Another brother | Sicarius

Den sorte hingst var atter vendt tilbage til den ø, der altid havde været ment til at være hans hjem. Det var her hans brødre boede, og det var her skyggerne levede og regerede. De var hans herre og hans følgesvende. Mange af hans skyggebrødre havde den sorte Volontaire endnu ikke mødt – men han havde heller ikke travlt med det. For at møde dem, skulle tidsnok ske. Dog vidste han hvem, hans skyldte en ekstra tak til, hvis dagen en dag bød sig til det. For nogle havde kæmpet for han hjerte. Og dem skyldte han bestemt en tak til. Men andre var måske også kommet til efterfølgende, uden han vidste af det. For den store og muskuløse Volontaire, havde i en længere periode vandret omkring på de andre øer, og ikke på Foehn. Men nu var han vendt tilbage; og her ville han blive for en stund.

Han bevægede sig afsted på en askebelagte ø, nu hvor solens sidste stråler snart ville fordufte og forsvinde fra overfladen af Andromeda. Det ville snart være tusmørke og derefter ville mørket overtage helt; i hvert fald mens natten stod på. Og natten var det, den sorte Volontaire holdt allermest af. For da kunne hans skygger hoppe og danse på hans krop, uden at skulle skjule sig til tider, når solens stråler blev for stærke. Og det gjorde de netop allerede nu; hoppede og dansede. De hvislede ind i hans øre og i hans sind, talte til ham og fortalte historier til ham, som han skulle kende. De bevægede sig på ham, som kærtegnede de ham med sirlige bevægelser, som kunne han gå i stykker. Hans isblå og lysende øjne hvilede tomt ud i luften, mens han bevægede sig afsted, tæt ved Vulkanens rødder, hvor asken på jorden var tyk. Den hvirvlede let op, for hvert et skridt han tog, og mængede sig med hans sorte skygger. Han forblev tavs, mens retningen nu var sat; han ville søge til vandhullet, for at slukke sin tørst, inden turen atter ville gå videre, når natten var kommet – for måske havde en sjæl forvildet sig hertil, som ikke skulle være her.

Another brother

Sicarius var vendt tilbage til Foehn efter sit korte besøg til Enophis. Det havde egentlig været en smule latterligt at tage derhen, da han intet ærinde havde haft, og egentlig ikke engang havde haft planer om at være der ret længe. Men nu var han tilbage, og skyggerne lod allerede til at nyde det. De hvæsede ikke ligeså meget som de havde gjort på Enophis, men hviskede nu kom stille med hinanden, med stemmer som den grå hingst kun hørte brudstykker af. Han havde faktisk et mål for dagen, hvilket var noget nyt. Efter han havde fået det nye ben, var han lidt bare vandret rundt på må og få og vænnet sig til fornemmelsen af at et af ens ben ikke var lavet af kød og blod længere.

Nu var tiden inde til at han mødte nogen af sine søskende – noget han slet ikke havde fået gjort, hverken før eller efter sin endelig forvandling til en af dem. Han havde kun kortvarigt talt med Volin da han sluttede sig til broderskabet for første gang, men ellers havde han ikke sagt et ord, eller set nogen af dem der nu var på hans side, i hans familie. De var ikke søskende i blod, men i sjæl, og det betød langt mere.

Dog vidste han ikke hvor han skulle begynde sin søgen. Han regnede med at de befandt sig et sted her, men Foehn var en relativt stor ø, så det kunne hurtigt blive besværligt at finde nogen, hvis de også bevægede sig ligeså meget rundt om han.
Det havde været en lang dag indtil nu, og Sicarius havde endnu ingen spor af nogen skygger fundet. Tørsten hev ham i halsen, og den tørre fornemmelse af asken i hans lunger fik hele hans krop til at skrige på vand. På den måde stoppede han sin søgen for i dag, og begyndte at bevæge sig hen imod stedet hvor han var vis på at det var muligt at finde noget vand. Det tog ham ej længe at finde derhen, men det så ikke ud til at han var alene, denne stille aften. Solens sidste røde stråle forsvandt stille bag horisonten, og ville snart efterlade øen i et mørke skyggerne ville elske. De var allerede nu begyndt at krybe op fra skulderen hvor de normalt gemte sig, og kærtegnende op langs hans muskuløse hals. De kildede ham let ved øret, inden de legende sprang tilbage til deres plads omkring hans højre forben.

En hingst stod og drak af det stille vand der smukt genspejlede de røde aftenstråler der flød fra solen. Og det så sandelig ud til at Sicarius havde heldet med sig. Hingsten var nemlig præget af skyggelignende sorte aftegn, meget lig dem der løb ad Volins hvide pels. Den fremmedes brystkasse så næsten ud til at have været blevet sprættet op og lukket igen, og var nu dækket af særprægede skinnende blå aftegn. En skyggehingst, uden tvivl.

Wordcount: 486 | Tagged: Volontaire

Den store og muskuløse hingst, havde indfundet sig ved den sø, der tilhørte den store vulkan ø, Foehn. Der var flere søer at finde på denne ø, og ikke kun en enkelt. For øen var større end som så. Hans sorte øre var vippet skråt bagud, mens hans stod der med mulen i vandet, og tog nogle lange slurke. Hans øre var sensitive og ganske opmærksomme; for han var ikke interesseret i at nogen sneg sig ind på ham, uden at han vidste det. Længe gik der ikke, mens han stod der og drak, inden hans skygger hvislede og kælede i hans øre. De fortalte ham, at en anden var kommet tæt på ham. Men det var ikke en, Volontaire skulle frygte. For skyggerne vidste, at den hingst der kom tættere og tættere, var en skyggebror, ligesom Volontaire selv var. Han rejste sit hoved i mekaniske bevægelser, inden han da drejede sig langsomt omkring, så hans front nu var vendt direkte imod den fremmede hingst, der også var søgt til søen, ligesom Volontaire selv var.

Det var tydeligt for ham, at den fremmede var en skyggebror. For hans ene ben var ikke længere af kød og blod. Det var i stedet de rene skygger, der formede et nyt og tilsyneladende velfungerende ben. Volontaire ejede også skygger på kroppen, men det der afslørede ham som værende en anden eksistens, end blot en almindelig hest, var de isnende blå øjne, der lyste let, og den samme isblå farve der havde ’sprængt’ hans bringe. Volontaire knejste nakken dybt ned, og lod en brummende lyd glide fra hans store korpus, ud i stilheden og i retningen af den fremmede skyggebror. Han hilste ham. Uden ord. Et svirp gled fra hans sorte hale, inden han trådte et enkelt skridt sidelænd, uden nogen bestemt grund. Hans skind dirrede let på hans krop, som var han fyldt med energi; og det var han måske også. Men den dirrende bevægelse stoppede igen, mens han kneb sine isblå øjne i, for at studere sin nytilkomne skyggebror.

,,Vær hilset”

Lød det ru og hvislende fra hans strube.

Another brother

Den fremmede skyggebroder vendte sig efter kort tid, sikkert for at se hvem der kom og forstyrrede freden denne stille aften. Skyggerne havde velsagtens hvisket til ham at han ej længere var alene. Sicarius havde ikke frygtet at hans broder ikke ville tage godt imod ham, for alt andet ville være usædvanligt. De var trods alt på samme side, og denne muskuløse hingst måtte da også mangle at møde nogen af sine skyggesøskende. Det kunne elvfølgelig godt være at han ikke på samme måde forsøgte at møde dem alle. Alligevel ville det være ganske underligt hvis den fremmede skygge afviste ham. Og det gjorde han sandelig heller ikke. Den fremmedes stemme var hæs og hvæsende, men ikke desto mindre imødekommende, på en eller anden måde. Sicarius bøjede hovedet en smule inden han endnu engang rettede sine blå øjne på den sorte hingsts lysende.

”Vær hilset, broder.”

Svarede han. Hans stemme var ganske dyb, men ganske melodisk som en bas. Man kunne endnu ane en smule hæshed i den mørke stemme, men det var ikke slemt. Det var kun grundet af at han ikke havde snakket med nogen i nogle dage.
Han betragtede let den mørke hingst. Han var spinklere bygget end den grå, men mere muskuløs, og en smule højere. Lidt ligesom Guldhoppen. Åh, hvor det stadig irriterede ham at hun var højere end ham.

Wordcount: 225 | Tagged: Volontaire

Volontaire fulgte med blikket, den grålige hingst, med skyggebenet. Han måtte næsten have ofret sit eget legeme, i skyggernes sag, siden et sådant ben, var blevet en del af ham. Eller også ønskede skyggerne for alvor at vise, at hingsten der nu stod foran Volontaire, virkelig var en skyggehingst. Ingen ville tro andet, når de så denne hingst, for benet afslørede ham ganske hurtigt, dette var der ingen tvivl om, overhovedet. Den sorte hingst stirrede blot tomt frem imod ham, studerende. Han ville kunne genkende hingsten igen, hvis de en dag ville krydse hinandens veje; og dette ville de uden tvivl komme til – for de delte det samme hjem. Den samme passion. Og de ville en dag havde en kamp at kæmpe, side om side.. Broderen foran ham, hilste på Volontaire, som han før havde hilst på grålingen. Han kneb øjnene kortvarigt i, tænkende. Han havde ikke før set denne broder, og derfor måtte han næsten være ny.

,,Er du ny tilkommen til broderskabet?”

Hans spørgsmål var ganske enkelt. Volontaire talte sjældent, og da slet ikke hvis hans selskaber ikke var interessante. Men dette var en broder, og han følte sig derfor nødsaget til at bruge ord i dette selskab, og ikke blot være helt stille, som han ellers som oftest bedst kunne lide. Derfor blev et spørgsmål som dette stillet.

Another Brother
______________________________

Det var svært ikke at følge sig en smule lille ved siden af den tydeligt muskuløse og egentlig ganske smukke hingst foran ham. Både fordi han var større end ham, rent fysisk, men den stenhårde attitude og holdning gav Sicarius en følelse af ærefrygt, skønt der intet var at frygte. De var på samme side, og de kunne ligeså godt lære hinanden at kende – de vidste vel begge to at de snart skulle stole nok på hinanden til at kæmpe mod de falske sammen. De skulle bøje sig – for dette var den sande magt der burde herske i Andromeda. Alduin ville snart ikke være fanget i et fængsel alt for dårligt for ham. Andromeda ville snart være i et jerngreb end ikke den vise ville kunne åbne igen. Stilfærdigt lyttede han, selvom den fremmede broder ikke sagde ret meget. Ikke at Sicarius forventede det, men han havde ej selv noget at sige, så derfor var det en summende stilhed der hang mellem de to hingste.

Det var den sorte der først brød tavsheden. Han spurgte ind til om han var ny – det var han vel. Ja, det var han helt sikkert, kun få dage faktisk. Han var født på ny, og han var endnu kun et spædbarn.
”Jeg er ganske ny – få dage, for at være præcis. Hvad med du, Vokun*?”
Spurgte han, hans stemme var ganske mørk og monoton.

*Skygge

____________________________________________________________________

Wordcount: 230

Stilheden kunne været dræbende i mange situationer. Men den sorte Volontaire befandt sig ganske godt i stilhed; faktisk var det det han brød sig bedst om. Ord kunne hurtigt blive misforstået eller misbrugt; men kropssprog forstod de fleste til bravour. Derfor havde han sjældent ord som første valg. Men i situationer som disse, hvor de ikke kendte hinanden, var ord som regel en nødvendighed, for at søge informationer om hinanden, lære dem at kende og derefter lagre dem i hovedet på sig selv; for at huske det hele. Og den sorte skyggehingst havde i sinde at huske sine brødre; hver og én af dem, det var ganske sikkert. Men stilheden var der kun i sekunder, før han selv havde brudt den, og spurgt sin broder om han var ny. Og svaret kom lidt efter.
Volontaire nikkede i en kort bevægelse, efter at hingsten foran ham havde talt færdigt, for at vise ham, at han havde hørt hvad han sagde. Det var uhøfligt ikke at lytte; og når det var en anden Skygge han stod med fronten overfor, var der bestemt en grund til at lytte, og ikke blot ignorere de fremsagte ord.

,,Velkommen til broderskabet, Vokun”

Besvarede han, med sin rungende og hæse stemme, der forlod det store korpus, hvor bringen var let fremskudt, i en rank holdning. Den sorte sjæl havde intet at være flov over, og bar sig selv med stolthed; det havde han altid gjort – og dette ville han altid gøre. Han rankede sin hals, lod den derefter knejse dybt ned. Volontaire var en stor hingst, og det var han godt klar over. Som ung havde han været klundtet og det havde været en hindring at være så høj. Men som voksen, og især nu, bar han sin egen vægt og højde med stolthed. Han elskede fornemmelsen af, at de fleste var lavere end han selv; det gav en vis.. fordel.

Another brother
______________________________

Sicarius lagde mærke til at den store skyggehingst ikke svarede hans spørgsmål med om han selv var ny i broderskabet, men han lod det ligge. Så vigtigt var det heller ikke, og hvis denne hingst ikke ønskede at svare på det. Måske havde han blot ikke hørt hans spørgsmål, men Sicarius tvivlede – hvis hans ører havde overhørt det havde skyggerne ikke. Skyggerne overhørte ingenting. Den mindste puslen af dyr kunne høres, en fjern hosten langt væk. Hvis de fandt noget vigtigt ville de hviske til deres ejermand med det samme. Hvis nogen var på vej imod ham var det oftest skyggerne der opdagede det først.
”Jeg takker. Jeg er Sicarius; må jeg spørge om dit navn, broder?”
Spurgte han. Hans stemme bar en hvis del af høflighed, men det meste var ren og skær respekt. Sicarius havde aldrig tiltalt nogen med Dem og De, da han simpelthen ikke fandt det vigtigt. Det eneste der spillede en rolle var ens holdning over for den anden person, og den måde man opførte sig. Hvis man behandlede sit selskab med respekt var det langt vigtigere end hvad man sagde foran deres navn.

____________________________________________________________________

Wordcount: 189

Den sorte havde godt hørt det spørgsmål, som den grå havde stillet ham. Om også han var ny. Men han havde ikke svaret på det – ganske bevidst. Hans sorte hale slog nogle slag bag ham, mens nakken fortsat bar dybt knejst ned, således at samtlige muskler i nakke og hals kunne ses tydeligt under det sorte og sensitive skind han ejede. Hans øre forblev skråt bagud, ikke fordi han var vred på sin broder, men ørene var blot i denne neutrale holdning det meste af tiden.

,,Jeg er ikke længere ny – nej.”

Sagde han så, en smule ud af det blå måske. Men det passede lige Volontaire at svare på dette spørgsmål i disse sekunder, og så længe siden var det jo heller ikke, at den grå havde spurgt om han også var ny. Men det var den sorte skyggehingst ikke. Bestemt ikke. Han havde været en skyggehingst i et godt rum tid. Den grå skygge foran ham, spurgte ind til hans navn.

,,Volontaire – og hvad kan jeg kalde dig?”

Hans toner var hvislende og døde, uden meget tone i sig selv.

Another Brother
______________________________

Det gik hurtigt op for Sicarius at hans broder havde hørt hans spørgsmål, og også havde tænkt sig at svare det- Han var ikke ny, og det kom egentlig ikke som en stor overraskelse. Han havde mødt meget få af hans søskende. Faktisk havde han kun mødt den blege hoppe hvis navn han endnu ikke kendte, og så Volin selvfølgelig. Men han vidste at de var flere, og at de var stærkere end nogensinde. Det var i hvert fald sådan han selv så på det – han kunne mærke styrken, og han kunne mærke det på skyggernes ophidsede hvisken. En hvisken om et nyt Andromeda, et bedre Andromeda. Det var en egoistisk tankegang, men for skyggernes broderskab var det den rette tankegang. Det ville ikke være et bedre Andromeda for andre end broderskabet, men det var også mere end nok for dem. Selvom det kunne lyde sådan, var det ikke sådan at medlemmerne af Aljun kun tænkte på sig selv. Jo, ganske rigtigt tænkte de ikke meget på Vogterne og de der fulgte den lyse side, men de der havde valgt denne rette side af landet ville være sikker på at få en god modtagelse når Alduin en gang havde øriget i et jerngreb af skygger.
Trods Sicarius havde været i sine egne tanker, havde han selvfølgelig langt mærke til hvad hans broder havde sagt. Han havde præsenteret sig som Volontaire – et maskulint navn der straks fik ham til at virke stærk, selvom muskelmasse ikke så ud til at være noget den mørke skyggehingst manglede. Jo, hans broder bar et stærkt navn. Selv var Sicarius opkaldt efter svæklingene. Snigmorderne. Selvfølgelig var der noget smukt over det, men ordet svag var det der poppede op i den brogedes hoved. For hvad havde man, hvis man kunne slå ihjel uden at offeret så det? At slå nogen ihjel imens de ikke ventede det? Nej, der var ikke noget kønt eller heltemodigt ved det.
Sicarius nikkede kort for at understrege at han havde hørt hvad Volontaire sagde.
”Mit navn er Sicarius.”

____________________________________________________________________

Wordcount: 337

Navnet kom fra den brogede skyggehingst, med det ene ben lavet af de rene sorte skygger. Sicarius hed han. Et navn han ikke før var stødt på – men sådan var det med de fleste af de navne han hørte. Dem kendte han ikke til. Den sorte hingst brummede i nogle mørke toner, eftertænksomt, men nikkede kort efter til sin skyggebroder.
Volontaire stod stadig som en stolt statue, der knapt nok bevægede sig – men dog kunne man se på hans store korpus at han trak vejret. Han svirpede kort efter med sin sorte og lange hale, inden han drejede kroppen, og nu stod mere side om side med hingsten, så deres blikke var i samme retning. Han stirrede selv imod vulkanens indre, eftertænksomt. Men i hans isblå øjne kunne man ikke se dette, de var bare tomme. Pludselig lød hans hvislende toner igen, men uden at han kiggede på hans skyggebroder.

,,Hvad måtte du gøre, for at blive en del af broderskabet?”

Nok var Volontaire ikke typen der brød sig om andre. Og han interesserede sig sjældent for nogen. Men ved sine skyggebrødre og søstre var det anderledes. Han ville vide noget. Lære dem at kende. De var trods alt i samme broderskab. Og måske var der noget brugbart de kunne fortælle. Måske… Skyggerne på ham smøg sig hele tiden på hans krop, hvislede små ord og toner til ham. De var hjemme på denne ø. Hjemme og i sikkerhed. Så der var ingen uro for dem, at hvisle til Volontaire. Ingen advarsler. Kun ro. De fortalte og hvislede kun om fremtiden, planerne, hvad de ønskede for Andromeda. For ham. For skyggefamilien. Og Volontaire lyttede, men dog ikke så meget at han ikke ville lytte til Sicarius svar.