We march, but where.. || Trine

Time: 18:30

Date: 28/12 2015

Weather: Mørkt, stjerneklart. 

---

"Oh sweet child, won't you amuse me before I consume your tender flesh...?"


Et sæt lange, sandfarvede ben, der syntes en smule skimle, da farven vandrede fra mørke til lyse sandfarver. En vej af hov aftryk viste verdenen, at den store hingst var her, at han levede... Han savnede endnu hans eget skind. Dette var så stramt, som var han kravlet ind i en grotte hvor der ingen plads var. Han havde ikke set skyggen af et andet væsen i flere måneder. Det sidste væsen han så var en mørk hingst, dog han håbede at møde den hest igen.. Han virkede interessant, han skulle nok kunne underholde ham, indtil han fandt noget bedre at tage sig til. Aka Manah havde fået bedre styr på sine ben og bevægelser nu, hvilket gjorde at han følte sig mere selvsikker, selvom hans indre stadig var i et konstant kaos. Hviskende stemmer flød sammen og blev til en sø af uforståeligt bladder. Dog han var nu begyndt at længes efter selskab.. Nætterne blev længere og han savnede de besøg han plejede at få fra sine tilbeder fra bjergets fod. Han savnede de forvirrede udtryk i hans besøgendes ansigt, som han stillede dem den ene gåde efter den anden for blot at give dem et ønske. De færreste vidste at hvis de ej svarede korrekt ville de blive stillet en ny gåde, en lettere, men overgav også deres liv. Og hvem der så end var involdveret..  Et svagt pres meldte sig i den ene side af hovedet. En hovedpine ville det betyde for de fleste, men her.. Her betød, det at en af hans køre rumboere gerne ville strække benene lidt. Aka Manah var ikke vild med det, han kendte dem ikke.. Og han nød at være i højsædet. Lyset havde sagt de burde ændre deres leveveje, men pfft! Det var ligemeget, først skulle de lære at leve sammen, hvilket virkede som en mere eller mindre uoverkommelig opgave i øjeblikket.. Sneen hang i små klumper i enden af hans mørke hale og om koderne. Sneen var let, men under den var der både sne og is, der truede med at lade ham falde og slå sig gul og blå over det hele. De grå hove var fyldt med sne, men det hindrede ham ikke helt så meget, som det kunne have gjort. 

Den røde hoppe bevægede sig endnu engang afsted på øen Enophis. Sneen klædte stadig øerne i landet, med undtagelse af den sandede ørken ø Zenobia. Sneen og frosten kom dog overhovedet ikke bag på den røde hoppe; for det var hende der havde drejet årstidernes hjul, og dermed hidkaldt vinterens hvide sne og kulde, da tiden var inde til dette. Hun besad en magi, fordi hun var vogter, og hendes opgave var også at dreje dette hjul hver gang en årstid skulle hidkaldes, og den gamle forsvinde for nu. Hun vidste derfor altid hvornår hun skulle søge til bjerget igen, og dreje dette hjul; og om ikke mange uger, skulle det endnu engang drejes, så foråret kunne hidkaldes, frem for vinteren.

Hun gik afsted med rolige skridt, der var sirlige og nærmest kærtegnende imod den frosne jord, der dog var blød at bevæge sig på, grundet det fjerlette lag sne der lå her. I enden af hendes hale hang sneen fast i spidserne, fordi hun ’slæbte’ den en smule i sneen; men det var dog ej det eneste sted der var sne. For i hendes man og resten af halen, dryssede der små og friske snefnug ned hele tiden; de levede nemlig i hendes man, ligesom blomsterne i mangen gjorde, og de grønne rangler der snoede sig op og ned af hendes ben, samt de to forårs blade ved hendes koder. Ak ja, hvert eneste årstid var repræsenteret på hendes krop; sommer, efterår, vinter og forår. Alt dette levede på hende, fordi hun var en vogter af landet. Og de døde ikke hen. Snefnuggene forblev der også, selv når sommerens stråler tog til.

Armonias brune og varme øjne hvilede rundt i det åvne område som hun bevægede sig i. Natten havde taget over, og stjernerne blinkede klart oppe fra himlen, hvilket også betød at frosten var mere hidsig denne nat. En sky forlod hele tiden hendes næsebor når hun pustede ud, fordi frosten gjorde luften kold og klar. Hun brummede i nogle varme og lyse toner, lavmeldt, for ej at vække de der eventuelt var gået til ro. Lyden af hovslag ramte dog hendes sensitive øre, og da rettede hun blikket op og fremad. Derude i horisonten, kom en sjæl gående, alene. Den røde hoppe standsede, og lod ørene glide frem imod ham, inden hun lod et hilsende og dog lavmeldt vrinsk falde i hans retning – mon han ønskede hendes selskab denne stjerneklare nat?

Nok var det kold, men hingsten var ligeså frisk som den klare luft. Han havde bevæget sig i en god rum tid uden at høre andet end sine egne hove mod sneen, hans åndedræt og vinterens stilhed. Men så blandede et lavmælt vrinsk sig og han løftede let hovedet og hans øjne fangede en rød hoppe længere fremme.  Han lettede let med forbenene, inden han friskt sprang frem og travede mod den fremmede hoppe. En selvtillid og skyggen af hans tidligere styrke kunne let ses i hans gang. Som han kom nærmere blev han mødt af et besynderligt syn og en ligeså besynderlig duft. Han havde ikke ligefrem mødt mange af disse hoppe, mens de var i brunst, men det havde aldrig interesseret ham synderlig meget, hvis han ikke huskede forkert, så havde han engang opfyldt en stakkel sjæls ønske om at blive af med et føl. Så det var vel ikke noget godt? Han prustede kort for at klare sine næsebor for den snigende duft, der dog syntes at pille ved hans tanker.. eller instinkter. Han var ikke helt klar over hvad det var, men han var ikke interesseret i dette, han var mere interesseret, måske næsten fascineret, af det syn hun tilbød ham. Over hende var der en nærmest en vag duft af sommer varme, men også forår og efterår. Han stoppede ikke før, at han kunne stå mule mod mule med den fremmede røde. Hans brune øjne løb over hendes ansigt, hang kort ved hendes øjne, inden han let slog med hovedet op mod himmelen med et lavmælt, hingstet hvin. Han havde fundet selskab! Han havde fundet nogen han kunne sætte sine klør i. Hingsten tog en rundtur om hende og stoppede på hendes side med hans hoved udfra hendes. Hvor besynderligt! Hun havde planter groende op af benene og i man og hale! Halen blev kort svirpet op om bagparten, inden et lavt brum forlod hans strube og med et blidt puf  mod hoppens mule udgjorde den første del af hans hilsen.

"Godaften, lille spire.. "

 Stemmen var dækket af en blid, sød og charmerende klang, der dog var en anelse i overkanten og dækkede over en langt dybere og mørkere stemme. Han satte frem i en kort trav og travede frem for at vende rundt og stå ansigt til ansigt med den røde, lille spire. De mørke øjne studerede igen hendes ansigt med stør nysgerrighed, som han forsøgte at finde ud af hvordan og hvorledes hun kunne være dækket i friske planter her midt om vinteren. Tanken om, at hun kunne have magi og derved hjælpe ham med at komme fri af dette fængsel sneg sig ind i baghovedet, men til at starte med vendte han det mest logiske i hans tanker. "Må man spørge hvorfor De spire, som et frø i forår?" 

Hun var standset let op, for at betragte den skabning hun før havde hilst på i natten, med et lavmeldt og imødekommende vrinsk. Men om han ville respondere på hendes hilsen og invitation om at mødes, det kunne den røde hoppe ej vide. Men længe gik der ikke, før hun kunne se han rejste sig let på bagbenene, og slog frem i en fyrig, letbenet og maskulin trav i hendes retning. Armonia rettede sig svagt op, med et smil der var varmt og venligt over hendes mule, mens hun holdt blikket i hans retning. Langsomt gled hovedet på sned, inden hun slog et forben en smule iltert frem foran sig, og virrede energisk med sit feminine hoved, og brummede i nogle lyse toner henvendt til ham. Nok var den røde naturhoppe meget rolig og harmonisk af natur og i sit indre; men engang imellem slog den lille energiske hoppe til, og det kom gerne når hun blev ekstra glad i sit indre; og det var hun lige nu, for hun havde fundet selskab for denne aften.
Han kom hende nærmere og nærmere, og den røde hoppe rettede si krop, så hun stod med en imødekommende holdning, med retningen af ham, med sit ansigt. Han kom tæt på, så tæt at deres muler kunne røre hinanden; og dette fik hende til at brumme varmt og blidt, inden hun svagt mimrede med mulen, fordi hans mulehår svagt kildrede hendes næsebor. Hans øjne hvilede i hende, og derefter slog han hovedet op ad, og udstødte et lavmeldt og hingstet vrinsk. Dette fik hende til at smile let og roligt, inden hun brummede lyst og varmt tilbage til ham som svar.
Han bevægede sig rundt om hende, og stoppede derefter ved hendes side, så deres hoveder var i selvsamme retning af hinandens, inden han lod et puf ramme imod hendes mule, som var det hans hilsen lige, derefter efterfulgt af en mundtlig hilsen.

,,Godaften, fremmede nattevandre”

Besvarede hun med en varm stemme, der bestemt var imødekommende og rolig.
Han satte derefter pludselig frem i trav, væk fra hende, men blot nogle meter, hvorefter han vendte rundt og travede tilbage, for at standse foran hende, så de stod ansigt til ansigt med hinanden. Han var bestemt energisk; men dette var den røde Armonia vant til – for det var mange af hendes bekendtskaber i dette land. Hun mimrede svagt med sin mulespids, inden hun lod hovedet glide på sned, ved hans næste spørgsmål; men hun forstod skam godt hans undren.

,,En gave er blevet mig givet i dette land – en gave der har pyntet mig som nu. Hele tiden blomstrer disse blomster og rangler – men ej blomstrer jeg kun; for i manen og halen lever snefnuggene også året rundt.”

Hun rystede sin krop, for at vise dette sjældne syn, og dette fik hendes man til at bevæge sig, og dermed dryssede små fine snefnug ned, i en lind strøm. Hun smilede varmt over det, og kiggede derefter på ham, betragtende, for at se hans reaktion på det hun lige havde vist ham. Mon han blev skræmt?

Nok var den brunlige hingst ikke alles kop te, når han først kom frem til om han ville lade dem føre et fredeligt liv, men en ting var sikkert og det var, at han mødte alle med den samme åbne og friske attitude.. Selvom den attitude af og til blev sat i en yderst uhyggelig og væmmelig kontekst, han havde mødt alle hans ofre med dette venlige smil og snoede de fleste om hans hov, indtil han ikke kunne bruge dem længere..  Denne hoppe virkede dog til at gengælde hans energi og hilste ham med et hav af venlige brum. Hun virkede til at have et godt liv, en god fornemmelse med sig selv og dem hun omgav sig med. Hm, hvilken skam det ville være, hvis hun skulle ende med at ligge under hans hove.. Dog han måtte næsten stoppe op og debatere hvorvidt det ville klæde den røde hoppe at vride sig si smerte eller løbe med angst og frygt i kroppen.. Han havde set mange i begge tilstande, men han havde også set nogen i lykkelige og ganske fredelige situationer.. Det var skam ikke alle der var blevet slagtet som får, fordi de ikke kunne over holde et eneste lille, bitte løfte og svare på det forbandet spørgsmål! Han fnøs kort blot ved tanken, men de brune øjne glimtede let med den charmerende og dog kølige tone. Hingsten, eller monsteret, her kunne sagtens tage tingene stille og roligt, men han var en anelse frembrusende og nærgående. Ligemeget hvilken krop ham besad.. 
Han lyttede opmærksomt til hendes ord, som hun forklarede hvordan at landet havde givet hende en gave. En gave? Betød det så, at han også kunne få en gave? Han elskede gaver og overraskelser ! Hans hoved gled let på sned, som han tænkende så på hoppen. Han skulle akkurat til at svare, da hun demonstrerede hendes gave for ham. 
Han stod et kort øjeblik uden ord. Fascineret. Hvor smukt. Hun glimtede som var hun omgivet af tusinde af stjerner, små hvide stjerner.. Han tog et skridt frem og rørte let ved hendes man. Den var kold, men det var som om den stadig var varm nok til at holde liv i planterne, desuden var den blød.. Lige til er ligge hovedet op af og blot nyde følelsen af at ligge på noget lig en sky. Han pustede let til hende, inden han trak hovedet til sig og et let smil gled over hans mule. 
"Hvor smukt! De siger en gave, er det sådan noget landet giver ud tit?" 

Han lagde ikke låg på, at han var fascineret og nysgerrig. Han havde dog en helt anden gave i tankerne, da han spurgte ind til det, han ønskede en gave, ja, men han ønskede gaven til at vende tilbage til sit mørke, tilbage til sin egen krop og tilbage til den han var før, den sjæleædende, ønskeånd han var.. 

Hun stod ganske roligt på sine ben, og lod blot sin opmærksomhed ligge hos den lyse farvede hingst, som hun havde fået selskab af denne nat. Armonia elskede selskab, og hun holdte bestemt af ikke at være alene. Hun var det man kunne kalde for en ’selskabs papegøje’, trods hun stadig kunne lide at vandre alene med sine tanker i ny og næ – blot ikke for tit. Det så ud til at den fremmede hingst lyttede ganske intenst til de ord hun før havde udtalt om sin gave fra dette land, som hun var blevet skænket i sin tid. En nysgerrighed var bestemt at spore i hingstens øjne; men hvem ville dog ikke være nysgerrig, hvis de mødte en med dette udseende, der var en anelse anderledes fra mange andres i dette land. Nogle mødte hende bestemt også med stor skepsis og undren, og en enkelt havde mødt hende med afsky og vrede; men alle disse ting forstod hun godt. For de var bestemt berettiget til alle disse måder at reagere på, for alle havde de forskellige sind, og tilstande i deres hjerter og hjerner. Så hun forstod dem godt. Dog ønskede hun, at hun ikke endnu engang skulle mødes med foragt og vrede; en gang havde bestemt været nok for hende.
Han tog sin mule imod hendes man, hvor han pressede mulen svagt ind imod det tykke og bløde lag hård, hvor blomsterne leveded deres eget liv. Han pustede til det, og trak hovedet til sig, inden han talte med et smil over mulen. Armonia lyttede, og da ordene var færdige, lod hun et smil falde på hendes mule, inden hun strakte mulen frem, og nippede imod hans skulder. Hun trak mulen til sig igen, og lod ordene flyde og fylde stilheden.

,,Det er ej noget der ofte sker dette land. Vi er kun ganske få der har fået disse gaver skænket – det er noget man.. skal være den rigtige til. Fortjene det”

Forklarede hun, med rolige og varme toner, mens hun kort nikkede lidt af det hun selv sagde, for at understrege det. For de havde jo hver især gjort sig fortjent det, på helt forskellige måder. Alle havde de fået en begrundelse for hvorfor de var valgt; men mest af alt fordi de havde hjertet med sig i deres levevej.