville hun for alvor være vinderen i deres små lege. Grinende plaskede hun vandet rundt, imens hun stadig forsøge at overrumple den spinkle støvbrune, da hun fik øje på noget der glimtede i sandet. Hvad var det? Det havde samme farve som hendes øjne, ja faktisk samme farve som hele hendes lille families øjne. Ivory var meget interesseret i den smukke stenlignende tingest, men det fik hende ikke til at give op i sin kamp. Hun kunne kigge på det øjenfarvede bagefter.

Den fremmede nærmede sig hastigt, og gjorde bestemt ikke tegn på at stoppe. Det var næsten lige omvendt - satte hun farten op? Desto tættere på hun kom, desto tydeligere blev både aftegn og holdning. Pletter dansede over hoppeplagens spændte skind, imens et krigsklart smil sitrede i den fremmedes mundvig. Hun ville slås... Tanken strejfede kort den støvbrunes sind, og hun kneb langsomt og spændt det stormblå blik sammen. Hun kendte denne skikkelse, selvom mindet var svagt. Det var plet hoppen - hende der havde nået at skubbe hende i mudderet en enkel gang, før at Rasbell havde gjort mere end voldsom modstand. Og hun sagde aldrig nej til en udfordring. Benene blev stemt hårdt i jorden, og da den plettedes krigshyl lød, svarede Rasbell af fulde lunger.
De 2 plage bragede sammen - men Ivory der havde mere tyngde i sit frem march havde overhånd for en stund. Kraften fik hende til at trippe voldsomt til siden - på grænsen til overbalance, før at hun rettede op. Hun mente det virkelig seriøst den her gang! Iltert fnyse den askefødte, før at hun plaskende prøvede at rette op på sin svajende skikkelse, inden at hun i et kraftigt spring stemte imod dem bløde jord; hun måtte klare hovedet.

Den hvide hale svirpede, og Rasbell - hvis muskler derefter spændets, sprang frembrusende tilbage imod den plettede hoppe i en kamp af skubben og masen. Hun havde altid nydt små hingste lege - til hendes mor store skuffelse, og ville bestemt ikke tabe til Pletten! Om så hun var større lige nu, bakkede Rasbell ikke. Hun måtte se at tage sig en vokse spurt - ligesom Plet.

De to unghestes kamp kunne sikkert se voldsom ud fra sidelinjen, men Ivorys øjne skinnede af glæde. Hun elskede at lege disse lege, så længe ingen kom til skade. Hun kunne sagtens huske den røde hingsts Lupë og hans lillebror Belials slåskampe, som havde endt med at Belial bogstavelig talt fik blod på tænderne. Der havde storebroren også sat grænsen, og det var godt, syntes Ivory, for den skulle jo sættes på et tidspunkt. Ingen skulle komme til skade når det blot var for sjov. Men her var der ingen chance for at de to unghopper ville komme til skade. Ivory havde lige været sikker på at hun havde den askegrå på kanten til at falde, men hun havde tydeligvis fået noget af sin balance med tiden. Hun genfandt fodfæstet, og det var langt fra så let som Ivory havde troet at vælte hende om i vandet. Næsten knurrende lagde Ivory flere kræfter i. Hun ville ikke tabe endnu engang til den støvbrune. Det var bare ikke okay. Det lille stykke rav var deres tilskuer, og stod og glimtede, næsten som om den heppede på dem begge i denne lille kamp for sjov.

Rasbell følte langsomt hvordan hendes hove skred bagud, i takt med at den anden lagde flere kræfter i. I det bløde mudder var det svært at stå fast, men lige meget hvor meget hun sagde det, var den anden altså tungere; større. Det var et faktum hun ikke kom uden om. Og så kunne hun være nok så meget stærkere og hurtigere - i skubbe konkurrence var der ingen hjælp at hente der.
Arrigt fnøs den askefødte, men ikke på nogen ubehagelig møde. Hun var vare både spændt og tændt, og brændte med et konkurrence gen som næsten var skræmmende. Så selvom hun ønskede at vinde for sæt i verden - og sagtens kunne blive lidt voldsom for at nå det, var sæt ment i sjov og spas. Hun kunne ikke have hendes ksmmaret blev ukampdygtig.

Med et hvin væltede Rasbell, og faldt med høje plask ned i det kolde vand. De stormblå øjne blev spærret overrasket op, og med et hurtigt vrid vendte hun om pg rullede op på benene igen. Havde hun lige tabt? Den støvbrune fnøs og lod ikke den anden hvile med endnu et hvin. Runde 2!

Ivory kunne sagtens mærke hvordan den støvbrune gled i sandet. Et triumferende smil bredte sig om den prikkedes læber, allerede før den askefarvede var faldet, og Ivory kunne også godt mærke hvordan hun selv langsomt faldt med ned. Hvinende og grinende, landede hun i vandet sammen med hoppen, men ikke desto mindre havde hun væltet den grålige, og det betød at hun havde vundet. Hurtigt kom hun på benene igen, og rejste sig på bagbenene med et triumferende hyl. Hun havde vundet første runde, men der havde været mere modstand end hun havde regnet med. Den lille hoppe kunne mere end hun havde troet til at starte med.
Det så dog ikke ud til at den anden hoppe var klar på at opgive allerede nu. Det var tid til en anden runde, og Ivory var så klar som hun kunne være.

Med er grynt af både anstrengelse og overraskelse stødte Rasbell sammen med Pletten. Hun var ikke blevet blødere end før - næsten tværtimod, og modstanden slog uden tvivl luften ud af den støvbrunes lunger. Havde hun gabt over for meget denne gang? Nej - det havde hun bestemt ikke. Det kunne ikke lade sig gøre.
Sammenbidt sænkede hun hovedet, inden at hun med er iltert hvin skrabede i det bløde sand, for at tvinge den anden baglens. Pletten kunne ikke vinde flere gange! Det ville være snyd! De himmelblå øjne glimtede, og med et ryk nikkede hun - måske ved et uheld, måske ikke - den anden en skalle.

Svimmel blev hun dog af det, og med noget der kunne minde om en klukken svajede hun til siden. Det gjorde ondt, men ikke nok til at hun blev ked af det. Hvad med dem anden? Omtåget drejede hun hovedet, for at se storsmilende på Ivory. Var hun væltet, eller var hun ligesom Rasbell; lidt forvirret men munter.

Not a little kid
______________________________

Den askebrune var tydeligvis kun blevet endnu mere kampklar, og skubbede nu til Ivory med fornyet styrke. Ivory kunne godt mærke, at selvom den anden var mindre end hende, var hun også stærkere, og den plettede trådte et par skridt baglæns. Den støvbrune nikkede derefter Ivory en gevaldig skalle, som kom mere end bag på Ivory. Hun vaklede et par skridt baglæns, og faldt sidelæns ned i det kolde vand. En smule betuttet og svimmel kiggede hun op på den anden, inden et bredt smil bredte sig om hendes læber endnu engang. Det gjorde stadig ondt i hovedet, men det var jo sjovt, og Ivory havde selv kunnet finde på det. Hvinende kom Ivory på benene igen, men måtte indse at hun havde tabt. Det stod lige mellem de to unghopper nu, og denne gang var afgørende. Det lille stykke rav lå stadig og glimtede, og var uendeligt interessant. Ivory overvejede næsten at sætte deres leg på pause for at se hvad det var for en mærkelig sten der lå der i sandet.

____________________________________________________________________

Wordcount: 173

Den anden virkede et kort øjeblik helt betuttet, men kort efter bredte der sig et ligeså rart smil om hendes mule. Det fik straks den støvbrune til at bryde sig mere om den plettede, der tydeligt afspejledes i hendes nu mere venlige blik. Det var ellers ikke sjældent, at man så den askefødte med et noget skarpt blik, omend der ikke skulle meget til før at det mildnedes.
Et par sidste ryk, og Rasbells blik blev mere fokuseret og klart. Hun samlede benene, og skulle til at sige noget, men den andens blik fik hende til at tøve. Hvad kiggede hun efter? Uden ord fulgte hun den andens blik, indtil det glimtende rav fik hende til at huske hendes oprindelige idé med at være her. Hvordan havde den plettede dog set det før hende! Nej, det var ikke det rigtige spørgsmål. Hvordan kunne hun dog have glemt det!

Rasbell smilede slesk, og med langsomme og glidende bevægelser bevægede hun sig i smug over imod ravet. Næsten som for at den anden ikke skulle lægge mærke til hvor hun ville hen, før det var for sent. Ravet var hendes! Og hun var ikke van til at dele.

Not a little kid
______________________________

Lige som Ivory havde bestemt sig for at det lille stykke rav simpelthen var vigtigst lige nu, og det simpelthen nærmest var vigtigt for hele hendes eksistens at hun fik fat i det størknede stykke harpiks, begyndte den støvbrune at bevæge sig hen imod det. Hun måtte have lagt mærke til at Ivory havde kigget på det, og nu ville hun have fat i det først. Det var simpelthen ikke okay! Men det var næsten allerede for sent, og den askefarvede var allerede helt henne ved det sted på stranden hvor ravet befandt sig. Ivory var rasende. Hvis bare hun havde valgt lidt hurtigere, kunne hun få fat i det! Men nu var ikke tiden til at ærgre sig, for hun havde stadig chancen for at generobre hvad hun først havde lagt mærke til – selvom Rasbell nu egentlig havde set det før, men det kunne den plettede jo ikke vide, overhovedet. Med bøjet hovedet stormede hun mod den støvbrune. Hvis hun bare brugte sin vægt rigtigt igen kunne det være at det var hende der endte med ravet.

____________________________________________________________________

Wordcount: 178

En sejrig fnisen fik de lyse øjne til at glitre, idet at hun triumferende vendte blikket fuldt ud imod det lille stykke. Så tæt på kunne hun ikke andet end at få fat i det, før at den anden overhovedet kunne reagere. Hun var og blev lidt et geni... Dog havde den unge hoppe der fejlbedømt fuldkommen, da i det næste nu en både velkendt og fatal dundren kunne høres. Pletten!
Rasbell drejede hurtigt hovedet, og lige tidsnok til at se den plettede hoppe - med hovedet først - brage ind i hendes mindre krop. Et overrasket hvin undslap hende, inden at hun vaklende og uforberedt væltede baglænds og ned i vandkanten. De lange ben viftede forvirret frem for hende, imens at hun med et fortumlet udtryk prøvede at orientere sig i den pludselige omvæltning på verden. Hvor var det fejt!

Små protesterende fnys kom fra den askefødte, det at hun med en voldsom rullen fik bevæget sig om på maven. De blå øjne fangede hurtigt den Plettedes, der i det samme nu begynde at strække sig ud efter det gyldne stykke. Det måtte ikke ske! Rasbell spærrede langsomt øjnene op, inden at hun med en kraftanstrengelse strakte hele sin tynd krop og hals ud imod stykket lidt under en meter fra hende. Hun gav ikke op.

//Du vælger selv om Ivory for det først og Rasbell fejlbedømmer eller noget - er fuldkommen ligeglad Lidt powerplay er ok der

Not a Little kid
______________________________

Imod alle odds så det ud til at Ivory ville få fat i det skinnende stykke rav. Hun havde heldigvis fået væltet den fremmede væk, og var nu meget tæt på at få fat i ravet. Dog var hun slappet alt for meget af i disse øjeblikke. Hun havde været så sikker på sin sejr at hun slet ikke havde holdt øje med den askebrune og det havde været ganske dumt. I hvert fald strakte den fremmede mulen frem og fik fat i ravet lige for næsen af hende. Ivory spærrede øjnene næsten forfærdet op. Det skete bare ikke! Et vredt kampråb forlod hendes strube, men hun vidste udmærket godt at hun havde tabt. Hun var selv ved at være ganske udmattet, og selvom hun vat ganske tæt på at være voksen, blev hun stadig hurtigt træt, og lige nu havde hun i en grad brug for at lade op igen. Hun trak sig lidt væk, inden hun med et skævt smil kiggede på den askegrå. Det havde været en god kamp, men det var på tide at gå hver til sit nu. Måske ville de mødes igen når de begge ikke var føl længere, men voksne – hvor meget mon de ville have ændret sig til den tid?

____________________________________________________________________

Wordcount: 208