[Frex] In need of company.

In need of company
______________________________

Den gråskimlede hingst havde holdt sig for sig selv det sidste lange stykke tid. Andromeda havde været lidt dødt hen over vinteren, og det var han egentlig ganske tilfreds med - det passede ham glimrende ikke at skulle forholde sig til nye selskaber hele tiden. Han kunne dog efterhånden godt mærke på sig selv, at han var ved at blive lidt ensom. Han havde aldrig troet, at sådanne tanker skulle komme fra ham af, men hans eget selskab var ved at drive ham til vanvid - han trængte til nye input. Han forstod ikke, hvad der var sket med øen det sidste stykke tid, men alle heste havde været som forsvundet fra jordens overflade; som om de var gået i vinterhi. Han havde i hvert fald ikke oplevet nogen synderlige tegn på liv de sidste par måneder - men måske havde han bare ikke opholdt sig de rigtige steder? I starten havde han været ganske glad for det, men han måtte indrømme, at det var begyndt at være lidt uhyggeligt. Andromeda var et stort land, når man sådan opholdt sig som den eneste hest i omgivelserne. Derfor var han begyndt at hænge meget ud på Chibale. Den var mindre end de andre øer og havde generelt bare en god stemning over sig.

Denne formiddag bevægede han sig ned over en lille eng. Rimfrosten knaste under hans hove, og varmen fra hans åndedræt kunne ses i den kolde luft foran ham. Alt omkring ham var hvidt, selvom der endnu ikke var faldet meget sne - men det lille lag samt alt frosten var alligevel nok til at bade landet i et hvidt, helt eventyrligt landskab. Apeiron var ikke en udpræget fan af vinter og kulde, selvom han da måtte indrømme, at det på en dag som denne var ganske kønt. Han var en lettere spinkel hingst, der ikke satte meget vinterpels; men selv han havde da fået et lille, vamset lag på sin krop. Han skridtede langsomt ned over engen og nippede lidt til de få græstotter, der kunne spottes under sneen en gang imellem. Efter at have vandret ensomt rundt endnu en dag, valgte han nu at prøve lykken. Han rejste hovedet og spejdede ud over området. Han befandt sig på en lille bakketop, hvor man kunne se et godt stykke forude. Han vibrerede med de sorte næsebor, inden han lod et højt og kaldende vrinsk give genlyd ud over området. Han havde aldrig før været så desperat, at han decideret kaldte efter selskab - men desperate tider kræver desperate handlinger.
____________________________________________________________________

Tag:  Solani

In need of company
_________________________________

Vinteren falmede langsomt bort bag sorte grene og fugtig muldjord, der nænsomt kyssede de mørkegrå hove der bar Solani rundt på Andromedas vidtstrakte arealer. Ensomheden hang over hende som en skygge og havde gjort det længe – vogtende og skinger som en måges skrig over det oprørte hav der omgav øerne. Vinteren havde formørket landet, samt bragt rust over metalhjertets evige banken, imens den unge hoppes afkom ingensteds var at finde. Der var ej længere stolthed at finde over Solanis før magtfulde skikkelse, som var blevet formindsket og nu næsten forsvandt som støv i den vage vind der susede i de dunede ører. Situationen virkede næsten tragisk, nu hvor hun intet sted havde at kalde et hjem, intet sted at søge ly for en evig storm der var at finde i hendes sind. Hun forstod hvorfor Andromedas sjæle oftest søgte en side, for det var i sandhed en forvirrende opgave at balancere på en hjemmelavet linje imellem det rigtige, og det man ønskede. Især hvis disse to var blandet frygteligt sammen i et limbo der var umuligt at finde ud af igen. De glædesløse øjne søgte op fra jordens bladdækkede overflade, da et skingert vrinsk lød i vinterens stadige kolde luft – et vrinsk hun ikke kendte, men som hun søgte at finde ud af hvem tilhørte. Det var som om at Andromedas beboere var forsvundet ned igennem jorden, klædt i frost over vinteren. Ikke en sjæl havde været at finde, og dette var det første tegn på andet liv end hendes eget hun havde hørt i umindelige tider. Hun lod et vrinsk runge mellem træernes melankolsk mørkebrune stammer for at signalere at den fremmede ej var alene længere.
___________________________________________________________________________

Wordcount: 277