Post by Deleted on Oct 13, 2015 7:24:55 GMT 1
For længe siden var der en hoppe, hvis sind havde været nyt og sart, klar til at modtage de mange forskellige følelser og oplæringer, et nyt sind havde brug for. Dengang havde hun været et lille føl, der var rent af sind og hjerte, klar til at møde verden med åbne arme og en bred nysgerrighed. Den nysgerrighed og de åbne arme, var dog blevet lukket og slukket allerede i en tidlig alder.
Det lille føl, var ikke længere et lille føl. I stedet var hun en voksen hoppe, der selv havde givet liv til et føl for længe siden, men dette føl var ikke længere at finde. Denne hoppe havde oplevet mange ting igennem sit liv; også ting hun for alt i verden gerne ville have været foruden. Men det var nu engang som det var… Og tiden kunne ikke ændres.
Asira bevægede sig afsted igennem skoven, som hun som regel altid gjorde. Det var sjældent at hun bare stod stille, og kiggede rundt, lyttede til de lyde der evt var at høre; for den ro havde hun bare ikke opnået endnu, den grå hoppe. Hun vandrede afsted med rolige skridt, der dog i denne omgang ikke var forhastede eller beslutsomme; de var uden mål, og derfor slentrede hun nok mere eller mindre afsted. De grå øre var som vant vippet bagud imod hendes sorte man, for at fortælle udefrakommende at hun ikke ønskede deres selskab – i hvert fald ikke alles. Hun var meget misforstået, og det havde hun altid været. Og lige netop dette, havde skabt en hoppe der konstant søgte ensomheden, fordi det var mest trygt og knapt så forvirrende.
Hun standsede, da hun nåede den bæk, som hun for længe siden havde snublet ned i. Hun havde ligget der, i det iskolde vand, og tænkt over om det måske var bedst bare at sige farvel til hele livet, og bare give slip. Men hun havde ikke gjort det, af uforklarlige årsager. Måske var det bare hendes stædighed der havde givet hende skubbet til at rejse sig dengang, eller også var det noget andet. Hun lod sine mørke øjne stirre ned i det blanke vand, der var forholdsvis dybt, fordi de kolde måneder var ved at komme. Hun brummede i en kort tone, og jokkede nogle skridt bagud, mens hun udstødte et kortvarigt ’hyl’ over sig selv, ved mindet. Hun virrede med hovedet, og brummede i en fyrig tone, mens hun slog det ene forben imod jorden, så hendes sorte hov larmede ned imod den mosede bund. Hun havde bestemt genfundet noget af sig selv, efter at have set Taia, som en anden skikkelse, et spøgelse; men der var stadig meget lang vej. For ensomheden var stadig det hun søgte, og ikke selskab.
Det lille føl, var ikke længere et lille føl. I stedet var hun en voksen hoppe, der selv havde givet liv til et føl for længe siden, men dette føl var ikke længere at finde. Denne hoppe havde oplevet mange ting igennem sit liv; også ting hun for alt i verden gerne ville have været foruden. Men det var nu engang som det var… Og tiden kunne ikke ændres.
Asira bevægede sig afsted igennem skoven, som hun som regel altid gjorde. Det var sjældent at hun bare stod stille, og kiggede rundt, lyttede til de lyde der evt var at høre; for den ro havde hun bare ikke opnået endnu, den grå hoppe. Hun vandrede afsted med rolige skridt, der dog i denne omgang ikke var forhastede eller beslutsomme; de var uden mål, og derfor slentrede hun nok mere eller mindre afsted. De grå øre var som vant vippet bagud imod hendes sorte man, for at fortælle udefrakommende at hun ikke ønskede deres selskab – i hvert fald ikke alles. Hun var meget misforstået, og det havde hun altid været. Og lige netop dette, havde skabt en hoppe der konstant søgte ensomheden, fordi det var mest trygt og knapt så forvirrende.
Hun standsede, da hun nåede den bæk, som hun for længe siden havde snublet ned i. Hun havde ligget der, i det iskolde vand, og tænkt over om det måske var bedst bare at sige farvel til hele livet, og bare give slip. Men hun havde ikke gjort det, af uforklarlige årsager. Måske var det bare hendes stædighed der havde givet hende skubbet til at rejse sig dengang, eller også var det noget andet. Hun lod sine mørke øjne stirre ned i det blanke vand, der var forholdsvis dybt, fordi de kolde måneder var ved at komme. Hun brummede i en kort tone, og jokkede nogle skridt bagud, mens hun udstødte et kortvarigt ’hyl’ over sig selv, ved mindet. Hun virrede med hovedet, og brummede i en fyrig tone, mens hun slog det ene forben imod jorden, så hendes sorte hov larmede ned imod den mosede bund. Hun havde bestemt genfundet noget af sig selv, efter at have set Taia, som en anden skikkelse, et spøgelse; men der var stadig meget lang vej. For ensomheden var stadig det hun søgte, og ikke selskab.
