Sandy hills [Euphoria]

Sand bredte sig så langt sanserne rakte, og den lette knitrende lyd, af de små korn var mere end nok, til at drive den skimle skabning til vandvid. Hvert skridt han tog, bragte mere i bevægelse, skabte mere lyd, fik det til at danse og summe dybt i hans sind af en ophidsende vrede. Han kunne ikke få det til at ophøre. Modsat kædernes raslende slag, var lyden ikke kun begrænset til hans bevægelser, men synes at være en konstant faktor i dette land. Blind, og med lugtesansen og hørelsen hæmmet af sandet, synes der ingen ende at være, på det kaotiske helvede grållingen havde bevæget sig ind i.

Hans skridt ledte ham sjældent bort fra fast land, men lavvande havde ledt ham til denne ø, til denne... ørken. Det måtte være beskrivelsen for stedet han befandt sig. Ikke blot en hede, ødelagt af krig og rædsel, men sand, der spredte sig, ynglede, og bredte sig ud over alt. Som en hæslig sygdom, et masseødelæggelses våben.
De tvefarvede øre, mørke på ydersiden, lyse imod deres midte, lå trængt langt ned af hingstens hals, næsten gemt i de sølvhvide lokker, der i legende dans svirpede i vinden. Næppe var han et imødekommende syn, træt efter vandrig, og med en dyb bitterhed tegnet i sit udtryk. Men noget fjernt, ensomt var alligevel at tyde fra det blinde væsen, et ekko fra et råb om hjælp, der aldrig var blevet hørt. Eller måske rettere havde ført ham til denne evighed, til livet efter døden, uden at give ham retningslinjer for sin videre færden.

Euphoria var for en stund søgt bort fra trygheden i hendes flok, hvor hun bekymret kunne vimse rundt på må og få, men hendes næreste venner og familie var borte og ikke at finde nogen som helst steder. Hendes alder havde bragt mange nye ting med sig, og hele hendes krop havde ændret sig i sådan et tempo at hun ikke længere kunne følge med. Netop derfor var hun søgt hen til et sted som hun anså for fredeligt. En øde ørken, her kunne der ikke være bosat mange. I længe havde en grå hoppe vandret rundt i ring, eller om end ikke synes det at være en ring i det landskabet var så ensformigt at det næsten kunne drive en ren sjæl til vanvid.
En fremmed duft blandede sig med hendes, ja på nuværende tidspunkt, ligeså fremmede duft. Det fik Euphoria til at stoppe op og lade de ravfarvede øjne spejde rundt i horisonten, for så blot at opdage at den fremmede duft var tættere på end hun troede. I ren chok havde hun nær sat sig, i det han hastigt bakkede bagud, indtil hun fik et nærmere glimt på vedkommende. Den grå hoppe vidste ikke rigtig hvor hun skulle gøre af sig selv, for den fremmedes fremtoning var noget hun aldrig havde set før. Noget for øjnene, kæder der raslede, et under hun ikke havde hørt det noget før, men hun havde været opslugt i sin egen lille verden. En lys lille brummen fandt vej fra hendes brystkasse i det, det lignede at han slet ikke havde set hende, måske hun blot burde daffe af, men noget holdt hende fra at tage halen endnu mere mellem benene og stikke af.

Skridt efter skridt, skred sandet bort under hingstens matgyldne hove. Med hver bevægelse, den evige lyd fra de kæder, der engang havde bundet ham, der engang havde lagt begrænsninger på glemte kræfter.
En fjern lyd fortegnede sig snart til hans virkelighed, og med et sæt vågnede den skimle skabning. Med en voldsom bevægelse, spændte den velformede krop, og synes at kunne lette i et spring hvert øjeblik, før ørene fandt frem til den fremmede sjæl. Lige som ham, fanget i sandet, med en tøvende brummen, og en ganske sigende duft med sig. De mørke næsebor lod sig let udvide, så det værkede let i de lyse ar, og end virkede han ikke til at falde ned.

Sjældent reagerede han så voldsomt på andre - eller blot på noget. Men netop denne pludselige tilsynekomst havde bragt ham ud af fatning. Hans fokus havde været så intenst på sandet under ham, at selv ikke omgivelserne kom i betragtning. At det blot var en hoppe, var en dyb lettelse for den arrede sjæl, og gradvist gled den gennemsigtige, uvæsentlig facade tilbage. Ørene faldt let tilbage, reserveret, men fortsat var det blinde blik rettet imod hoppen. Ikke en direkte afvisning, men heller ikke en invitation.

Euphoria studsede over hans reaktion på hende og hun lagde hovedet let på sned. Det virkede et sted meget lig hende selv, så en voldsom reaktion skræmte hende ikke helt, men havde dog fået hende til at bakke et skridt, mens hun let gumlede. Den gumlen hørte dog hurtig op, mens de ravfarvede øjne gav sig tid til at beskue ham for den ene ende til den anden. Det var et bemærkelsesværdigt syn, en hingst med kæder, lyse ar, og klæder for øjnene. Hun trådte varsomt et skridt frem, mens hun strakte mulen mod ham, for at få endnu et sanseindtryk af ham. Nysgerrig var hun og da denne sjæl ikke virkede til at kunne se hende var det somom at det gav et boost til hendes selvtillid, men samtidigt var hans kropssprog svært at tyde, fordi hun aldrig rigtig havde lært det. Hendes mor havde haft sådan et eksplosivt temperament.

" Hvem.. Er De? "

Lød det stille fra hendes unge lyse stemme, mens hun stadig stod med strakt mule, dog indenfor behørig afstand, for hun skulle ikke nyde noget af eventuelt fjendtlig adfærd. Selvom hun nok normalt allerede var skredet.