Autumn [Lupë]

Euphoria havde denne efterårsmorgen vandret ud på kanten af flokkens område og stod nu og så udover engen som stadig var våd af morgenduggen. Omkring hende lå blade i alle efterårets farver på jorden efter at have taget deres sidste åndedræt. Omgivet af død, men bladenes død var noget så smukt. Ironisk. Den grå hoppe slog et par dvaske slag med den lange tykke sorte hale, inden hun mimrede svagt med den lyserøde mule, inden hun smaskede en anelse. Det havde ikke været længe siden hun var vågnet og var derfor stadig en anelse døsig. Morgenluften omklamrede hende, sammen med duften af hende selv, den var gennemtrængende i disse tider, men hun vidste ikke så meget af det, for det var trods alt ikke noget hun havde lært meget om.
I sin søgen på noget mere aktivt at lave lod hun nu blikket glide over engen atter engang for at se om der var noget spændende at se. Måske Nymfen var kommet tilbage?

Vinteren var mere eller mindre ovre, mens der var sket meget for den unge hingst. Han var ikke mere i Aljun, ikke mere i sikkerhed på aske Øen hos skyggehestene. Nej, han var i tryghed når han var omkring flokken Teylar. Jovist havde Illana godt sagt til ham at han var mere end velkommen, men endnu havde han stadig forholdt sig i nærheden af sin far.. i bjergende.

Nysgerrigheden havde dog efterhånden alligevel båret ham på vej, for den unge, fuldvoksne, muskuløse og selvsikre hingst befandt sig ikke længere på Enophis, men på Leventera. Selvom det strålede ud af ham hvor selvsikker og fattet han var, måtte han alligevel siges at være mere vågen efter at have forladt sine trygge rammer. Stolt og rankt, bar' hans bløde bevægelser ham på vej, mens hele hans holdning af natur så rejst og majestætisk ud. Græsset under ham gav stadig knase lyde fra sig, her i morgen frosten.

Det var mere eller mindre lidt overraskende, da et andet individ fangede hans to forskelligt farvede øjne. En feminin skikkelse som så sig ud over engen, næsten som om det søgte noget?

Stille betragtede han opmærksomt sjælen på afstand, mens han stille vippede nysgerrigt og lyttende ørerne. Stille slog han en blød, charmerende og varm brummen op, før han trådte lidt frem i de affjedrende og dansende bevægelser. Han spændte let i nakken, før han stoppede sine trin lidt pludseligt.

Det jo hende!

Straks gik det op for ham hvem det var! Det var jo hende han havde mødt sammen med sin far i bjergende... Hende han faktisk aldrig havde fået et navn på?