Home sweet home | Nymfen

Det var længe siden Seyé sidst havde været hjemme og inden for flokkens grænser. Han havde fået rejsefeber og havde strejfet vidt og bredt på de forskellig øer, selvom han langtfra havde set alt. Selvom han følte at han havde set meget, havde han kun opholdt sig på tre af øerne. Alligevel havde han nu fået sin portion af oplevelser og specielt én havde brændt sig fast. Han havde mødt en skygge. Ganske vidst vidste han ikke at det var det hesten var - en skygge - men det havde været en skræmmende oplevelse. Endnu kunne han slet ikke forstå at en hest kunne se sådan ud, uden kød og hud i ansigtet. Hvordan kunne den leve? Han gøs ved tanken, og følte en varm følelse af glæde da han krydsede grænsen til flokkens territorie. Nu var han for alvor hjemme og følte sig straks mere sikker.

Han bevægede sig langs en smal sti der hastigt førte ham til områdets hjerte. Det var en lille flok, og han regnede ikke med at møde nogen. I hvert fald ikke dem alle. Måske ville hans mor være der? Han følte et lille stik af savn da han så sin mor for sit indre blik. Han måtte snart opsøge hende.
Han fortsatte frem over en lille eng. Det var en eng han kendte godt, for her var han vokset op. Han smilede svagt da han genkendte det træ han og hans mor havde skjult sig under i vinters da sneen var for meget. Med et mageligt suk stillede han sig hen under træets brede grene og løftede blikket op til de let gullige efterårsblade. Tænk at vinteren var på vej endnu engang.

En nymfe sneg sig rundt i flokkens midte. En sort nymfe, med ben der var grållige som hendes faders aftegn. En nymfe, som ikke var set mange steder i landet, end flokkens grænser. En nymfe, som dag for dag lignede en hoppe mere og mere, om end hendes skikkelse endnu bar præg af hendes meget unge alder.
Hun fnøs sagte, alt imens hun luntede roligt af sted. Hun kendte dette område ud og ind efterhånden, og havde tit været forbi dette træ, som den sorte hoppe med prikkerne sov under. Hun havde engang, for længe siden, overfaldet hendes søn her, og fordi den unge hoppe ikke så mange ud over flokkens medlemmer, havde hun håbet at støde på ham igen - men længe havde han været væk. Denne efterårsdag var dog anderledes, for da hun afslappet luntede op bag træet, sansede hun ham - og så ham. Hans krop fyldte langt mere end sidst hun havde set ham, han var blevet langt mere hvid - og hornet i panden var umuligt at overse. Hun stoppede op, endnu mellem træet imellem dem og studsede et øjeblik med kæmpe øjne. Derpå lagde hun sine ører og med et piget skrig sprang hun om på den anden side af træet og bragede direkte ind i hans bagpart. På en måde troede hun ikke, at det faktisk var ham, men derimod en fremmed. Og alligevel var hun stensikker på, at det var den samme grå, som hun havde sloges med sidst. Han havde bare forandret sig så meget.

Han blev mildest talt overrasket. Meget havde han oplevet på sine rejser, meget havde formet ham og dannet ham - men intet af det havde forberedt ham på at møde Nymfen igen. Han sprang frem med et hvin der fik en lidt for tøset, lys klang til at han helt kunne opretholde sin værdighed. Hvem, hvad, hvor? Den hvide svang hastigt den store krop rundt og sænkede uden at tænke over det hovedet truende imod den fremmede bag ham. Hornet var vokset meget e sidste par måneder - det var blevet dobbelt så stort og spidsen var allerede sylespids. Han havde før forvaret sig med hornet og det faldt ham naturligt at rette det imod det der angreb ham. Et mørkt glimt var at spore i hans blik. Et mørke er kom af livserfaring og oplevelser der havde haget sig fast. Han var ikke længere den lille uskyldige Seyé - han havde set ting ingen andre havde.

Han fnøs hårdt af den fremmede sorte skikkelse. Kun da han rettede blikket imod den sortes øjne, gik det op for ham at han kendte... hende. Det var jo.. Han hævede hovedet igen og stirrede et øjeblik på hoppen. Så stor hun var blevet! Så faldt et smil over hans læber. Med lynfart kom minderne væltende til ham. Han huskede deres leg og deres kampe. Det føltes som uendelig lang tid siden.

Den kraftfulde hingst, som han var blevet til, sprang overrasket frem da hun ramlede ind i hans bagdel; og det hvin, som forlod hans strube, fik meget kort den unge hoppe til at slå en latter an; men ligeså pludseligt hendes stemme brød frem, lige så pludseligt blev hun tavs. Han drejede nemlig om sig selv og rettede hans sylespidse horn lige imod hende - og med ørerne i nakken, forskrækket, stivnede hun.
Det blik, som hun mødte fra den unge hingst, varslede et øjeblik om mørke fornemmelser, som den sorte nymfe aldrig havde kendt til før.

Hun kunne dog ånde lettet op, for i det samme den næsten hvide hingst fik set ordentlig efter, var det som om han genkendte hende. Han rettede hovedet en anelse op, og det smil der faldt over hans læber, kaldte nærmest den unge hoppes ører frem og med det samme blev hendes udtryk direkte kampklar, flirtende og stædigt igen. Hun brummede hoppet inden hun rakte mulen hilsende frem imod den hvide hingst; men man skulle være på vagt, overfor den sorte hoppe med de grå ben. Hendes sind rummede en masse lunefulde hjørner, som kun hun selv kendte til.

Selvom han endnu ikke var færdig udvokset, var han uden tvivl blevet større og stærkere - noget han af og til glemte at tænkte på når han bevægede sig omkring, specialt fordi han stadig, inderst inde, var et føl der bare gerne ville lege og nyde livet uden bekymringer. Det var et karaktertræk han nok ikke ville miste. Men trods alt var han også vokset i sind og han kunne i langt større grad tænke og opføre sig ældre end sidste gang de to sjæle havde set hinanden. Han vippede skyldbevidst ørerne en smule bagud - det var nær endt galt for hans veninde. Han var stadig ved at vende sig til hornets pludselige dobbelte længde, for det havde fået vokseværk på det seneste. Han kunne ikke sætte tal på hvor mange gange gange han havde spiddet et træ, jorden, siddet fast i buskadset... Han havde endda skrabet sig selv et par gange, og vidste udmærket hvor skarpt hans horn var.

Han rettede blikket imod hende endnu engang, og blev mødt af det udtryk han kendte så godt. Ha, hun lignede stadig sig selv - med undtagen... det flirtende udtryk var nyt og han reagerede på det med at sende et skævt, charmerende smil til hende. De blå øjne glimtede imod hende med en kæk gnist som hendes mule nærmede sig hans.

Hendes mule nærmest sneg sig nærmere; overvejede hver en millimeter som den flyttede sig nærmere. Hun holdt øje med ham, øje med hver enkelt lille bevægelse han måtte gøre sig. Hun var klar til at springe, hvis han valgte at stikke hornet imod hende igen - og hun var næsten så opslugt af, at holde øje med hans bevægelser, at hun ikke så hans charmerende smil, som han svarede igen med. Dog, så snart hun fik øje på det, bredte smilet sig øjeblikkeligt om hendes egen mule igen; mindst lige så flirtende og charmerende som før.
Snart rørtes deres muler, og meget intenst udspilede hun sine næsebor for at indfange hans særlige dufte. De minder, som væltede over hende ved genkendelsen af hans særlige, hingstede duft, var alle glade og sorgløse. Minder som hun et øjeblik ville ønske hun kunne springe tilbage i og opleve igen.
Med et lille prust trak hun lidt efter mulen til sig igen og rankede sig op foran ham - i stor kontrast til hans brede krop var hun spinkel og feminin. Hun hævede sin lange, slanke hals og lod sine ører vendes frem imod ham.

,,Du har gemt dig godt.. "

Sagde hun da, med den vante udfordrende tone, som lå til den unge hoppe. Nok lignede hun en hoppe, som holdt sig til at danse som så mange andre - men under overfladen gemte der sig en kæmper af statur med enhver anden hingst. Anderledes var hun nok på det punkt; men med de forældre hun nu engang havde, ville det næsten være underligt hvis hun var født danser frem for kæmper.