The taste of ash [Trinse]

Han kunne se, hvordan den lille hoppe blev mere og mere irriteret på ham. Det var ikke godt. Hun virkede meget større end ham, når han lå her på jorden, og hun samtidig rankede sig op over ham. Han lukkede øjnene i og bed tænderne sammen, som ventede han på, at hun skulle slå til og dræbe ham.
I stedet råbte hun blot af ham. Hun var tydeligvis irriteret. Han forstod dog ikke hendes ord. Det var da ikke ham, der forvirrede? Det var jo hende, der overhovedet ikke var til at forstå! Apeiron var kun vant til at kommunikere med voksne heste og havde derfor svært ved at forstå den lille skabning, hvilket han lod komme til udtryk på en meget mærkelig måde.

"Mig?! Det er da DIG, der forvirrer!" råbte han tilbage.

Rasbell dirrede, imens sekunder tikkede forbi. Han svarede hende ikke med det samme, men virkede næsten ligeså forvirret som Rasbell selv. Hun var van til stabile voksne - eller ihvertfald voksne med en hvis autoritet. Nu hvor hun blev stillet foran en uden, tog hun selv rollen som leder. Og nu hvor hun tog den, begyndte han at stille spørgsmålstegn og stejle og hun vidste ikke hvad. Det var jo helt forkert!
Den askefødte stampede i jorden, og rystede langsom hovedet fra side til side. Hende? Nej. Hun var tydelig som en åben bog, og vidste hvad hun ville. Hun stillede direkte spørgsmål - og det var ham der stillede spørgsmål tilbage istedet for bare at svare.

"Nej..!" sagde hun hårdt, og tog mulen tættere på. Det metalliske blod dryppede ned, men hun kiggede ikke for at se om det ramte ham. Stormen bragede, og hun trak mundvigen opad i en snerren. "Jeg taler tydeligt!" Rasbells ord blev understreget af en hidsig stampen, og hun klikkede igen med tungen. Hun havde næsten løst til at bide ham i øret.

Hun blinkede en enkelt gang, og gjorde det så. Næsten irretesættende, og uden tanke for konsekvenser. For hun handlede på impulser, og ikke tanker. Hun bed hårdt, og trak sig så tilbage som en slange. "Svar mig! Hvorfor undskylde?!" kommanderede hun igen.

Han kunne se, hvordan hoppen blev mere og mere hidsig i sit kropssprog, og det skræmte ham. Han havde ikke været ude på at ophidse hende... han var bare så bange. Hendes mule kom tættere på, og han vendte skræmt det hvide ud af øjnene. Det metalliske blod dryppede fra hendes mule og ramte hans kind. Han udstødte et hysterisk hvin og rykkede hovedet bagud i en hård bevægelse.
"Neeeej, hold op med dét!" hvinede han skingert.
Han kunne nu høre hende snerre af ham, at hun talte tydeligt. Han fik lyst til at se hadefuldt på hende og gjorde det kortvarigt, inden han vrængede stædigt på mulen af hende. "Hvis du taler så tydeligt, hvorfor kan jeg så ikke forstå dig?!"

Pludselig, helt uden advarsel, bed hun ham i øret. Hun bed hårdt til, inden hun trak sig tilbage i en glidende bevægelse. Apeiron skreg op. Han mødte panikslagent hendes blik, inden han i en fart kom på benene og bakkede flere skridt bagud. Han trak vejret i opkørte stød og så skræmt på hende.
"Hvorfor gjorde du dét?!?!" Hans stemme var så skinger og opkørt, at man næsten kunne høre gråd i den.

Det var tydeligt hvordan begge parter langsomt kørte op i hver sin spids. Den grålige i en spids af frygt, hvor det næsten emmede ud af hans tynde skind hvordan hun gjorde ham usikker og bange, og den støvbrune i en spids af frustrationer og en svag tilfredsstillelse ved den magtfulde rolle hun pludselig havde fået. Eller taget, for den sags skyld. Hans skingre hvin skar hende i ørene, men ingen trækning blev taget i hoppens ellers så udtryksfulde ansigt. Nej, hun var i fuldt fokus og dybt inden i... måske en anelse spændt på hvad den grå ville gøre. Hun havde aldrig bidt en voksen.

Den klamme smag af blod fik hende til at rynke på mulen, men ellers afventede hun blot enhver følelse der gled over den andens hvide ansigt. Det skiftede fra overraskelse, til erkendelse af hvad der var sket, til en næsten ubehagelig frygt. En frygt for hende. Han skreg igen, og den unge hoppe kastede i et ryk hovedet opad, idet hun dominerende stampede i den tørre jord. Hvorfor havde hun gjort det? Det vidste hun ikke... siden hun ikke kunne forklare sig, gled der istedet skyggen af et smil over den hvide mule. Den røde kunne finde på at nappe irettesættende til hende når hun gjorde noget forkert, og det var det samme hun havde gjort her. Sådan da.

"...Hvem er du?" Sagde hun efter nogle sekunder. Ordene kom stadig som en mindre ordre, men ellers helt ude af kontext fra den tidligere situation. Nej, den askefødte tog tingene i et anderledes tempo - og nu var tid til introduktion.

Han betragtede hendes dominerende kropssprog og kneb øjnene sammen i frygt. Hvorfor skulle hun være sådan? Kunne hun ikke se, at han var bange? Han betragtede det lille smil, der gled over hendes mule. Hvorfor stod hun nu og smilede? Det var uhyggeligt... Han vippede forvirret med de mandelformede ører, da hun pludselig spurgte, hvem han var. Hendes tonefald var kommanderende, og han var slet ikke i tvivl om, at det var en ordre, som han skulle svare på, om han ville eller ej.
"J-jeg hedder Apeiron..." fremsagde han usikkert og med skælvende stemme.

Til hendes overraskelse svarede han hende. Det var med en skælvende og usikker stemme han fremsagde et navn, der med en ringlede lyd blev gentaget i hoppens eget hoved. Apeiron... Se det var en fremmed måde at tale på, og hvis hun gentog det højt, var hun ikke sikker på hun kunne udtale det rigtigt. Hendes tunge ville slå knuder.
Dog fraholdt det hende ikke fra at tale, og med en nynnende brummen fyldte hun tavsheden der kom efter. Apeiron. Han var altså en hingst, selvom han ikke minedede hende om de hingste hun havde mødt før. Men måske var folk bare meget forskellige? Det bette pus vidste ikke bedre.

"Hvorfor er du her?" Sagde hun så, og kneb skeptisk øjnene sammen. Han havde ikke svaret hende før. Men det håbede hun han ville nu. HUn var nysgerrig, og ønskede at vide mere om denne Gråling. Kort stampede hun igen i jorden, da det gav indtryk af at virke. Han svarede når han var bange..

Et nyt spørgsmål fulgte og blev ligeledes efterfulgt af et stamp i jorden. Han krøb atter sammen og hev kort efter vejret. Han hyperventilerede næsten, så bange var han... Hvor åndssvagt det end lød, så frygtede han oprigtigt for sit liv. Apeiron var ikke helt rask i hovedet, og han var derfor ikke i stand til at tænke rationelt og dermed vide, at dette føl absolut ikke havde fysikken til at kunne gøre ham noget. Nej, i hans hoved var han det lille føl, mens hun var en stor og irettesættende hest, der kunne slå ham ihjel, hvis ikke han passede på.

"Jeg... jeg ved det ikke!" Han råbte ordene ud i et panisk tonefald.
Han vidste godt, at det nok ikke ligefrem var det svar, hun havde håbet på at høre, og han var derfor bange for, hvad hun kunne finde på at gøre, nu hvor han havde svaret forkert. Men sandheden var, at han helt oprigtigt ikke anede, hvad han lavede på denne ø... Alt, han vidste, var, at han bare gerne ville væk herfra i en fart!

Han råbte et svar, hvilket i sig selv var godt nok. Det var dog ikke et svar hun havde ventet, og slet ikke et svar hun var tilfreds med. Han vidste det simpelthen ikke? De mørke ører vendtes - hvis det da var muligt, endnu længere tilbage og længere ned i den hvide man. Hendes øjne blev knebet sammen i en irriteret grimasse, og med et fnys trak hun trippende til siden. Efter nogle skridt drejede hun op, og gik derefter til den anden side. Rastløst og mest af alt irriteret. Vred. Hvorfor vidste han ingenting!

"Leder du efter nogen!" Endte hun så med at sige, og stoppede med et smæld sin trasken frem og tilbage. De stormtruede blik fandt hans, men dog med en svag gnist af nysgerrig gemt i vreden. Hvis han ledte efter nogen, kunne hun måske hjælpe. Hun kendte øen godt.

Hoppens ører blev lagt længere tilbage i nakken. Åh, han vidste bare, at det ikke havde været et godt svar! Han mærkede hjertet banke nervøst i hans bringe. Hvad skulle han dog gøre? Han betragtede hende, som hun irriteret kneb øjnene sammen og begyndte at trippe til siden med et fnys. Efter et par skridt drejede hun rundt og fortsatte i den anden retning med rastløse og vrede skridt. Han krympede sig atter sammen, som om hun havde pisket ham. Han havde vist virkelig gjort hende vred nu... Det var han virkelig ked af!

"Nej, det... det tror jeg ikke!"

Han lukkede smertefuldt øjnene i. Uhhh, endnu et dumt svar! Hvorfor vidste han da heller ingen ting? Han mødte hendes voldsomme blik og kunne mærke tårerne presse sig på i hans øjenkroge. Hvorfor skulle ting som disse altid ske for ham? Han ønskede jo for pokker ikke at blive uvenner med nogen! Åh, hvor ville han bare gerne væk herfra...!

Hun stønnede opgivende over ham, og drejede med et ryk hovedet væk. Mest af alt for ikke at nappe irriteret ud efter ham, og endte i stedet med at bide ud efter luften med et smæld. Hvilken.... frustrerende situation. Hvad ville hendes mor gøre her.... Rasbell lukkede øjnene koncentreret og overvejede scenariet. Hun... hun ville ikke blive vred. Hun havde ikke det samme temperament som hende, men hun havde den samme utålmodighed. Men hvad gjorde hun istedet for at blive vred? Hvad var det nu..
Hun fnøs. Hun kunne ikke huske det, eller se sig selv gøre det samme. Hun fik dem til at slappe af på en eller anden måde, men Rasbell var sikker på... sikker på at det ikke ville fungere, selv hvis hun prøvede. Hun var simpelthen for eksplosiv af natur til at kunne berolige andre, bestemt ikke hvis andre var som tørt græs, og hun var løbeild. Hun løb dem simpelthen over ende.

"Du er håbløs.... "
Hvislede hun skarpt, og skottede imod den kraftige hvide hingst. For det var hvad han var. Håbløs at... gøre noget med. End ikke snakke normalt kunne han..
Rasbell overså nemt at hun heller ikke selv talte videre godt endnu. Men hun var også ung.

Et opgivende støn forlod den unge hoppe, inden hun med et ryk drejede hovedet væk. Han så nervøst frem for sig. Hvad havde hun mon tænkt sig at gøre nu? Det fandt han hurtigt ud af, for pludselig bed hun ud i luften foran sig med et smæld. Han krympede sig let sammen og gumlede underdanigt ud i luften, lykkelig for at hun havde sat tænderne i luften og ikke ham. Hun lukkede nu øjnene i og stod i lidt tid og så dybt koncentreret ud. Han vippede usikkert med ørerne. Hvad tænkte hun mon på? Skulle han mon benytte chancen til at stikke af nu? Han nåede aldrig at tænke videre over det, før hun atter åbnede øjnene med et fnys og sendte ham et skulende blik, mens hun hvislede, at han var håbløs. Han fjernede blikket fra hende og flakkede usikkert med øjnene fra side til side. "Ja, det... du har ret..." mumlede han usikkert. Han løftede atter blikket og så på hende med bedende øjne. "Må jeg ikke nok få lov til at gå nu?"

Den støvbrune lo, og hendes latter lagde bredte sig ud som en fin klokke midt i det døde landskab. Jah, hendes latter var i stærk kontrast til hendes hårde ord, og vidnede om hvor ung hun endnu var. Men det ville ikke vare ved... de himmelblå øjne glimtede, og Rasbell så frem til den dag hun kunne stå lige med alle. Den dag hun ville være lige med sin mor, sin far og selv den fjollede hvide plag hun havde mødt på stenene. Kort så hun op på ham, og smilede. Jah, end højere end dette skvat, der i frygt krympede sig. Han fortjente ikke sin højde. Han fortjente ikke at være her.
Så da han spurgte om han måtte gå, nikkede den askefødte langsomt med det fine hoved. Jah, han måtte gå. Og han måtte tage sin fejhed med sig, til den dag han turde vise sit ansigt her igen. Åh den dag, hvor de engang sås igen, ville hun i sandhed vise ham.... hvad vidste hun ikke, men noget - det var sikkert.

"Joh"

Sagde hun kortfattet, og drejede hovedet imod der hvor hun mente den røde var. Gemt i skovene, og gemt for hende. Det var blevet sent, og hun ville gerne finde hende inden det blev mørkt. Eller, mørkere... Kort så hun tilbage på den sølvfarvede, og hun kunne ikke dy sig. Med et hvin klaprede hun lidt frem, men stoppede sit udfald for at vende op.

Der var ikke mere at gøre her, og den unge Rasbell satte med fjedrende skridt kursen imod hendes mor, den rustrøde hoppe.

//OUT

Hendes latter lød atter i hans ører, og han mærkede, hvordan han snart var ved at springe i luften, hvis han skulle høre den latter så meget som én gang mere. Den var så ungdommelig og skræmmende, og den skar igennem hans marv og ben. Han kunne slet ikke forstå, hvordan så ung og lille en hest kunne være så uhyggelig. Han stod helt seriøst og frygtede for sit liv, hvor skørt det end måtte lyde. Men Apeiron var ikke helt almindelig, og det sås tydeligt i situationer som denne.
Hun så nu op på ham og sendte ham et smil, der fik kuldegysningerne til at glide igennem hans krop. Åh, ville hun dog ikke nok lade være med at se på ham på den måde...? Til hans store overraskelse valgte hun dog at nikke til det spørgsmål, han havde stillet, og gav ham svaret 'jo'. Han så lettere måbende på hende. Mente hun det virkelig? Ville hun virkelig lade ham gå?
„M-mange tak..." hviskede han lamslået.

Han betragtede hende nu dreje hovedet og se mod horisonten. Overvejede hun mon selv at gå? Selvom han lige havde fået lov til at gå af hende, turde han stadig ikke at røre sig ud af flækken, før hun selv havde givet tegn til, at deres selskab var ovre. Hun så nu tilbage mod ham og udstødte et hvin, inden hun klaprede frem mod ham. Han udstødte et lille skrig og lukkede øjnene i, klar til at dø. Men i samme øjeblik stoppede hun op, vendte om og satte af sted med fjedrende skridt væk fra ham. Han blev stående i lang tid og stirrede efter hende med frygten dirrende i hele kroppen. Først da hun var helt ude af syne, turde han vende om. Han satte af sted i en hæsblæsende galop og styrtede af sted over stok og sten. Han stoppede først op, da hans krop ikke kunne længere, og han knapt kunne få vejret. Han var nødt til at være helt sikker på, at hun ikke længere var i nærheden, før han kunne tillade sig at slappe bare den mindste smule af.

//Apeiron out. Tak for tråden