Frustrationer (Apeiron)

Den næsten helt hvide hoppe trippede rundt. Hun bevægede sig i den samme cirkelende form- frem og tilbage. Hun trampede en anelse i jorden imens den lyse hale piskede frustreret bag hende. Lige nu var den hvide skygge hoppe en tikkende bombe.. en uden lunte, der blot ventede på at gå af. Der skete for meget i hendes indre til hun kunne finde ud af at håndtere det, og lige nu var der ingen omkring hende der fortjente at mærke hendes frustationer. Ingen af hendes sønner var her lige nu- hvilket nok var godt nok. Der var andre på øen, men ingen af dem var den hun i virkeligheden søgte. Hun søgte den brogede hoppe. Den der havde lagt hende i dette helved. En lille ubetydelig hoppe. Den brogede havde snydt og bedraget hende. Myth hadede det!
Hun fnyste hårdt og stirrede tomt frem for sig. Hun var gal, hun var irriteret, hun var i smerte, hun var skuffet..... alle de følelser. Den hvide kunne ikke rumme dem. Et hyl af et vrinsk lod hun lyde fra sig af ren frustration.

Frustrationer
______________________________

Den skimlede hingst var atter vendt tilbage til den askebeklædte ø. Hvad han havde i sinde at udrette her, var han ikke engang selv klar over. Han brød sig jo faktisk slet ikke om dette sted, så hvorfor var han overhovedet vendt tilbage hertil? Han kunne ikke selv svare på det spørgsmål, men alligevel var der et eller andet i luften, der havde draget ham til at tage svømmeturen gennem det iskolde vand og hen til askeøen.
Han trådte op på bredden og rystede sig adskillige gange, så han kunne få så meget af det kolde vand ud af pelsen som muligt. Han skuttede sig og hostede rallende. Han havde revet sig en slem forkølelse denne vinter, så at svømme igennem havet i denne tilstand havde ikke ligefrem været et fornuftigt valg. Luften var allerede tyk af støv og aske, der klæbede sig fast til hans våde pels. Han afskyede det, men alligevel måtte han indrømme, at det i denne situation faktisk var ganske rart. Asken havde en varmende effekt på hans krop, og i det hele taget havde øen et meget varmere klima end resten af landet, så lige nu var det et skønt sted at befinde sig. Der var ej heller noget sne her, da varmen fra vulkanen spredte sig over hele øen og gjorde det umuligt for frosten at lægge sig. Et lille smil prydede hans mørke mule. Måske ville det alligevel være rimelig fornuftigt for hans forkølelse at opholde sig her.

Han satte frem i en hurtig trav og bevægede sig længere ind på øen. Hans tempo var højt og hans bevægelser ivrige, da han gerne ville tørre så hurtigt som muligt. Asken fløj omkring ham, da hans hove hvirvlede det op fra jorden i et hurtigt tempo. Han mærkede allerede, hvordan han fik varmen, og i ren iver og glæde slog han ud med bagbenene i et højt bukkespring, inden han satte af sted i en fuld galop. Han drønede igennem landskabet med en sky af aske og støv hvirvlende omkring sig.
Han havde løbet sådan i dét, der føltes som flere timer, inden hans forkølelse begyndte at brokke sig. Støvet og asken havde sat sig i hans næsebor, og han måtte stoppe helt op og hoste og hakke for at få det ud. Sveden drev ad ham, og han trak vejret i hurtige, forpustede stød. Det føltes som om, at asken var trængt ned i hans lunger, hvilket fik ham til at hoste gentagende gange med rallende lyde, der kom helt nede fra lungerne og var temmelig smertefuldt. Han lukkede øjnene i og stønnede sammenbidt. Hvorfor havde han dog trigget sin sygdom på denne måde og udsat sig selv for dette helvede?

Han fortsatte med at hoste og hakke, men snart gik det op for ham, at han ikke var alene. Et hylende vrinsk gav genlyd i hans ører, og forskrækket rejste han hovedet og så frem for sig. En hvidlig hoppe cirklede omkring i hidsige bevægelser og fnøs arrigt ud i luften. Hun var tydeligvis vred og mindede ham om en tikkende bombe, der kunne eksplodere hvert øjeblik. Han lagde usikkert ørerne i nakken. Havde hun mon fået øje på ham? Hun kunne vel ikke finde på at angribe ham, når han befandt sig i denne tilstand - kunne hun vel? Han var ærlig talt ikke overbevist, for hun så godt nok ud til at befinde sig i et stadie, hvor hun så fuldstændig rødt og var klar til at nedlægge alle, hun så på sin vej. Han sendte en usikker brummen i hendes retning og placerede sit hoved i en underdanig stilling. Forhåbentlig ville hun ikke se ham som en trussel eller provokation.
____________________________________________________________________

Wordcount: 611

Kort efter den hvide skygge hoppe havde udsendt sit vrinsk opfangede hun at hun ikke var alene. Hun var aldrig rigtig alene, men denne gang var det ikke kun skyggerne der holdt hende ved selskab. En fremmede var nær. En fremmede der ikke hørte til her.
Myth trykkede de mandelformede øre i nakken og med tomt sort blik stirrede hun direkte over på den fremmede hingst. Han var i hendes hoved bestemt ikke velkommen her. Ikke lige nu. Ikke i dag, aldrig- eller sådan føltes det for den hvide hoppe. Hun ville ikke have fremmede her! Den sidst fremmede hun havde stødt på her, havde ødelagt hende, dem. Sat dem i et ren helved.

Uden videre stampede skyggehoppen direkte imod hingsten, og trods han underdanig stilling, sendte hun alligevel et sæt tænder efter ham og slog ud med benet. Han skulle ikke tro han skulle have lov at være her og slet ikke i nærheden af hende. Myth slog arrigt med halen, fuldkommen lige glad med at lugten af brunst stod ud til alle sider når hun gjorde det.

Han krympede sig usikkert sammen, da den hvidlige hoppe fik øje på ham og stirrede lige ind i hans sjæl med et tomt, sort blik. Han mærkede kuldegysningerne glide igennem sin krop. Der var et eller andet underligt og virkelig uhyggeligt ved denne hoppe. Han havde aldrig set en som hende før... Og det var bestemt ikke ment på en god måde.
Uden videre begyndte hun pludselig at skridte direkte imod ham med trampende, dominerende bevægelser. Han gumlede underkastende ud i luften og vippede usikkert ørerne ud til siden. Hvad havde hun mon tænkt sig at gøre ved ham? Hun så ikke just venlig ud...

Det viste han sig da også at have ret i. For til trods for hans meget underdanige stilling, trådte hun direkte hen til ham, satte tænderne i ham og sparkede ud efter ham. Han hvinede forskrækket op og bakkede flere meter bagud. Her stod han og ømmede sig lidt, mens han holdt øje med hende med skræmte øjne. Hun havde plantet et fint tandsæt i hans skulder, og en lille flænge havde tegnet sig på hans bringe, hvor hoven havde snittet. Han trykkede ubehageligt halen ind mod sin bagpart og blev ved med at smaske underkastende ud i luften, mens han krympede sig sammen og gjorde sig så lille og underdanig som overhovedet muligt.
„Vær sød ikke at gøre mig noget... Jeg er ikke nogen trussel," peb han.