Et gensyn (Ivory)

(Voksen)

Belial var blevet voksen nu. Sådan for alvor. Han var endnu stadig meget ung, og nok alt for ung til man for alvor kunne sige han var blevet tør bag ørene. Den før usammenhængende plag krop var vokset op til en stor, lidt kraftig, muskuløs hingst. Han var ikke længere klodset, ikke længere så naiv. Stadig uviden.
Der var sket meget igennem den unge hingsts liv, han havde oplevet mange besynderlige og måske for mange uforklarlige ting. Han havde haft en noget anderledes opvækst end de fleste, og også det der havde mærket ham. I manges øjne, for ikke at sige de fleste, ville den nu flotte hingst anses som underlig. Kærlighed forstår han ikke, og han forstår ikke andres hilsner, normer og slet ikke den verden de lever i.
Den sidste tid af Belials ungdum havde han brugt på at lukke munden helt i. Han havde ikke brudt sig om at tale, og var først begyndt at bruge få ord da han kom til det første år som plag. Han havde forsøgt den gang at tale så lidt som muligt, men nu- det var yderst sjældent men hørte et ord fra ham. Faktisk så sjældent man skulle tro den næsten helt hvide hingst var blevet stum. I stedet var han blevet mere fysisk. Han havde været det en del som føl og som plag, gået over andres grænser- ikke fordi han vidste det, men fordi han troede på det var normalt. Nærgående kunne man kalde ham og uden sans for personlig rum. Hans forhold med hans broder havde været fysisk, jo større Belial var blevet jo voldsommere var deres leg blevet og nu var det helt brutalt.
Belial havde gjort dumme ting, nogen mere dumme, men kun en så dum at han nok kunne fortryde det nu. Et barnligt og naivt og meget dumt ønske om hovskæg. Det var ikke sådan at Belial ikke var glad for det lange hår der prydede hans ben smukt, det klædte ham og havde gjort hans krops bygning meget mere ædel at se på. Men det havde kostet ham dyrt og en fejl han nok resten af sit liv kunne forsøge at rode bod på.

Belial var blevet en flot hingst, prægtig- men kunne han lave om på sit ønske ville han gøre det. Prisen han skulle betale havde været simpel, men det som det havde kostet hans broder. Belial stod sin bror i stor gæld. Og uden tøven ville han gøre hvad han kan for at hjælpe, med hvad han den røde Lupë kunne bede ham om. Ingen tvivl. Havde det ikke været for Lupë, havde Belial ikke stået her den dag i dag. Den gang havde Belial ikke helt forstået det, han forstod ikke ret meget den gang, og der var rigtig mange ting han endnu ikke forstod, men døden, han var jo egentlig ikke blevet bange, jo han havde da ikke lyst til at dø, men han havde været mere desperat efter at få det hovskæg, han som lille havde forgudet. Så latterligt. Mindet om sit barnlige og naive ønske fik et skævt, svagt smil til at tegne sig over den spraglede mule.

Med lange skridt, fyrrige skridt bevægede Belial sig med stor smidighed igennem græsset tæt ved kysten. Belial var ikke nær så tæt på vulkanen som han plejede. Siden hans ungdoms fejl, har han haft flere dage hvor han bevægede sig længere ud på øen.
Han havde det meste af sin barndom været på denne ø, og nu som voksen havde han ikke besynderlige planer om at skulle forlade den heller. Hvorfor skulle han, alt han behøvede var her. Han behøvede ikke drage ud i den verden, der så mange gange havde skræmt ham som lille. Belial synes stadig den var underlig, men ikke nær så uhyggelig som da han var mindre. Farverne, de mange lyde og de mange dyr brød han sig stadig ikke om. Hopperne der imod. Belial huskede på da hans broder havde lært ham om hopperne. Han havde været for ung til at forstå det den gang, men nu delte han sin broders begejstring for disse skabninger. Faktisk kunne han rigtig godt lide dem- der var desværre ikke så mange her. Der var hans egen moder, men på den måde ville han aldrig kunne se på hende- sådan galt det vel egentlig nok alle hopperne i broderskabet, også selvom der ikke var så mange. De var en slags familie og familie tænkte man ikke på, på den måde. Det var i hvert fald forkert.

Bag den lange pandelok spejdede de brune øjne omkring. Han søgte ikke noget bestemt, og alligevel. Selvom det nu var lang tid siden hans følgesven havde forladt ham, og den underlige sløret, gennemsigtige skikkelse havde vist sig for ham, så han ofte efter dem alligevel. Han søgte dem. Den mystiske skikkelse havde kun vidst sig for ham den ene gang, den ene gang han var blevet væk som lille. Hun havde guidet ham hjem- det havde ikke været fordi han havde været langt væk, han havde stadig været på Foehn, han anede bare ikke selv den gang hvor. Mindet var ikke så tydeligt, som Belial gerne ville have det til at være, men det var der, og de var en af dem han huskede allerbedst fra da han var yngst- mange andre minder var forduftet, men mange af de dage havde lignet hinanden, så nok var der ikke så meget at huske på. Belial ville næsten give, og virkelig også kun næsten give hvad som helst for at møde denne skikkelse igen- hun fandtes, det vidste han. Hun var lige så virkelig som ham, men hvad havde hun egentlig været. Det var noget af det Belial gerne ville vide, men mest af alt tilbringe en dag med dette mystiske væsen. Han huskede han kunne lide hende. I hans verden havde hun været normal, og hun havde fået ham til at føle sig tryg.
Belial savnede dog mere end noget andet sin følgesven. Havde skyggen blevet hos ham efter hans var fyldt et år, havde han måske ikke begået et dumt ønske. Den havde guidet ham i stedet, hjulpet ham, måske endda talt ham til fornuft. Han havde virkelig følt at hans følgesven havde været en del af ham. Han havde en idé om hvordan han kunne få den tilbage. Kunne han, var nok mere spørgsmålet. Han kendte ikke så meget til broderskabet, faktisk havde han stået en del uden for- det meste han havde opfanget var når han som lille havde overhørt noget, smug lyttet eller belastet sin moder. Han havde smug lyttet en del som lille, det havde været svær at lade være. Det var jo altid lidt interessant, at høre hvad de voksne snakkede om.

Ak selvom Belial på mange måder ud ad til så ud til at være voksen- blevet voksen var han nu lidt af en drenge røv. I hvert fald var den unge klodset plag vokset op til en selvsikker hingst. Ingen tvivl i det, sådan som har bar sig frem, og han sparede da ikke på at spille lidt med musklerne- ikke for at imponere gud og en hver, men fordi han vidste han var ganske stærk, og den del kunne han faktisk rigtig godt lide.
Drengerøvs siden havde han ikke fra sin moder, og egentlig kendte han jo heller ikke til sin fader- faktisk vidste Belial endnu ikke at han fandtes, eller hvordan han på sin hvis var kommet til, han havde kun haft sin moder- nej hans drengerøvs side havde han taget efter Lupë, som han ofte havde forsøgt at efterligne. Mange gange uden held, da han var yngre- men nu, ja nu kunne han måle sig med sin ældre broder. Han var ikke lige så høj som sin broder, og heller ikke nær så slank. Det sted de mindende mest om hinanden udseende mæssigt var hoved, de havde begge arvet deres moders mere kantede træk, og ja muskelmassen. Musklerne kom mest af de utallige kampe de havde haft. De havde haft deres ture, og det havde da givet en stor fordel. Allerede som plag havde Belial af sin alder, været noget stærkere og haft mere muskel masse end de fleste på hans alder. Faktisk havde han kunne muskkel mæssigt kunne måle sig med flere voksne hingste- erfaring ikke. På det punkt havde han ville tape hvis han havde lagt sig ud med de andre. Mest også fordi de hingste han havde mødt, havde haft nogle lidt andre kneb at kunne bruge en hvad Belial kunne. Han huskede stadig hvordan han havde oplevet smerte fra sin mave, fra sine ribben da han som yngre havde mødt en af hingstene fra broderskabet. Han havde den gang ikke forstået hvad der var sket, og stadig ville han ikke kunne forklare det, han vidste dog at hans ribben havde været brækket den gang, og det kunne stadig anes en smule, i hvert fald hvis man så godt efter.
Selvfølgelig havde smerten ikke som sådan påvirket ham, fra en meget ung alder havde Belial sat smerte sammen med kærlighed- han havde oplevet det sådan. Smerte virkede på ham som en god ting- og noget af det der nok gjorde det mest vanskeligt at omgåes andre. Lupë havde da gjort sit for at lære ham bedre- lære ham at der var mere. Belial havde dog ikke den gang forstået det, og forstod det heller ikke. Faktisk anså den næsten helt hvide hingst, stadig sin bror for at være sær, men trods det, var hans bror noget af det bedste han havde.

Belial gik ofte fordybet i sine egne tanker. Dog var han ikke væk, han havde godt styr på hvad der foregik omkring ham. Han lod sig ikke sådan overraske. Han brød sig ikke på den måde at blive overvældet, overrasket, der ved holdt han en hvis fokus på omgivelserne. Nogle overraskelser kunne Belial godt lide- udfordringer kunne han godt lide. Han var ikke bleg for at tage dem og han ville nok forsøge sig igen og igen og igen- en hvis stædighed har han da. Belial er ikke typen der blot giver op, i hvert fald ikke uden en god kamp. Det var nok også derfor at tanken om andre heste, heste udefra ikke skræmte ham helt så meget- og så fordi det var der han ville kunne finde hopperne. Det var i hvert fald hvad han havde lært af Lupë, men også selv erfaret. Godt nok havde han ikke rigtig mødt nogen, den gang havde det jo ikke været så spændende. Når Belial tænkte sig om, havde han kun mødt to. En plettet hoppe omtrent hans egen alder- kedelig og uhøflig i hans øjne; en udfordring. Så var der den askegrå hoppe. Hun snakkede for meget, men hun mindede ham om Lupë, så hun var nogen lunde. Han kunne nok godt holde ud at støde på hende igen- det havde været hende der i første omgang havde fortalt Belial om Rumpelstiltskin, hun havde godt fortalt ham, at han skulle holde sig der fra- men den gang lyttede han ikke til den del. Han var stået af da hun fortalte om magi og at han opfyldte ønsker. Belial bebrejdede hende ikke- hun havde jo advaret ham. Nej, han bebrejdede sig selv. Der var kun ham selv til at tage skylden for det.

De mandelformede øre var tilbagevendt. De lå ikke i nakken som hans moders gjorde, men han havde nok meget af sin holdning fra hende. Hans øjne var dog ikke helt tomme som hendes, men de var blevet en del mere lukket end da han var yngre. Belial var blevet en del mere indelukket, reserveret kunne man også sige. Måske en anelse bange. Han havde som lille været bange for flere ting, dog ikke dem der ville for andre være normale at være bange for.
Atter spejdede Belials brune øjne rundt. Stadig søgte han ikke noget bestemt, men han holdt nu som før også øje med om hans følgesven skulle dukke op. Men nej, der var ikke noget spor af skyggen, og det tætteste han kom på sin følgesven var igennem Volin og hans skygger. Hans følgesven ville ikke komme tilbage- det havde den unge hingst set i øjne flere gange, men han håbede stadig. Ønskede. Alt havde været nemmere den gang.
Nej, i stedet var det et helt andet syn han fik øje på. Det store hoved blev løftet højere op, nakken en anelse knejst. Han lod ikke noget vrinsk lyde, i stedet holdt han sit blik fast.

Et Gensyn
______________________________

"When I was sixteen my senses fooled me - thought gasoline was on my clothes."

Hvorfor det lige var Foehn der skulle være den første ø Ivory tog hen til som en voksen hoppe, var egentlig ikke til at sige. Måske var det en del af det der med at hendes moder havde fortalt hende præcis hvad hun ikke skulle gøre, men nu var Sneungen voksen og kunne sagtens gøre det. Eller, det var i hvert fald hvad hun selv mente, og nok ikke hvad alle andre ville. Allerede nu var hendes lille eventyr en hel del hårdere end hun havde regnet med – det havde været sommer de andregange hun havde svømmet frem og tilbage, og hun havde undervurderet oktobers kulde. Så da hun krøb i land på den askeklædte ø, Foehn, var det rystende af kulde.

Synet var meget anderledes end noget hun nogensinde havde beskuet før i hendes liv. Det var et twist fra alt det grønne og rene hun var vant til. Den tørre jord var dækket af fin sort aske, som hvirvlede op når man gik på den, og lagde sig i svælget, farvede hendes hvide pels sort. Det var en smule uhyggeligt. Himlen over hende var rødlig, sikkert grundet det besynderlige bjerg der var sat på midten af den usædvanlige ø. Hun kiggede nysgerrigt hen på den, så på lyset der strømmede ud fra åbningen. Måbende betragtede hun det. Et lysende bjerg? Det var jo umuligt. Hvilke mærkelige væsner holdt til sådan et underligt sted?

Pludselig slog det hende – måske var der en grund til at Mitis havde advaret hende mod at komme her. Og hvis der skete noget med hende var der bogstavelig talt ingen kære mor – den grå hoppe var frygteligt langt væk, og Ivory var ligeså voksen som hende, om end ikke i sjæl, så i sind. Rystende af kulde, og måske også af skræk, begyndte Sneungen at gå rundt langs kysten. Hun ville ikke kunne klare turen hjem nu, og dette sted var også lidt for spændende til at tage hjem fra lige med det samme, selvom Ivory var frygteligt bange for hvad der gemte sig her. Hvad kunne der dog være?

Jo, et genkendeligt ansigt var der – det var omvendthesten! Først lyste den unge hoppes ansigt op. Det var skønt at hun ikke var helt alene her, mellem alt det underlige og ukendte, og hun kendte da den hvide hingst en smule. Men så stoppede hun op. Han var jo blevet stor. Ligeså stor som hende. En smule måbende stod hun blot, og betragtede ham på afstand. Hun var selv blevet smuk, ingen tvivl om det, skønt hun ikke havde arvet al sin mors elegance og skønhed. Hun lignede sin far mere, og hun var kraftigere bygget end sin moder, skønt ikke ligeså meget som sin far. Hendes man mindede om Chromes, lang, tofarvet og krøllende nedover hendes skulder. Og trods alt dette kunne være mere end nok, kunne hun ikke lade være med at føle sig en smule klumpet og måske endda grim i forhold til omvendthesten. Han var muskuløst bygget, langt mere end hun havde husket det, og noget hovskæg hun ikke mente at have prydet ham før, faldt nu smukt ud over hans hove. Det var tydeligt at han ikke lignede sin bror, men smuk var han da. Ivory var i syv sind om hun skulle nærme sig – hun vidste ikke helt om det ville blive for svært at snakke med ham.


____________________________________________________________________

Wordcount: 560

Den nu store hvide hingst stoppede for alvor op. Det hans blik havde fanget var en fremmede på øen, men ikke helt for ham. De mange pletter ville man aldrig glemme. Men den prikkede var ikke lille mere, hun var som ham blevet stor. Voksen, i hvert fald. Som Belial gjorde meget i, stirrede han, og han stirrede ret intens på hende. Hendes man var blevet lang og krøllet. Han havde aldrig aldrig tænkt over hvordan hun så ud udover de mange prikker. Hun var blevet en flot hoppe. Meget, og ganske bebetaget over hans udsigt brummede Belial og et drenget smil kunne svagt tydes på hans spraglede mule.
Med halv lange skridt bevægede han sig imod den plettede. Belial havde glemt hendes navn, men det var der ikke som sådan noget nyt i, han havde i den lang tid haft travlt med at rede sig egen røv og forsøge at rette båd på alt de problemer han havde skabt for sig selv.
Hvad lavede den plettede her? Hun hørte jo ikke til på denne askefyldte ø. Hun passede ikke ind her. Ikke det gjorde den unge hingst noget- af de mange han kunne have stødt på, var det rart med et bare lidt velkendt ansigt- selvom dette ansigt nu var blevet større.

Belial stoppede ikke på afstand som de fleste ville gøre- af respekt. Nej han gik helt hen til hende, så tæt på at han nemt kunne røre hende. Med et mere hingstet brum bed han hende. Den unge hingst havde ikke lært- trods han var blevet voksen, at det ikke var sådan man hilste.
På udseendes fronten var flere ting ændret med alderen, muskelmæssig en hel del- så var der hovskægget; men på være måde var han godt og grundig stadig den samme uvidne hingst.

Et Gensyn
______________________________

"All you have is your fire, and where you need to reach."

Hun behøvede ikke at tænke ret meget over hvad hun ville gøre, for nu kom den hvide – hvad var det han hed – Belial, hen imod hende. Hun troede han ville stoppe på afstand, men han blev ved med at flytte sig hen imod dem til der ikke var ret langt imellem dem. Hun stirrede en smule overrasket ind i hans brune øjne, forbavset over den pludselige vending det hele allerede nu havde taget. Hun kunne høre hans åndedrag, ja, selv mærke varmen fra hans krop der allerede var tæt på hendes.

Og så blev magien brudt, da et velrettet bid blev rettet mod hende. Belial var ikke slap, og smerten kom fuldstændig bag på hende. Et vredt hvin forlod hendes strube, inden hun sprag tilbage med ørerne helt nede i nakken. Hun fnøs vredt, med de gyldne øjne rettet mod hans. Hvad havde han gang i? Hun havde ingenting gjort ham, men alligevel skulle han bare komme og bide? Det var bare overhovedet ikke sådan det fungerede, men det vidste han åbenbart ikke. Sikke en idiot.
”Hvad laver du dog?”
Spurgte hun, hendes stemme var rasende. Hun kunne stadig mærke smerten hvor han havde bidt hende, men det var ikke så slemt længere. Men bare faktummet at han havde bidt hende med vilje var simpelthen ikke til at godtage. Nej, nogen ting var bare for gode til at være sandt, og dette var et af dem. Øv!


____________________________________________________________________

Wordcount: 237

Belial fjernede ikke de brune øjne fra hendes. Da hun efter hans bid hvinede og nærmest sprang væk fra ham hævede Belial hoved op og de mandelformede øre blev vippet ud til siden. Tilsyneladende forvirret over hendes reaktion på hans hilsen. De fleste igen, men hun blev fornærmet- måske ovenikøbet også sur.
Hun var en af de mærkelige? Det havde Belial glemt. Han havde jo heller ikke lige frem mødt hende ret mange gange, og det var alligevel et år, måske lidt mere måske lidt mindre siden han så hende sidst.

Måske ville hun bare ikke have ham i nærheden, siden hun ikke tog imod hilsen- eller hilste igen. Hvilket de fleste faktisk gjorde. De bed igen eller snappede ud efter ham når han hilste.
Forsøgende, men ikke tøvende gik Belial hen til hende igen. Det var ikke helt så mange skridt der skulle til, og ganske snart stod han atter meget tæt på hende, også tættere hvad almen høflighed var. Belial prøvede sig ad med en spørgende brummen og stadig ørene vippet ud til siden. Det var tydeligt i hans brune øjne han følte sig lidt snydt over hun ikke ønskede hilse på ham. De brune øjne, som han havde arvet efter sin moder, var stik modsat hendes- fyldt med liv og varme- men nu afspejlede de også tydeligvis den forvirring han følte.
Nu hvor han stod så tæt på hende kunne han dufte det salte vand hang i hendes pels- hun var endnu våd. Hun var lige kommet! Hvilket rettede ham tilbage til sit tideligere spørgsmål i tankerne; Hvad lavede hun overhoved her.

Et Gensyn
______________________________

Ivory var ikke en hoppe der bare skred sin vej, og for at være ærlig var hun nok også en smule bange for at være alene. Selvom denne Belial bed og ikke talte så meget, så vidste hun i det mindste hvem han var – noget hun ikke kunne sige om noget andet på denne her ø. Hun var ikke overrasket over hans manglende reaktion på hendes ord, da det var sjældent hun havde hørt ham sige noget. Det var end ikke sikkert at han nogensinde ville lære det, sådan rigtigt. Men i hvert fald gik hun ikke væk, og bakkede heller ikke da han endnu engang stillede sig hen ved hende. Denne gang kom der ingen bid, men en forvirret brummen. Det kunne hun vel godtage, hvis det hans måde at hilse på, så hun brummede også, let og feminint. Hun undlod at tale – det var ikke besværet værd med ham, selvom der var mange ting hun gerne ville vide. Han virkede som om dette sted var hvor han holdt til, og hun selv vidste ingenting om denne mærkelige ø. Han ville sikkert have en masse information som hun ikke kendte selv, og hun ville ønske at hun bare kunne spørge ind til det. Dog frygtede hun at hun ingen svar ville få, og at hendes spørgsmål blot ville hænge stille i luften mellem dem. En luft der i dette øjeblik summede af stille elektricitet.

____________________________________________________________________

Wordcount: 235

Hun flyttede sig ikke denne gang. Det var godt. Belial forstod heller ikke hvorfor hun havde gjort det første gang. Nå ja, pyt- i det mindste gentog det sig jo ikke.
Hun duftede godt selvom hun lugtede af havet, men ikke kun. Han huskede hende slet ikke til at være så betagende. Den gang fyldte det så heller ikke så meget i hans hoved, det var kun hans broder- han havde nu også været ældre end ham jo og længere fremme i udviklingen. Den hvide hingst forstod udemærket godt nu, hvad det var Lupë havde forsøgt at lære ham, den gang han mødte den plettede for første gang.

Hun brummede tilbage til ham, som han havde gjort til hende, blot hendes røst var langt fra lige så dyb og maskulin, tvært imod! Hvilket nok også var godt, taget i betrækning af hun nu altså var en hoppe. Hun sagde ikke noget. Det kom næsten bag på Belial, der havde vendet sig til alle andre- efter hans mening, snakkede på livet løs. Ud over den sorte skygge hingst- han var ret præcis når han talte og talte i korte sætninger.

Næsten modvilligt flyttede Belial blikket fra den plettede, og så ind imod vulkanen. Hun burde ikke være her, det burde hun virkelig ikke. Og specielt ikke nu hvor moder var... ja som hun nu var for tiden, og havde været det længe.
Belial brummede igen, denne gang skubbede han hende lidt hårdere end han burde, men ikke så hårdt hun ville vælte omkuld. Det var der jo bestemt ingen grund til, og specielt ikke nu hvor han ville have hende til at følge med- så skulle jo helst blive på sine ben.
Den store hvide hingst begyndte at gå væk fra hvor han egentlig var kommet fra, før han rettede kursen imod skoven. Dog inden han forsatte der, stoppede han kort op, bare for at være sikker på den prikkede var fulgt med- ellers måtte han skubbe hende igen.

Et Gensyn
______________________________

Ivory vidste slet ikke hvad han tænkte på, og det var nok egentlig naturligt nok – hun var jo ikke magisk eller noget. Men alligevel lignede det at tusind tanker gik igennem den hvide Belials hoved, og Sneungen kunne godt tænke sig at vide hvad det var for tanker. Når han nu ikke brød sig om at tale. Det syntes hun stadig var meget underligt – selv elskede hun at tale! Pludselig puffede han hårdt til hende. Ikke så hårdt at hun væltede, men hun vaklede et par skridt til siden, før hun endnu fik styr på sine ben. Hvad skulle det til for? Han begyndte at gå. Hun regnede sig næste frem til at hun skulle følge med, selvom det var en lidt usædvanlig måde at vise det på. Men så igen, var Belial heller ikke den mest sædvanlige hest, og det havde hun fundet ud af for længst. Hun havde det stadig lidt svært med det, men det var vel bedre at være lidt speciel end at være som alle andre, ikke sandt?

Hun trippede stille efter ham, og kiggede overrasket rundt på alt det underlige der var omkring dem. Nej, hun blev simpelthen nødt til at spørge hvad dette var for et underligt sted!
”Hvad er det her sted? Mor siger at jeg ikke skulle tage her hen, men nu er jeg voksen så jeg kan gøre hvad jeg vil. Men hvad er det der er så farligt?”
Spørgsmålene væltede simpelthen ud, men det var altså også virkelig mærkværdigt.


____________________________________________________________________

Wordcount: 250

Hun fulgte med! Det var en god ting, det var jo det der var meningen. Hun burde i hvert fald ikke stå så plottet i det humør moder var i. Jovist var der langt til vulkanen, men man vidste aldrig helt med den hvide skyggehoppe.
Nu hvor Belial var sikker på den plettede fulgte med bevægede han sig selv fremad igen. Han ville ned bag ved skoven, ned til søen- der var moder aldrig. Eller Belial havde i hvert fald ikke set hende der før.
Helt så langt ned nået de slet ikke før den plettede spurgte hvad det var for et sted.

Farligt? Her var jo overhoved ikke farligt! Tvært imod alle de andre øer var ubehagelige og skræmmende. Den unge hingst synes dog ikke det var helt så uhyggeligt mere, som han havde synes det var da han var lille.

"Hjem.. Ikke farligt."

Hakkede Belial igennem ordende. Han gjorde det kort. Modsat til den plettede der snakkede i lange sætninger. Han lyttede, hvert et ord fik han med. Han var blevet ret god til det med at høre hvad andre sagde, men høre efter, det er en helt anden ting.
Hvor havde hendes moder fået dette sted til at være farligt henne af? Det farligste Belial havde mødt var den røde hingst- slangen. Han var farlig og dum! Belial hadede ham. Han havde løjet og snydt, og selv den dag i dag skammede han sig over nogen sinde at have tænkt på at gå til ham, for slet ikke tale om hvor meget han skammede sig over at være gået til ham! Han havde været dum, ung og naiv. Han var langt fra lige så naiv nu.

Belial vendte rundt for at se på den plettede, han så uforstående på hende. Han forstod simpelthen ikke. Denne ø var hjem. Her var trygt og her passede man på hinanden. Belial var dog ikke helt i kridthuset endnu, ikke efter hans fejl. Men de var her stadig og de var hans familie.

Et Gensyn
______________________________

Det var egentlig en smule naivt af hende at hun bare fulgte Belial, uden overhovedet at vide hvor de var på vej hen, på et helt fremmed og måske endda også farligt sted. Men så igen – han var den eneste Ivory kendte dette mærkværdige sted, og selvom han ikke sagde så meget, så var det dejligt at der var nogen hun havde mødt før på denne fremmede ø.
Hun var lidt overrasket over at høre vaskeægte ord komme ud af den hvide hingsts mund, men hun skulle ikke brokke sig. Det var faktisk ganske godt at han sagde noget. Hvis bare det kunne blive en vane. Hun fnes let over hans svar. Det var søreme en detaljeret beskrivelse af øen, men hvad kunne man egentlig forvente? Hun trissede blot videre, uden at kommentere yderligere på det. Men nu vidste hun i det mindste at dette var hvor han boede, hans hjem, så det var altid noget. Det var godt at finde ud af informationer om andre, det havde hun lært, især dem der sjældent sagde noget. Ja, det var en sjældenhed at finde ud af noget nyt om Belial, så det var jo godt. Ja, viden om andre var godt, det havde Ivory lige bestemt.


____________________________________________________________________

Wordcount: 205

Der kom ikke umiddelbart noget ud af den plettede der understreget hvorfor hendes moder havde fortalt hende at dette var et farligt sted, og den unge hingst var ikke lige frem en der spurgte ind til det, så han lod det ligge, eller ikke helt. Han gik med det i tankerne stadig, for han forstod virkelig ikke hvorfor. Han havde boet her i tre år, og ikke mødt noget farligt på denne ø.¨

Belial forsat, så langt var der heller ikke, og måske var det også langt nok væk nu, de var så tæt på skoven. Belial havde i hvert fald aldrig set sin moder her nede, hun var altid tæt ved vulkanen eller i den halvdel af øen.
Belial stoppede op, her måtte altså være fint, for i en hurtig bevægelse at vende sig rundt med fronten imod Ivory. Han gjorde det yderst elegant, specielt i forhold til hvor klodset han havde været som føl. Motorrikken havde han fået styr på- hvor stærk han var kontra andre var så ikke helt på plads. Hingstet brummede han før han rettede sig op- lige som den sorte skyggehingst havde lært ham at han skulle. Han skulle være ret og se stolt og ædel ud i sin udstråling. Han måtte ikke sjaske sammen- uanset hvilket humør han var i.

Et gensyn
______________________________

Ivory havde ingen idé om hvor de var på vej hen, eller hvorfor de overhovedet var på vej et sted hen. Hun havde syntes at kysten var fin nok, for at være ærlig. Hun havde jo ikke tænkt sig at blive her på øen ret længe, hun ville bare have været der mindst en gang inden hun selv blev gammel og knotten og bange for at tage herhen.
”Min mor siger her er farligt fordi der er sådan nogle skygger. Men jeg syntes ikke skygger er så farlige – jeg har selv en, og den gør mig ingenting. Og jeg har da ikke set flere skygger end normalt her på egnen.”
Sagde hun ud i luften, både til sig selv og Belial. Hun kastede et blik op på bjerget. Orh, det var simpelthen så sejt. Mon Belial tit var derhenne? Måske ville han tage hende med derhen. Hun ville nemlig gerne se det flammende bjerg tæt på, for det var en for sej mulighed at lade gå til spilde. Hun lagde godt mærke til at han vendte sig om, sågar brummede, men vulkanen havde al hendes opmærksomhed. Hun sendte den hvide hingst et legende blik, inden hun satte i løb på vej hen imod vulkanen. Hvem kunne komme først? Ivory løb alt hvad hun kunne – hun skulle bare vinde!


____________________________________________________________________

Wordcount: 218

Belial himlede med øjne- ikke så meget af den plettede, men mere af hvad hendes moder havde bildt hende ind. Skyggerne var bestemt ikke farlige. Det mente Belial i hvert fald ikke, men dette skyldes nok mest at han var vokset op i blandt dem, hos dem. De var en del af moder og resten af broderskabet. De var vel næsten en del af ham, selvom han ikke var en af dem. Han vidste godt han skyldte dem for sin brøler, Belial havde så sandelig også tænkt sig at gøre det hele godt igen.

"Ik.. sådan.. skygge."

Mumlede han og kiggede ned på hendes skygge. Nej de skygger der var tale om var anderledes. Måske han skulle vise hende dem? Nej! Ikke mens moder var i så dårligt humør. Men måske var hun her ikke lige nu? Sandsynligheden var lille, den hvide skyggehoppe forlad sjældent øen.

Og pludselig var den plettede væk!
Belial spærrede øjne op, hun havde rykket sig hurtigt og imod vulkanen! Shit! Hvad hvis moder var der? Hun var stadig gal. Det vidste Belial der selv havde holdt en smule afstand til skyggehoppen der havde givet ham liv.
Det tog ikke Belial lang tid at sætte efter den plettede- og det tog ham heller ikke lang tid at nå op på siden af hende. Der var fart på. Belial famlede ud efter en tot af hendes lange man, hvis han kunne få fat og rykke i den, kunne han måske for hende til at stoppe op. Belial synes bestemt det var en dårlig idé at nærme sig flokken. Selv var han jo ikke lige frem i kridthuset endnu- og hvad hvis de ikke brød sig om den plettede var her? Belial vidste det ikke var alle der var lige velkommen.

Et Gensyn
______________________________

Ivory mente simpelthen ikke at hun havde tid til at høre på Belials ævl – eller, ævl kunne man jo ikke sige det var. Det var sjældent at han overhovedet sagde noget. Hun kunne høre en sagte mumlen bag sig, men det var vidst før at han fik øje på at hun allerede havde sat i løb. De tofarvede hove dundrede imod den askedækkede jord, inden hun mærkede et hårdt ryk i hendes man. Det var selvfølgelig den hvide som febrilsk forsøgte at få hende til at stoppe. Hvorfor dog det? Det var jo bare hyggeligt at løbe lidt.
”Hey, giv dog slip!”
Råbte hun, men stadig med et smil om læberne. Hun blev ved med at løbe, men slog samtidig vildt med hovedet for at få ham til at holde op med at bide. Suk, han bed jo også hele tiden. Han var jo også en omvendthest, så det var måske forståeligt nok. Det røde bjerg nærmede sig med forsvindende hastighed, og Ivory kunne ikke vente med at se hvad der var derhenne. Det så jo vildt spændende ud, og hvad der var spændende skulle undersøges.


____________________________________________________________________

Wordcount: 186

Belial brummede utilfreds over den plettede ikke stoppede da han fik fat i hendes man. Forstod hun da ikke? Den unge hingst vidste godt at den plettede hoppe ikke lige frem var normal- ikke forhold til Belials standart, men hun kunne da heller ikke være helt dum. Da manrykning ikke virkede for Belial valgte han andre metoder, han satte selv farten op, nok til at overhale hende et stykke for han brød ind foran hende, vendte siden til i det han bremsede op. Det var hårdt at stoppe så brat op, men Belial havde nok muskler at stå imod med og han endte ikke på mulen- hvilken hen helt klart ville have gjort da han var yngre.