Sandbankernes Ocean | Ayin

Sandet var så dybt, at den gyldne hoppe sank i til knæene for hvert skridt hun tog, ned ad den stejle sandklit. Hun var ude nær kysten, og snart ville sandet ebbe ud, blive erstattet af en mere solid flade, for da at ende ud i sandet på stranden. Hun prustede dybt, lettere anstrengt, inden hun slog i en lettere overilet trav det sidste stykke. Ja, hun nærmest gled den sidste meter ned, og da hun endelig var nede i lavere sand, sænkede hun sit gyldne hoved og brummede dybt.
Hun havde vandret længe på Zenobia's sandbanker. Hvorfor? Hun nød det. Nok var hun ikke skabt til at vandre i sandets ocean, men hun nød adspredelsen og nød at komme ud og se nye hjørnet af dette land, som var hendes hjem. Og atter havde ørkenens mysterier optaget hende i ikke blot timer, men en hel dag.

Solen var ved at gå ned over havets hvælving. Den gyldne hoppe var indstillet på, at hun skulle tilbringe natten på denne tilsandede ø, hvilket hun havde det ganske fint med. Og selvom hun havde vandret alene, så havde hun nydt stilheden, roen til at udforske og muligheden for at bearbejde, ikke blot tanker, men også minder.
Snart nåede hun stranden, og her standsede hun op for at beskue de sidste stråler forsvinde over havets blanke overflade.

Selv kunne den mørke hingst ikke sætte fingeren på hvorfor han havde valgt at krydse havet netop i dag. Der var intet specielt der havde bragt ham til at forlade den ø hvorpå han var blevet genfødt - ikke noget han var herre over, i hvert fald. Hans sorte skind var dækket af flager af hvidt salt, der blev skyllet væk når en bølge slog op imod hans krop. Solen var ved at gå ned i horisonten og det lurende tusmørke svøbte alt i et mudret lys, der dog endnu var klart ud over havet. Hans ben arbejdede lydløst under vandets overflade og bragte roligt den mørke skikkelse ind til kysten.

Den mørke Ayin vidste ikke hvilken ø han netop var ankommet til, men det betød så lidt for ham. Han gik hvor hans hove førte ham - hvor skyggerne førte ham. Han havde ikke nær så mange om sig, med sig, som han havde på Foehn, men de slap ham aldrig helt. De klamrede sig til hans krop, tog et lift med ham over havet. Langt om længe mærkede han bund under sine hove og med rolige, næsten langsomme bevægelser vadede han ind til bredden. Det var umuligt for ham at lukke munden helt og som han steg op af vandet, flød saltvand ud fra hans knoglede ansigt. Hans sorte hale var tynd af væde og hans krop var ikke nær så stærk at se på som den engang havde været. Nej, imponerende var han ikke - men man skulle ikke tage fejl af den sorte med det evigt grumme grin.

Hvilende stod hun, imens hendes brune øjne betragtede det farvespil, som gled over himlen da solens stråler forlod den. Nuancer af både orange, pink, røde og blå blandede sig med hinanden over den ellers klare himmel og gjorde hendes omgivelser særligt afdæmpede i belysning. Det var en utroligt smuk aften, og omkring den gyldne hoppe kunne Lysets aura også fornemmes fra den skinnende krystal der hang om hendes hals; indtil en særlig sjæl gik i land på øen.
Krystallen reagerede pludseligt, så pludseligt at den gyldne hoppe af overraskelse trådte et par årvågne skridt til siden og udstødte et sagte fnys. Lyset, som havde skinnet utroligt stærkt, trak sig sammen og var nu knapt synligt samtidig med et velkendt 'stik' i hendes indre føltes. Skygger var her, det var tydeligt - men i hvilken udstrækning var ikke til at vide endnu.

Utrygt over, at hun ikke kunne finde den Skyggesjæl der var på øen med øjnene, lagde hun sine ører en smule. Samtidig i hendes sind, stillede hun straks spørgsmålet: Hvordan kan det være, at de er overalt? Hvordan kunne Skyggerne, som tidligere hun havde været ved Vulkanens ø, nå så langt nu? De var steget i antal, så meget var klart for den gyldne hoppe, og det begyndte efterhånden at gå op for hende, hvor stor en trussel de var.

Hans hove sank i til koderne i det bløde, våde sand. Først da han nåede et stykke op på den brede strand fik sandet en mere fast struktur og holdt ham oppe uden at tillade ham at synke i. De isblå pupiller i hans ellers kulsorte øjenhuler scannede langsomt området. Han kunne ikke se nogen skikkelse med det blotte øje. Havde han været på Foehn havde netværket af skygger fortalt ham om hver eneste bevægelse på hele øen - men her havde han kun få skygger med sig, omend der var nok til at han kunne føle omkring sig. De strakte sig, blev lange, hviskede til ham hvad de så.  Han var ikke alene. Et liv var ham nær, selvom han ikke kunne se denne. Han drejede hovedet en anelse og lagde det på sned da han så noget ude i horisonten. Langs havets kyst, langt nede af stranden.

Han brummede sagte, og hvis han kunne, havde han smilet fælt. Jo. En skikkelse tog form dernede, jo mere han stirrede stift derhen. Med skygger slangende foran ham drejede den sorte hele sin krop og begyndte at gå ned imod den lyse skikkelse. En blanding af blod og betændelse løb ned langs hans kæber og hals, helt ned til hans bringe. Hans sår var ikke helet endnu - om det nogensinde gjorde var endnu uvist. Han var ikke synderligt påvirket af det, for nerverne var så beskadigede i hans ansigt, at han ikke kunne mærke smerten hvis den var der.

Lyset, som havde sanset at noget på denne ø ikke var som det burde, og som havde fortalt Illana at Skygger var på øen, havde ganske ret. Kort efter at den gyldne hoppe havde reageret på den besked hun havde fået fra Lyset's sjæl, fik hun øje på den skyggebærende hest, som befandt sig på sandets ø. Og denne hest, ja, denne hingst, som hun fik lagt øjne på, overskred alt hun i hendes fantasi - eller mareridt - nogensinde havde forestillet sig at skulle se.
En hingst kom imod hende, sort som kul og med øjne så blå som havets klare vand. Men de blå øjne, som hingsten besad, sad skjult i et hult kranie som lå blottet for både pels, hud og muskler. Fra hingstens kæber, der hvor hans kranie blev blotlagt, dryppede misfarvet væske af blod og puds, som var det et sår i betændelse - et, som aldrig var helet.
Hun var lige ved at gå bagover, sætte sig på bagparten, af ren og skær forskrækkelse.

Han nærmede sig skridt for skridt, og alt imens han gjorde, var den gyldne hoppe som frosset. Sandet havde taget sit greb om hende og hver muskel hun besad var spændt til bristepunktet, men hun turde ikke vende ryggen til dette levende mareridt, som hun havde lagt øjne på. Og imens han nærmede sig, tikkede sekunderne smertefuldt af sted.
Hun genkaldte sig de mareridt hun havde haft. De, som havde drevet hende til at vandre hvileløst om natten uden hvile. Hendes mareridt om de levende Skygger, som hun havde erfaret fandtes i denne verden. Hun fnøs højlydt, inden hendes krop begyndte at skælve som følger af adrenalinen der pumpede i hendes krampagtige muskler. Og først til sidst, da hingsten blot var små 10 meter fra hende, rejste hun sig i panik på bagben med et hyl, som aldrig var hørt fra den gyldne hoppe før. Panikken var tydelig; og ræd det var hun, for det væsen der var på vej imod hende.