Believe me - or not [Deianira]

Den sorte skyggehingst havde alt for længe været passiv. Alt for længe havde han bare forholdt sig i ro, tæt ved vulkanens buldren, hvor han ikke havde bevæget sig væk fra, medmindre han søgte at slukke tørsten eller sulten. Men det var slut nu. Tiden ville nok snart være inde. Snart ville han skulle gøre noget, som mange ikke ville kunne tilgive. Snart ville de se hans sande jeg. Se, hvordan hans indre sjæl handlede. Hvad den søgte. Hvad den higede efter. Blod. Vrede. Tab. Ja, tiden var snart inde. Men ingen ville vide hvad der skulle ske, end ikke før det var for sent at ændre. Selv for ham selv. Han vidste hvad han skulle – vidste hvad han skulle kæmpe for, og imod.

Hans store korpus havde bevæget sig væk fra hans hjem, væk fra øen Foehn, hvor hans skyggebrødre og søstre hørte til. Han var søgt derfra, og havde nu indfundet sig på øen Enophis. Den største ø i øriget Andromeda. Volontaire bevægede sig afsted med stolte og tunge skridt, der dog overhovedet ikke slæbte sig afsted. Benene bevægede sig smidigt og maskulint, og som altid var hans nakke knejst i en stolt og fremvisende holdning, så musklerne under det sorte skind tydeligt kunne ses. Hans issprængte bringe var også fremskudt, og generelt var han bare majestætisk og stor at beskue. Og det vidste han skam godt.

De isblå øjne stirrede tomt rundt i det område han bevægede sig i. han var nem at se i dette åbne og stenede landskab; men dette var han bestemt ligeglad med. Hvis nogen ikke ønskede at han befandt sig her, kunne de jo bare forsøge at få ham væk; good luck. Skyggerne hoppede og dansede på hans krop, nød alle de lugte der var. De hvislede ham slesk i ørene, bad ham søge til lyset, søge kongestenen, søge himmelkappen. Hvad som helst! Men dette gjorde han ikke. For det var ikke tid endnu til at skabe røre i Andromeda. Men snart. Men alle ville blive overrasket. Skyggerne smygede sig op og ned af hans ben, og forsøgte at strække sig længere frem foran ham, søgte at vise ham vej; men Volontaire gik sine egne veje. De veje han ville..

Andromeda, det hedder landet hvor jeg befinder mig. Selvom at jeg nu har opholdt mig i landet i nogle dage, er jeg blevet i det samme område, på den samme store ø. Om natten har jeg søgt ly mellem træerne, og om dagen har jeg udforsket de store åbne vidder. Jeg er ikke sikker på hvad der befinder sig i havet omkring øen, dog har jeg enkelte gange - når været var klart nok - kunne se en silhuet af en anden ø. Om den rent faktisk findes ved jeg ikke, måske jeg skulle undersøge det en dag. Jeg nikker svagt for mig selv, så min lyse pandelok bevæger sig let bølgende. 
Min lyse, lille krop lyser op midt i intetheden af sten, sten og flere sten. Mit blik er fastlåst mod jorden; jeg har fundet det der virker som et mirakel. En lille lyseblå blomst har kæmpet sig op gennem den stenede jord. Den minder mig om de blomster jeg havde lagt mit hoved på, da jeg lagde mit til at sove for sidste gang i mit hjemland. Om morgenen var jeg vågnet her.
Et dybt suk forlader mine læber, og det er tydeligt i mit blik, hvor træt jeg er. Hver nat er jeg plaget af den samme drøm, som jeg hver dag forsøger at glemme igen. Det er en ond cirkel, der ikke vil stoppe. Jeg har endda prøvet at holde mig vågen hele natten, med resultatet at drømmen blot hærger mine dagdrømme. Min hale bevæger sig langsomt frem og tilbage i en irriteret bevægelse. Langsomt og meget forsigtigt sænker jeg hovedet, og snuser blomstens søde duft ind, hvorefter jeg begiver mig videre afsted. Denne gang med retning mod vestsiden. 

Stilheden gjorde ham intet. Absolut intet. Jo mere stille der var, desto nemmere var det for ham kun at koncentrerer sig om at lukke lydene ude fra skyggerne, der sommertider havde en tendens til at hvisle og larme for meget i hans øre; de gjorde det gerne i perioder, hvor de mente noget nyt skulle ske, eller at han skulle søge efter det de bad ham om. Men tiden var ikke inde endnu. Den ville komme – bestemt – men ikke endnu. Og Volontaire havde ikke travlt; det havde han aldrig haft.
Hans sorte korpus bevægede sig maskulint og meget fremadgående, samt løftet, mens hans blik hvilede stift og følelsesløs rundt i det område han bevægede sig rundt i. Han frygtede intet i dette område; for der var intet at frygte; desuden skulle der ganske meget til, før en hingst om han, en skyggebroder, skulle føle følelsen af frygtens kolde hånd. For det var jo ham, der gav disse følelser til andre; og han nød det. Volontaire svipede med sin fyldige og sorte hale, inden hans isblå øjne opfangede en silhouette længere fremme, som gik med ryggen til ham. Bagfra kunne denne skikkelse godt ligne Illana, i nogle korte sekunder, men den sorte skyggehingst vidste bedre.

Et skummelt smil gled henover hans sorte mule, så de helt hvide tænder svagt kom til syne, inden han satte farten en smule op, med de tunge skridt. Han gjorde intet for at være lydløs; for det så han ingen grund til. En hvislende lyd forlod hans store og muskuløse korpus, mens de levende skygger på hans krop smygede sig kælent og legesygt op og ned af ham; de ville så gerne tættere på hoppen. Røre hende. Mærke hendes skind. Volontaire havde fundet sin… legesag, og han fortsatte direkte imod hende, bagfra.

Mine bevægelser er rolige, afslappede, men alligevel elegante og med lange skridt. Mit hoved er let sænket, og min hale bevæger sig fra side til side i takt med mine skridt. Efterhånden begynder jeg at kunne skimte havet i horisonten, og jeg glæder mig til at mærke den friske havvind, og den tunge duft af tang. For de fleste er det en lettere ubehagelig lugt, men for mig, er den hjemlig og beroligende. Jeg prøver at holde mit hoved klart, så jeg ikke endnu engang bliver fanget i mine dagdrømme. 
Følelsen af fred og opmærksomheden på horisonten bliver afbrudt af lyden af hov trin. De er stadig relativt langt væk, men ikke desto mindre meget tydelige at høre. I lang tid forsøger jeg bestemt at ignorere det, jeg er ikke i humør til at blive afbrudt. Efter endnu en lang nat, har jeg ikke overskuddet til at forcerer en facade, for at møde en ny hest. Engang var jeg den mest sociale, den mest storsmilende hest i mit hjemland. Ven med alt og alle, og aldrig bleg for nye eventyr. Dette har dræbet på min allerkæreste og de tilbagevendende drømme ødelagt. De har ødelagt alting for mig, drømmende. Forhindrer mig i at få det bedre, minder mig konstant om hvad der skete. Trist. Jeg ryster svagt på hovedet. 
Jeg giver op, og vender langsomt hovedet, for at se på hesten der følger efter mig. Ikke just et godt syn; hesten ligner ikke umiddelbart en fantastisk nyhed. Min grimasse er tydeligt utilfreds, og jeg vender blot hovedet frem igen. Tilbage til at ignorere. 

Hun lignede Illana, den gyldne hoppe, på lang afstand. Men jo tættere den sorte hingst kom på den fremmede hoppe, jo flere uligheder var der at se. Hun lignede bestemt ikke Illana mere – men dette var nok også kun positivt i netop denne situation; både for ham selv, men bestemt også for den fremmede hoppe. Han slog et slag med sin tykke hale, mens hans fortsatte sine tunge og målrettede skridt imod hoppen. Hun havde set ham, det kunne ses på hendes øre der vippede rundt, og dernæst drejede hun hovedet. Ja, han var helt sikkert ’opdaget’. Men han havde heller intet gjort for at holde sig skjult, nok nærmere det modsatte. Men hun drejede hovedet bort igen, væk fra ham og fortsatte videre mens hun ignorerede ham. Dårligt valg. Bestemt et dårligt valg. Et lusket smil gled over hans mule, hvis man da kunne kalde det et smil, inden han slog med hovedet og udstødte et vredt og advarende hvin i hendes retning, mens han slog det ene forben i jorden.

,,Hvis du er klog nu, lille hoppe, stopper du med at gå”

Hans toner var hvislende og kolde. De ejede inden venlighed og forståelse. For han var ikke venlig mere. Ikke på en måde nogen forstod eller kendte til. Og derfor var han også som han var – han var nødt til det. Han levede af det. Levede af frygten fra andre. Selv stod den muskuløse og sorte hingst helt stille, mens han stirrede i hendes retning. Hans isblå øjne var uden pupil, og dette medvirkede til at han så endnu mere død og ond ud end ellers. Ville hun stoppe?